Bekendtgørelse om statstilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme
BEK nr 592 af 28/06/1994
§ 1
Der kan gives statstilskud til installation af centralvarme og varmt brugsvand i boliger, opført før 1950, uden vandbaseret opvarmningssystem med henblik på at muliggøre boligens tilslutning til kraftvarmeforsyning.
Tilskud er betinget af, at boligen er beliggende i et område, der forsynes med kraftvarme eller er udlagt til kraftvarmeforsyning i den kommunale varmeplanlægning i medfør af bestemmelserne i lov om varmeforsyning.
Hvis der ifølge varmeplanlægningen skal foretages renoveringer af et forsyningsnet, som forudsætter en samtidig ændring af tilsluttede brugerinstallationer, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke meddeles tilsagn om tilskud til boliger, som skal tilsluttes det pågældende forsyningsnet, indtil netrenoveringen er afsluttet.
§ 2
Tilskud ydes til ejere af boliger i en- og tofamiliehuse, ejerlejligheder, udlejningsejendomme, herunder private ejere, almennyttige boligselskaber og kommuner, samt til private andelsboligforeninger m.v.
Tilskud ydes til boliger, der lovligt anvendes til helårsbeboelse, og som er forsynet med eget køkken med afløb.
I kombinerede bolig- og erhvervsenheder ydes tilskud kun til den del af enheden, der anvendes til beboelse.
Der ydes tilskud til enkeltværelser, som lovligt anvendes til helårsbeboelse, men ikke udgør eller er en del af en bolig, jf. stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at der ikke skal ydes tilskud til enkeltværelser.
I bygninger med flere boliger ydes tilskud kun til de boliger, der får installeret centralvarme og varmt brugsvand i forbindelse med et samlet projekt for bygningen omfattende mindst 3/4 af det tilskudsberettigede beboelsesareal.
Kommunalbestyrelsen afgør, hvornår en bolig kan anses for at være uden vandbaseret opvarmningssystem.
Oplysningerne i Bygnings- og boligregisteret (BBR) om bygninger, boliger, enkeltværelser, arealer og anvendelse lægges til grund ved afgørelser om tilskud.
§ 3
Tilskud ydes ikke til boliger i bygninger, der er omfattet af en beslutning i henhold til kap. II og III eller § 72 i lov om byfornyelse og boligforbedring, såfremt beslutningen omfatter installation af centralvarme eller varmt brugsvand i bygningen.
Tilsagn om tilskud kan ikke meddeles til boliger i en bygning, hvor der er nedlagt forbud mod benyttelse efter lov om byfornyelse og boligforbedring § 73, medmindre kommunalbestyrelsen har godkendt et forbedringsforslag for bygningen ifølge lovens § 75. Tilskuddet kan ikke udbetales, medmindre benyttelsesforbudet er ophævet.
Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med den enkelte ansøgning om tilskud beslutte, at der ikke ydes tilskud til boliger i en bygning, hvis kommunalbestyrelsen forventer, at bygningen vil blive omfattet af en beslutning efter lov om byfornyelse og boligforbedring inden for 3 år. Tilskudsberettigede foranstaltninger
§ 4
Tilskud ydes til udgifter til arbejder vedrørende installation af centralvarme og varmt brugsvand i bygningen. Der skal udføres et fuldt funktionsdygtigt anlæg vedrørende de boliger, hvortil der ydes tilskud. Følgende arbejder er omfattet af tilskuddet:
- installationer for tilslutning til fjernvarme, herunder varmeveksler, varmtvandsbeholder, ventiler, automatik, rør m.v.,
- installation af varmeanlæg, herunder fordelingsanlæg, radiatorer, ventiler, pumper, målere, rørisolering m.v.,
- samtidig isolering af uisolerede ydervægspartier bag radiatorer,
- installation af varmt brugsvandsanlæg, herunder fordelings- og cirkulationsledninger, pumper, ventiler, rørisolering m.v., og
- nødvendige følgearbejder i umiddelbar tilknytning til installationsarbejderne, herunder nedtagning af eksisterende elradiatorer, ovne m.v.
Tilskud ydes kun til anlæg, hvis installationer for tilslutning til fjernvarme, jf. stk. 1, nr. 1, kan forsyne hele bygningen. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte at yde tilskud til et anlæg, hvis installationer for tilslutning til fjernvarme kun delvis kan forsyne bygningen.
Tilskud ydes til udgifter til teknisk rådgivning og bistand samt administration i forbindelse med arbejdets gennemførelse, herunder rådgiverhonorar, projekteringsudgifter m.v.
Tilskud ydes ikke til stikledninger, tilslutningsafgifter, finansieringsudgifter og særligt luksusprægede installationer eller materialer.
Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt et arbejde er tilskudsberettiget.
§ 5
Tilskud kan kun ydes til arbejder, der udføres af en virksomhed, som er registreret efter lov om merværdiafgift (momsloven), og som driver bygge- og anlægsvirksomhed.
Tilskud til udgifter til materialer kan kun ydes, såfremt den momsregistrerede virksomhed, der udfører arbejdet på bygningen, leverer eller indkøber materialerne. Tilskud kan dog ydes til materialer leveret eller indkøbt af bygherren, såfremt det dokumenteres, at materialerne anvendes af den momsregistrerede virksomhed, som udfører arbejdet på bygningen. Tilskud kan ikke ydes til materialer alene.
Tilskud kan ikke ydes til arbejder, som udføres af en virksomhed eller af en virksomhedsindehaver på virksomhedens eller virksomhedsindehaverens egen bygning. Tilskud kan ikke ydes til indkøb eller levering af materialer i forbindelse med sådanne arbejder. Tilskuddets størrelse
§ 6
Tilskuddet ydes samlet for en bygning med et grundbeløb pr. bolig samt et tillæg pr. m2 opvarmet etageareal til beboelse.
Grundbeløbet udgør 8.000 kr. pr. bolig.
Der ydes grundbeløb til en kombineret bolig- og erhvervsenhed, jf. § 2, stk. 3. For enkeltværelser kan kommunalbestyrelsen beslutte, om der skal ydes grundbeløb. Der kan dog højest ydes et grundbeløb pr. køkken med afløb i forbindelse med enkeltværelserne.
Tillægget pr. m2 opvarmet etageareal til beboelse udgør for en- og tofamiliehuse 125 kr. og for flerfamiliehuse 150 kr.
Det samlede tilskudsbeløb pr. projekt må ikke overstige 50 pct. af de faktiske tilskudsberettigede udgifter incl. moms. For arbejder fælles for tilskudsberettigede boliger og andre lokaler medtages kun den forholdsmæssige del af de samlede udgifter, som vedrører de tilskudsberettigede boliger, i de faktiske tilskudsberettigede udgifter.
Oplysningerne i Bygnings- og boligregisteret (BBR) om bygningen, herunder om boliger, enkeltværelser, arealer og anvendelse, lægges til grund ved beregningen af tilskuddets størrelse. Særlige betingelser for ydelse af tilskud
§ 7
Tilskuddet ydes på betingelse af,
- at samtlige nødvendige tilladelser til projektet foreligger inden udbetaling af tilskuddet, og
- at bygningen tilsluttes fjernvarmenettet ved ibrugtagningen af installationerne.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til boliger i bygninger, hvor der ikke er mulighed for fjernvarmeforsyning ved ibrugtagningen af installationerne, såfremt forsyningsselskabet forpligter sig til at etablere et midlertidigt varmeforsyningsanlæg i bygningen.
§ 8
Energistyrelsen kan bestemme, at kommunalbestyrelser i kommuner med et væsentligt tilskudsbehov som grundlag for gennemførelsen af tilskudsgivningen skal foretage en planlægning for tidsfølgen af omstillingen og anvendelsen af tilskudsmidler. Planlægningen skal foretages inden en af styrelsen fastsat frist.
Planlægningen koordineres med varmeplanlægningen og byfornyelsen.
Planlægningen udføres i samarbejde med forsyningsvirksomheden og repræsentanter for større boligejere, ejer- og lejerforeninger m.v.
Energistyrelsen forhandler med kommunalbestyrelsen om planlægningens indhold og omfang.
En kommunalbestyrelse kan efter aftale med Energistyrelsen beslutte at udarbejde en planlægning for tidsfølgen af omstillingen og anvendelse af tilskudsmidler. Planlægningen skal foregå efter retningslinierne i stk. 2-4. Meddelelse af tilsagn og udbetaling af tilskud
§ 9
Ansøgning om tilskud indsendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor bygningen er beliggende. Ansøgningen skal udfærdiges på særlige skemaer, som kan rekvireres hos kommunen.
Ansøgningen skal indeholde
- en erklæring fra forsyningsselskabet om, at selskabet er villig til at forsyne bygningen med fjernvarme efter arbejdernes afslutning, samt hvornår nettilslutning vil finde sted, og
- en erklæring fra bygningens ejer om, at vedkommende som betingelse for tilskud forpligter sig til at tilslutte bygningen til fjernvarme, når det er muligt.
Ansøgninger om tilskud til ejerlejligheder skal på ejernes vegne indsendes af ejerforeningen i forbindelse med et samlet projekt for bygningen. Fuldmagt til ejerforeningen meddeles ved at anvende et særligt fuldmagtsskema til ansøgningsskemaet.
§ 10
På grundlag af ansøgningen kan kommunalbestyrelsen meddele tilsagn om tilskud. Tilsagnet meddeles skriftlig i en form, der er godkendt af Energistyrelsen.
Tilsagn om tilskud kan kun meddeles, såfremt arbejdet ikke er påbegyndt. Arbejdet anses for påbegyndt ved den fysiske iværksættelse på ejendommen. Kontrahering eller indkøb af materialer anses ikke for påbegyndelse. Kommunalbestyrelsen afgør i øvrigt, hvornår et arbejde kan anses for påbegyndt.
Kommunalbestyrelsen kan kun meddele tilsagn om tilskud i det omfang, det fornødne tilskudsbeløb er reserveret gennem et administrativt styrings- og udbetalingssystem, jf. § 15.
§ 11
Der kan kun meddeles tilsagn og udbetales tilskud een gang til samme bygning.
Såfremt den tilskudsberettigede har givet afkald på et meddelt tilsagn, eller tilsagnet er bortfaldet efter § 12, stk. 6, kan vedkommende efterfølgende ansøge om et nyt tilsagn.
§ 12
Ansøgning om udbetaling af tilskud indsendes til kommunalbestyrelsen. Ansøgningen skal udfærdiges på særligt skema, der er vedlagt tilsagnet.
Ansøgningen skal vedlægges regninger for de udførte arbejder påført de udførende firmaers momsregistreringsnummer.
Det er en betingelse for udbetaling af tilskud,
- at tilskudsmodtagerens navn og adresse er anført på regningerne,
- at adressen på bygningen, hvor arbejdet er udført, er anført på regningerne,
- at regningerne er underskrevet af udstederen,
- at det af regningerne fremgår, hvilket arbejde der er udført og i hvilken periode,
- at det af regningerne fremgår, at arbejde vedrørende vandinstallationer er udført af en autoriseret VVS-installatør,
- at det dokumenteres, at regningerne er betalt,
- at det oplyses, i hvilket omfang regningerne vedrører tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede arbejder, og
- at der fremlægges kopi af underskreven kontrakt med forsyningsselskabet om levering af fjernvarme.
Tilskud kan kun udbetales, såfremt arbejdet er afsluttet og ansøgning om udbetaling er indsendt inden 12 måneder efter, at tilsagn om tilskud er meddelt.
Kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen, såfremt arbejdet er påbegyndt, og begrundet ansøgning om fristforlængelse er indsendt inden fristens udløb.
Tilsagn, der ikke er ansøgt udbetalt inden den fastsatte frist, eller hvortil der ikke er meddelt fristforlængelse, bortfalder.
Kommunalbestyrelsen afgør, hvornår et arbejde kan anses for afsluttet.
Kommunalbestyrelsen kan iværksætte særlige foranstaltninger til kontrol med det arbejde, hvortil der ydes tilskud.
§ 13
Tilskud kan ikke udbetales med større beløb end det i tilsagnet anførte beløb.
Tilskud udbetales til tilskudsmodtageren på dennes konto i et pengeinstitut. Det er en betingelse for udbetaling af tilskuddet, at tilskudsmodtagerens kontonummer oplyses.
På tilsagnsmodtagerens begæring kan et tilsagn om tilskud dog overføres til et pengeinstitut eller realkreditinstitut, der yder lån til finansiering af arbejderne. Begæringen skal indeholde oplysning om kontonummer for det pågældende pengeinstitut eller realkreditinstitut.
§ 14
Ansøgninger om tilsagn og udbetaling skal udfærdiges på særlige skemaer. Skemaet skal være fuldstændigt udfyldt og være underskrevet af ejeren eller dennes befuldmægtigede.
Ansøgningsskemaer, der er mangelfuldt udfyldte eller efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke opfylder de stillede krav til dokumentation, returneres.
Indsendelsestidspunktet bliver beregnet fra det tidspunkt, hvor ansøgningen i korrekt stand modtages i kommunalbestyrelsen.
§ 15
Indkomne ansøgninger indberettes af kommunalbestyrelsen til et administrativt styringssystem, som føres på Kommunedata I/S.
Energistyrelsen fastsætter årligt de beløbsmæssige rammer for kommunernes tilsagnsgivning.
Kommunalbestyrelsen kan i områder, der er omfattet af en planlægning for omstillingen, jf. § 8, udsætte behandlingen af ansøgninger om tilsagn på grundlag af den foretagne planlægning.
Ansøgninger om tilsagn i områder, der ikke er omfattet af en planlægning for omstilling, imødekommes i den rækkefølge, de indgår. Ansøgninger, der af bevillingsmæssige årsager ikke kan imødekommes i det enkelte finansår, tildeles plads på systemets venteliste i den rækkefølge, de indgår.
§ 16
En ikke udnyttet del af tilsagns- og/eller udbetalingsrammen kan overføres til efterfølgende finansår.
§ 17
Den, der giver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om tilsagn eller om udbetaling af tilskud, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Bekendtgørelsens ikrafttræden
§ 18
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. juli 1994.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 890 af 3. november 1992 om statstilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme. Ansøgninger, der har opnået tilsagn før den 10. juli 1994, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Ansøgninger, der er optaget på venteliste før denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan ikke opnå tilskud efter de hidtil gældende regler. Ansøgningerne bevarer deres plads i den rækkefølge, hvori de er optaget på ventelisten.
pre_paragraph I medfør af § 4, stk. 2, § 7 og § 8, stk. 2 og 3, i lov nr. 5 af 3. januar 1992 om statstilskud til omstilling af ældre boliger til kraftvarme fastsættes: Tilskudsberettigede boliger
Energistyrelsen, den 28. juni 1994, den 28. juni 1994
/Peter Helmer Steen Flemming Secher/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994