Bekendtgørelse om akkreditering af selskaber m.v. til inspektion
BEK nr 255 af 11/04/1994
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på selskaber, dvs. private og offentlige selskaber, institutter, organisationer mv., der ansøger om akkreditering, eller som er akkrediteret af Dansk Akkreditering, DANAK, Erhvervsfremme Styrelsen, herefter DANAK, til at foretage akkrediteret inspektion.
§ 2
Ved inspektion forstås uvildig undersøgelse og vurdering af, om materialer, produkter, anlæg, udstyr, processer, service- og tjenesteydelser m.v. samt personers kvalifikationer opfylder nærmere angivne krav.
Ved akkrediteret inspektion forstås i denne bekendtgørelse inspektion, der udføres af et akkrediteret selskab under DANAK.
Akkreditering af selskaber m.v.
Akkreditering af selskaber m.v.
§ 3
Akkreditering af selskaber til at udføre inspektion foretages af DANAK og meddeles for en periode på indtil 5 år.
I forskrifter, som udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen i tilslutning til denne bekendtgørelse, fastsættes de nærmere vilkår for akkreditering.
For at blive akkrediteret skal ansøgere såvel som akkrediterede selskaber, jf. § 1, foruden bestemmelserne i denne bekendtgørelse opfylde vilkårene i de forskrifter, som udstedes i medfør af stk. 2. Endvidere skal akkrediterede selskaber opfylde vilkår, givet ved akkrediteringen, jf. § 8, stk. 3.
I særlige tilfælde kan akkreditering meddeles på vilkår, der afviger fra reglen i stk. 3, når det er påkrævet for at opfylde formålet med akkrediteringen.
Forskrifterne som nævnt i stk. 2 kan erhverves i Erhvervsfremme Styrelsen.
§ 4
På områder, hvor der efter anden lovgivning stilles krav om akkrediteret inspektion, kan Erhvervsfremme Styrelsen kun foretage akkreditering efter aftale med pågældende myndighed.
§ 5
Ansøgningen om akkreditering skal angive de områder, inden for hvilke der søges om akkreditering, jf. stk. 2 og 3.
Et akkrediteringsområde skal fastlægges individuelt og afgrænses entydigt.
Ved fastlæggelse af et akkrediteringsområde angives:
- De erhvervs- eller samfundssektorer, inden for hvilke der udføres inspektion.
- De typer af materialer, produkter, processer, service- og tjenesteydelser, udstyr, anlæg samt personkvalifikationer, der kan inspiceres.
- De inspektionsmetoder, der skal anvendes ved de enkelte inspektioner.
Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter i forskrifter nærmere bestemmelser om ansøgningens indhold, jf. § 3, stk. 2.
§ 6
Erhvervsfremme Styrelsen meddeler skriftligt ansøgeren, hvilke sagkyndige, der sammen med styrelsen vil foretage bedømmelsen af ansøgningen.
Ønsker ansøgeren af konkurrencemæssige årsager ikke, at en udpeget sagkyndig deltager i sagsbehandlingen, kan der rejses indsigelse mod udpegningen til styrelsen. Indsigelsen skal være skriftlig og begrundet. Styrelsen afgør herefter, om der skal udpeges en anden sagkyndig.
§ 7
Erhvervsfremme Styrelsen og de efter § 6 udpegede sagkyndige udfærdiger en bedømmelsesrapport på grundlag af en gennemgang af ansøgningsmaterialet samt besøg hos ansøgeren, herunder dennes inspektionsaktiviteter hos virksomheder, i henhold til forskrifter, som udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen, jf. § 3, stk. 2.
Bedømmelsesrapporten fremsendes til ansøgeren med anmodning om dennes bemærkninger inden for en fastsat tidsfrist.
§ 8
Erhvervsfremme Styrelsen afgør, om selskabet opfylder betingelserne for akkreditering på grundlag af bedømmelsesrapporten samt eventuelle bemærkninger fra ansøgeren. Afgørelsen sendes til det ansøgende selskab med angivelse af vilkårene for akkreditering.
Ansøgeren skal meddele Erhvervsfremme Styrelsen, om der ønskes akkreditering på de angivne vilkår senest 4 uger efter modtagelsen af Erhvervsfremme Styrelsens afgørelse i henhold til stk. 1.
Såfremt ansøgeren accepterer de angivne vilkår, udsteder DANAK et akkrediteringsdokument, der angiver det pågældende selskabs navn, registreringsnummer, akkrediteringsområde samt de for akkrediteringen gældende vilkår eller henvisninger til sådanne, jf. § 3.
Erhvervsfremme Styrelsen offentliggør en fortegnelse over akkrediteringer, der er i kraft.
Regler for akkrediterede selskabers virksomhed
Regler for akkrediterede selskabers virksomhed
§ 9
Et akkrediteret selskab har pligt til efter anmodning at udføre inspektion inden for akkrediteringsområdet. Pligten kan dog begrænses, når særlige omstændigheder taler herfor. Begrænsningen skal fremgå af akkrediteringsvilkårene, jf. § 3.
Inspektion skal udføres inden for en rimelig tidsfrist, som rekvirenten efter anmodning skal underrettes om.
§ 10
Akkrediterede selskaber har pligt til at informere Erhvervsfremme Styrelsen om alle ændringer i de forhold, der ligger til grund for akkrediteringen, og som kan have betydning for akkrediteringens opretholdelse.
§ 11
Aflønningen af det personale, der udfører inspektion, må ikke være afhængig af antallet af inspektioner eller resultatet heraf.
§ 12
De prøvninger, som et akkrediteret selskab udfører eller foranlediger udført som led i inspektionen, skal udføres som akkrediteret prøvning.
§ 13
I de tilfælde, hvor et akkrediteret selskab som led i inspektionen udfører certificering af produkter, tjenesteydelser, kvalitetsstyringssystemer m.v. eller af personers kvalifikationer, skal disse certificeringer udføres som akkrediteret certificering.
§ 14
Omfatter inspektionen en virksomheds kvalitetsstyring, skal vurderingen og kontrollen heraf udføres i henhold til DANAK's regler for certificering af virksomheders kvalitetsstyringssystemer.
Hvor internationale forhold tilsiger det, kan der dispenseres fra reglen i stk. 1.
§ 15
Opgaverne som nævnt i §§ 12 og 13 kan udføres af udenlandske laboratorier og selskaber, der opfylder kravene i de relevante harmoniserede standarder i EN 45000-serien eller de tilsvarende internationale standarder fra ISO/IEC. Herudover skal disse laboratorier og selskaber være vurderet, godkendt og løbende overvåget af et udenlandsk akkrediteringsorgan, der tilsvarende opfylder kravene i de relevante standarder.
Tilsyn, fornyelse, ændring og ophør af akkreditering
Tilsyn, fornyelse, ændring og ophør af akkreditering
§ 16
Opretholdelse af akkrediteringen er betinget af, at selskabet overholder regler og vilkår for akkrediteringen, jf. § 3, fortsat besidder den nødvendige faglige kompetence, samt at inspektionsaktiviteterne har et sådant omfang, at personalet kan opretholde den fornødne rutine til inspektion.
§ 17
Erhvervsfremme Styrelsen fører tilsyn med, at de akkrediterede selskaber overholder de for akkrediteringen gældende regler og vilkår, jf. § 16.
Akkrediterede selskaber er forpligtet til på begæring at give Erhvervsfremme Styrelsen alle nødvendige oplysninger til brug for tilsynet med akkreditering, herunder oplysning om de af selskabet anvendte takster og timepriser for inspektion, samt oplysning om kalkulationsgrundlaget herfor.
Akkrediterede selskaber er forpligtet til at modtage tilsynsbesøg af Erhvervsfremme Styrelsen og udpegede sagkyndige. Det akkrediterede selskab er forpligtet til på begæring at sørge for, at et tilsynsbesøg kan omfatte det akkrediterede selskabs inspektionsaktiviteter hos virksomheder.
Det periodiske tilsyn med akkrediterede selskabers inspektionsvirksomhed foretages med ca. 15 måneders interval, medmindre andet er fastsat i særlige vilkår for akkrediteringen.
Det periodiske tilsynsbesøg i akkrediteringens sidste løbeår kan erstattes af et bedømmelsesbesøg, gennemført i forbindelse med en ansøgning om fornyelse af akkrediteringen.
§ 18
Rapporten over et tilsynsbesøg sendes til det akkrediterede selskab med anmodning om eventuelle bemærkninger.
Giver rapporten fra et tilsynsbesøg anledning til en skærpelse af vilkårene for akkrediteringen, sendes de skærpede vilkår til det akkrediterede selskab med en frist for opfyldelse. Fornyelse og ændring af akkrediteringer
§ 19
Ved ansøgning om fornyelse af en akkreditering på de hidtidige vilkår er det tilstrækkeligt i ansøgningen at anføre, at akkrediteringen ønskes fornyet.
Bedømmelse af ansøgningen foretages efter samme regler, som gælder for nye ansøgninger, dog således at der tages hensyn til, at det akkrediterede selskabs inspektionsaktiviteter har været løbende overvåget i tiden forud for fornyelsesbehandlingen.
§ 20
Ved ansøgning om fornyelse på ændrede vilkår og ved ansøgning om ændringer af akkrediteringsområde m.v. indsendes det fornødne materiale til brug for bedømmelsen til Erhvervsfremme Styrelsen.
Hvis der som led i behandlingen af en ansøgning er behov for et besøg hos det akkrediterede selskab, giver Erhvervsfremme Styrelsen meddelelse herom tillige med oplysning om eventuel udpegning af nye sagkyndige.
Bedømmelsen af ansøgningen foretages efter samme regler, som gælder for behandling af nye ansøgninger, dog således at der tages hensyn til den konkrete sags særlige forhold.
§ 21
Erhvervsfremme Styrelsen giver skriftlig meddelelse til de akkrediterede selskaber om ændringer i akkrediteringskriterier inden for de pågældende selskabers akkrediteringsområder.
I meddelelser efter stk. 1 angives en tidsfrist, inden for hvilken det enkelte akkrediterede selskab skal foretage de nødvendige ændringer af forholdene i selskabet. Ophør
§ 22
Erhvervsfremme Styrelsen kan tilbagekalde en akkreditering, meddelt i henhold til § 3, såfremt det akkrediterede selskab gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af regler og vilkår for at være akkrediteret.
Erhvervsfremme Styrelsen kan endvidere tilbagekalde en akkreditering, såfremt det konstateres, at det akkrediterede selskab ikke længere opfylder regler og vilkår for at være akkrediteret inden for det pågældende område. Hvor omstændighederne tilsiger det, kan styrelsen i stedet træffe aftale med det akkrediterede selskab om at afhjælpe de konstaterede mangler inden for en af styrelsen fastsat frist. Dette kan kun gøres på betingelse af, at det akkrediterede selskab undlader at foretage inspektion og udstede rapporter, før det er konstateret, at manglerne er afhjulpet. Opfylder det akkrediterede selskab ikke aftalen, kan tilbagekaldelse ske.
Erhvervsfremme Styrelsen offentliggør foretagne tilbagekaldelser i henhold til stk. 1 og 2 samt indgåede aftaler i henhold til stk. 2.
§ 23
Ved en akkrediterings ophør som følge af udløb eller tilbagekaldelse er det akkrediterede selskab forpligtet til omgående at returnere akkrediteringsdokumentet til Erhvervsfremme Styrelsen.
§ 24
Afslag på eller begrænsning af en ansøgt akkreditering samt begrænsning eller suspension af en allerede givet akkreditering kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Klagenævnet for Udbud. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til klagenævnsbehandling.
Alle øvrige afgørelser, Erhvervsfremme Styrelsen træffer vedrørende akkreditering, bortset fra fastsættelse af regler om gebyrer, jf. § 28, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 25
Tilbagekaldelse af en akkreditering i henhold til § 22, stk. 1 eller 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. stk. 2.
Begæring om domstolsprøvelse i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for Erhvervsfremme Styrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt det akkrediterede selskab. Erhvervsfremme Styrelsen anlægger sag mod selskabet i den borgerlige retsplejes former.
Betegnelser og logo
Betegnelser og logo
§ 26
Akkrediterede selskaber under DANAK skal i medfør af forskrifter, udstedt af Erhvervsfremme Styrelsen, anvende betegnelsen »Dansk Akkreditering - registreringsnummer...«. Indtil udgangen af 1994 kan endvidere anvendes betegnelsen »Dansk Akkrediterings Ordning - registreringsnummer....«.
Et akkrediteret selskab må ikke benytte betegnelser som anført i stk. 1 uden for sit akkrediteringsområde.
Andre selskaber må ikke benytte betegnelser som anført i stk. 1 eller i øvrigt danske eller udenlandske betegnelser, der er egnet til forveksling hermed.
§ 27
Akkrediterede selskaber skal anvende logoet DANAK i henhold til Erhvervsfremme Styrelsens forskrifter herom. Logoet må alene anvendes på rapporter og andet materiale, der vedrører det akkrediterede selskabs inspektionsaktiviteter. Logoet må ikke anvendes uden for selskabets akkrediteringsområde.
Erhvervsfremme Styrelsen skal godkende det akkrediterede selskabs regler for, hvorledes akkrediteringsordningens logo må anvendes af virksomheder, der er underkastet akkrediteret inspektion.
Gebyrer
Gebyrer
§ 28
DANAK vil for sine ydelser i forbindelse med akkrediteringer af selskaber beregne sig gebyrer. Disse opkræves af Erhvervsfremme Styrelsen.
Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter gebyrernes størrelse og beregningsgrundlag i bekendtgørelse om gebyrer for akkreditering m.v.
Erlagt gebyr for ansøgning, herunder ansøgning om fornyelse eller ændring af akkrediteringen, tilbagebetales ikke ved afslag på ansøgningen.
Forsikring
Forsikring
§ 29
Et akkrediteret selskab skal til dækning af erstatningsansvar, pådraget ved selskabets eller dets ansattes ansvarspådragende handlinger eller undladelser eller som følge af fejl og mangler ved selskabets ydelse (produktansvar) i forbindelse med inspektionsaktiviteter, tegne en professionel ansvarsforsikring, hvis dækningsstørrelse skal godkendes af Erhvervsfremme Styrelsen. Selskabet skal over for Erhvervsfremme Styrelsen på forlangende kunne dokumentere, at der foreligger den fornødne ansvarsdækning.
Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er de statslige, amtskommunale og kommunale myndighederes akkrediterede inspektionsselskaber, der er selvforsikrede.
Tavshedspligt
Tavshedspligt
§ 30
Alle, der medvirker ved eller er knyttet til behandlingen af akkrediteringssager, er forpligtet i henhold til borgerlig straffelovs § 152 a til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de igennem deltagelsen i akkrediteringssagerne bliver vidende om.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 31
Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. april 1994.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 170 af 19. marts 1991 om akkreditering af selskaber m.v. til inspektion, som ændret ved bekendtgørelse nr. 833 af 2. oktober 1992.
Akkrediteringer, udstedt i medfør af de bekendtgørelser, der er anført i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophører ved udløb eller tilbagekaldes af Erhvervsfremme Styrelsen.
Erhvervsfremme Styrelsen, den 11. april 1994, den 11. april 1994
/Merete Rasmussen Bjarne Bang Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994