TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kunstig sædoverføring på heste

BEK nr 842 af 30/09/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Kunstig sædoverføring på andres heste må kun foretages af autoriserede dyrlæger samt af hesteinseminører, jf. stk. 2.

Stk. 2

Ved hesteinseminører forstås i denne bekendtgørelse personer, som har gennemgået et kursus i kunstig sædoverføring på heste, og som på grundlag af dette samt en bestået prøve har fået Veterinærdirektoratets tilladelse til at foretage kunstig sædoverføring på andres heste. Kurset skal være godkendt af Veterinærdirektoratet.

Stk. 3

Kunstig sædoverføring på andres heste skal foretages i overensstemmelse med bilag 1.

§ 2

Den ansvarlige for et hestehold, hvori der er foretaget kunstig sædoverføring, skal føre en fortegnelse over hver enkelt hoppe, der er insemineret, med angivelse af hoppens navn og eventuelle stambogsnummer, hingstens navn og stambogsnummer samt insemineringsdato.

Stk. 2

Fortegnelsen skal opbevares i mindst 2 år efter sidste inseminering og skal på forlangende forevises Veterinærdirektoratet.

§ 3

Hingstesæd, der benyttes til kunstig sædoverføring, skal enten være opsamlet i Danmark eller være lovligt indført hertil.

§ 4

Udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Veterinærdirektoratet uvedkommende.

§ 5

Overtrædelse af § 1, stk. 1 og 3, § 2 og § 3 straffes med bøde.

Stk. 2

For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der i medfør af § 36 i lov om husdyrsygdomme pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. september 1994.

pre_paragraph I medfør af § 19, stk. 3, §§ 20 og 21, og § 35, stk. 2, i lov om husdyrsygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. juni 1993, fastsættes:

Bilag 1

Betingelser for kunstig sædoverføring på andres heste

  1. Inden en hoppe modtages til inseminering, skal inseminøren så vidt muligt sikre sig, at der ikke i oprindelsesbesætningen eller på ejendommen, hvor inseminering skal finde sted, befinder sig akut syge dyr. Såfremt der i oprindelsesbesætningen eller på ejendommen, hvor inseminering skal finde sted, befinder sig akut syge dyr, bør hoppen ikke modtages til inseminering.
  1. Inden en ejendom med heste besøges, skal inseminøren så vidt muligt sikre sig, at der ikke befinder sig akut syge dyr på ejendommen. I så fald bør besøget aflægges som sidste besøg den pågældende dag.
  1. Under arbejdet med insemineringen skal inseminøren være iført fod- og overtrækstøj, der kan rengøres og desinficeres, eller som kasseres umiddelbart efter insemineringen. Når en ejendom med heste besøges, kan inseminøren dog benytte fod- og overtrækstøj, der forefindes og efterlades på ejendommen.
  1. Instrumenter og andet nødvendigt udstyr skal transporteres hygiejnisk forsvarligt. Til insemineringen skal benyttes eengangsudstyr eller udstyr, som tåler desinfektion ved kogning eller tørsterilisation, og insemineringen skal udføres under iagttagelse af god hygiejne.
  1. Nødvendig afvaskning og desinfektion af hænder samt omhyggelig rengøring og eventuel desinfektion af fod- og overtrækstøj skal foretages mellem inseminering af hver hoppe og inden en ejendom med heste, hvor inseminering har fundet sted, forlades. Til aftørring skal anvendes papirhåndklæder, der efterlades på den ejendom, hvor inseminering har fundet sted.
  1. Inseminøren skal føre en fortegnelse over hvert enkelt hestehold, hvori der er insemineret, og over hver enkelt hoppe, der er insemineret, med angivelse af hoppens navn og eventuelle stambogsnummer, hingstens navn og stambogsnummer, opsamlingssted og opsamlingsdato for den anvendte sæd samt insemineringsdato(er). De registrerede oplysninger skal opbevares i mindst 2 år og skal på forlangende forevises Veterinærdirektoratet.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994
Bekendtgørelse om kunstig sædoverføring på heste | TheLawyer.sh