TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om videreuddannelse for sygeplejersker

BEK nr 787 af 29/08/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Uddannelserne omfatter:

  1. Det sygeplejefaglige diplomstudium til sundhedsplejerske.
  1. Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i ledelse.
  1. Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i uddannelse og undervisning.
Stk. 2

Formålet med Det sygeplejefaglige diplomstudium til sundhedsplejerske er, at den studerende gennem videregående studier i teori og praksis bliver i stand til at:

  1. Varetage sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende opgaver i relation til det enkelte menneske, familier, grupper og lokalsamfund.
  1. Koordinere sundhedsplejerskearbejdet med andre relevante faggruppers indsats, under hensyntagen til lokalbefolkningens ønsker og behov samt en hensigtsmæssig ressourceanvendelse.
  1. Medvirke til en fortsat kvalitativ udvikling af sundhedsplejen.
Stk. 3

Formålet med Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i ledelse er, at den studerende gennem videregående studier i teori og praksis bliver i stand til at:

  1. Organisere, lede og udvikle sygeplejen inden for eget arbejdsområde/-felt.
  1. Sikre en kvalitativ, sygeplejefaglig udvikling af medarbejdere, elever og studerende.
  1. Koordinere sygeplejen i eget regi med andre relevante faggruppers indsats under hensyntagen til befolkningens ønsker og behov samt en hensigtsmæssig ressourceanvendelse.
Stk. 4

Formålet med Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i uddannelse og undervisning er, at den studerende gennem videregående studier i sygeplejevidenskab og sygeplejepædagogik bliver i stand til at:

  1. Varetage uddannelsesplanlægning og udøve undervisende opgaver inden for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser samt sygeplejerskeuddannelsen.
  1. Medvirke til en fortsat udvikling af sygeplejefaget, herunder medvirke til at uddannelse og undervisning i sygepleje udvikles i overensstemmelse med befolkningens ønsker og behov.

§ 2

De sygeplejefaglige diplomstudier er overbygningsuddannelser på sygeplejerskeuddannelsen.

Stk. 2

Uddannelserne er tilrettelagt som teoretiske og praktiske studier. Den normerede studietid er 1 år (2 semestre).

§ 3

Uddannelserne finder sted ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.

Adgangsbetingelser

Adgangsbetingelser

§ 4

Ved de sygeplejefaglige diplomstudier kan der optages ansøgere, der har dansk autorisation som sygeplejerske samt 1 års praksis som sygeplejerske, svarende til 1 års fuldtidsansættelse.

Stk. 2

For ansøgere til Det sygeplejefaglige diplomstudium til sundhedsplejerske skal det ene års praksis som sygeplejerske omfatte:

  1. Pædiatrisk sygepleje svarende til 8 måneders fuldtidsansættelse på en pædiatrisk specialafdeling eller et af Sundhedsstyrelsen og Danmarks Sygeplejerskehøjskole godkendt børneafsnit.
  1. Hjemmesygepleje svarende til 4 måneders fuldtidsansættelse.
  1. For begge områder gælder, at praksis skal ligge inden for de sidste 5 år.
Stk. 3

Sygeplejersker, der har bestået eksamen på 2. semester på kandidatuddannelsen i sygepleje, kan optages på 2. semester på hvert af de sygeplejefaglige diplomstudier.

Stk. 4

Sygeplejersker, der har bestået eksamen på et af de sygeplejefaglige diplomstudier, kan optages på 2. semester på hvert af de øvrige sygeplejefaglige diplomstudier.

Stk. 5

Danmarks Sygeplejerskehøjskole kan i særlige tilfælde - efter individuel bedømmelse - give dispensation fra en adgangsbetingelse, som nævnt i § 4, stk. 1 og 2, forudsat der foreligger en begrundet dispensationsansøgning.

Uddannelsernes indhold

Uddannelsernes indhold

§ 5

Uddannelserne er opdelt i 2 semestre, hvoraf 1. semester er fælles for alle studerende på de sygeplejefaglige diplomstudier.

§ 6

På 1. semester undervises i sygeplejevidenskab omfattende:

  1. Sygeplejens historie.
  1. Begrebs- og teoridannelse i sygeplejen.
  1. Udvalgte videnskabsbaserede metoder i sygeplejefaget.
  1. Sygeplejeforskning som middel til udvikling af sygeplejefagets vidensgrundlag.

§ 7

På Det sygeplejevidenskabelige diplomstudium til sundhedsplejerske undervises på 2. semester i følgende:

  1. Sundhedsplejerskearbejdets praksis.
  1. Sygeplejepædagogik.
  1. Sundhedsplejerskearbejdets organisation og administration.

§ 8

På Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i ledelse undervises på 2. semester i følgende:

  1. Ledelse, organisation og administration af sygeplejen.
  1. Personaleledelse og -udvikling.
  1. Sygeplejepædagogik.

§ 9

På Det sygeplejefaglige diplomstudium med speciale i uddannelse og undervisning undervises på 2. semester i følgende:

  1. Uddannelsesplanlægning.
  1. Pædagogik.
  1. Undervisningsøvelser.

Bedømmelse

Bedømmelse

§ 10

De kvalifikationer, der er erhvervet ved uddannelserne, dokumenteres ved obligatoriske opgaver og ved prøver.

§ 11

Prøverne er interne eller eksterne.

Stk. 2

Interne prøver bedømmes af eksaminator(erne), eller eksaminator(erne) og een eller flere censorer blandt lærerne ved institutionen.

Stk. 3

Eksterne prøver bedømmes af eksaminator(er) og en eller flere censorer, der er beskikket af Sundhedsministeriet.

Stk. 4

Bedømmelsen ved interne og eksterne prøver udtrykkes ved bedømmelsen bestået/ikke bestået, eller ved en karakter i 13-skalaen, jf. Undervisningsministeriets bestemmelser herom.

Stk. 5

Mere end halvdelen af prøverne ved den enkelte uddannelse skal bedømmes efter 13-skalaen.

§ 12

Ved bedømmelsen af den afsluttende prøve anvendes ekstern censur. Afhandlingen bedømmes efter 13-skalaen.

§ 13

En studerende kan højst indstille sig til samme prøve 3 gange.

Stk. 2

En prøve er bestået, når der er opnået bedømmelsen bestået eller karakteren 6 eller derover. Hver prøve bestås for sig.

Stk. 3

En studerende kan ikke indstille sig til afsluttende prøve i 2. semester, før forudgående prøver i 1. semester er bestået.

Stk. 4

Beståede prøver kan ikke tages om.

Stk. 5

Danmarks Sygeplejerskehøjskole kan tillade indstilling en 4. gang, hvis det findes begrundet i særlige forhold.

Stk. 6

Tredje og fjerde gang en studerende indstiller sig til en intern prøve, kan den studerende forlange, at der medvirker en ministerielt beskikket censor.

§ 14

Regler om behandling af eksamensklager og anker er fastsat i bekendtgørelse om behandling af eksamensklager ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.

§ 15

Regler vedr. censorer er fastsat i bekendtgørelse om censorinstitutionen ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet.

Andre bestemmelser

Andre bestemmelser

§ 16

Den, der har gennemført et sygeplejefagligt diplomstudium, har ret til at anvende betegnelsen SD.

Stk. 2

Danmarks Sygeplejerskehøjskole udsteder bevis herfor med angivelse af enten:

  1. Sygeplejefaglig diplomeksamen som sundhedsplejerske, eller
  1. Sygeplejefaglig diplomeksamen med speciale i ledelse, eller
  1. Sygeplejefaglig diplomeksamen med speciale i uddannelse og undervisning.
Stk. 3

Beviset skal indeholde en beskrivelse af den konkrete uddannelse, dens sammensætning og karakterer for beståede prøver.

Stk. 4

Studerende, der forlader uddannelsen uden at have bestået den afsluttende eksamen, har ret til at få attestation for beståede prøver, eller attestation for deltagelse i undervisningen.

§ 17

Danmarks Sygeplejerskehøjskole udarbejder de nærmere regler om uddannelsen i en studieordning inden for bekendtgørelsens rammer. Studieordningen skal godkendes af Sundhedsministeriet.

Stk. 2

Studieordningen skal indeholde:

  1. Mål for og indhold af de enkelte fag i uddannelserne.
  1. Omfang af de enkelte fag.
  1. Omfang af og form for praktik.
  1. Form for og antal af obligatoriske opgaver.
  1. Eventuelle særlige krav til undervisnings- eller arbejdsformer.
  1. Betingelser for at kunne indstille sig til eksamen.
  1. Eksamenstidspunkter.
  1. Bestemmelser om den rækkefølge hvori prøverne skal bestås og eventuel indstilling til den enkelte prøve.
  1. Bestemmelser om hvor lang tid der må gå fra 1. indstilling til eksamen, og til prøven er bestået.
  1. Formen for de enkelte prøver.
  1. Antallet af prøver og fastsættelse af ved hvilke prøver der gives karakterer, og ved hvilke prøver der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået.
  1. Regler om reeksamination.
  1. Angivelse af ved hvilke prøver der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
  1. Regler om studieafbrydelse.
Stk. 3

Studieordningen og ændringer heraf træder i kraft ved et semesters begyndelse.

§ 18

Danmarks Sygeplejerskehøjskole kan i det enkelte tilfælde eller ved almindelige bestemmelser godkende, at gennemførte/beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

§ 19

Sundhedsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

§ 20

Sundhedsministeriet kan tillade Danmarks Sygeplejerskehøjskole at dispensere fra bekendtgørelsen inden for nærmere angivne rammer.

§ 21

Sundhedsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsens bestemmelser, når det findes begrundet i særlige forhold.

§ 22

Klager over Danmarks Sygeplejerskehøjskoles afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til Danmarks Sygeplejerskehøjskole.

Stk. 2

Hvis en klage ikke tages til følge, og klageren fastholder klagen, videresender Danmarks Sygeplejerskehøjskole klagen - bilagt en udtalelse - til Sundhedsministeriet.

Stk. 3

Ministeriets afgørelse i sagen er endelig.

Stk. 4

Fristen for indgivelse af klager er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 23

Bekendtgørelsen har virkning fra 1. september 1994. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 1994.


Sundhedsministeriet, den 29. august 1994, den 29. august 1994

/Torben Lund Geert Amstrup/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994