Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved indeholdelse i løn m.v. for misligholdte statsgaranterede lån m.m., statstilskud og statslån inden for boligområdet
BEK nr 823 af 19/09/1994
§ 1
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken) afgiver pålæg om indeholdelse i løn m.v. for statskassens tilgodehavende med tillæg af renter og omkostninger hidrørende fra misligholdte statsgaranterede lån m.m., statstilskud og statslån, ydet i henhold til:
- lov om byfornyelse og boligforbedring,
- lov om boligbyggeri,
- lov om privat byfornyelse,
- lov om statsgaranti til lån til skoler og forsøgsbyggeri m.v., eller
- lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger.
Pålæg afgives efter forudgående vurdering af skyldnerens personlige og økonomiske forhold, jf. kildeskattelovens § 73, stk. 3.
Pålægget skal være skriftligt og angive indholdet af § 2, § 3, § 5, stk. 4, og § 6, jf. kildeskattelovens § 73, stk. 1.
§ 2
Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse, skal indbetale indeholdte beløb til Hypotekbanken. Indbetaling skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen med sidste rettidige indbetalingsdag den 15. i forfaldsmåneden. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller en helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.
Ved indbetalingen skal den indeholdelsespligtige give Hypotekbanken skriftlig meddelelse om skyldnerens CPR-nummer, navn og adresse, størrelsen af det indeholdte beløb og størrelsen af det indkomstbeløb, hvoraf indeholdelsen er beregnet.
§ 3
Den, der har modtaget pålæg om indeholdelse i løn m.v., skal, hvis skyldneren ikke er eller ophører med at være beskæftiget hos den pågældende, eller udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører, inden 5 dage give Hypotekbanken skriftlig underretning herom.
Den indeholdelsespligtige skal ligeledes efter anmodning give Hypotekbanken alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelse skal ske inden 14 dage efter modtagelse af anmodningen.
§ 4
Skyldneren skal give Hypotekbanken alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen og for spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages indeholdelse.
§ 5
Fremsætter skyldneren indsigelse mod beslutningen om lønindeholdelse, afgøres spørgsmålet af Hypotekbanken. Indsigelsen skal være Hypotekbanken i hænde inden 4 uger efter, at beslutningen er meddelt skyldneren.
Hvis Hypotekbanken efter en fornyet vurdering kan give skyldneren medhold i indsigelsen, træffer Hypotekbanken afgørelse i sagen.
Hvis den oprindelige beslutning om lønindeholdelse ikke ændres, eller hvis skyldneren fastholder sin indsigelse, fremsendes sagen af Hypotekbanken til Finansministeriet, som træffer den endelige administrative afgørelse i sagen.
Iværksættelse af en beslutning om lønindeholdelse udsættes ikke ved skyldnerens indsigelse.
§ 6
Reglerne i kildeskatteloven om fortrinsret for skatterestancer berøres ikke af krav efter denne bekendtgørelse. Træffer skattemyndighederne beslutning om indeholdelse, går skattekravet forud.
§ 7
Med bøde straffes den, der overtræder §§ 2 og 3.
§ 8
Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. oktober 1994.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 483 af 7. juni 1994 om fremgangsmåden ved indeholdelse i løn m.v. for misligholdte statsgaranterede lån m.m. og statslån inden for boligområdet.
pre_paragraph I medfør af § 85 a i lov om byfornyelse og boligforbedring, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 11. august 1993, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 418 af 1. juni 1994, § 89 a i lov om boligbyggeri, jf. lovbekendtgørelse nr. 484 af 7. juni 1994, § 13 e i lov om privat byfornyelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 84 af 2. februar 1994, § 2, stk. 2, i lov om statsgaranti til lån til skoler og forsøgsbyggeri m.v. og § 11 a, stk. 2 og 5, i lov om statstilskud til forbedringsarbejder m.v. i helårsboliger og fritidsboliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 17. maj 1994, fastsættes:
Bygge- og Boligstyrelsen, den 19. september 1994, den 19. september 1994
/Rud Werborg Jan Spohr/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994