Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Elektricitetsrådet
BEK nr 5 af 04/01/1994
§ 1
Elektricitetsrådet administrerer lovgivningen om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel og om autorisation af elinstallatører inden for de områder, der angives i denne bekendtgørelse.
Elektricitetsrådets opgaver omfatter udarbejdelse af retsforskrifter og afgørelser i sager, der i medfør af loven eller anden lovgivning er henlagt til rådet. Rådet skal desuden følge den sikkerhedsmæssige, tekniske og brugsmæssige udvikling inden for elområdet.
Elektricitetsrådet forestår den overordnede administration og styring af markedskontrol, tilsyns- og kontrolopgaver i øvrigt og Danmarks deltagelse i det internationale norm- og standardiseringsarbejde. Rådet skal desuden forestå information om elsikkerhed.
Elektricitetsrådet forestår vejledning og information om bestemmelserne i den i stk. 1 nævnte lovgivning.
§ 2
Elektricitetsrådet yder faglig rådgivning og anden bistand til boligministeren og andre myndigheder samt forestår forberedelsen afenkeltsager, i det omfang sådanne skal forelægges ministeren.
§ 3
Hvor boligministeren i henhold til den i § 1, stk. 1 nævnte lovgivning og deraf afledede retsforskrifter tillægges administrative beføjelser, udøver Elektricitetsrådet disse beføjelser med de undtagelser, der fremgår af §§ 5-9.
§ 4
Elektricitetsrådet kan efter høring af boligministeren bemyndige statslige og kommunale myndigheder eller private foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udøve de beføjelser, der efter § 21 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel tilkommer ministeren, og som efter § 3 i denne bekendtgørelse er henlagt til rådet.
§ 5
Følgende beføjelser i henhold til lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel udøves af boligministeren efter indhentet udtalelse eller indstilling fra Elektricitetsrådet herom:
- Fastsættelse af bestemmelser om lovens administration.
- Fastsættelse af bestemmelser om tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel.
- Fastsættelse af bestemmelser om prøvning og certificering af elmateriel.
- Tilladelse til ekspropriation til anlæg for produktion, transmission og distribution af elektricitet.
- Fastsættelse af bestemmelser om afgifter til dækning af udgifterne til Elektricitetsrådets virksomhed.
§ 6
Boligministeren skal godkende bestemmelser i stærkstrømsbekendtgørelsen, der medfører betydelige samfundsmæssige omkostninger eller væsentlige forandringer for større befolkningsgruppers forhold med hensyn til brug af elektricitet.
§ 7
Indstilling til kongens udpegning af formanden for Elektricitetsrådet foretages af boligministeren.
Boligministeren udpeger Elektricitetsrådets øvrige medlemmer.
§ 8
Følgende beføjelser i henhold til lov om autorisation af elinstallatører m.v. udøves af boligministeren efter indstilling fra Elektricitetsrådet herom:
- Fastsættelse af bestemmelser om oplysningspligt for forhandlere af elektrisk materiel med hensyn til materiel, der kun må installeres af autoriserede elinstallatører, og med hensyn til forbrugervejledning om montering af elektrisk materiel.
- Fastsættelse af bestemmelser for under hvilke betingelser de i lovens § 1 nævnte arbejder kan udføres af virksomheder under ansvar af en i virksomheden ansat autoriseret elinstallatør, herunder regler for, hvilke af de for opnåelse af autorisation fastsatte betingelser der skal opfyldes henholdsvis af virksomheden og af den autoriserede elinstallatør eller af begge.
- Fastsættelse af bestemmelser om godkendt prøve og om praksiskrav for opnåelse af autorisation.
- Fastsættelse af bestemmelser om, at personer, der har drevet eller driver tilsvarende virksomhed i et medlemsland inden for den Europæiske Union, og som råder over det nødvendige kendskab til de danske installationsforskrifter, fritages for at opfylde betingelserne om at have bestået en af boligministeren godkendt prøve og om opfyldelse af de af ministeren fastsatte praksiskrav.
- Fastsættelse af årlig afgift for at opnå og bevare autorisation som elinstallatør.
- Dispensation fra bestemmelser om godkendt prøve.
§ 9
Boligministeren fastsætter efter samråd med Elektricitetsrådet, Danske Elværkers Forening og Elinstallatørernes Landsforening bestemmelser om:
- Fremgangsmåden ved ansøgning om autorisation.
- Vilkår, der skal gælde for autorisationen, herunder hvordan forbindelsen skal være mellem den autoriserede og det personale, der udfører arbejde under autorisationen.
- Ordensmæssige forskrifter for udøvelse af virksomheden som autoriseret elinstallatør.
§ 10
Boligministeren kan bestemme, at beføjelser, der i henhold til denne bekendtgørelse tilkommer Elektricitetsrådet, udøves af ministeren.
Boligministeren kan give Elektricitetsrådet instruktion om udøvelsen af de beføjelser, der er henlagt til rådet.
§ 11
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 1994.
A1 Afsnit 1 Elektricitetsrådets opgaver og administrative beføjelser
A2 Afsnit 2 Instruktion og ikrafttræden m.m.
Boligministeriet, den 4. januar 1994, den 4. januar 1994
/Flemming Kofod-Svendsen Lisbeth Jordan/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994