Bekendtgørelse af forretningsorden for skyldråd
BEK nr 973 af 01/12/1994
§ 1
Skyldrådet består, jf. vurderingslovens § 24, stk. 1, af samtlige vurderingsformænd indenfor en skyldkreds medmindre skatteministeren, jf. vurderingslovens § 24, stk. 5, bestemmer, at kun nogle af en skyldkreds vurderingsformænd skal være medlem af skyldrådet. Skyldrådets funktionsperiode løber fra den 1. maj i det år amtsrådets funktionsperiode begynder, til den 30. april i året efter afslutningen af amtsrådets funktionsperiode. Valg af formand og næstformand
§ 2
For hver skyldkreds udnævner Skatteministeren en af vurderingsformændene til formand for skyldrådet.
Det nyvalgte skyldråd afholder snarest muligt efter udnævnelsen sit første møde. Indkaldelsen til mødet foretages af skyldrådsformanden.
På sit første møde vælger skyldrådet mellem 1 og 3 næstformænd til at fungere i formandens fravær. Valget sker ved flertalsvalg og ledes af skyldrådsformanden og har gyldighed for hele funktionsperioden.
Ved valg til 1. næstformand er den kandidat valgt, som opnår stemmer fra et flertal af skyldrådets tilstedeværende medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke ved 1. afstemning foretages en ny afstemning. Ved 2. afstemning er en kandidat valgt, hvis den pågældende opnår stemmer fra et flertal af de tilstedeværende medlemmer, eller hvis der kun afgives stemmer på den pågældende. Bringer 2. afstemning heller ikke nogen afgørelse, fortages bundet valg mellem de to, der ved 2. afstemning har fået flest stemmer, således at det ved stemmelighed afgøres ved lodtrækning. Valg af evt. 2. og 3. næstformand foretages efter de samme regler.
Skyldrådet kan efter anmodning fritage en næstformand for hvervet for resten af funktionsperioden. Når en næstformand fritages for sit hverv, dør eller udtræder af skyldrådet i funktionsperioden foretages der nyt valg efter stk. 2 og 3. Ved dødsfald eller udtræden foretages valget først efter at skatteministeren har udpeget et nyt medlem af skyldrådet. Skyldrådets Sekretariatsbistand
§ 3
Sekretariatsbistand til Skyldrådet varetages af en Told- og Skatteregion.
De nærmere regler om sekretariatsbistand fastsættes af Told- og Skattestyrelsen. Skyldrådets møder
§ 4
Skyldrådet udøver sin virksomhed i møder, herunder møder i eventuelle besluttende led. Møderne er ikke offentlige. Båndoptagelser af møderne kan ikke finde sted. Ordinært møde afholdes mindst en gang om måneden.
Formanden for skyldrådet fastsætter tid og sted for rådets møder og foretager indkaldelse hertil. Mødeindkaldelsen skal så vidt muligt fremsendes med mindst 7 dages varsel.
Når mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det, skal formanden indkalde til ekstraordinært møde.
§ 5
Formanden fastsætter mødets dagsorden, der skal udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.
Sammen med mødeindkaldelsen skal medlemmerne modtage det nødvendige materiale i de sager, der skal behandles på mødet. Skyldrådet fastsætter retningslinier for, hvilket materiale, der som minimum skal udsendes til medlemmerne, og hvilket materiale, der alene skal fremlægges til gennemsyn i sekretariatet, samt i hvilket tidsrum materialet skal ligge til gennemsyn.
Såfremt skyldrådet ved sagsbehandlingen, herunder besigtigelser, anvender særlige fortegnelser over ejendomme, fremlægges disse på mødet sammen med de sager de vedrører. Beslutningsdygtighed
§ 6
For at et skyldråd kan træffe nogen afgørelse, skal mindst halvdelen af rådets medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne er forhindret, en af næstformændene skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formanden stemme afgørende.
Skyldrådet kan opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden eller en af næstformændene. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning. Ethvert medlem af skyldrådet skal have sæde i mindst et besluttende led.
For at et besluttende led kan træffe nogen afgørelse skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden eller en af næstformændene skal deltage i afgørelsen. Når et andet medlem end formanden eller næstformanden er forhindret i at deltage i et møde i et besluttende led, kan det pågældende led ved enstemmighed beslutte sig for at supplere sig med et medlem fra et anden besluttende led.
Selv om skyldrådet er delt op i besluttende led, har alle skyldrådets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af skyldrådet kan overfor formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke er medlem. De medlemmer af skyldrådet, der ikke er medlem af det besluttende led har ikke stemmeret, men har som de øvrige medlemmer ret til at udtale sig og til at forlange en sag forelagt til afgørelse for det samlede skyldråd.
Skyldrådet kan bemyndige formanden til på rådets vegne at afgøre, om der i en sag skal udarbejdes en sagsfremstilling og forslag til sagens afgørelse, eller om sagen skal forelægges rådet med indstilling om, at der gives klageren fuldstændig medhold. Habilitet
§ 7
Et medlem af skyldrådet kan ikke deltage i behandlingen af klagesager, som medlemmet tidligere som vurderingsformand har deltaget i behandlingen af. Skyldrådet træffer iøvrigt beslutning om, hvorvidt et medlems interesse er af en sådan beskaffenhed, at medlemmet er udelukket fra at deltage i rådets behandling. Det pågældende medlem kan deltage i drøftelse og i afstemning om, hvorvidt medlemmet skal vige sit sæde.
Et medlem af skyldrådet er udelukket fra at deltage i rådets besigtigelser af påklagede ejendomme i den vurderingskreds, hvor medlemmet er formand.
Et medlem skal straks underrette skyldrådets formand, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmets inhabilitet.
§ 8
Formanden for skyldrådet leder skyldrådets møder. Når formanden er forhindret i at deltage leder 1. næstformand mødet. Hvis både formand og 1. næstformand er forhindret ledes mødet af 2. næstformand. Hvis formand, 1. og 2. næstformand er forhindret ledes mødet af 3. næstformand. Møder i besluttende led ledes af formanden eller efter dennes bestemmelse af en af næstformændene.
Skyldrådets afgørelser træffes ved afstemning. Afstemning foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller hvis denne ikke deltager imødet, næstformandens stemme afgørende. Undlader et medlem at stemme, anses det for at have stemt for det forslag, der er til afstemning.
Skønner formanden eller i dennes fravær næstformanden, at rådets stilling til et forslag er så entydigt, at en afstemning er overflødig meddeler vedkommende dette med oplysning om den opfattelse, vedkommende har af rådets indstilling til spørgsmålet. Forlanges der herefter ikke afstemning om forslaget, kan formanden erklære sagen afgjort i overensstemmelse med den angivne opfattelse. Mødeprotokol
§ 9
Skyldrådets beslutninger skal indføres i en mødeprotokol. Protokollen føres af skyldrådets sekretær.
Protokollen skal indeholde oplysning om klokkeslet for mødet begyndelse og afslutning samt om, hvem der var tilstede. Endvidere skal protokollen indeholde en angivelse af de sager, der blev behandlet på mødet og disses afgørelse. I sagerne angives foruden ejerens navn og adresse tillige ejendommens identifikation. Såfremt rådet til støtte for sin afgørelse har foretaget en besigtigelse, skal dette anføres i protokollen.
Hvis et medlem på grund af inhabilitet er blevet udelukket fra at deltage i forhandlinger og afgørelsen af en sag, skal protokollen indeholde oplysning herom. Det medlem, der er blevet anses for inhabil, kan kræve sine indvendinger mod rådets beslutning tilført protokollen.
Hvis et medlem er uenig i en afgørelse, der er truffet i rådet, kan medlemmet kræve sine indvendinger tilført protokollen.
Et medlem som efter stk. 3 og 4 har fået tilføjet sine indvendinger til protokollen kan forlange, at en kopi af protokollatet indsendes til Told- og Skattestyrelsen.
Protokollen skal senest ved det næste møde underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Medlemmerne kan ikke under hensyn til deres stemmeafgivning eller andre grunde vægre sig ved at underskrive protokollen. Skyldrådets klagebehandling A. Sagens forberedelse
§ 10
Klage over et vurderingsråds ansættelse indgives til det pågældende vurderingsråd. Hvis vurderingsrådet på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage ansættelsen og i den forbindelse opnår enighed med klageren om at fastholde eller ændre ansættelsen, kan vurderingsrådet undlade at videresende klagen til skyldrådet. Med klagen skal følge en udtalelse fra vurderingsrådet og de bilag, der har ligget til grund for afgørelsen. Hvis vurderingsrådet ændrer en ansættelse, skal skyldrådet have meddelelse herom.
Når en klage over vurderingen er modtaget i skyldrådets sekretariat, bekræftes modtagelsen overfor klageren eller dennes repræsentant med angivelse af, hvornår klagen forventes behandlet. Er klagen indgivet af en anden end ejeren underrettes denne tillige.
Ved behandling af en klage bør normalt et eller flere medlemmer af skyldrådet foretage en besigtigelse af ejendommen. Forinden besigtigelsen foretages skal der gives ejerne meddelelse herom.
Skyldrådssekretariatet udarbejder en sagsfremstilling, der forelægges og godkendes af skyldrådet.
Sagsfremstillingen skal som et minimum indeholde følgende oplysninger:
- identifikationsoplysninger,
- talmæssig sammenhæng mellem ansættelse og påstand,
- ejers anbringender til støtte for påstanden,
- fyldestgørende redegørelse for sagens faktiske forhold,
- henvisning til relevante lovregler,
- henvisning til relevant teori og praksis,
- forslag til afgørelse.
Når sagsfremstillingen er godkendt af skyldrådet tilsendes den herefter klageren. En vurdering eller fordeling efter vurderingslovens § 44, stk. 1 og 2, kan ikke ændres af skyldrådet, før der er givet ejeren og øvrige interesserede lejlighed til at udtale sig. Klageren skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at kommentere sagsfremstillingen skriftligt eller mundtligt. Klagerens udtalelse eller anmodning om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist af normalt 14 dage. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren, viderebehandles klagen på det foreliggende grundlag.
§ 11
Rådets afgørelse skal som hovedregel alene angå de påklagede punkter i vurderingen, men rådet er dog uanset klagens indhold berettiget til at optage vurderingen i sin helhed til påkendelse. B. Sagens afgørelse
§ 12
Skyldrådets afgørelse meddeles ved en kendelse, der afsiges under et møde.
Rådet kan bemyndige formanden til at afsige kendelse på rådets vegne i overensstemmelse med det til klageren fremsendte forslag til sagens afgørelse i sager, hvor klageren ikke er fremkommet med en skriftlig udtalelse eller har anmodet om lejlighed til at fremsætte en mundtlig udtalelse inden for den i § 10, stk. 6, nævnte frist.
Hvis klageren har anmodet om lejlighed til at forelægge sagen for en beslutningsdygtig del af rådet, eller hvis rådet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren, indkaldes klageren til mødet med mindst 14 dages varsel. Klageren skal samtidig underrettes om, at vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig skriftligt.
Klageren må ikke være tilstede under rådets drøftelse og afstemning.
§ 13
Skyldrådets kendelse skal være dateret og underskrevet af formanden og skal, medmindre der gives klageren fuldstændig medhold, indeholde en begrundelse. Ved klageafgørelser fra skyldrådsformandens egen vurderingskreds underskrives kendelsen af 1. næstformand.
Af kendelsen må det fremgå, om ansættelsen i sin helhed eller kun en del af den er påkendt.
Kendelsen tilsendes klageren eller dennes repræsentant. Hvis kendelsen ikke giver klageren fuldstændig medhold skal den ledsages af en kopi af sagsfremstillingen, jf. § 10, stk. 5, og klageren skal vejledes om fristerne for at indbringe rådets afgørelse for Landsskatteretten. Tilbagekaldelse
§ 14
Klageren kan til enhver tid tilbagekalde en klage. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Sker tilbagekaldelsen under et møde med skyldrådet gøres der notat i protokollen herom. Ved enhver tilbagekaldelse skal skyldrådet skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i skyldrådet efter tilbagekaldelsen af klagen. Repræsentation
§ 15
Klageren kan til enhver tid bemyndige en anden person til at varetage klagerens interesser under sagen. Skyldrådet betragter herefter - indtil klageren meddeler rådet, at bemyndigelsen er tilbagekaldt - den bemyndigede til at optræde på klagerens vegne.
Fra reglen i stk. 1 gælder dog følgende undtagelse: Skyldrådets medvirken i landsskatteretssager
- Skyldrådets sagsfremstilling og forslag til sagens afgørelse tilsendes både klageren og klagerens repræsentant.
- Klageren har adgang til alene eller sammen med sin repræsentant at udtale sig mundtligt overfor rådet, jf. § 12, stk. 3, og indkaldelse hertil sendes både til klageren og repræsentanten.
- Rådets kendelse sendes både til klageren og klagerens repræsentant.
- Meddelelser fra rådet om henlæggelse af en klage, jf. § 14, tilsendes både klageren og klagerens repræsentant.
§ 16
Når en kendelse, der er afsagt af skyldrådet, er påklaget til Landsskatteretten, underretter Landsskatteretten rådet om klagen. Rådet skal herefter inden for en frist på 1 måned indsende det materiale, som har dannet baggrund for afgørelsen. Rådet skal tillige afgive en erklæring til Landsskatteretten.
I erklæringen skal skyldrådet udtale sig om de nye forhold, der skønnes at være af betydning for bedømmelsen af ejendommens ansættelse. I erklæringen skal der være taget stilling til samtlige de i sagen anførte synspunkter og argumenter uanset disses vægt, som rådet ikke tidligere har taget stilling til.
Told- og Skattestyrelsen fastsætter efter drøftelse med Landsskatteretten de nærmere regler vedrørende udformingen af denne erklæring.
I klagesager til Landsskatteretten, hvori retten efter sin forretningsorden i stedet indhenter en erklæring fra Told- og Skattestyrelsen, afgiver skyldrådet efter anmodning en udtalelse til Told- og Skattestyrelsen.
Kommer skyldrådet eller sekretariatet i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for dennes behandling af sagen. Besigtigelse
§ 17
Skyldrådet foretager i fornødent omfang besigtigelser i forbindelse med udøvelsen af dets opgaver. Ved enhver besigtigelse skal mindst et medlem af skyldrådet deltage. Intet skyldrådsmedlem må deltage i besigtigelser i sin egen vurderingskreds. Told- og Skattestyrelsen kan fastsætte nærmere regler iøvrigt om fremgangsmåden ved skyldrådets besigtigelser. Tavshedspligt
§ 18
Skyldrådets medlemmer skal under ansvar efter straffelovens § 152 udvise ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til de oplysninger, som kommer til deres kundskab under varetagelsen af deres hverv som medlemmer af skyldrådet. Tavshedspligten ophører ikke med medlemshvervets ophør. Ikrafttræden
§ 19
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996.
pre_paragraph I henhold til § 24, stk. 5, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 876 af 18. oktober 1994 fastsættes følgende forretningsorden for skyldråd: Skyldrådets Sammensætning
Skatteministeriet, den 1. december 1994, den 1. december 1994
/Carsten Koch Kaj Lotz/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1994
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1994