Bekendtgørelse om forsikringsselskaber, der kan tegne ansvarsforsikring for luftfartøjer efter § 130 i lov om luftfart
BEK nr 546 af 22/06/1994
§ 1
Ansvarsforsikring for dansk registrerede luftfartøjer efter § 130, stk. 1, i lov om luftfart til dækning af erstatningskrav for skade, der som følge af luftfartøjets benyttelse til luftfart inden for dansk område forvoldes på person eller ting uden for luftfartøjet, kan tegnes i
a) danske og udenlandske forsikringsselskaber, der har fået koncession i Danmark til at drive forsikringsvirksomhed, herunder ansvarsforsikring for luftfartøjer og
b) forsikringsselskaber, der har fået koncession i et andet EU-land eller i et andet land, der efter aftale med EU har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992, og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for luftfartøjer.
§ 2
Forsikringsselskaber, der ønsker at udbyde ansvarsforsikring for dansk registrerede luftfartøjer, skal anmelde dette til Statens Luftfartsvæsen. Forsikringsselskaberne skal tillige enten ansøge Finanstilsynet om koncession hertil, jf. § 1, a) eller foretage anmeldelse til Finanstilsynet, jf. § 1, b). Til Statens Luftfartsvæsen skal der desuden indsendes oplysning om de almindelige og specielle betingelser for ansvarsforsikring, før disse anvendes. Oplysningerne skal gives på dansk. De kan dog også gives på engelsk, tysk eller fransk, men skal da ledsages af en oversættelse til dansk.
§ 3
Policeformularer, der anvendes ved ansvarsforsikring efter § 130 skal som minimum indeholde bestemmelser, hvorefter
a) det ansvar, der dækkes, er det, der omhandles i lov om luftfart § 127, hvor erstatningspligten kun bortfalder, hvis det oplyses, at den skadelidte selv ved forsæt eller grov uagtsomhed har hidført skaden, og i § 128, stk. 1, hvor erstatningspligten bedømmes efter dansk rets almindelige regler
b) forsikringssummerne svarer mindst til de minimumsbeløb, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 130, stk. 1, sidste punktum, jf. for tiden Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 504 af 27. juni 1991.
c) skadelidte trediemands ret til erstatning ikke påvirkes af bestemmelser i policen om regres for forsikringsselskabet mod forsikringstager i tilfælde, hvor forsikringsselskabet har måttet dække forsikredes ansvar efter kapitel 10 i lov om luftfart for skader, der er undtaget fra forsikringsdækningen ifølge policens almindelige eller særlige forsikringsbetingelser, og ej heller af bestemmelser i policen om selvrisiko for forsikringstageren
d) det er aftalt, at policen skal bedømmes efter dansk ret, og at uoverensstemmelser om forsikringen skal afgøres af dansk domstol.
e) at forsikringsselskabet, hvis forsikringen ophører, hæfter overfor trediemand efter policens pålydende endnu 2 måneder efter, at selskabet for Statens Luftfartsvæsen har anmeldt forsikringens ophør, med mindre luftfartøjet i mellemtiden er slettet af nationalitetsregistret eller en eventuel tilladelse til forsøgsluftfart er tilbagekaldt af Statens Luftfartsvæsen.
§ 4
Danske og udenlandske forsikringsselskabers koncession til at tegne ansvarforsikring for dansk registrerede luftfartøjer, jf. § 1 a), kan tilbagekaldes af Finanstilsynet efter indstilling fra Statens Luftfartsvæsen, hvis selskabet ikke overholder luftfartslovens eller denne bekendtgørelses bestemmelser om forsikring. For så vidt angår de forsikringsselskaber, der har fået koncession i et andet EU-land eller i et andet land, der efter aftale med EU har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992, og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for dansk registrerede luftfartøjer, jf. § 1 b), kan Finanstilsynet efter indstilling fra Statens Luftfartsvæsen agere efter artikel 40 i det nævnte direktiv.
§ 5
Bestemmelserne i §§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse for ansvarsforsikring for udenlandsk registrerede luftfartøjer, når de benyttes af luftfartsforetagender med dansk licens til luftfart.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1994.
Forsikringsselskaber, der inden den 1. juli 1994 har fået Trafikministeriets tilladelse til at tegne ansvarsforsikring efter § 130 i lov om luftfart, er ikke omfattet af bestemmelserne i § 2.
pre_paragraph I medfør af § 130, stk. 1, 2. pkt. og § 152, stk. 1, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 162 af 7. marts 1994 fastsættes:
Trafikministeriet, den 22. juni 1994, den 22. juni 1994
/Jan Trøjborg B. Willumsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994