TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om koordination af administrationen af produktsikkerhedsloven

BEK nr 891 af 26/10/1994

DanmarkBekendtgørelse1994

§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på myndigheder, som ifølge produktsikkerhedslovens § 18 fører tilsyn med sikkerheden ved produkter og tjenesteydelser omfattet af loven.

§ 2

Bekendtgørelsens formål er,

  1. at fastlægge retningslinier for en ensartet administration af loven, under fornøden hensyntagen til regler, som er fastsat i medfør af § 18, stk. 1,
  1. at sikre at alle produkttyper og tjenesteydelser omfattet af loven er underlagt kontrol, og
  1. at sikre at kontrollen kun udøves af den relevante myndighed.

§ 3

Forbrugerstyrelsen varetager koordinationen af kontrolmyndighedernes indsats.

Stk. 2

Kontrolmyndighederne medvirker i fornødent omfang ved gennemførelsen af koordinationen.

§ 4

Kontrolmyndighederne underretter snarest Forbrugerstyrelsen om indgreb foretaget i medfør af produktsikkerhedslovens kapitel 4.

§ 5

Kontrolmyndighederne skal forinden en sag oversendes til politiet med henblik på efterforskning eller tiltalerejsning, forelægge sagen for Forbrugerstyrelsen.

Stk. 2

Kontrolmyndigheden og Forbrugerstyrelsen tilrettelægger i forening sagens videre behandling, herunder hvorvidt produktsikkerhedsforhold skønnes at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse, således at tiltale skal begæres rejst ved Sø- og Handelsretten i København.

§ 6

Kontrolmyndighederne afgiver hvert år en redegørelse til Forbrugerstyrelsen om anvendelsen af produktsikkerhedsloven inden for deres område.

Stk. 2

Det nærmere indhold af redegørelsen aftales mellem Forbrugerstyrelsen og de enkelte kontrolmyndigheder.

§ 7

Forbrugerstyrelsen underrettes af kontrolmyndighederne, såfremt der opstår tvivl om grænsen mellem de respektive kompetenceområder.

Stk. 2

Efter modtagelse af underretning efter stk. 1 eller af egen drift fastlægger Forbrugerstyrelsen efter forhandling med de berørte myndigheder grænserne mellem kompetenceområderne.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.

pre_paragraph I medfør af § 25, stk. 1, i lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed fastsættes følgende:


Erhvervsministeriet, den 26. oktober 1994, den 26. oktober 1994

/Mimi Jakobsen Jytte Ølgaard/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1994
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1994
Bekendtgørelse om koordination af administrationen af produktsikkerhedsloven | TheLawyer.sh