TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om akkreditering til certificering af miljøstyringssystemer og til miljøverifikation (*

BEK nr 643 af 07/07/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på selskaber, dvs. private og offentlige selskaber, institutter, organisationer mv., herefter selskaber, der ansøger om akkreditering, eller som er akkrediteret af Dansk Akkreditering, DANAK, Erhvervsfremme Styrelsen, herefter DANAK, til at foretage akkrediteret certificering af miljøstyringssystemer, jf. kapitel 2.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på personer såvel som på selskaber, der ansøger om akkreditering, eller som er akkrediteret af DANAK til som miljøverifikatorer at foretage miljøverifikation, jf. kapitel 3.

Stk. 3

Bekendtgørelsen finder endelig, med de nødvendige modifikationer, anvendelse på personer såvel som på selskaber, der er akkrediteret i en anden EU-medlemsstat, og som udfører akkrediteret miljøverifikation her i landet, jf. § 11, stk. 2.

§ 2

Ved miljøstyringssystem forstås i medfør af art. 2, litra e, i Rådets forordning (EØF) nr. 1836/93 af 29. juni 1993, herefter Rådsforordningen , den del af en virksomheds samlede ledelsessystem, der omfatter organisationsstruktur, ansvarsplacering, rutine, procedurer, metoder og ressourcer til fastlæggelse og gennemførelse af en virksomheds miljøpolitik.

§ 3

Ved certificering af miljøstyringssystemer forstås konstatering og attestation af, at en virksomheds miljøstyringssystem er i overensstemmelse med en angiven standard eller anden specifikation.

Stk. 2

Ved akkrediteret certificering forstås i denne bekendtgørelse certificering foretaget af et akkrediteret selskab under DANAK.

§ 4

Ved miljøverifikation forstås i medfør af Rådsforordningens bilag III, litra B, den rapport, som en ekstern miljøverifikator skal afgive til en virksomheds ledelse på grundlag af virksomhedens årlige miljøredegørelse. Rapporten skal bygge på en uafhængig undersøgelse af en virksomheds miljøpolitikker og miljøprogrammer, miljøstyringssystemer, procedurer for miljøgennemgang og miljørevision samt miljøredegørelser for bekræftelse på opfyldelse af relevante krav i Rådsforordningen.

Stk. 2

Ved akkrediteret miljøverifikation forstås i denne bekendtgørelse miljøverifikation, foretaget af en akkrediteret miljøverifikator i medfør af Rådsforordningen, jf. navnlig dennes bilag III, litra B.

Stk. 3

Ved akkrediteret miljøverifikator forstås i denne bekendtgørelse en person eller et selskab, som er uafhængig af den virksomhed, der kontrolleres, og som er akkrediteret af DANAK, jf. Rådsforordningens art. 2, litra m, og art. 6.

Akkreditering til certificering af miljøstyringssystemer

Akkreditering til certificering af miljøstyringssystemer

§ 5

Akkreditering af selskaber til at certificere miljøstyringssystemer foretages af DANAK og meddeles for en periode på indtil 5 år.

Stk. 2

I forskrifter, som udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen i tilslutning til denne bekendtgørelse, fastsættes de nærmere vilkår for akkreditering.

Stk. 3

For at blive akkrediteret skal ansøgere såvel som akkrediterede selskaber, foruden bestemmelserne i denne bekendtgørelse, opfylde såvel vilkårene i de forskrifter, som udstedes i medfør af stk. 2, som vilkår, givet ved akkrediteringen, jf. § 14, stk. 3.

Stk. 4

I særlige tilfælde kan akkreditering meddeles på vilkår, der afviger fra stk. 3, når det er påkrævet for at opfylde formålet med akkrediteringen.

Stk. 5

Forskrifterne som nævnt i stk. 2 kan erhverves i Erhvervsfremme Styrelsen.

§ 6

På områder, hvor der efter anden lovgivning stilles krav om akkrediteret certificering af miljøstyringssystemer, kan Erhvervsfremme Styrelsen kun foretage akkreditering efter aftale med pågældende myndighed.

§ 7

Ansøgningen om akkreditering skal afgrænse det ansøgte akkrediteringsområde entydigt og individuelt ved at angive de standarder eller andre specifikationer, der fastlægger systemkravene til miljøstyringen, samt de brancher, virksomhedsaktiviteter og forureningstyper, som selskabet er fagligt kompetent til at dække.

Stk. 2

Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter i forskrifter nærmere bestemmelser om ansøgningers indhold, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 3

Erhvervsfremme Styrelsen offentliggør en fortegnelse over akkrediteringer, der er i kraft.

§ 8

Det akkrediterede selskab må ikke betinge sig, at dets rapporter over certificering og kontrollen hermed skal være et fortroligt anliggende mellem den certificerede virksomhed og selskabet.

Akkreditering til miljøverifikation

Akkreditering til miljøverifikation

§ 9

Akkreditering af danske miljøverifikatorer foretages af DANAK for en periode på indtil 3 år, jf. Rådsforordningens art. 6, stk. 1, og bilag III, litra A, nr. 5.

Stk. 2

I forskrifter, som udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen i tilslutning til denne bekendtgørelse og Rådsforordningen, fastsættes nærmere vilkår for akkreditering.

Stk. 3

For at opnå akkreditering som miljøverifikator skal ansøgeren ud over at opfylde bestemmelserne i denne bekendtgørelse tillige opfylde kravene i Rådsforordningen, navnlig dennes bilag III, litra A. Samme forpligtelser påhviler den akkrediterede miljøverifikator som betingelse for at kunne bevare sin akkreditering.

Stk. 4

Herudover skal ansøgere såvel som akkrediterede personer og selskaber opfylde vilkårene i de forskrifter, som udstedes i medfør af stk. 2. Endvidere skal akkrediterede miljøverifikatorer opfylde vilkår, givet ved akkrediteringen, jf. § 14, stk. 3.

Stk. 5

I særlige tilfælde kan akkreditering meddeles på vilkår, der afviger fra stk. 3 og 4, når det er påkrævet for at opfylde formålet med akkrediteringen. Dette gælder dog ikke vilkår, der i medfør af Rådsforordningen ikke kan fraviges.

Stk. 6

Forskrifterne som nævnt i stk. 2 kan erhverves i Erhvervsfremme Styrelsen.

§ 10

Ved ansøgning om akkreditering som miljøverifikator skal det ansøgte akkrediteringsområde afgrænses entydigt og individuelt. Dette gøres ved angivelse af de brancher, virksomhedsaktiviteter og forureningstyper, som verifikatoren er fagligt kompetent til at bedømme, jf. Rådsforordningens bilag III, litra B.

Stk. 2

Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter i medfør af Rådsforordningens bilag III, litra A, nr. 3, nærmere bestemmelser om ansøgningers indhold, jf. § 9, stk. 2.

§ 11

Erhvervsfremme Styrelsen udarbejder, reviderer og ajourfører en liste over miljøverifikatorer, akkrediteret af DANAK. Den ajourførte liste sendes til EU-Kommissionen hver 6. måned med henblik på udgivelse af en samlet EU-liste i De Europæiske Fællesskabers Tidende , jf. Rådsforordningens art. 7.

Stk. 2

Miljøverifikatorer, der er akkrediteret i en anden EU-medlemsstat og følgelig opført på den i stk. 1 anførte EU-liste, kan i medfør af Rådsforordningens art. 6, stk. 7, udføre verifikationer her i landet under forudsætning af forudgående underretning til og tilsyn af Erhvervsfremme Styrelsen.

Fælles bestemmelser for ansøgning om akkreditering

Fælles bestemmelser for ansøgning om akkreditering

§ 12

Erhvervsfremme Styrelsen meddeler skriftligt ansøgeren, hvilke sagkyndige, der sammen med styrelsens sagkyndige vil foretage bedømmelsen af ansøgningen.

Stk. 2

Indsigelser af konkurrencemæssige eller andre, lignende årsager imod en udpeget, ekstern sagkyndigs deltagelse i sagsbehandlingen skal indgives skriftligt til styrelsen inden 14 dage efter ansøgerens modtagelse af meddelelsen om valget af den pågældende sagkyndige. Indsigelsen skal være nærmere begrundet. Styrelsen afgør herefter, om der skal udpeges en anden sagkyndig i stedet for den pågældende. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 27, stk. 2.

§ 13

Erhvervsfremme Styrelsen og de udpegede sagkyndige udfærdiger en bedømmelsesrapport på grundlag af en gennemgang af ansøgningsmaterialet, besøg hos ansøgeren og en bedømmelse af ansøgerens praktiske udførelse af certificering eller verifikation. Bedømmelsen foretages i henhold til en af Erhvervsfremme Styrelsen i forskrifter fastlagt procedure, jf. for så vidt angår miljøverifikation Rådsforordningens bilag III, litra A, nr. 3.

Stk. 2

Bedømmelsesrapporten fremsendes til ansøgeren med anmodning om dennes bemærkninger inden for en fastsat tidsfrist.

§ 14

Erhvervsfremme Styrelsen afgør, om ansøgeren opfylder betingelserne for akkreditering på grundlag af bedømmelsesrapporten samt eventuelle bemærkninger fra ansøgeren. Afgørelsen sendes til ansøgeren med angivelse af vilkårene for akkreditering.

Stk. 2

Ved afgørelse i sager om akkreditering som miljøverifikator i medfør af Rådsforordningen træffer Erhvervsfremme Styrelsen sin afgørelse i overensstemmelse med forordningens art. 6, jf. bilag III. Afgørelsen træffes på grundlag af en gennemgang af det indhentede bedømmelsesmateriale i henhold til forordningen. Afgørelsen skal indeholde en redegørelse for og en vurdering af det ansøgte, herunder en vurdering af, hvor omfattende en akkreditering, miljøverifikatoren skal have.

Stk. 3

Ansøgeren skal inden for en 4 ugers frist fra modtagelsen af Erhvervsfremme Styrelsens afgørelse i henhold til stk. 1 meddele Erhvervsfremme Styrelsen, om der ønskes akkreditering på de angivne vilkår.

Stk. 4

Såfremt ansøgeren accepterer de angivne vilkår, udsteder DANAK et akkrediteringsdokument, der angiver den akkrediteredes navn, registreringsnummer, akkrediteringsområde samt de for akkrediteringen gældende vilkår eller henvisninger til sådanne.

Fælles bestemmelser for akkrediterede selskabers og personers

Fælles bestemmelser for akkrediterede selskabers og personers

§ 15

Et akkrediteret selskab eller en akkrediteret person har efter anmodning pligt til at foretage certificering eller verifikation inden for akkrediteringsområdet. Pligten kan dog begrænses, når særlige omstændigheder taler herfor. Begrænsningen skal fremgå af akkrediteringsvilkårene.

Stk. 2

Certificering og verifikation skal udføres inden for en rimelig tidsfrist, som rekvirenten efter anmodning skal underrettes om.

§ 16

Akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer har pligt til at informere Erhvervsfremme Styrelsen om alle ændringer i de forhold, der ligger til grund for akkrediteringen, og som kan have betydning for akkrediteringens opretholdelse.

§ 17

Aflønningen af det personale, der for et akkrediteret selskab udfører certificering eller verifikation, må ikke være afhængig af antallet af certificeringer eller verifikationer eller resultatet heraf.

Stk. 2

Aflønningen af eventuelle eksperter, der deltager ved en certificering eller verifikation, må ikke være afhængig af resultatet heraf.

Tilsyn, fornyelse, ændring og ophør af akkreditering

Tilsyn, fornyelse, ændring og ophør af akkreditering

§ 18

Opretholdelse af akkrediteringen er betinget af, at det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person overholder regler og vilkår for akkrediteringen, fortsat besidder den nødvendige faglige kompetence, samt at certificeringsaktiviteter eller verifikationer foretages korrekt og fagligt kvalificeret og har et sådant omfang, at den fornødne rutine kan opretholdes. For så vidt angår akkrediterede miljøverifikatorer henvises til Rådsforordningens art. 6 og bilag III, litra A.

Stk. 2

Det samme gælder med de nødvendige modifikationer miljøverifikatorer, der er akkrediteret i en anden EU-medlemsstat, jf. § 11, stk. 2.

§ 19

Erhvervsfremme Styrelsen fører tilsyn med, at de akkrediterede selskaber eller de akkrediterede personer overholder de for akkrediteringen gældende regler og vilkår, jf. § 18 og Rådsforordningens bilag III, litra A, nr. 5.

Stk. 2

Akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer er forpligtet til på begæring at give Erhvervsfremme Styrelsen alle nødvendige oplysninger til brug for sit arbejde med akkreditering, herunder oplysninger om anvendte takster og timepriser for certificering og verifikation, samt oplysning om kalkulationsgrundlaget for disse. Kalkulationsgrundlaget skal være uafhængigt af udfaldet af certificeringen henholdsvis verifikationen.

Stk. 3

Akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer er forpligtet til at modtage tilsynsbesøg af Erhvervsfremme Styrelsen og udpegede sagkyndige. Et akkrediteret selskab er forpligtet til på begæring at sørge for, at et tilsynsbesøg kan omfatte selskabets certificeringsaktiviteter hos virksomheder. Det samme gælder en akkrediteret miljøverifikators tilsvarende aktiviteter hos virksomheder, jf. Rådsforordningens bilag III, litra A, nr. 5.

Stk. 4

Det periodiske tilsyn med selskaber, der er akkrediteret af DANAK til at certificere miljøstyringssystemer, foretages med ca. 15 måneders intervaller, mens det periodiske tilsyn med akkrediterede miljøverifikatorer foretages med ca. 12 måneders intervaller, medmindre andet er fastsat i særlige vilkår for akkrediteringen.

Stk. 5

Det periodiske tilsyn i akkrediteringens sidste løbeår kan erstattes af bedømmelsesbesøg, gennemført i forbindelse med en ansøgning om fornyelse af akkrediteringen.

§ 20

Rapporten over tilsynsbesøg sendes til det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person med anmodning om eventuelle bemærkninger.

Stk. 2

Giver rapporten fra et tilsynsbesøg anledning til en skærpelse af vilkårene for akkrediteringen, sendes de skærpede vilkår til det akkrediterede selskab henholdsvis den akkrediterede person med en frist for opfyldelse. Fornyelse og ændring af akkreditering

§ 21

Ved ansøgning om fornyelse på samme vilkår er det tilstrækkeligt i ansøgningen at anføre, at akkrediteringen ønskes fornyet.

Stk. 2

Bedømmelse af ansøgningen foretages efter samme regler, som gælder for nye ansøgninger, dog således at der tages hensyn til, at det akkrediterede selskabs såvel som den akkrediterede persons aktiviteter inden for akkrediteringsområdet har været løbende overvåget i tiden forud for fornyelsesbehandlingen.

§ 22

Ved ansøgning om fornyelse på ændrede vilkår og ved ansøgning om ændringer af akkrediteringsområde mv. indsendes det fornødne materiale til brug for bedømmelsen til Erhvervsfremme Styrelsen. For akkrediterede miljøverifikatorer henvises tillige til Rådsforordningens bilag III, litra A, nr. 6.

Stk. 2

Hvis der som led i behandlingen af en ansøgning om en ændring er behov for et besøg hos det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person, giver Erhvervsfremme Styrelsen skriftlig meddelelse herom tillige med oplysning om eventuel udpegning af nye sagkyndige.

Stk. 3

Bedømmelse af ansøgningen foretages efter samme regler, som gælder for behandlingen af nye ansøgninger, dog således at der tages hensyn til den konkrete sags særlige forhold.

§ 23

Erhvervsfremme Styrelsen giver skriftligt meddelelse til de akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer om ændringer i akkrediteringskriterier inden for de pågældendes akkrediteringsområder.

Stk. 2

I meddelelser efter stk. 1 angives en tidsfrist, inden for hvilken det enkelte akkrediterede selskab eller den enkelte akkrediterede person skal foretage de ændringer, der er nødvendiggjort af de ændrede akkrediteringskriterier. Ophør

§ 24

Ehvervsfremme Styrelsen kan tilbagekalde en akkreditering, meddelt i henhold til § 5 eller § 9, såfremt det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af regler og vilkår for at være akkrediteret, jf. tildels Rådsforordningens art. 16.

Stk. 2

Erhvervsfremme Styrelsen kan endvidere tilbagekalde en akkreditering, meddelt i henhold til § 5 eller § 9, såfremt det konstateres, at det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person ikke længere opfylder regler og vilkår for at være akkrediteret inden for det pågældende akkrediteringsområde.

Stk. 3

Hvor omstændighederne tilsiger det, kan styrelsen i stedet træffe aftale med det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person om at afhjælpe de konstaterede mangler inden for en af styrelsen fastsat frist. Dette kan kun gøres på betingelse af, at det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person undlader at udføre akkrediterede opgaver, før Erhvervsfremme Styrelsen har konstateret, at manglerne er afhjulpet. Opfyldes disse betingelser ikke, kan tilbagekaldelse ske.

Stk. 4

Erhvervsfremme Styrelsen offentliggør foretagne tilbagekaldelser samt indgåede aftaler i henhold til stk. 3. For så vidt angår akkrediterede miljøverifikatorer sker tillige indberetning til EU-Kommissionen med henblik på offentliggørelse i »De Europæiske Fællesskabers Tidende«.

Stk. 5

Tilbagekaldelse af en akkreditering som miljøverifikator indebærer slettelse i listen over verifikatorer, jf. § 11.

§ 25

Under tilsvarende omstændigheder som anført i § 24, stk. 1, 2 og 3, kan Erhvervsfremme Styrelsen pålægge en miljøverifikator, som er akkrediteret i en anden EU-medlemsstat, at ophøre med sin virksomhed her i landet, eller at afhjælpe konstaterede mangler.

§ 26

Ved en akkrediterings ophør som følge af udløb eller tilbagekaldelse, jf. § 24, er det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person forpligtet til omgående at returnere akkrediteringsdokumentet til Erhvervsfremme Styrelsen.

Stk. 2

Ved pålæg om ophør med at udøve virksomhed som miljøverifikator her i landet, jf. § 25, giver Erhvervsfremme Styrelsen akkrediteringsmyndigheden i den pågældende medlemsstat meddelelse herom. Det samme gælder pålæg om afhjælpning af konstaterede mangler.

§ 27

Afslag på eller begrænsning af en ansøgt akkreditering samt begrænsning eller suspension af en allerede givet akkreditering kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Klagenævnet for Udbud. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til klagenævnsbehandling.

Stk. 2

Alle øvrige afgørelser, Erhvervsfremme Styrelsen træffer vedrørende akkreditering, bortset fra fastsættelse af regler om gebyrer, jf. § 32, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 28

Tilbagekaldelse af en akkreditering i henhold til § 24, stk. 1 eller 2, samt § 25, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor jf. stk. 2.

Stk. 2

Begæring om domstolsprøvelse i henhold til stk. 1 skal fremsættes over for Erhvervsfremme Styrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt det akkrediterede selskab eller den akkrediterede person. Erhvervsfremme Styrelsen anlægger sag mod selskabet eller den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Betegnelser og logo

Betegnelser og logo

§ 29

Akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer under DANAK skal i medfør af forskrifter, udstedt af Erhvervsfremme Styrelsen, anvende betegnelsen »Dansk Akkreditering - registreringsnummer ...«.

Stk. 2

Et akkrediteret selskab eller en akkrediteret person må ikke benytte denne betegnelse uden for sit akkrediteringsområde.

Stk. 3

Andre selskaber eller personer må ikke benytte betegnelsen eller i øvrigt danske eller udenlandske betegnelser, der er egnet til forveksling hermed.

§ 30

Akkrediterede miljøverifikatorer under DANAK er herudover berettigede til at tilføje ordet »miljøverifikator«, således at hele betegnelsen lyder: »Dansk Akkreditering - miljøverifikator - registreringsnummer ...« .

Stk. 2

Andre end akkrediterede miljøverifikatorer må ikke benytte denne betegnelse eller iøvrigt danske eller udenlandske betegnelser, der er egnet til forveksling hermed.

§ 31

Akkrediterede selskaber såvel som akkrediterede personer under DANAK skal anvende logoet DANAK i henhold til Erhvervsfremme Styrelsens forskrifter herom. Logoet må alene anvendes på certifikater, rapporter, attester, redegørelser og andet materiale, der vedrører akkrediterede aktiviteter. Logoet må ikke anvendes uden for selskabets eller personens akkrediteringsområde.

Stk. 2

Erhvervsfremme Styrelsen skal godkende det akkrediterede selskabs regler for, hvorledes akkrediteringsordningens logo må anvendes af certificerede virksomheder.

Gebyrer

Gebyrer

§ 32

DANAK vil for sine ydelser i forbindelse med akkrediteringer af selskaber og personer samt tilsyn med miljøverifikatorer, akkrediteret i en anden EU-medlemsstat, beregne sig gebyrer. Disse opkræves af Erhvervsfremme Styrelsen.

Stk. 2

Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter gebyrernes størrelse og beregningsgrundlag i bekendtgørelse om gebyrer for akkreditering mv.

Stk. 3

Erlagt gebyr for ansøgning, herunder ansøgning om fornyelse eller ændring af akkrediteringen, tilbagebetales ikke ved afslag på ansøgningen.

Forsikring

Forsikring

§ 33

Et akkrediteret selskab eller en akkrediteret person skal til dækning af erstatningsansvar, pådraget ved selskabets eller dets ansattes ansvarspådragende handlinger eller undladelser eller som følge af fejl og mangler ved selskabets ydelse (produktansvar) i forbindelse med de akkrediterede aktiviteter, tegne en professionel ansvarsforsikring, hvis dækningsstørrelse skal godkendes af Erhvervsfremme Styrelsen. Selskabet skal over for Erhvervsfremme Styrelsen på forlangende kunne dokumentere, at der foreligger den fornødne ansvarsdækning.

Stk. 2

Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er de statslige, amtskommunale og kommunale myndigheders akkrediterede certificeringsselskaber, der er selvforsikrede.

Stk. 3

Et akkrediteret selskab skal over for Erhvervsfremme Styrelsen kunne dokumentere, at der foreligger den fornødne sikkerhed for opfyldelse af indgåede aftaler med virksomheder om løbende overvågning af akkrediterede certificeringer, f.eks. i form af forsikringsgaranti.

Bestemmelser om tavshedspligt og straf

Bestemmelser om tavshedspligt og straf

§ 34

Alle, der medvirker ved eller er knyttet til behandlingen af akkrediteringssager, er forpligtet i henhold til borgerlig straffelovs § 152a til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de igennem deltagelsen i akkrediteringssagerne bliver vidende om.

§ 35

Med bøde straffes den, der uden at være akkrediteret af DANAK anvender betegnelsen »Dansk Akkreditering - registreringsnummer ...«, jf. § 29, stk. 1, eller »Dansk Akkreditering - miljøverifikator - registreringsnummer ...«, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 2

På samme måde straffes den, der giver sig ud for at være akkrediteret ved at anvende danske eller udenlandske betegnelser, som er egnet til forveksling hermed, jf. §§ 29, stk. 3, og 30, stk. 2.

Stk. 3

Er overtrædelsen begået af et selskab som anført i § 1, kan bødeansvar pålægges dette.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 36

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1994.


Erhvervsfremme Styrelsen, den 7. juli 1994, den 7. juli 1994

/Merete Rasmussen Bjarne Bang Christensen/

Bilag

Rådets forordning (EØF) Nr. 1836/93

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994
Bekendtgørelse om akkreditering til certificering af miljøstyringssystemer og til miljøverifikation (* | TheLawyer.sh