Lov om ændring af udlændingeloven og lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. (Effektivisering af asylsagsbehandlingen, foranstaltning af isolation og brev- og besøgskontrol over for frihedsberøvede udlændinge, betalingsordning for asylansøgeres underhold m.v.)

§ 1. I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, lov nr. 385 af 20. maj 1992, lov nr. 386 af 20. maj 1992, lov nr. 482 af 24. juni 1992, lov nr. 462 af 30. juni 1993 og lov nr. 464 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer: 1. § 9, stk. 4, 1. pkt., affattes således: »Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.« 2. § 9, stk. 5, affattes således: 3. I § 9 indsættes som stk. 6: 4. I § 33 indsættes efter stk. 3 som nye stykker: Stk. 5. Indbringelse af Flygtningenævnets afgørelse efter § 7 for Folketingets Ombudsmand har ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis afgørelsen er enstemmig. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har indbringelsen for Folketingets Ombudsmand af en afgørelse fra Flygtningenævnet efter § 7 ikke opsættende virkning. Stk. 6. Indbringelse af indenrigsministerens afgørelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har indbringelsen for Folketingets Ombudsmand af en afgørelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, ikke opsættende virkning. Reglen i 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udlændingens asylsag er afgjort efter § 53 a, stk. 3. Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning. Reglen i 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udlændingens asylsag er afgjort efter § 53 a, stk. 3.« Stk. 4. og 5 bliver herefter stk. 8 og 9. 5. I § 36, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 2, 3. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 1. pkt.,», og i § 36, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 2, 4. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 2. pkt.,». 6. § 36, stk. 3, ophæves. 7. Efter § 37 indsættes: » § 37 a. Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., § 758, stk. 2, og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der frihedsberøves i medfør af § 36. Stk. 2. Retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36. § 37 b. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, er under frihedsberøvelsen ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet nødvendiggør. Stk. 2. Retsplejelovens § 770, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36. § 37 c. Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, fuldstændig eller delvis skal udelukkes fra fællesskab med andre indsatte (isolation), hvis dette er påkrævet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Stk. 2. Isolation må ikke iværksættes eller fortsættes, såfremt formålet hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Ved afgørelsen om isolation skal der endvidere tages hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for den frihedsberøvede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed. Stk. 3. Politiets begæring om isolation indgives til retten på det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om isolation. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Finder retten, at isolation kan iværksættes eller fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat isolation. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde ikke overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Fuldstændig isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger. Stk. 5. Politiet kan bestemme, at en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, fuldstændig eller delvis skal undergives isolation, såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt. Udlændingen kan kræve, at en af politiet i medfør af 1. pkt. truffet beslutning om isolation forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. § 37 d. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet tillader det. Politiet kan af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, modsætte sig, at den frihedsberøvede modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den frihedsberøvede har altid ret til ukontrolleret besøg af den beskikkede advokat. Stk. 2. Nægter politiet besøg til en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Nægter politiet besøg til en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. Stk. 4. En udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten til afgørelse. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 5. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37, jf. § 36. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. § 37 e. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller til skade for opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Stk. 2. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat, indenrigsministeren, Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet. Retsplejelovens § 772, stk. 2, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen og adressaten straks underrettes, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal afsenderen og adressaten straks underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. Afsenderen eller adressaten kan kræve, at politiets tilbageholdelse af et brev forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.« 8. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: » Stk. 2. En udlænding skal meddele de oplysninger om sine økonomiske forhold, som er nødvendige til bedømmelse af, om Direktoratet for Udlændinge kan pålægge udlændingen at tilbagebetale udgifterne til udlændingens underhold, jf. § 42 a, stk. 1.« Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. 9. § 42 a, stk. 1, affattes således: »En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til §§ 7 og 8 er taget under behandling, får udgifterne til underhold dækket af Direktoratet for Udlændinge. Direktoratet for Udlændinge kan dog pålægge en udlænding at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter til udlændingens underhold, såfremt udlændingen har tilstrækkelige midler hertil. Direktoratet for Udlændinge kan fastsætte nærmere retningslinjer for beregningen af de i 1. pkt. nævnte udgifter, herunder fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode. Direktoratet for Udlændinges pålæg til en udlænding om at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter tillægges udpantningsret.« 10. § 42 a, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Direktoratet for Udlændinge tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors eller med andre private organisationer eller selskaber, som er godkendt hertil af indenrigsministeren. Statslige styrelser, som er godkendt hertil af indenrigsministeren, eller en kommune kan endvidere efter aftale med Direktoratet for Udlændinge tilvejebringe og drive sådanne indkvarteringssteder.« 11. I § 42 a indsættes som stk. 4: » Stk. 4. Direktoratet for Udlændinge kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold, skal tage ophold efter direktoratets nærmere bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv.« 12. § 46, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Direktoratets afgørelser kan, bortset fra de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., og § 53 a nævnte afgørelser, påklages til indenrigsministeren.« 13. § 48, stk. 1, affattes således: »Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1 og 2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30, 34 og 36 kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til indenrigsministeren. Politiets afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 37 c-37 e kan, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene i medfør af §§ 37 c-37 e, påklages til indenrigsministeren. En klage til indenrigsministeren efter 1. og 2. pkt. har ikke opsættende virkning.« 14. § 53 affattes således: » § 53. Flygtningenævnet består af en formand og et af indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og andre medlemmer. Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag, der er af principiel karakter, medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 6 medlemmer, hvoraf 1 medlem udpeges af indenrigsministeren, mens 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren. Stk. 3. Ved nævnets behandling af sager, der ikke er af principiel karakter, medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 1 medlem, der er beskikket efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, og 1 medlem, der enten er udpeget af indenrigsministeren eller beskikket efter indstilling fra udenrigsministeren eller Advokatrådet. Stk. 4. Drøftelse af spørgsmål om almindelige retningslinjer for nævnets arbejde m.v., herunder retningslinjer for, hvilke grupper af sager der behandles efter bestemmelsen i stk. 2, sker i nævnets koordinationsudvalg, der sammensættes som nævnt i stk. 2 og så vidt muligt består af faste medlemmer. Stk. 5. Sager, hvor betingelserne for at opnå asyl åbenbart må anses for at være opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene. Stk. 6. Formanden og næstformændene skal være dommere. Medlemmerne beskikkes af indenrigsministeren for en periode på højst 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.« 15. § 53 a, stk. 2, affattes således: » Stk. 2. Afslår Direktoratet for Udlændinge at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.« 16. I § 55 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: » Stk. 2. Kan det ud fra hensynet til sagens fremme ikke anses for forsvarligt, at den advokat, som udlændingen ønsker beskikket, medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at beskikke den pågældende som advokat for udlændingen. Ønsker udlændingen i stedet en anden advokat beskikket, skal Flygtningenævnet beskikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes efter 1. pkt.« Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4. 17. I § 55, stk. 3, der bliver § 55, stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«. 18. I § 60, stk. 1, ændres »§ 42 a, stk. 2, 3. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 1. pkt.,», »§ 40, stk. 1,» til: »§ 40, stk. 1 og 2,» og »§ 42 a, stk. 2, 4. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 2. pkt.,».

§ 2. I lov nr. 933 af 28. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., som ændret ved lov nr. 459 af 30. juni 1993, lov nr. 462 af 30. juni 1993 og lov nr. 1085 af 22. december 1993, foretages følgende ændringer: 1. § 7, stk. 2, affattes således: 2. I § 7 indsættes som stk. 6: 3. § 12, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Udlændingelovens § 37 samt §§ 37 a-37 e finder herunder anvendelse.« 4. I § 13, stk. 2, ændres »7, stk. 2 og 4,» til: »7, stk. 4 og 6,». 5. § 13, stk. 3, affattes således:

§ 1 I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, lov nr. 385 af 20. maj 1992, lov nr. 386 af 20. maj 1992, lov nr. 482 af 24. juni 1992, lov nr. 462 af 30. juni 1993 og lov nr. 464 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer: 1. § 9, stk. 4, 1. pkt., affattes således: »Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.« 2. § 9, stk. 5, affattes således: » Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om social bistand til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.« 3. I § 9 indsættes som stk. 6: » Stk. 6. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, indhentes uden ansøgerens samtykke.« 4. I § 33 indsættes efter stk. 3 som nye stykker: » Stk. 4. Indgives der ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt en udlænding afslag på opholdstilladelse efter § 7, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil afgørelsen er truffet. Stk. 5. Indbringelse af Flygtningenævnets afgørelse efter § 7 for Folketingets Ombudsmand har ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis afgørelsen er enstemmig. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har indbringelsen for Folketingets Ombudsmand af en afgørelse fra Flygtningenævnet efter § 7 ikke opsættende virkning. Stk. 6. Indbringelse af indenrigsministerens afgørelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har indbringelsen for Folketingets Ombudsmand af en afgørelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, ikke opsættende virkning. Reglen i 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udlændingens asylsag er afgjort efter § 53 a, stk. 3. Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning. Reglen i 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udlændingens asylsag er afgjort efter § 53 a, stk. 3.« Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 8 og 9. 5. I § 36, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 2, 3. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 1. pkt.,», og i § 36, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 2, 4. pkt.,» til: »§ 42 a, stk. 4, 2. pkt.,». 6. § 36, stk. 3, ophæves. 7. Efter § 37 indsættes:

Givet på Christiansborg Slot, den 1. juni 1994, den 1. juni 1994