Bekendtgørelse om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed
BEK nr 599 af 29/06/1994
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter spredning af programmer ved hjælp af radioanlæg eller fællesantenneanlæg inden for et lokalt område, jf. § 43 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Programvirksomheden
Programvirksomheden
§ 2
Indehaveren af en tilladelse til lokal programvirksomhed skal udøve programvirksomheden i overensstemmelse med lovens §§ 50-55.
§ 3
Indehaveren af en tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed skal påse, at der ikke sendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, mentale eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold. Dette gælder også programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, mentale eller moralske udvikling, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne.
Programmerne må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet.
Ansøgninger og tilladelser
Ansøgninger og tilladelser
§ 4
Ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed indsendes til det lokale radio- og fjernsynsnævn, jf. lovens § 56.
Indkaldelse af ansøgninger sker i almindelighed ved offentlig opslag.
§ 5
Tilladelse kan efter lovens § 44 udstedes til selskaber, foreninger og lign., hvis følgende betingelser er opfyldt:
- I selskabet, foreningen el.lign. skal et flertal af bestyrelsens medlemmer have bopæl i området.
- Selskabet, foreningen el.lign. skal have radio- eller fjernsynsvirksomhed som eneste formål.
- I selskabet, foreningen el.lign. må erhvervsvirksomheder bortset fra dagblade og distriktsblade ikke have bestemmende indflydelse. Tilladelse til selskaber m.v., hvori dagblade eller distriktsblade har bestemmende indflydelse, forudsætter, at lokalradioen eller tv-stationen opfylder en funktion som forum for en bred lokal debat.
Samme person kan ikke være medlem af bestyrelsen for mere end een lokal radio, henholdsvis tv-station.
Samme person kan ikke være programansvarlig eller på anden måde deltage i den overordnede ledelse af programvirksomheden på mere end een lokal radio, henholdsvis tv-station.
Kommuner har efter lovens § 45 ret til at få tilladelse til programvirksomhed, såfremt kommunens formål med virksomheden alene vil være at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere eller at formidle kommunal information.
§ 6
Nævnet kan kræve, at ansøgning om tilladelse sker på et ansøgningsskema, som nævnet udleverer.
Ansøgning om tilladelse skal indeholde følgende oplysninger:
- Ansøgers navn, adresse og telefonnummer. Såfremt ansøgeren har flere adresser, oplyses disse med en beskrivelse af, hvilke funktioner der varetages fra de forskellige adresser.
- Det navn, som lokalradioen eller tv-stationen vil anvende.
- Om ansøgningen vedrører radio- eller fjernsynsvirksomhed. En ansøgning kan ikke vedrøre både radio- og fjernsynsvirksomhed.
- Om ansøgningen vedrører radio- eller fjernsynsvirksomhed ved hjælp af radioanlæg eller fællesantenneanlæg.
- Ansøgers organisationsform (forening, aktieselskab, anpartsselskab el.lign.) og, såfremt der er tale om et selskab, ejerforhold, herunder oplysning om alle medejere af selskabet og deres relative andele. Vedtægter skal medsendes.
- Bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser.
- Ledelsesforhold. Det oplyses, hvilke personer der udgør den ansvarlige ledelse.
- Økonomiske forhold, herunder hvordan driften finansieres, f.eks. ved hjælp af reklamer, sponsorering, salg af sendetid eller brugerbetaling.
- Karakteren af programvirksomheden, herunder beskrivelse af de programkategorier virksomheden omfatter og disse kategoriers tidsmæssige fordeling samt en redegørelse for virksomhedens tilknytning til det lokale område. Det oplyses endvidere, om virksomheden retter sig mod bestemte målgrupper, f.eks. børn eller unge. Såfremt det er hensigten at sende programmer i kodet form, oplyses dette.
- Selskaber, foreninger el.lign., hvori dagblade eller distriktsblade har bestemmende indflydelse, skal oplyse, hvorledes lokalradioen eller tv-stationen vil overholde lovens krav om at opfylde en funktion som forum for en bred lokal debat.
- Ønsker om startdato, antal sendetimer pr. uge og deres fordeling på dage og tidspunkter.
- Eventuelle eksisterende eller planlagte samarbejdsforhold med andre ansøgere, tilladelseshavere eller udenforstående foretagender, herunder produktionsselskaber el.lign. Såfremt der er planer om eller der allerede eksisterer samarbejdsforhold, skal sådanne samarbejdsforhold beskrives. Eventuelle samarbejdsaftaler skal vedlægges.
Nævnet kan i øvrigt kræve de oplysninger, det finder nødvendige for behandlingen af ansøgningen. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger. Såfremt nævnet ikke kan få tilstrækkelige oplysninger, kan der gives afslag på ansøgningen.
§ 7
I forbindelse med udstedelsen af en tilladelse kan nævnet bl.a. stille følgende vilkår:
- Programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen.
- Sendetiden kan ikke sælges eller på anden måde overdrages til andre tilladelseshavere.
- Nævnet kan fastsætte en grænse for, hvor stor en del af sendetiden der kan sælges eller på anden måde overdrages til andre end de i nr. 2 nævnte.
- Programvirksomheden skal udøves fra et studie, der er beliggende i det lokale område.
- Tilladelseshaveren skal senest 3 måneder efter regnskabsårets afslutning indsende regnskab for virksomheden til det lokale nævn.
§ 8
Efter lovens § 49 udstedes tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed for en bestemt periode, der maksimalt kan være 3 år for radio og 5 år for fjernsyn. Fornyelse af tilladelse kan ske ved periodens udløb.
Nævnet kan i forbindelse med udstedelse af tilladelser lade disse udløbe på samme tidspunkt, således at nævnet kan afholde samlede ansøgningsrunder.
§ 9
Ved udstedelsen af tilladelse tildeles der ansøgeren en ugentlig minimumssendetid.
Såfremt der kun udstedes een tilladelse, bør sendetiden fastsættes med hensyntagen til, at der senere kan opstå behov for sendetid til nye tilladelseshavere.
Tilladelseshavere, der har fået udstedt tilladelse til den samme sendemulighed (frekvens), forhandler sig til rette om sendetidens placering. Den aftalte placering af såvel minimumssendetid som øvrig sendetid skal meddeles nævnet. Såfremt der ikke opnås enighed blandt tilladelseshaverne, fastlægger nævnet placeringen af den ugentlige sendetid.
Sendetidsplaceringen gælder for tilladelsesperioden, medmindre andet aftales mellem tilladelseshaverne. Såfremt der aftales en ny placering mellem tilladelseshaverne i løbet af perioden, skal denne meddeles nævnet.
Den minimumssendetid, som nævnet har tildelt en ansøger, og placeringen af denne sendetid, kan i tilladelsesperioden ikke ændres af nævnet i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser i området, medmindre tiden ikke udnyttes. Sendetid ud over den tildelte minimumssendetid, som midlertidigt benyttes af de stationer, der sender på den pågældende frekvens, kan nævnet disponere over i forbindelse med udstedelse af nye tilladelser.
Såfremt tilladelseshaverne på samme frekvens (sendesamvirke) ikke kan blive enige om de økonomiske vilkår m.v. for samvirket, fastsættes disse af nævnet.
Nævnet kan i særlige tilfælde beslutte, at sendetid, som er blevet ledig som følge af en midlertidig inddragelse af en tilladelse, ikke må benyttes.
§ 10
Såfremt der i tilladelsesperioden sker ændringer af forhold, der er oplyst i ansøgningen, skal disse meddeles nævnet.
Lokale radio- og fjernsynsnævn
Lokale radio- og fjernsynsnævn
§ 11
Det lokale radio- og fjernsynsnævn udsteder tilladelse til lokal programvirksomhed.
§ 12
Efter lovens § 48, stk. 1, skal nævnet ved behandlingen af ansøgninger påse, at programvirksomheden har tilknytning til det lokale område. Nævnet skal søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter.
Nævnet kan i forbindelse med indkaldelse af ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed angive, hvilke programtyper nævnet ved sin prioritering af ansøgerne vil lægge særlig vægt på.
Ved behandlingen af ansøgninger kan nævnet bl.a. lægge vægt på ansøgerens økonomiske formåen og mulighed for at realisere de opstillede programplaner.
§ 13
Nævnet fører efter lovens § 57 tilsyn med programvirksomheden. Nævnet påtaler overtrædelser af loven, bestemmelser fastsat efter loven og vilkår for tilladelser og kan inddrage tilladelsen, jf. lovens § 55.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV
§ 14
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV træffer efter lovens § 59 den endelige administrative afgørelse i klagesager om lokale nævns
- afslag på ansøgninger om tilladelse til lokal programvirksomhed, og
- inddragelse af tilladelse til lokal programvirksomhed.
Udvalget vedr. Lokal Radio og TV træffer den endelige administrative afgørelse i sager om tilladelseshaveres selvstændige udøvelse af programvirksomheden, hvis sagen
- omfatter flere lokale områder eller
- vedrører radio- eller fjernsynsforetagender, som udøver programvirksomhed på et andet grundlag end en tilladelse til lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed.
Udvalget træffer den endelige administrative afgørelse i sager om nedsættelse af fælles nævn omfattende flere end 5 kommuner, jf. lovens § 56, stk. 2.
§ 15
Udvalget træffer efter forhandling med Telestyrelsen den endelige administrative afgørelse i sager om fordelingen af sendestationer på lokale områder under hensyn til de frekvensmæssige muligheder.
Udvalget kan endvidere på eget initiativ tage en sag op til behandling, uanset at sagen hører under det lokale nævns kompetence. Udvalget kan i den forbindelse
- pålægge et lokalt nævn at tage en ikke tidligere behandlet sag op til afgørelse,
- pålægge et lokalt nævn at tage en tidligere behandlet sag op igen, og
- i særlige tilfælde selv træffe den endelige administrative afgørelse i sagen.
Ikrafttrædelse
Ikrafttrædelse
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1994.
Kulturministeriet, den 29. juni 1994, den 29. juni 1994
/Jytte Hilden Lars M. Banke/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994