TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regulering af sejlads med vandscootere m.v.

BEK nr 611 af 04/07/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Bekendtgørelsen omfatter sejlads med vandscootere, luftpudefartøjer og andre motordrevne sportsfartøjer af tilsvarende karakter, der er konstrueret til at blive fremført af personer, der står eller sidder på fartøjet.

Midlertidig ordning

Midlertidig ordning

§ 2

Sejlads med vandscootere m.v. på søterritoriet indenfor en afstand af 300 m fra kysten er kun tilladt, såfremt de fremføres med en hastighed på maksimalt 5 knob og på en kurs, der så nær som muligt er vinkelret på kysten.

§ 3

Sejlads med vandscootere m.v. indenfor den i § 2 nævnte afstand fra kysten skal foregå, således at badende ikke forulempes eller udsættes for fare, og således at unødig støj undgås.

§ 4

Sejlads med vandscootere m.v. er ikke tilladt i de områder, der ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsar-områder er udlagt til EF-fuglebeskyttelsesområder.

§ 5

Skov- og Naturstyrelsen kan efter indstilling fra et amtsråd, der har forhandlet med Søfartsstyrelsen samt de lokale myndigheder, herunder fiskeriinspektoraterne, meddele dispensation fra §§ 2-4 til gennemførelse af særlige arrangementer.

Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke påklages til den anden administrativ myndighed.

Permanent ordning

Permanent ordning

§ 6

Sejlads med vandscootere m.v. på søterritoriet er forbudt.

Stk. 2

Sejlads kan dog ske efter tilladelse fra amtsrådene. Amtsrådene kan meddele tilladelse efter forhandling med Søfartsstyrelsen samt de lokale myndigheder, herunder fiskeriinspektoraterne.

Stk. 3

Amtsrådene kan dog ikke meddele tilladelse til sejlads i de områder, der ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder er udlagt til EF-fuglebeskyttelsesområder.

§ 7

Tilladelse til sejlads efter § 6 kan gøres betinget af, at fartøjerne er registreret i amtskommunerne.

Stk. 2

Registreringsordningens nærmere udformning fastsættes af amtsrådene.

Stk. 3

Registrering af fartøjerne kan betinges af betaling af et gebyr.

§ 8

Amtsrådene kan gøre deres behandling af ansøgninger om tilladelse i et kalenderår betinget af, at ansøgningerne modtages inden udløbet af det foregående kalenderår.

§ 9

Amtsrådenes afgørelser efter § 6 kan påklages efter reglerne i naturbeskyttelseslovens kapitel 12.

§ 10

Amtsrådene skal offentliggøre dispensationer meddelt efter § 5, tilladelser efter § 6 og forskrifter efter §§ 7 og 8 ved bekendtgørelse i de stedlige blade efter Skov- og Naturstyrelsens henholdsvis amtsrådenes nærmere bestemmelse.

Stk. 2

Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om

  1. hovedindholdet af afgørelsen
  1. det eller de steder, hvor afgørelsen er fremlagt
  1. klageadgangen.
Stk. 3

Amtsrådene skal offentliggøre klagemyndighedernes afgørelser i klagesager efter denne myndigheds bestemmelse.

§ 11

Amtsrådene fører tilsyn med bekendtgørelsens overholdelse.

§ 12

Overtrædelse af §§ 2-7 straffes med bøde.

Stk. 2

For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1994.

Stk. 2

Kapitel 3 træder dog først i kraft efter Skov- og Naturstyrelsens nærmere bestemmelse, idet der samtidig træffes bestemmelse om ophævelse af kapitel 2.


Miljøministeriet, den 4. juli 1994, den 4. juli 1994

/Svend Auken Karen Westerbye-Juhl/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994