Bekendtgørelse om ophørsstøtte til jordbrugere
BEK nr 703 af 25/07/1994
§ 1
Jordbrugsdirektoratet træffer afgørelse om ydelse af ophørsstøtte efter reglerne i loven og denne bekendtgørelse. Jordbrugsdirektoratet udøver landbrugsministerens beføjelser efter lovens § 2, stk. 2, § 5, stk. 1 og 2, § 8, § 10 og § 14.
Ansøgning om ophørsstøtte skal udfærdiges på et særligt skema med bistand af en særligt sagkyndig, der er godkendt til udfærdigelse af ansøgning og forbedringsplan m.v. efter lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. Ansøgningen skal attesteres af den særligt sagkyndige.
Ansøgningen skal være indgivet til Jordbrugsdirektoratet inden ophørstidspunktet og senest den 31. december 1998.
§ 2
Ved en jordbrugsbedrift forstås i loven og denne bekendtgørelse en bedrift, der anvendes til landbrug eller gartneri, og som omfatter mindst een ejendom, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen. Bedriften omfatter alle ejendomme og arealer, der lovligt drives sammen. Bedrifter, der udelukkende anvendes til skovbrug, er ikke omfattet af loven og denne bekendtgørelse.
For bedrifter, der drives af flere personer i fællesskab, kan Jordbrugsdirektoratet efter ansøgning tillade andre afgrænsninger af bedriften og bedriftens arealer.
§ 3
Ved ophørstidspunktet forstås det tidspunkt, hvor bedriftens arealer første gang overtages af en eller flere overtagere, der kan godkendes af Jordbrugsdirektoratet.
Betingelser for ophørsstøtte
Betingelser for ophørsstøtte
§ 4
Opfyldelse af kravet om jordbrug som hovederhverv, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2, og lovens § 4, stk. 1, nr. 2, opgøres på grundlag af reglerne herom i lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 247 af 11. april 1994, og de i medfør af nævnte lov fastsatte regler.
Overtager af bedriftens arealer skal forpligte sig til at have jordbrug som hovederhverv på den bedrift, der omfatter de overtagne arealer, i 5 år fra ophørstidspunktet.
Ved godtgørelsen af at hovederhvervskravet er opfyldt, kan Jordbrugsdirektoratet godkende, at posterne i regnskabet i enkelte år korrigeres for ekstraordinære forhold i forbindelse med sygdom, sygdom i besætningen, høsttab, indkøringstab i forbindelse med investeringer, brand og lignende. Det er en betingelse, at de ekstraordinære forhold kan dokumenteres.
Hvis driften af ejendommen helt eller delvist forestås af et selskab, der er etableret med henblik herpå, anses kravet om jordbrug som hovederhverv for opfyldt, når jordbrugeren har en bestemmende indflydelse i selskabet og selv deltager aktivt i driften i et omfang, der svarer til kravet om jordbrug som hovederhverv i lovens § 2, stk. 1, nr. 2, og lovens § 4, stk. 1, nr. 2.
Jordbrugsdirektoratet kan efter ansøgning tillade, at reglerne i lovens § 3 med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse for efterlevende samlevere.
§ 5
Bedriftens arealer omfatter ikke bygningslodden og skov. Bygningslodden omfatter bygninger, have, gårdsplads, adgangsvej m.v. Skov omfatter fredskovspligtige arealer og arealer, der er bevokset med træarter, der kan udvikle en sluttet skov af højstammede træer.
§ 6
Ansøger kan ud over bygningslodden og skov, jf. § 5, bevare rådighed over et areal på indtil 10 pct. af bedriftens areal, dog højst 1 ha.
Arealet, jf. stk. 1, skal ligge i tilknytning til bygningslodden og må ikke anvendes til erhvervsmæssig landbrugs- eller gartnerivirksomhed.
§ 7
Bedriftens arealer skal i hele støtteperioden, dog i mindst 5 år, være afhændet eller bortforpagtet til en overtager, der er godkendt af Jordbrugsdirektoratet.
Bedriftens arealer, der afhændes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 3, skal på ophørstidspunktet være afhændet ved tinglyst overdragelsesdokument.
Bedriftens arealer, der bortforpagtes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 3, skal bortforpagtes ved en gensidig uopsigelig forpagtningskontrakt. Forpagtningskontrakten skal på ophørstidspunktet være tinglyst og have en varighed, der dækker støtteperioden, dog mindst 5 år.
§ 8
Erhvervsmæssig landbrugs- og gartnerivirksomhed, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 4, omfatter al erhvervsaktivitet inden for den primære landbrugs- og gartneriproduktion, herunder arbejde, der erstatter en jordbrugers normale arbejdsindsats på bedriften, herunder maskinstationsvirksomhed, vikararbejde og lignende.
Bedriftens tilforpagtede arealer skal opsiges med virkning senest fra ophørstidspunktet.
§ 9
De ved ophøret frigjorte arealer omfatter bedriftens arealer, som ansøger anvender til landbrugs- eller gartnerivirksomhed, og som afhændes eller bortforpagtes ved ophøret.
Tilforpagtede arealer, hvor forpagtningskontrakten opsiges eller udløber ved ophøret, indgår kun i det frigjorte areal i det omfang, de ønskes medregnet ved opgørelsen af ophørsstøtten.
§ 10
Uddannelseskravet, jf. lovens § 4, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, hvis overtager opfylder et af de nedenfor i stk. 2-4 fastsatte uddannelseskrav.
Hvis bedriften overvejende skal anvendes til landbrug, skal overtager have gennemført
- driftslederuddannelsen (Grønt bevis), eller
- uddannelsen som agronom samt mindst 22 måneders praktik, der kan godkendes efter reglerne for praktik i forbindelse med erhvervelse af »Grønt bevis«, eller
- uddannelsen som jordbrugstekniker i retningen landbrugstekniker.
Hvis bedriften overvejende skal anvendes til planteskole, frilandsgartneri eller frugtavl, skal overtager have gennemført
- uddannelsen som jordbrugstekniker i retningen gartneritekniker eller tilsvarende kursus, eller
- uddannelsen som hortonom samt mindst 22 måneders praktik, der kan godkendes efter reglerne for praktik i forbindelse med de under nr. 1 nævnte uddannelser.
Hvis bedriften overvejende skal anvendes til væksthusgartneri, skal overtager have gennemført
- uddannelsen som jordbrugstekniker i retningen gartneritekniker eller tilsvarende kursus, eller
- uddannelsen som hortonom samt mindst 22 måneders praktik, der kan godkendes efter reglerne for praktik i forbindelse med de under nr. 1 nævnte uddannelser.
Uddannelseskravet efter stk. 1-4 anses for opfyldt, hvis overtager har gennemgået en tilsvarende uddannelse i et af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes øvrige medlemslande.
For personer født før 1958 anses uddannelseskravet endvidere for opfyldt, hvis det godtgøres, at overtager er i besiddelse af tilstrækkelige faglige kvalifikationer, herunder har gennemgået en praktisk og/eller teoretisk uddannelse inden for landbrug eller gartneri i en periode på mindst 4 år inden for de seneste 10 år.
Jordbrugsdirektoratet kan gøre undtagelse fra kravene i stk. 2-6.
§ 11
Hvis de frigjorte arealer ikke afhændes ved jordfordeling, skal udvidelsen af overtagers bedrift ske ved,
- at overtagers egen bedrift udvides med mindst 10 ha frigjort areal, eller
- at ansøgers bedrift overtages og udvides med mindst 10 ha.
Hvis det samlede frigjorte areal fra ansøgers bedrift er mindre end 10 ha, anses kravet om udvidelse, jf. stk. 1, dog for opfyldt, hvis overtagers bedrift udvides med hele det frigjorte areal og med i alt mindst 5 ha.
§ 12
Den samlede årlige arbejdsindsats på overtagers bedrift beregnes for bedriftens enkelte driftsgrene på grundlag af normtimetal. Ved opgørelsen af arbejdsindsatsen, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 2, kan alene medregnes arbejde, der udføres på bedriften af overtager.
I særlige tilfælde kan Jordbrugsdirektoratet efter ansøgning tillade afvigelser fra normtimetallet, hvis bedriftens mekaniseringsgrad afviger væsentligt fra det sædvanlige for en bedrift af samme type og størrelse.
Hvis driften af ejendommen helt eller delvist forestås af et selskab, der er etableret med henblik herpå, anses kravet om, at overtagers bedrift skal have en jordbrugsmæssig produktion, der kræver en årlig arbejdsindsats af overtager på mindst en årsarbejdsenhed, for opfyldt, hvis overtager har en bestemmende indflydelse i selskabet og selv deltager aktivt i driften i et omfang, der svarer til kravet i lovens § 4, stk. 2, nr. 2.
§ 13
Hvis bedriften inden ophørstidspunktet drives af flere personer i fællesskab, eller de frigjorte arealer efter ophørstidspunktet indgår i et fællesskab, afgør Jordbrugsdirektoratet efter en konkret vurdering, om betingelserne i lovens § 4, stk. 2, kan anses for opfyldt.
§ 14
Frigjorte arealer kan afhændes ved jordfordeling. Ved afhændelse af frigjorte arealer i en jordfordeling skal forpligtelsen på de frigjorte arealer overføres til et areal af mindst samme størrelse på en eller flere bedrifter, der indgår i jordfordelingen.
Kravet om arealudvidelse anses for opfyldt, hvis de bedrifter, der ved jordfordelingen suppleres med frigjorte arealer, tilsammen udvides med mindst 10 ha.
§ 15
Frigjorte arealer, der overtages efter reglerne i lovens §§ 4 og 5, skal i hele støtteperioden, dog i mindst 5 år, dyrkes jordbrugsmæssigt samt miljømæssigt forsvarligt af overtager.
Ved jordbrugsmæssig dyrkning forstås, at arealerne anvendes jordbrugsmæssigt i overensstemmelse med reglerne efter lov om landbrugsejendomme.
Ved miljømæssig forsvarlig dyrkning forstås, at arealerne dyrkes i overensstemmelse med reglerne efter lov om miljøbeskyttelse, lov om landbrugsejendomme og lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget.
§ 16
Hvis frigjorte arealer overdrages til anvendelse uden for landbrug og gartneri efter lovens § 6, skal ansøger godtgøre, at der ikke kan findes en overtager efter reglerne i lovens §§ 4 og 5.
Frigjorte arealer, der overdrages til anvendelse uden for landbrug og gartneri, skal anvendes under iagttagelse af reglerne efter kapitlerne 3 og 7 i lov om planlægning. Arealerne kan anvendes til skovtilplantning, naturområder, rekreative formål eller lignende. Ophævelse af landbrugspligten på de frigjorte arealer sker efter reglerne i lov om landbrugsejendomme.
§ 17
Ved tinglysning, jf. lovens § 9, anvendes en af Jordbrugsdirektoratet udarbejdet deklaration.
Beregning og udbetaling af ophørsstøtte
Beregning og udbetaling af ophørsstøtte
§ 18
Ansøger skal fra 1. januar 1993 og indtil ophørstidspunktet have drevet et areal svarende til det frigjorte areal, der lægges til grund ved støtteberegningen.
Ophørsstøtte kan kun ydes til een ansøger pr. bedrift.
§ 19
Ophørsstøtten kan een gang årligt med virkning fra den 1. januar i det pågældende år forhøjes som følge af en ændret landbrugsomregningskurs eller en ændring i det årlige maksimumbeløb for EF-medfinansiering.
§ 20
Hvis støtteperioden er længere end 10 år, fordeles det samlede støttebeløb, jf. lovens § 11, stk. 2, over hele støtteperioden. Den årlige støtte beregnes ud fra forholdet mellem en 10-års periode og den faktiske støtteperiode.
§ 21
Hvis ophørsstøtte, arbejdsindkomst og dagpenge ved sygdom tilsammen årligt overstiger det maksimale beløb, der kan udbetales i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., reduceres ophørsstøtten. Reduktionen udgør det beløb, hvormed de nævnte indtægtskilder tilsammen overstiger den maksimale arbejdsløshedsdagpengesats.
Hvis støttemodtager modtager anden indkomst fra det offentlige efter stk. 3, reduceres ophørsstøtten med et hertil svarende beløb.
Som anden indkomst fra det offentlige anses efterløn, delefterløn, arbejdsløshedsdagpenge, dagpenge ved fødsel, overgangsydelse, førtidspension, delpension, revalideringsydelse, orlovsydelse, etableringsydelse, statens uddannelsesstøtte og lignende. Arbejdsindkomst, dagpenge ved sygdom og kontanthjælp anses ikke som anden indkomst fra det offentlige.
Som anden indkomst anses endvidere støtte til ophør med mælkeproduktion efter bekendtgørelse nr. 670 af 2. oktober 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 902 af 17. december 1991, og bekendtgørelse nr. 873 af 17. november 1993 om godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion.
Hvis støttemodtager modtager eller har modtaget indkomst efter stk. 4, reduceres ophørsstøtten med et hertil svarende beløb. Hvis perioden mellem ophør med mælkeproduktion og ophør som jordbruger overstiger et år, nedsættes beløbet i forhold til periodens længde. Hvis perioden overstiger 5 år, reduceres ophørsstøtten ikke.
§ 22
Jordbrugsdirektoratet udbetaler ophørsstøtten. Udbetalingen sker månedligt bagud til støttemodtagers konto i et pengeinstitut i Danmark. Udbetalingen kan endvidere ske til støttemodtagers konto i et pengeinstitut i et af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes øvrige medlemslande, hvis dette kan ske uden ekstra udgift for staten.
Udbetaling af ophørsstøtte kan tidligst ske, når overtager er godkendt af Jordbrugsdirektoratet.
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
§ 23
Ved støttemodtagers død kan den efterlevende ægtefælle efter ansøgning overtage ophørsstøtten ved at indtræde i støttemodtagers forpligtelser og rettigheder.
Jordbrugsdirektoratet kan tillade, at bestemmelsen i stk. 1 med de fornødne tilpasninger finder tilsvarende anvendelse for efterlevende samlevere.
§ 24
Støttemodtageren skal i hele støtteperioden på forlangende afgive erklæring til Jordbrugsdirektoratet om, hvorvidt betingelserne i lovens § 2, stk. 1, nr. 4, og lovens § 2, stk. 2, fortsat opfyldes.
Støttemodtageren er i hele støtteperioden pligtig at underrette Jordbrugsdirektoratet, hvis betingelserne i lovens § 2, stk. 1, nr. 4, og lovens § 2, stk. 2, ikke længere opfyldes.
§ 25
Overtagere efter lovens §§ 4 og 5 skal i hele støtteperioden på forlangende afgive erklæring til Jordbrugsdirektoratet om, hvorvidt betingelserne i henhold til lovens § 4, § 5 og § 7, stk. 1, fortsat opfyldes.
Overtagere efter lovens § 6 skal i hele støtteperioden på forlangende afgive erklæring til Jordbrugsdirektoratet om, hvorvidt betingelserne i henhold til lovens § 7, stk. 2, fortsat opfyldes.
§ 26
Jordbrugsdirektoratet eller den, Jordbrugsdirektoratet bemyndiger dertil, foretager den kontrol, der er nævnt i lovens § 17. Ejendommenes og bedrifternes indehavere eller forpagtere og de på bedrifterne beskæftigede personer har pligt til at yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det i lovens § 17, stk. 1, nævnte materiale skal på de kontrollerende myndigheders begæring udleveres til de kontrollerende myndigheder.
Jordbrugsdirektoratet kan indhente oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndighederne som nævnt i lovens § 17, stk. 3.
§ 27
Jordbrugsdirektoratet træffer afgørelse om bortfald og tilbagebetaling af ophørsstøtte, jf. lovens § 18, stk. 1 og 4.
Ophørsstøtten kan helt eller delvist bortfalde, og den ydede ophørsstøtte kan helt eller delvist kræves tilbagebetalt, hvis
- støttemodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, jf. lovens § 18, stk. 1, eller
- betingelserne i lovens § 2, stk. 1, nr. 4, eller lovens § 2, stk. 2, ikke længere opfyldes, jf. lovens § 18, stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 2, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis frigjorte arealer, der er afhændet til overtager, som følge af kreditorforfølgning overdrages til en overtager, der ikke er godkendt af Jordbrugsdirektoratet.
Bestemmelserne i stk. 2, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis frigjorte arealer eksproprieres.
§ 28
Jordbrugsdirektoratets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 29
Efter lovens § 20, stk. 1, straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til denne bekendtgørelse, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse.
Efter lovens § 20, stk. 2, straffes den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til denne bekendtgørelse, med bøde. Det samme gælder den, der giver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Den, der overtræder lovens § 8, stk. 3, straffes med bøde. Den, der undlader at efterkomme påbud efter lovens § 8, stk. 4, straffes med bøde.
Den, der overtræder lovens § 17, stk. 2, straffes med bøde.
Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der efter lovens § 20, stk. 6, pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 30
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1994.
Der kan ydes ophørsstøtte med virkning fra ophørstidspunktet, jf. § 3, til jordbrugere, der ophører mellem den 1. januar 1994 og lovens ikrafttræden.
Hvis ansøger er ophørt, jf. § 3, inden lovens ikrafttræden, skal ansøgningen om ophørsstøtte være indgivet til Jordbrugsdirektoratet senest den 1. november 1994.
Hvis ansøger er ophørt, jf. § 3, inden lovens ikrafttræden, skal den i § 17 nævnte deklaration være tinglyst på de frigjorte arealer inden den første udbetaling af ophørsstøtte.
Hvis ansøger er ophørt, jf. § 3, inden lovens ikrafttræden, anses kravet i lovens § 2, stk. 2, for opfyldt fra ophørstidspunktet, hvis overtager inden den første udbetaling af ophørsstøtte er godkendt af Jordbrugsdirektoratet.
Landbrugsministeriet, den 25. juli 1994, den 25. juli 1994
/Bjørn Westh Søren Sørensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994