TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om vildtskader

BEK nr 42 af 21/01/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Ved regulering forstås i denne bekendtgørelse nedlæggelse eller ombringelse af vildt med skydevåben eller fangst af vildt i fælder.

Stk. 2

Regulering i henhold til denne bekendtgørelse skal foregå under overholdelse af reglerne om jagt i lov om jagt og vildtforvaltning og i de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven, medmindre andet fremgår af bekendtgørelsen.

Stk. 3

Regulering må kun foregå med skydevåben, med mindre andet fremgår af bekendtgørelsen.

§ 2

Vildt kan uanset bestemmelserne om jagttider reguleres i de tilfælde, der er nævnt i kapitel 2 og 3, for at

  1. imødegå fare for mennesker eller menneskers sundhed,
  1. imødegå risiko for smitte af mennesker eller dyr,
  1. beskytte flora og fauna eller
  1. hindre omfattende skader på bebyggelse, afgrøder, husdyr, herunder vildtopdræt, skove, fiskeopdræt eller fiskeri- og vandområder.
Stk. 2

En jagtlejer må kun regulere vildt efter særlig aftale med ejeren af ejendommen. Ejeren kan ikke fraskrive sig retten til regulering.

Stk. 3

Regulering må kun foretages af personer, der er fyldt 18 år.

Stk. 4

Regulering med skydevåben må kun foretages af personer, der har gyldigt jagttegn.

Adgang til regulering

Adgang til regulering

§ 3

I erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugthaver, frugtplantager og planteskoler må følgende vildtarter reguleres hele året, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige: Stær, ringdue og råge, der optræder i flok.

Stk. 2

Hvis de områder, der er nævnt i stk. 1, er forsvarligt indhegnede, må følgende vildtarter reguleres hele året i områderne: Kronvildt, dåvildt, sikavildt, råvildt, vildsvin og hare.

§ 4

I forsvarlige indhegninger med fjerkræ, herunder indhegninger med fasaner, agerhøns eller andefugle, må følgende vildtarter reguleres hele året: Ræv, husmår og ilder.

§ 5

I bebyggelse og i en afstand af indtil 25 m fra bebyggelse, i indhegnede haver samt i pelsdyrfarme må følgende vildtarter reguleres hele året, herunder ved brug af fælder: Ræv, husmår og ilder.

§ 6

På ikke høstede marker må følgende vildtarter reguleres i juli og august, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige: Ringdue og grågås, der optræder i større flokke.

Stk. 2

Grågås må kun reguleres i tiden mellem solopgang og solnedgang.

Stk. 3

I havbrug må følgende vildtarter reguleres hele året, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige: Sølvmåge og skarv.

Stk. 4

I dambrug må følgende vildtart reguleres hele året, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige: Fiskehejre og skarv.

§ 7

Ved faststående, fungerende fiskeredskaber, der er placeret mindst 1 km fra en skarvkoloni, må ejeren af redskabet regulere skarv hele året inden for en afstand af 100 m fra redskabet.

Stk. 2

På fiskeriterritoriet må regulering efter stk. 1 kun finde sted i områder, hvor den frie jagtret efter lovens § 15 kan udøves.

Stk. 3

På ferske vande må regulering efter stk. 1 kun finde sted med ejerens samtykke.

Stk. 4

Regulering efter stk. 1 må finde sted uanset reglerne i § 8 og § 9 i bekendtgørelse om jagtmåder og jagtredskaber. Under reguleringen må motordrevet fartøj dog højst fremføres med 18 km/t. (ca. 9,7 knob).

Stk. 5

Ejere af faststående fiskeredskaber kan skriftligt bemyndige en eller flere personer til at foretage regulering som nævnt i stk. 1-3.

§ 8

I rågekolonier må rågeunger reguleres uden for reden i perioden 7. maj-6. juni. Til reguleringen må der anvendes salonrifler, der kan indeholde mere end 2 patroner, herunder halvautomatiske salonrifler.

§ 9

På offentligt godkendte flyvepladser må pattedyr og fugle, som frembyder fare for luftfarten, reguleres hele året, ligesom æg, fugleunger og fuglereder må fjernes inden for flyvepladsens område.

Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsen skal hvert år inden den 1. marts have underretning om, i hvilket omfang regulering har fundet sted i det forudgående kalenderår.

§ 10

Følgende vildtarter må reguleres hele året: Vaskebjørn, mårhund, muflonvædder, vildsvineorne og undslupne pelsdyr, der er vildt i henhold til lov om mark- og vejfred.

Stk. 2

Undslupne pelsdyr, der er vildt i henhold til lov om mark- og vejfred, må reguleres ved brug af fælder.

§ 11

I egne, hvor husskade og krage forvolder skader på markafgrøder eller den øvrige fauna, må disse fugle reguleres i perioden 1. september-29. februar.

Stk. 2

I egne, hvor vildkanin volder skade, må denne reguleres hele året.

Regulering efter forudgående tilladelse

Regulering efter forudgående tilladelse

§ 12

Skov- og Naturstyrelsen kan meddele tilladelse til regulering i følgende tilfælde:

  1. I rapsmarker i februar, marts og april: Ringdue i flok.
  1. I ærtemarker, rosenkålmarker og i nysåede marker i marts og april: Ringdue i flok.
  1. I skove og på have- eller markafgrøder: Kronvildt, dåvildt, sikavildt, råvildt og vildkanin i disse vildtarters jagttid i tiden fra 1 1/2 time før solopgang til 1 1/2 time efter solnedgang.
Stk. 2

Tilladelser efter stk. 1 kan normalt kun meddeles, hvis vildtafværgemidler har vist sig utilstrækkelige.

§ 13

Skov- og Naturstyrelsen kan, når særlige grunde taler herfor, meddele tilladelse til regulering i andre tilfælde end nævnt i §§ 3-12.

Reguleringens udøvelse

Reguleringens udøvelse

§ 14

Ved regulering må kunstigt skjul og lokkefugle ikke anvendes uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 2

Reglen i stk. 1 gælder ikke ved regulering af krager og husskader.

§ 15

Regulering efter denne bekendtgørelse kan ske uanset følgende regler i lov om jagt og vildtforvaltning:

  1. § 18, stk. 1, om forbud mod jagt på arealer, der er mindre end 1 ha,
  1. § 19, stk. 1, om en mindsteafstand på 50 m til beboelsesbygninger i forbindelse med afgivelse af skud,
  1. § 19, stk. 2, om en mindsteafstand på 100 m fra arealer, der har status som sommerhusområde, og 500 m fra arealer, der har status som byzone, og
  1. § 22, stk. 1, nr. 3, om forbud mod haglnedfald på anden persons bolig, have eller gårdsplads.

§ 16

For fælder gælder følgende bestemmelser:

  1. Fælden skal indrettes således, at fangne dyr ikke lemlæstes eller dræbes. Fangne dyr skal kunne besigtiges i fælden, når denne er lukket.
  1. Fælden må anvendes hele døgnet og skal efterses hver dag morgen og aften.
  1. Når fælden efterses, skal fangne dyr straks udtages. Dyr, som ikke må fanges i fælde, skal straks frigives.
  1. Dyr, som ikke straks slippes fri, skal aflives i fælden eller umiddelbart efter udtagelsen af fælden.
  1. Fælden må ikke nedgraves.
Stk. 2

Indgangsåbningen i fælden må ikke være større end 30x30 cm. Fældens indvendige mål må intetsteds være over 175 cm.

§ 17

Dræbes eller fanges et moderdyr, skal yngelen så vidt muligt også dræbes. Befinder yngelen sig på et areal, hvor den pågældende ikke er jagtberettiget, skal den jagtberettigede eller ejeren snarest muligt underrettes om yngelens tilstedeværelse.

§ 18

Regulering af muldvarpe, rotter, mosegrise og mus, bortset fra de musearter, der er nævnt i stk. 2, kan foretages uden hensyn til bestemmelserne i bekendtgørelsen og i lov om jagt og vildtforvaltning.

Stk. 2

Retten til regulering af mus omfatter ikke: Brandmus, hasselmus og birkemus. Spidsmus må ikke reguleres.

Stk. 3

Udlægning af gift til regulering af de arter, der er nævnt i stk. 1, skal så vidt muligt ske således, at andre pattedyr eller fugle ikke kan få adgang til giften.

§ 19

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser efter § 12, § 13 og § 14, stk. 1, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 20

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  1. overtræder § 14, stk. 1, § 16, § 17 eller § 18, stk. 3, eller
  1. i strid med § 9, stk. 2, undlader at fremsende underretning om, i hvilket omfang regulering har fundet sted.
Stk. 2

Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

  1. voldt betydelig skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor, eller
  1. opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

§ 21

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1994.

Stk. 2

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 802 af 11. december 1987 om regulering af skadevoldende vildt ophæves.


Miljøministeriet, den 21. januar 1994, den 21. januar 1994

/Svend Auken Ole Christiansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994