Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 (* 1) (Spildevandsbekendtgørelsen)
BEK nr 310 af 25/04/1994
§ 1
Bekendtgørelsen fastsætter regler for:
- Planer for bortskaffelse af spildevand i kommunen, jf. kapitel 3 og 4.
- Spildevandsudledning til vandløb, søer eller havet gennem spildevandsanlæg med fast tilknytning til landjorden, herunder for tilslutning til sådanne anlæg, jf. kapitel 5 og 6.
- Begrænsning af udledning af visse stoffer til vandløb, søer eller havet, jf. kapitel 7 og 8.
- Forbud mod tilførsel af visse stoffer direkte til grundvandet, jf. kapitel 9 og bilag 1.
- Afledning af spildevand til jorden (nedsivning), jf. kapitel 10.
- Udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen til ikke-jordbrugsformål, jf. kapitel 11.
- Etablering af samletanke, der indeholder spildevand, jf. kapitel 12.
- Tømningsordninger, jf. kapitel 13.
§ 2
Tilladelse til udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen til jordbrugsformål er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Definitioner
Definitioner
§ 3
Ved spildevand forstås alt vand, der afledes fra beboelse, erhvervsvirksomheder, bebyggelse i øvrigt samt befæstede arealer.
Ved husspildevand forstås spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter.
Ved 1 personækvivalent(PE) forstås 21,6 kg organisk stof/år målt som BI5, 4,4 kg total kvælstof/år eller 1,5 kg total fosfor/år.
Ved samletanke til spildevand forstås tætte beholdere, der enten er typegodkendt eller kan godkendes til opbevaring af spildevand af tilladelsesmyndigheden.
Ved spildevandsanlæg forstås åbne såvel som lukkede ledninger og andre anlæg, der tjener til afledning og behandling af spildevand i forbindelse med udledning til vandløb, søer eller havet eller til afledning til jorden.
Ved et spildevandsanlægs kapacitet forstås den spildevandsmængde med indhold af forurenende stoffer angivet i personækvivalenter (PE), der i henhold til en meddelt spildevandstilladelse omfattet af lovens kapitel 3, 4 eller 5 kan afledes fra en eller flere ejendomme inden for et fastlagt opland til anlægget.
Ved offentlige spildevandsanlæg forstås spildevandsanlæg, hvor en eller flere kommunalbestyrelser har ansvaret for anlæggets drift og/eller vedligeholdelse.
Ved private spildevandsanlæg forstås de spildevandsanlæg, der ikke er omfattet af stk. 7.
Ved bedste, tilgængelige teknologi forstås den teknologi, som er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende virksomhedstype, jf. § 23.
Spildevandsplanens indhold
Spildevandsplanens indhold
§ 4
Kommunalbestyrelsen ajourfører planen for bortskaffelse af spildevand i kommunen - herunder ajourfører oplandsgrænse og tidsfølgeplan.
Spildevandsplanen må ikke stride imod regionplanen og tillæg hertil, og de deri optagne retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande samt anvendelsen og beskyttelsen af grundvandet, jf. lovens § 32, stk. 2.
Forinden det i planen forudsættes, at der etableres et fælles privat spildevandsanlæg, skal berørte bolig- og grundejere oprette et spildevandslav, der varetager anlæggets etablering og drift. Udkast til lavets vedtægter forelægges i forbindelse med planforslagets offentliggørelse. De endelige vedtægter skal tinglyses på de omfattede ejendomme, når det fælles spildevandsanlæg er optaget i spildevandsplanen.
Kommunalbestyrelsens plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen skal ledsages af fornødne kortbilag og skal udover oplysningerne nævnt i lovens § 32, stk. 1 nr. 1-4 indeholde oplysninger om:
- Hvorledes spildevandsplanen i hovedtræk forholder sig til kommune- og regionplan samt til den økonomiske planlægning og til vandløbenes fysiske tilstand.
- De eksisterende fælles spildevandsanlæg i kommunen, herunder afgrænsning af de enkelte kloakoplande.
- Hvorledes spildevandet i øvrigt bortskaffes i kommunen, f.eks. ved afledning til nedsivningsanlæg, udsprøjtning og enkeltudledninger.
- Hvilket vandområde spildevandet fra de enkelte kloakoplande ønskes udledt til, udløbenes placering, og de forventede udledninger.
- Hvilke udgifter der forventes at måtte afholdes ved anlæggenes etablering og drift.
- Hvilke ejendomme der forventes at skulle afgive areal eller få pålagt servitut ved gennemførelse af projekter i overensstemmelse med spildevandsplanen.
Behandling af forslag til og vedtagelse af spildevandsplanen
Behandling af forslag til og vedtagelse af spildevandsplanen
§ 5
Kommunalbestyrelsens forslag til spildevandsplan skal offentliggøres med oplysning om, at der inden for en frist på mindst 8 uger efter offentliggørelsen er adgang til at kommentere det fremlagte forslag over for kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens forslag til spildevandsplan sendes samtidig med offentliggørelsen til amtsrådet til orientering.
§ 6
Kommunalbestyrelsen offentliggør i lokale blade spildevandsplanens vedtagelse. Spildevandsplanen sendes samtidig til amtsrådet.
§ 7
Kommunalbestyrelsen udfører eller foranlediger udført de anlæg, som er optaget i planen, inden det tidspunkt, der er forudsat i planen.
Tilslutning af spildevand til spildevandsanlæg
Tilslutning af spildevand til spildevandsanlæg
§ 8
Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til tilslutning af spildevand til offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger fra ejendomme inden for oplandsgrænsen for det offentlige spildevandsanlæg under overholdelse af amtsrådets udledningstilladelse.
Kommunalbestyrelsen afgør hvilke oplysninger, der skal foreligge ved ansøgning om tilslutning.
§ 9
Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til tilslutning af spildevand til private spildevandsanlæg inden for anlæggets kapacitet, når der foreligger skriftlig accept fra den for anlægget ansvarlige.
§ 10
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 8 og § 9 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen omfatter tilslutning af spildevand fra anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder.
§ 11
Kommunalbestyrelsen kan påbyde de nødvendige ændringer ved tilsluttede anlæg, herunder sådanne ændringer, der er nødvendiggjort af ændringer af det fælles afløbssystem, eller i øvrigt ændre vilkårene for tilslutning til et spildevandsanlæg efter reglerne i lovens § 30, jf. lovens § 30, stk. 4.
§ 12
Inden for en i spildevandsplanen fastlagt kloakoplandsgrænse for det offentlige spildevandsanlæg, er grundejerne inden for kloakoplandet forpligtede til for egen regning at tilslutte spildevand til kloakkerne gennem lukkede ledninger, når der er ført stikledning frem til grundgrænsen. Kommunalbestyrelsen afgør, hvornår den fysiske tilslutning skal være gennemført, jf. lovens § 28, stk. 4.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Udledning af spildevand til vandløb, søer
Udledning af spildevand til vandløb, søer
§ 13
Ansøgning om tilladelse til udledning skal indsendes til kommunalbestyrelsen.
Vedkommende myndighed, jf. § 14 og § 15, afgør hvilke oplysninger der skal foreligge i forbindelse med ansøgningen. Kommunalbestyrelsen videresender ansøgningen til amtsrådet ledsaget af kommunalbestyrelsens bemærkninger i de tilfælde hvor amtsrådet er den kompetente myndighed.
Ved meddelelse af tilladelse til fælles private spildevandsanlæg skal kommunalbestyrelsen navnlig påse, at
- gennemførelsen af projektet ikke strider mod hensynet til en forsvarlig og hensigtsmæssig byudvikling
- gennemførelsen af projektet er i overensstemmelse med spildevandsplanen og retningslinierne i regionplanen for vandkvaliteten og grundvandsbeskyttelsen.
§ 14
Kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til:
a) udledning af spildevand fra anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder med tilhørende tagvand og vand fra befæstede arealer, og
b) udledning af tagvand og vand fra befæstede arealer, dog med undtagelse af vand fra befæstede arealer, der anvendes til parkering for mere end 20 biler og vand fra veje.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk.1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 15
Amtsrådet meddeler tilladelse til udledning af spildevand, der ikke er omfattet af § 14.
§ 16
Ved ansøgning om etablering af nedsivningsanlæg finder § 13, § 14 og § 15 tilsvarende anvendelse i de tilfælde hvor afstanden fra nedsivningsanlægget til vandløb, søer eller havet er mindre end 25 m.
Ved meddelelse af tilladelse efter stk. 1 skal det sikres:
a) at de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at afledningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg, og
b) at afledningen ikke vil medføre forurening af grundvandsressourcer, der er anvendelige til vandforsyningsformål.
§ 17
Ved udledning af spildevand fra virksomheder, der er optaget på listen over godkendelsespligtig virksomhed, indgår udledningstilladelsen i den samlede godkendelse, der behandles efter de herom gældende regler, jf. lovens § 34, stk. 2.
§ 18
Tilladelsesmyndigheden fastsætter i tilladelsen spildevandsanlæggets kapacitet.
Grænseværdier for visse stoffer ved udledning fra offentlige
Grænseværdier for visse stoffer ved udledning fra offentlige
§ 19
Renseanlæg med en kapacitet på 2.000 PE eller derover med udledning til vandløb og søer skal senest den 31. december 2005 overholde de i § 20 anførte krav til organisk stof målt som BI5 og COD.
Renseanlæg med en kapacitet på 5.000 PE eller derover skal overholde de i § 20 anførte krav til fosfor og senest den 31. december 1998 overholde de i § 20 anførte krav til organisk stof målt som BI5 og COD.
Renseanlæg med en kapacitet på mere end 15.000 PE skal overholde de i § 20 anførte krav til organisk stof målt som BI5, kvælstof og fosfor, og senest den 31. december 1998 overholde de i § 20 anførte krav til organisk stof målt som COD.
Ved meddelelse af ny tilladelse til udledning af spildevand fra renseanlæg med en kapacitet på 5.000 PE eller derover skal de i § 20 anførte krav til organisk stof målt som BI5 og COD, kvælstof og fosfor overholdes.
§ 20
Medmindre lavere koncentrationer er fastsat i en meddelt tilladelse til spildevandsudledning eller påbydes i medfør af lovens § 30, skal spildevandets indhold af følgende stoffer i de i § 19 omhandlede tilfælde ved udledningen være nedbragt til: 1) Organisk stof COD <75 mg/l. 2) Organisk stof BI5 (modificeret) <15 mg/l. 3) Total kvælstof N < 8 mg/l. 4) Total fosfor P < 1,5 mg/l.
De anførte koncentrationer jf. stk. 1, kontrolleres ved de årligt udledte mængder.
§ 21
Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde efter indstilling fra amtsrådet forlænge allerede meddelte dispensationer for overholdelse af kravene i § 20, dog ikke udover den 31. december 1998.
Begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og
Begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og
§ 22
Amtsrådet meddeler tilladelse til udledning af kvælstof eller fosfor til vandløb, søer og havet - herunder udvidelser af udledninger fra eksisterende industrielle spildevandsanlæg når udledningstilladelsen giver tilladelse til udledning af 22 tons kvælstof eller 7,5 tons fosfor pr. år, eller derover.
Amtsrådet meddeler tilladelse i de af stk. 1 omfattede tilfælde ved tilslutning af virksomheden til et offentligt spildevandsanlægs udløbsledning, når tilslutning hertil sker efter det offentlige renseanlæg.
De i stk. 2 omtalte tilslutninger for spildevand betragtes for hele virksomhedens spildevandsudlednings vedkommende som særskilt udledning efter miljøbeskyttelsesloven, jf. lovens § 28, stk. 1 og § 34, stk. 2.
§ 23
Medmindre der stilles strengere krav i regionplanretningslinier om kvaliteten af vandområderne, skal udledninger af kvælstof og fosfor, der er omfattet af § 22 nedbringes mest muligt ved anvendelse af den bedste, tilgængelige teknologi, jf. § 3, stk. 9.
Udledning af kvælstof og fosfor skal herudover indpasses i den for vandområdet fastsatte målsætning.
§ 24
Ansøgninger om tilladelse til udledning af kvælstof og fosfor efter dette kapitel skal være skriftlig og skal ledsages af følgende oplysninger, dog med de afvigelser, som følger af den enkelte virksomheds eller det enkelte spildevandsanlæg karakter:
a) Redegørelse for det valgte projekt til fjernelse eller nedbringelse af kvælstof og/eller fosfor i udledningen af spildevandet. Der skal herunder redegøres for de grænseværdier for og mængder af kvælstof og/eller fosfor, som udledningen kan nedbringes til. Desuden skal der redegøres for de foranstaltninger, virksomheden agter at foretage for at opnå de lavest mulige grænseværdier og mængder.
b) Oplysninger om det valgte projekts forhold til de på området eksisterende alternative teknologier samt oplysninger om de afledte økonomiske virkninger med henblik på en begrænsning af udledningen af kvælstof og/eller fosfor.
c) Redegørelse for hvorvidt der består mulighed for et teknisk udviklingsarbejde med henblik på forbedrede muligheder for fjernelse af eller yderligere nedbringelse af kvælstof og/eller fosfor.
d) Redegørelse for mulighederne for at nedbringe eller fjerne udledningen af kvælstof og/eller fosfor ved ændret råvareanvendelse, reduktion eller fjernelse af den pågældende produktion fra virksomheden eller på anden måde.
e) I fornødent omfang sådanne økonomiske eller regnskabsmæssige oplysninger vedrørende virksomheden og dennes drift, som kan danne grundlag for amtsrådets vurdering af hvilke foranstaltninger, der kan gennemføres for at fjerne eller nedbringe udledningen af kvælstof og/eller fosfor.
Ansøgningen fremsendes til amtsrådet.
Såfremt ansøgningen ikke indeholder de efter amtsrådets skøn nødvendige oplysninger, skal virksomheden skriftlig have meddelelse herom med angivelse af hvilke yderligere oplysninger amtsrådet ønsker, og med fastsættelse af en frist for virksomheden til at fremsende oplysningerne.
§ 25
Amtsrådet træffer afgørelse om tilladelse til udledning af kvælstof og fosfor i overensstemmelse med § 23.
En tilladelse skal indeholde en redegørelse for og en vurdering af de oplysninger, som virksomheden har givet i ansøgningen, herunder amtsrådets angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen. Desuden skal en tilladelse indeholde selve afgørelsen samt de fastsatte vilkår for den tilladte udledning af kvælstof og/eller fosfor, herunder fastsættelse af den kontrol, som virksomheden selv skal foretage.
Forbud mod tilførsel af visse stoffer direkte
Forbud mod tilførsel af visse stoffer direkte
§ 26
Der kan ikke meddeles tilladelse til tilførsel af de i bilag 1 nævnte stoffer til grundvandet, såfremt tilførsel til grundvandet sker uden gennemsivning af jordoverfladen eller undergrunden.
Afledning af spildevand til jorden (nedsivning)
Afledning af spildevand til jorden (nedsivning)
§ 27
Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder. Spildevandet må ikke indeholde andre stoffer end hvad der sædvanligt forekommer i husspildevand eller have en væsentlig anden sammensætning.
Tilladelser efter stk. 1 kan meddeles, når følgende betingelser er opfyldt:
a) Nedsivningsanlægget skal respektere beskyttelsesområder fastlagt efter miljøbeskyttelseslovens § 22.
b) Afstanden fra nedsivningsanlægget til vandindvindingsanlæg, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet, er mindst 300 m.
c) Afstanden fra nedsivningsanlægget til vandindvindingsanlæg, hvortil der ikke stilles krav om drikkevandskvalitet, er mindst 150 m.
d) Afstanden til vandløb, søer eller havet er mindst 25 m, jf. § 16.
Afstanden fra nedsivningsanlægget til vandindvindingsanlæg som nævnt under litra c), og afstanden fra nedsivningsanlægget til vandindvindingsanlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindre end 10 ejendomme, og hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet, kan nedsættes til 75 m, når de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg.
Ved meddelelse af tilladelse efter stk. 3 skal kommunalbestyrelsen forinden indhente amtsrådets udtalelse.
Ved meddelelse af tilladelse skal kommunalbestyrelsen sikre:
a) at jordbunden er egnet til nedsivning, og nedsivningsanlægget dimensioneres, placeres og udføres således, at der ikke opstår overfladisk afstrømning, overfladegener eller uhygiejniske forhold i øvrigt,
b) at spildevandet, forinden det ledes til nedsivningsanlægget, passerer en bundfældningstank, der med tilhørende afløbsinstallationer udformes og drives i overensstemmelse med retningslinier fastsat af kommunalbestyrelsen,
c) at nedsivningsanlægget udformes som sivedræn, og
d) at bunden af nedsivningsanlægget så vidt muligt placeres 2,5 m og mindst 1 m over højeste grundvandsstand.
§ 28
Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til afledning af tagvand og vand fra befæstede arealer til nedsivningsanlæg, når følgende betingelser er opfyldt:
a) vandet fra befæstede arealer ikke kommer fra offentlige veje eller fra befæstede arealer, der anvendes til parkering for mere end 20 biler,
b) afledningen sker til nedsivningsanlæg, hvortil der ikke afledes husspildevand eller processpildevand,
c) nedsivningsanlægget dimensioneres, placeres og udføres således, at der ikke opstår overfladisk afstrømning eller gener i øvrigt,
d) afstanden til vandindvindingsanlæg, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet, er mindst 25 m, og
e) afstanden til vandløb, søer eller havet er mindst 25 m, jf. § 16.
Spildevandet omfattet af stk. 1 må ikke indeholde andre stoffer end hvad der sædvanligt forekommmer i regnvand fra tagarealer og befæstede arealer eller have en væsentlig anden sammensætning.
§ 29
Amtsrådet kan meddele tilladelse til afledning af spildevand til nedsivningsanlæg i det omfang kompetencen ikke er henlagt til kommunalbestyrelsen.
Amtsrådets afgørelser efter stk. 1 må ikke være i modstrid med områdets vandforsynings-, spildevands-, region- og kommuneplanlægning og kan meddeles, når følgende betingelser er opfyldt:
a) at de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg,
b) at nedsivningen ikke vil medføre forurening af grundvandsressourcer, der er anvendelige til vandforsyningsformål,
c) at nedsivningen ikke vil medføre, at retningslinier for kvaliteten af vandløb, søer og havet fastlagt i regionplanen ikke kan overholdes, og
d) afstanden til vandløb, søer eller havet er mindst 25 m, jf. § 16.
§ 30
Amtsrådet kan bestemme, at kommunalbestyrelsen inden for et nærmere afgrænset område kan meddele tilladelse til etablering af nedsivningsanlæg med en kapacitet på 30 PE eller derunder, når betingelserne i § 29, stk. 2 er overholdt. Spildevandet må ikke indeholder andre stoffer end hvad der sædvanligt forekommer i husspildevand eller have en væsentlig anden sammensætning.
I forbindelse med en afgørelse efter stk. 1 skal amtsrådet stille vilkår angående de nedenfor nævnte forhold:
a) Afstanden til vandindvindingsanlæg. I denne forbindelse må afstandskravene efter § 27, stk. 2 a-c, kun lempes, hvis det på grundlag af en hydrogeologisk vurdering kan sikres, at anvendelige grundvandsressourcer ikke forurenes.
b) Nedsivningsanlæggenes udformning og placering, herunder afstanden mellem de enkelte anlæg.
c) Afstanden fra nedsivningsanlæggene til søer, vandløb, grøfter, drænledninger og kysten.
d) Afstanden fra nedsivningsanlæggene til grundvandet eller andre foranstaltninger, som sikrer en tilfredsstillende funktion af nedsivningsanlæggene, f. eks. grundvandssænkning eller opfyldning af lavtliggende arealer, således at der opnås en tilstrækkkelig afstand til grundvandet.
Amtsrådet kan senere ændre eller tilbagekalde en afgørelse efter stk. 1.
Amtsrådets afgørelser efter stk. 1 - 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 31
Ansøgning om etablering af nedsivningsanlæg fremsendes til kommunalbestyrelsen.
Såfremt amtsrådet er tilladelsesmyndighed videresender kommunalbestyrelsen sagen til amtsrådet ledsaget af kommunalbestyrelsens bemærkninger.
§ 32
Kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 27 og § 28 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen til
Udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen til
§ 33
Amtsrådet kan efter indhentet udtalelse fra embedslægen og kredsdyrlægen meddele tilladelse til udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen til ikke-jordbrugsformål.
Der kan ikke efter stk. 1 meddeles tilladelse, når spildevandet indeholder smitstoffer eller stoffer i et omfang som indebærer en risiko for forurening af grundvandet, for forurening af overfladevand, for sundhedsfare for mennesker eller dyr samt for gener for omboende i forbindelse med udledningen eller udsprøjtningen af spildevandet.
Ansøgning om tilladelse efter stk. 1 indsendes til kommunalbestyrelsen, der videresender ansøgningen til amtsrådet ledsaget af kommunalbestyrelsens bemærkninger.
§ 34
Amtsrådets afslag på ansøgning efter § 33, stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 35
Miljøstyrelsen afgør tvivlspørgsmål om, hvorvidt udledning og udsprøjtning af spildevand på jordoverfladen sker til jordbrugsformål eller ikke-jordbrugsformål. Miljøstyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Etablering af samletanke for spildevand
Etablering af samletanke for spildevand
§ 36
Kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til afledning af husspildevand fra ejendomme med en eller to husstande til samletanke, der er nedgravet i jorden, når følgende betingelser er opfyldt: Til øvrige vandindvindingsanlæg skal samletanken være nedgravet på egen grund i en afstand af mindst 15 m.
a) Samletanken med tilhørende fabriksmonterede tilgangsstudse og tømningsanordninger er typegodkendt af Prøvningsudvalget for Olietanke, jf. Miljøministeriets gældende bekendtgørelse herom, eller
b) samletanken efter tilladelsesmyndighedens vurdering opfylder lignende kvalitetskrav til opbevaring af husspildevand, eller
c) samletanken af tilladelsesmyndigheden kan godkendes til at indgå i et toiletsystem, hvis funktion forudsætter fuldstændig beholdertæthed(vacuum- systemer), eller
d) samletanken er udført i en betonkonstruktion af en autoriseret kloakmester i henhold til en af tilladelsesmyndigheden godkendt tegning.
e) Samletanken skal være nedgravet på egen grund, og hvis der findes vandindvindingsanlæg, hvor der stilles krav om drikkevandskvalitet, og hvor vandindvindingsanlægget forsyner eller har til formål at forsyne:
- mindst 10 ejendomme, skal samletanken placeres i en afstand af mindst 50 m,
- mindre end 10 ejendomme, skal samletanken placeres i en afstand af mindst 30 m,
- alene en enkelt ejendom, skal samletanken placeres i en afstand af mindst 15 m.
f) Afstanden til veje og skel skal være mindst 2 m. For så vidt angår afstanden til bygninger gælder det i gældende bygningsreglementer foreskrevne.
g) Samletanken skal have en i forhold til omfanget af det tilledte husspildevand og til tømningshyppigheden passende størrelse og skal anbringes og indrettes således, at der er bekvem adgang til tømning ved hjælp af slamsuger.
h) Forinden der meddeles tilladelse, skal det i kommuner, hvor der ikke ved kommunalbestyrelsens foranstaltning er gennemført en bortskaffelsesordning for samletankes indhold, være godtgjort, at samletanken vil blive tømt af en slamsuger på en forsvarlig måde, og at der foreligger en kontrakt med en kommunalbestyrelse om, at indholdet føres direkte og på den anviste måde til renseanlægget.
§ 37
Amtsrådet kan give tilladelse til afledning af spildevand til samletanke, der er nedgravet i jorden i de tilfælde, hvor tilladelsen ikke kan meddeles af kommunalbestyrelsen i medfør af § 36.
Bestemmelserne i § 36 litra a - h med undtagelse af litra e finder tilsvarende anvendelse.
Samletanke for andet spildevand end husspildevand skal tømmes og borttransporteres på en af amtsrådet godkendt måde for såvel transport som slutdisponering. Ansøgeren skal i ansøgningen give amtsrådet oplysning om lokaliteten for slutdisponering og dokumentere at have tilladelse til slutdisponering af spildevandet på den pågældende lokalitet.
§ 38
Etablering af samletanke for spildevand, der ikke helt eller delvis nedgraves i jorden, skal anmeldes til kommunalbestyrelsen senest 3 uger før etableringen.
Reglerne om tømning og bortskaffelse finder tilsvarende anvendelse på spildevandet fra de i stk. 1 nævnte samletanke, jf. § 36, stk. 1 litra h, § 37, stk. 3 og kapitel 13.
§ 39
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 36 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Tømningsordninger
Tømningsordninger
§ 40
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i hele kommunen eller i dele af denne skal gennemføres fælles bortskaffelse af slam fra bundfældningstanke. I så fald er enhver grundejer forpligtet til at gøre brug af ordningen.
§ 41
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte differentierede tømningshyppigheder afhængig af den enkelte bundfældningstanks størrelse, udformning og/eller belastning.
§ 42
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i hele kommunen eller i dele af denne skal gennemføres fælles bortskaffelse af spildevand fra samletanke. I så fald er enhver grundejer forpligtet til at gøre brug af ordningen.
Den, der er ansvarlig for, at samletanken tømmes skal inden en af kommunalbestyrelsen fastsat frist og efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelser herom anmode om tømning af samletanken, jf. § 43.
§ 43
Tømningsordninger administeres og forestås af kommunalbestyrelsen.
Forskrifter for tømningsordninger fastsættes i tømningsregulativer, der udarbejdes af kommunalbestyrelsen, og skal ved kommunalbestyrelsens foranstaltning bekendtgøres i de lokale aviser, der har almindelig udbredelse i kommunen.
§ 44
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 40, 41, 42 og 43 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Andre bestemmelser
Andre bestemmelser
§ 45
Tilladelsesmyndigheden fører register over de i medfør af denne bekendtgørelse givne tilladelser. Registreringen skal foretages såvel efter beliggenhed som efter vandområde.
§ 46
Der kan fastsættes vilkår i forbindelse med meddelelse af tilladelse i medfør af denne bekendtgørelse. Tilladelser kan tidsbegrænses.
Tilladelser efter denne bekendtgørelse skal i fornødent omfang indeholde bestemmelser om tilsyn og kontrolregler, herunder egenkontrol.
§ 47
Hvis et anlæg efter denne bekendtgørelse placeres på fremmed ejendom, skal anlægget sikres ved tinglyst deklaration.
§ 48
De forskrifter, der fastsættes af kommunalbestyrelsen i medfør af kapitel 13, bekendtgøres i de lokale aviser, der har almindelig udbredelse i kommunen.
Administrative bestemmelser og klage
Administrative bestemmelser og klage
§ 49
For afgørelser truffet i sager om meddelelse af spildevandstilladelser gælder de i lovens kapitel 10 fastsatte administrative regler.
I afgørelser skal datoen for klagefristens og søgsmålsfristens udløb angives. Såfremt afgørelsen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, meddeles dette i afgørelsen.
Afgørelser, der kan påklages, skal tillige indeholde oplysning om, at
- afgørelsen kan påklages skriftligt til Miljøstyrelsen,
- klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, og
- klage skal være modtaget senest ved klagefristens udløb.
§ 50
For klage over afgørelser og ved søgsmål til prøvelse af afgørelser gælder de i lovens kapitel 11 og 12 fastsatte bestemmelser.
Udnyttelse af meddelte tilladelser, herunder påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, sker på den pågældendes eget ansvar og indebærer ingen indskrænkning i klagemyndighedens ret til at ændre eller ophæve tilladelsen.
Tilsyn og håndhævelse
Tilsyn og håndhævelse
§ 51
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med spildevandsanlæg som er tilsluttet offentlige spildevandsanlæg samt dertil hørende udløbsledninger, jf. dog stk. 2.
Amtsrådet fører tilsyn med spildevandsanlæg som er tilsluttet udløbsledningen fra et offentligt spildevandsanlæg, når tilslutningen sker efter bestemmelserne i § 22, stk. 2.
§ 52
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med spildevandsanlæg, som er tilsluttet private spildevandsanlæg.
§ 53
Amtsrådet fører tilsyn med offentlige spildevandsanlæg med direkte udledning til vandløb, søer eller havet.
§ 54
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med private spildevandsanlæg med direkte udledning til vandløb, søer eller havet, jf. dog stk. 2 og 3.
Tilsyn med spildevandsanlæg på virksomheder, der er optaget på listen over godkendelsespligtig virksomhed, sker efter de herom gældende regler, jf. lovens kapitel 9 og Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed.
Amtsrådet fører tilsyn med spildevandsanlæg på virksomheder omfattet af kapitel 8.
§ 55
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med private nedsivningsanlæg for spildevand.
Amtsrådet fører tilsyn med offentlige nedsivningsanlæg.
§ 56
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med samletanke, der indeholder spildevand.
Amtsrådet fører tilsyn med offentlige (kommunalt ejede) samletanke.
§ 57
Amtsrådet udarbejder oversigter over hver enkelt vandområdes forureningstilstand, over art og mængde af udledt spildevand samt over de målsætninger, der fremgår af regionplanens retningslinier for kvaliteten og anvendelsen af de enkelte vandområder. Vedkommende kommunalbestyrelse og Miljøstyrelsen gøres efter anmodning bekendt med oversigterne.
§ 58
For tilsyn og håndhævelse gælder i øvrigt reglerne i lovens kapitel 9.
Straf
Straf
§ 59
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der
- tilsidesætter vilkår knyttet til en spildevandstilladelse,
- overtræder § 20, stk. 1 om grænseværdier og § 20, stk. 2 om kontrolmetoden,
- undlader at foretage anmeldelse efter § 38, stk. 1, eller
- undlader at efterkomme forbud eller påbud.
Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
- voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
I forskrifter, der udstedes af kommunalbestyrelsen i medfør af kapitel 13, kan der for overtrædelser fastsættes straf af bøde.
For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Ikrafttrædelse
Ikrafttrædelse
§ 60
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1.juli 1994.
Samtidig ophæves Miljøministeriets
- bekendtgørelse nr. 173 af 29. marts 1974 om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand,
- bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder, som ændret ved bekendtgørelse nr. 143 af 30. marts 1978, og ved bekendtgørelse nr. 446 af 9. september 1983,
- bekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1980 om afledning af spildevand til jorden, som ændret ved bekendtgørelse nr. 736 af 26. oktober 1989,
- kapitel 4.3.4 og 6.5 i bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse,
- bekendtgørelse nr. 665 af 16. december 1982 om ekspropriation til spildevandsanlæg,
- bekendtgørelse nr. 248 af 15. maj 1986 om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.,
- bekendtgørelse nr. 785 af 10. december 1987 om grænseværdier for visse stoffer ved udledninger til vandløb, søer eller havet fra kommunale spildevandsanlæg,
- bekendtgørelse nr. 38 af 13. februar 1985 om behandling af visse sager om ændring af og tillæg til godkendte spildevandsplaner,
- bekendtgørelse nr. 918 af 18. december 1991 om kompetencen til at meddele tilladelse i sager om beskyttelse af jord og grundvand,
- bekendtgørelse nr. 784 af 10. december 1987 om begrænsning og udledning af kvælstof og fosfor til vandløb, søer og havet med spildevand fra industrielle virksomheder m.v.
Miljøministeriet, den 25. april 1994, den 25. april 1994
/Svend Auken Hans Henrik Christensen/
Bilag 1
Bilaget omfatter de enkeltstoffer, som indgår i de anførte familier og grupper af stoffer, bortset fra stoffer, der må anses for irrelevante på grund af deres ringe risiko for toksicitet, persistens og evne til bioakkumulation.
- Organiske halogenforbindelser og stoffer, der kan danne sådanne stoffer i vandmiljø.
- Organiske fosforforbindelser.
- Organiske tinforbindelser.
- Stoffer, der virker kræftfremkaldende, eller som har mutagene eller teratogene(fosterskadende) egenskaber, i eller gennem vandmiljø.
- Kviksølv og kviksølvforbindelser.
- Cadmium og cadmiumforbindelser.
- Mineralolier og carbonhydrider.
- Cyanider.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994