TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om beskatningen af pensionsordninger

BEK nr 1 af 02/01/1995

DanmarkBekendtgørelse1995

§ 1

Forsikringsselskaber skal ved oprettelse eller ændring af livsforsikringer og invalideforsikringer anføre i forsikringspolicen, hvilken beskatningsform forsikringen er undergivet. Angivelsen foretages med den eller de af følgende betegnelser, som svarer til forsikringsaftalens indhold:

  1. Pensionsordning med løbende udbetalinger.
  1. Rateforsikring i pensionsøjemed.
  1. Kapitalforsikring i pensionsøjemed.
  1. Indeksordning.
  1. Livsforsikring uden fradragsret.
  1. Livsforsikring uden fradragsret omfattet af reglerne om afgiftspligtig præmie eller bidrag.
  1. Livsforsikring uden fradragsret omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.
Stk. 2

Hvis en forsikring består af flere grundformer, der har en forskellig betegnelse efter stk. 1, skal det i policen angives, hvor stor en del af den samlede årspræmie, der falder på de enkelte betegnelser nævnt i stk. 1.

§ 2

Ved oprettelsen af pensionskasser, der omfattes af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, jf. § 3, og af pensionsfonde og lignende, der skal godkendes efter pensionsbeskatningslovens § 6, skal det anføres i vedtægterne eller pensionsregulativet, at pensionsbidrag m.v. og ydelserne til medlemmerne er omfattet af reglerne om pensionsordninger med løbende udbetalinger, jf. pensionsbeskatningslovens afsnit I.

§ 3

Ved oprettelse eller ændring af opsparingsordninger, der skattemæssigt skal behandles efter reglerne i pensionsbeskatningsloven, skal banker, sparekasser, andelskasser og kapitalpensionsfonde i aftaledokumentet og på eventuelle kontrabøger, depotbeviser samt på kontoudskrifter o.lign. anføre, hvilken beskatningsform opsparingen er undergivet. Angivelsen foretages med den af følgende betegnelser, der svarer til aftalens indhold:

  1. Rateopsparing i pensionsøjemed.
  1. Opsparing i pensionsøjemed.
  1. Indeksordning.
  1. Pensionskonto, jf. pensionsbeskatningslovens § 42.
  1. Børneopsparingskonto.
  1. Selvpensioneringskonto.
Stk. 2

Betegnelser som nævnt i stk. 1 må ikke anføres på kontoudskrifter eller andre dokumenter vedrørende opsparing og indlån, der ikke opfylder betingelserne for beskatning efter pensionsbeskatningslovens afsnit I eller denne lovs § 51.

Stk. 3

Omfatter pensionsordningen flere af de i stk. 1 nævnte opsparingsformer, skal hver af de pågældende betegnelser anføres i aftaledokumentet.

§ 4

Når en pensionsordning er omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, skal det i police, aftaledokument, kontoudskrifter samt ved registrering af medlemmer i pensionskasser, pensionsfonde o. lign. anføres, om pensionsordningen er led i et ansættelsesforhold, eller om den er oprettet uden for ansættelsesforhold.

Stk. 2

Det skal anføres, såfremt ordningen ændres fra at være en ordning i et ansættelsesforhold til at være en ordning uden for et ansættelsesforhold eller omvendt.

Rateopsparing i pensionsøjemed

Rateopsparing i pensionsøjemed

§ 5

Ved oprettelse af rateopsparing i pensionsøjemed skal der med pengeinstituttet træffes aftale om indbetalingsperiodens længde og størrelsen af det årlige indskud. Ved en rateopsparing uden for ansættelsesforhold træffes aftalen mellem kontohaver og pengeinstitut og ved en rateopsparing som led i et ansættelsesforhold mellem arbejdstageren, arbejdsgiveren og pengeinstituttet. Det skal anføres, såfremt en ordning ændres fra at være en ordning i et ansættelsesforhold til at være en ordning uden for et ansættelsesforhold eller omvendt. Ændres indbetalingerne, skal aftalen påtegnes herom.

Stk. 2

Til rateopsparing i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed som led i et ansættelsesforhold kan kun arbejdsgiveren foretage indbetalinger. Til rateopsparing i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed uden for ansættelsesforhold kan arbejdsgiveren ikke foretage indbetalinger.

§ 6

Pengeinstitutter m.v., der har indgået aftale om oprettelse af rateopsparing i pensionsøjemed, skal til brug ved beregningen af de tillæg, der kan oprettes til ordningen efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 2, foretage en opgørelse af ordningens værdi på tidspunktet for kontohaverens fyldte 55. år. Opgørelsen af ordningens værdi foretages i henhold til de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler.

§ 7

Tidspunktet for påbegyndelse af udbetalingen fra rateopsparingen og udbetalingsperiodens længde skal fastsættes i aftalen om ordningen.

Stk. 2

Er der oprettet et tillæg til ordningen, jf. § 6, skal tillægget udbetales på samme tidspunkter, med samme udbetalingsperiode og med samme udbetalingsforløb som den ordning, hvortil tillægget knytter sig. Tilsvarende gælder for aftaler om forhøjelser af indbetalingerne til en rateopsparing i pensionsøjemed.

§ 8

Før udbetalingen fra en rateopsparing påbegyndes, skal kontohaveren over for pengeinstituttet afgive en erklæring om, hvilket udbetalingsforløb der efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 2, vælges for ordningen. Valget af udbetalingsforløb er bindende for kontohaveren i hele udbetalingsperioden.

Stk. 2

Er kontohaveren afgået ved døden, før udbetalingen fra en rateopsparing er påbegyndt, og er der ikke foretaget et valg af udbetalingsforløb efter stk. 1, skal den, der ifølge aftalen er begunstiget, afgive erklæring om valg af udbetalingsforløb.

§ 9

Til brug for beregningen af den årlige rate skal pengeinstituttet m.v. foretage en opgørelse af ordningens værdi pr. 31. december året før det kalenderår, hvori rateudbetalingen skal finde sted. Opgørelsen af ordningens værdi foretages i henhold til de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler.

§ 10

Ved beregningen af den årlige rate følges kalenderåret.

Stk. 2

Den for et år beregnede rate skal senest udbetales ved kalenderårets udløb. Hvis udbetalingen af den første årsrate ifølge aftalen skal finde sted efter den 1. januar i kalenderåret, kan kontohaveren vælge enten at få hele den beregnede årsrate udbetalt i den resterende del af kalenderåret eller at lade en forholdsmæssig del af den beregnede rate indestå i ordningen som en del af ordningens værdi. Den del af den første rate, der kan forblive indestående i ordningen, er det beløb, som forholdsmæssigt kan henføres til perioden fra 1. januar i kalenderåret og til det aftalte tidspunkt for rateudbetalingens påbegyndelse.

Stk. 3

Rateudbetalingen ophører, såfremt hele kontoens indestående er udbetalt inden udløbet af den valgte udbetalingsperiode.

Stk. 4

Det beregnede årlige ratebeløb afrundes til nærmeste hele kroner.

§ 11

Er midlerne i en rateopsparing i pensionsøjemed anbragt i værdipapirer, skal de værdipapirer, der udtages af ordningen til betaling af den årlige rate, værdiansættes på grundlag af handelsværdien på udtagelsestidspunktet.

Stk. 2

Er der på den i forbindelse med rateordningen oprettede indlånskonto ikke tilstrækkelige kontantbeløb til indeholdelse af A-skat ved udbetalingen fra rateopsparingen, skal pengeinstituttet sælge værdipapirer under ordningen i nødvendigt omfang. Kontohaveren skal have underretning herom senest 3 uger før det aftalte udbetalingstidspunkt. Har kontohaveren ikke senest en uge før det aftalte udbetalingstidspunkt meddelt pengeinstituttet, hvilke værdipapirer der skal sælges, træffer pengeinstituttet bestemmelse herom. Overskydende beløb indsættes på den til ordningen hørende indlånskonto.

Fradragsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-7

Fradragsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-7

§ 12

Skattepligtige, hvis samlede årlige fradrag for kapitalindskud, præmier eller bidrag til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed beregnet efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-4, udgør et mindre beløb end 25.000 kr. (reguleret), og som vælger at foretage et årligt fradrag på indtil 25.000 kr. (reguleret) efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 5, skal til brug for indkomstopgørelsen angive, med hvilket beløb fradraget efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-4, ønskes forhøjet. Dette beløb (opfyldningsbeløbet) kan sammenlagt med fradraget efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-4, højst udgøre et beløb svarende til forfaldne præmier, bidrag og indskud, som ikke tidligere er fratrukket. Valget af opfyldningsbeløb er bindende for skatteyderen i fradragsperioden, således at kapitalindskud, præmier og bidrag fradrages med lige store årlige beløb i indkomsten for forfaldsåret og hvert af de følgende år, så længe de samlede indskuds- og præmiebeløb er uforandrede. Indskuds- og præmiebeløb anses i denne sammenhæng for uforandrede, selv om de er pristalsregulerede. Hvis opfyldningsbeløbet fylder fradragsmulighederne på indtil 25.000 kr. (reguleret) helt ud, kan næste års fradragsmulighed dog også fyldes helt ud, selv om den er vokset på grund af regulering. Det gælder, indtil de forfaldne præmier m.v. er fratrukket. Har skatteyderen oprettet mere end en forsikring eller en rateopsparing m.v., anses hele opfyldningsbeløbet, hvis der indtræder afgiftspligt for en af ordningerne, for fortrinsvis at være fradraget i de forfaldne indbetalinger på den først tegnede forsikring eller rateopsparing m.v. ved anvendelsen af pensionsbeskatningslovens § 35, stk. 1. I det omfang, forfaldne indbetalinger til den først tegnede forsikring eller rateopsparing m.v. herefter må anses for at være fradraget fuldt ud ved opgørelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst, overføres en eventuel uudnyttet del af opfyldningsbeløbet til den følgende forsikring eller opsparing.

Stk. 2

Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 29-31 for hele den pågældende ordning, og har det årlige fradrag beregnet efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-4, været mindre end 25.000 kr. (reguleret), skal skatteyderen over for vedkommende pensionsinstitut afgive erklæring om, hvorvidt opfyldningsfradraget i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 5, har været benyttet og i bekræftende fald med hvilket beløb. Skatteyderen skal endvidere oplyse, om der er tegnet en lignende ordning i et andet pensionsinstitut, eller om der er foretaget en forhøjelse af en sådan ordning. Skatteyderen skal meddele de oplysninger, som i øvrigt måtte være nødvendige for afgiftens beregning, herunder om tidspunktet for oprettelsen af andre ordninger og om opfyldningsfradragets anvendelse. Hvis skatteyderen ikke inden udløbet af den i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, fastsatte frist for afgiftens betaling fremkommer med de nødvendige oplysninger, beregnes afgiften af det fulde afgiftspligtige beløb.

§ 13

Ved indgåelse af aftaler om oprettelse af en forsikring eller en rateopsparing m.v., der omfattes af bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-5, skal pensionsinstituttet gøre ejeren af ordningen opmærksom på fradragsreglerne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-7, herunder oplyse den pågældende om muligheden for at vælge en forhøjelse af årsfradraget inden for 25.000 kr.'s grænsen (reguleret) i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 5, og om vilkårene for et sådant opfyldningsfradrag, jf. § 18. De samme oplysninger skal gives, såfremt præmien, bidraget eller indskuddet til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed forhøjes på et tidspunkt, hvor den resterende del af præmie- eller bidragsperioden er mindre end 10 år.

Stk. 2

Når der indtræder afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 29-31 for hele den pågældende ordning, og den afgiftspligtiges årlige fradrag efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-4, har været mindre end 25.000 kr. (reguleret), skal forsikringsselskabet, pensionskassen eller pengeinstituttet m.v. opfordre den afgiftspligtige til at meddele de i § 12, stk. 2, nævnte oplysninger og på grundlag heraf beregne, om forfaldne præmier og indskud til den pågældende ordning har oversteget den afgiftspligtiges fradrag efter pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 3-5, idet eventuelle uafskrevne beløb skal fragå i det afgiftspligtige beløb i henhold til pensionsbeskatningslovens § 35, stk. 1. Modtager forsikringsselskabet eller pengeinstituttet m.v. ikke inden udløbet af fristen for afgiftens betaling, jf. pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, de nødvendige oplysninger til brug ved beregningen af dette fradrag, skal afgiften beregnes af det fulde afgiftspligtige beløb.

§ 14

I tilfælde, hvor der træffes aftale om forhøjelse af præmien, bidraget eller indskuddet til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed på et tidspunkt, hvor den resterende del af præmie- eller bidragsperioden er mindre end 10 år, skal pensionsinstituttet give policen eller pensionsaftalen m.v. påtegning om, at præmie- eller bidragsforhøjelsen omfattes af bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 4-7.

Ophævelse af en pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens §

Ophævelse af en pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens §

§ 15

Skattepligtige, der efter pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2, vælger at ophæve en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed, skal senest samtidig hermed tilkendegive over for pensionsinstituttet, at pensionsordningen ophæves efter pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2. Ellers kan denne bestemmelse ikke anvendes.

Stk. 2

Skattemyndighederne kan dog bortse fra fristen efter stk. 1, såfremt særlige omstændigheder taler derfor.

§ 16

Bliver en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed ophævet efter pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2, skal vedkommende forsikringsselskab, pensionskasse eller pengeinstitut m.v. på ophævelsestidspunktet tilbageholde 70 pct. af den indestående pensionskapital til sikring af skattekravet i anledning af ophævelsen. Den indestående pensionskapital er for forsikringer ordningens tilbagekøbsværdi og for rateopsparing i pensionsøjemed ordningens værdi opgjort i henhold til de for pengeinstitutter gældende regnskabsregler. Det tilbageholdte beløb skal indbetales til Told- og Skattestyrelsen inden 3 måneder efter, at ordningen er ophævet. Told- og Skattestyrelsen skal samtidig have underretning om, at pensionsbeskatningslovens § 18 A, stk. 2, anvendes. Den skattepligtige skal underrettes om indbetalingen.

Stk. 2

Beløb, der tilbageholdes efter stk. 1, skal bruges til dækning af ældre års skatter, jf. § 18 A, stk. 2, i pensionsbeskatningsloven. Overskydende beløb kan ikke udbetales til skatteyderen, før dette er sket.

Underretningspligt over for arbejdstageren ved kapitalforsikring og

Underretningspligt over for arbejdstageren ved kapitalforsikring og

§ 17

Forsikringsselskaber, pensionskasser, pengeinstitutter m.v., der har tegnet bortseelsesberettigede ordninger for arbejdstagere, jf. pensionsbeskatningslovens § 19, skal underrette arbejdstagerne om den del af årets bidrag, der er omfattet af beløbsgrænsen efter pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1 og 2.

Stk. 2

Underretningspligten kan opfyldes med en underretning i perioden fra 1. januar til 15. december i det år, hvori der er bortseelsesret for bidraget.

Stk. 3

Underretningen skal indeholde oplysning om beløb, som der efter de foreliggende oplysninger på underretningstidspunktet vil kunne bortses fra ved opgørelsen af årets skattepligtige indkomst hos modtageren.

Stk. 4

Underretningspligten vil kunne opfyldes ved en meddelelse fra arbejdsgiveren på pensionsinstituttets vegne.

§ 18

Har ejeren af en kapitalforsikring eller en opsparing i pensionsøjemed, der er oprettet uden for et ansættelsesforhold, i et indkomstår foretaget indbetaling til ordningen inden for den i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, nævnte beløbsgrænse, og overstiger indbetalingen ejerens personlige indkomst for det pågældende indkomstår, kan det overskydende beløb tilbagebetales på begæring.

Stk. 2

Anmodning om tilbagebetaling fremsættes over for vedkommende forsikringsselskab eller pengeinstitut m.v. Beløbet må dog først udbetales, når forsikringsselskabet eller pengeinstituttet m.v. har modtaget et udfyldt skema fra forsikringstageren eller kontohaveren. Skemaet udarbejdes af Told- og Skattestyrelsen.

Stk. 3

Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet m.v. skal senest 4 uger efter udbetalingen indsende skemaet til skattemyndighederne i den kommune, hvor forsikringstageren eller kontohaveren har bopæl.

§ 19

Reglerne i § 18 finder tilsvarende anvendelse på indbetalinger til en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed, der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, i det omfang indbetalingen medregnes ved arbejdstagerens indkomstopgørelse efter pensionsbeskatningslovens § 21, 2. pkt. Tilbagebetalingen er dog betinget af, at arbejdsgiveren har tiltrådt anmodningen.

§ 20

Har ejeren af en kapitalforsikring eller opsparing i pensionsøjemed i et indkomstår foretaget indbetalinger, der overstiger beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, kan det for meget indbetalte beløb søges tilbagebetalt, jf. pensionsbeskatningslovens § 21 A, stk. 2. Ansøgning om tilbagebetaling skal indgives til skattemyndighederne i ejerens hjemkommune. Eventuel tilbagebetaling kan først foretages af vedkommende forsikringsselskab eller pengeinstitut m.v., når skattemyndighedernes tilladelse forevises.

Stk. 2

Tilbagebetaling efter stk. 1 kan betinges af, at det for meget indbetalte beløb medtages ved opgørelsen af den skattepligtige formue fra og med det indkomstår, som tilbagebetalingen vedrører.

Afgiften

Afgiften

§ 21

Pengeinstitutter m.v., som før 1. januar 1980 har indgået aftale om oprettelse af opsparing i pensionsøjemed, skal til brug ved afgørelsen af, hvilke beløb der til sin tid skal afgiftsberigtiges efter de før 1. januar 1980 gældende regler, foretage en opgørelse over ordningernes værdi pr. 31. december 1979. Til værdien pr. 31. december 1979 medregnes indbetalinger og renter, der forfaldt efter 31. december 1979, men vedrører tiden før 1. januar 1980. Udbytte m.v. medregnes kun, hvis det forfaldt før 1. januar 1980. Værdipapirer optages til kursværdien pr. 31. december 1979. Obligationer skal dog optages i opgørelsen til kurs 75, såfremt kursværdien pr. 31. december 1979 var lavere end 75.

Stk. 2

Forsikringsselskaber m.v., der før 1. januar 1980 har indgået aftale om oprettelse af kapitalforsikring i pensionsøjemed, skal, senest når afgiftspligt indtræder, foretage en opgørelse over forsikringens værdi pr. 31. december 1979. Til værdien pr. 31. december 1979 henregnes præmiereserven pr. 31. december 1979 samt bonus vedrørende tiden til og med 31. december 1979.

§ 22

Såfremt ejeren af en opsparing i pensionsøjemed er fyldt 60 år før den 1. januar 1980 eller før denne dato har opnået en lavere pensionsalder, der er godkendt af Ligningsrådet, skal indbetalingerne for 1980 og følgende år indgå på en ny konto. Den oprindelige konto tilskrives renter m.v. af den del af ordningen, som vedrører indbetalinger før 1. januar 1980, medens renter m.v. vedrørende den nye konto tilskrives denne. På tilsvarende måde kan der oprettes ny konto, hvis ejeren af en opsparing i pensionsøjemed den 31. december 1979 opfyldte betingelserne for at få kontoen udbetalt som følge af indtruffen invaliditet, jf. pensionsbeskatningslovens § 25, nr. 2. Ny konto som her nævnt kan oprettes, uden at der indgås ny pensionsaftale mellem parterne.

Stk. 2

Forsikringsselskaber m.v., der har indgået aftale om kapitalforsikring i pensionsøjemed for en person, der var fyldt 60 år den 1. januar 1980, skal senest ved afgiftspligtens indtræden foretage en tilsvarende fordeling af forsikringens værdi som nævnt i stk. 1.

§ 23

Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens § 25 for en opsparing eller kapitalforsikring i pensionsøjemed, som er oprettet før 1. januar 1972, og har både arbejdsgiveren og arbejdstageren bidraget til ordningen, medfører bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 26 A, stk. 1, 4. pkt., at pengeinstituttet eller forsikringsselskabet m.v. ved opgørelsen af det beløb, hvoraf der skal betales 40 pct. i afgift, skal bortse fra den del af udbetalingen, der hidrører fra rentetilvækst m.v. efter 31. december 1979 vedrørende arbejdstagerens egne indbetalinger før 1. januar 1972. Det samme gælder, hvis der indtræder afgiftspligt efter lovens §§ 28-31 for en kapitalforsikring i pensionsøjemed, der er oprettet før 1. januar 1972, jf. pensionsbeskatningslovens § 33 A, 3. pkt.

Stk. 2

Indtræder der afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 29-31 for en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring i pensionsøjemed, der er oprettet før begyndelsen af det indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1955/56, medfører bestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 33 A, 4. pkt., at forsikringsselskabet eller pensionskassen m.v. ved beregningen af det beløb, hvoraf der skal betales 40 pct. afgift, skal bortse fra den del af udbetalingen, der hidrører fra forøgelse af præmiereserve m.v. vedrørende indbetalinger før (normalt) 1. januar 1954.

§ 24

Hvis der efter pensionsbeskatningslovens §§ 29-31 indtræder afgiftspligt for en pensionsordning med løbende udbetalinger, en rateforsikring i pensionsøjemed eller en indeksordning, efter at udbetalingerne i henhold til kontrakten er begyndt, og er ordningen oprettet før 1. januar 1980, anses de stedfundne udbetalinger for fortrinsvis at hidrøre fra de senest foretagne indbetalinger til ordningen. Dette gælder både ved opgørelsen af det beløb, hvoraf der skal betales 40 pct. i afgift, og ved opgørelsen af de beløb, hvoraf der skal svares afgift med 35 pct. og 25 pct., jf. pensionsbeskatningslovens §§ 33 A og 34.

Stk. 2

Er der efter 31. december 1979 indtrådt afgiftspligt efter pensionsbeskatningslovens §§ 28-31 for en ordning, der er oprettet i tiden 1. januar 1972 til 31. december 1979, og vedrører udbetalingen eller dispositionen m.v. kun en del af ordningen, anses denne del for fortrinsvis at hidrøre fra de senest foretagne indbetalinger til ordningen.

§ 25

Når der efter reglerne i pensionsbeskatningslovens kapitel 3 er indtrådt afgiftspligt for en ordning, skal det forsikringsselskab, pengeinstitut m.v. eller den pensionskasse, hvor ordningen er oprettet, beregne og tilbageholde afgiften. Denne indbetales inden 3 måneder efter, at forsikringsselskabet, pensionskassen eller pengeinstituttet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten, til Told- og Skattestyrelsen.

Stk. 2

Samtidig med indbetalingen af afgiften skal forsikringsselskabet m.v. indsende en afgiftsanmeldelse til Told- og Skattestyrelsen. Anmeldelsen foretages ved udfyldning af en af Told- og Skattestyrelsen udfærdiget afgiftsblanket.

Stk. 3

Indberetning efter stk. 2 kan i stedet foretages på edb-medium. Vilkårene herfor fastsættes af Told- og Skattestyrelsen.

Stk. 4

Når en person, der er afgiftspligtig efter reglerne i pensionsbeskatningslovens kapitel 3, tillige skal betale indkomstskat eller tillægsafgift efter reglerne i pensionsbeskatningslovens §§ 48 eller 48 A, skal forsikringsselskabet, pensionskassen eller pengeinstituttet m.v. ud over afgiften tilbageholde en foreløbig skat eller tillægsafgift, dog således at der i alt tilbageholdes 70 pct. af beløb, hvoraf der skal beregnes afgift med 40 pct. eller 35 pct. Det tilbageholdte beløb skal indbetales til Told- og Skattestyrelsen inden den i stk. 1 nævnte frist. Den indkomstskattepligtige eller tillægsafgiftspligtige skal underrettes om indbetalingen.

§ 26

Når der er indtrådt pligt til at afgiftsberigtige en ordning, skal afgiftsblanket udfyldes og indsendes inden udløbet af den i § 24, stk. 1, nævnte frist, selv om afgiftsberegningen i det konkrete tilfælde fører til, at der ikke skal betales afgift.

Godkendelse af pensionsfonde

Godkendelse af pensionsfonde

§ 27

Ansøgning om godkendelse af pensionskasser og pensionsfonde efter pensionsbeskatningslovens § 6 indsendes til Told- og Skattestyrelsen ( 1). Pensionskassens (fondens) vedtægter vedlægges tilligemed årsregnskab og oplysning om medlemstal.

Kapitalpensionsfonde

Kapitalpensionsfonde

§ 28

Ansøgning om godkendelse til at modtage indskud på rateopsparing i pensionsøjemed og opsparing i pensionsøjemed efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 1, nr. 1, indsendes til de kommunale skattemyndigheder. Der skal vedlægges udkast til fondsvedtægter.

Stk. 2

Godkendelse er betinget af, at vedtægterne opfylder bestemmelserne i §§ 29-32.

§ 29

Fondens formål må alene være fælles forvaltning af midler, der indbetales til medlemmernes rateopsparing i pensionsøjemed eller opsparing i pensionsøjemed.

Stk. 2

Har fonden mere end 10 medlemmer, skal den ledes af en bestyrelse, hvor medlemmernes repræsentanter bør have den afgørende indfyldelse.

§ 30

Fonden skal føre en konto for hvert medlem udvisende medlemmets andel af de midler, der forvaltes af fonden.

Stk. 2

De for det enkelte medlem indbetalte bidrag tilskrives medlemmets konto. Ved hvert regnskabsårs udløb tilskrives medlemskontiene en efter indeståendet beregnet andel af årets overskud.

Stk. 3

For indskud og udbetalinger i løbet af et regnskabsår kan der være fastsat forrentning med en bestemt procentsats til regnskabsårets udløb respektive fra dets begyndelse.

§ 31

Kapitalpensionsfonde kan anbringe de opsparede midler som anført i kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser. Kapitalpensionsfonde kan tillige anbringe de opsparede midler i fast ejendom her i landet, såfremt den aftalte købesum for ejendommen ikke overstiger 50 pct. af de opsparede midler. Investeringer i pantebreve med tinglyst pant i fast ejendom her i landet sidestilles i denne sammenhæng med investeringer i fast ejendom.

Stk. 2

Hvis vedtægterne for en kapitalpensionsfond er godkendt før den 17. oktober 1986, kan fondens midler fortsat anbringes i overensstemmelse med de godkendte vedtægter, selv om disse indeholder bestemmelser om anbringelse i andre værdipapirer som nævnt ovenfor eller går ud over den i stk. 1 nævnte grænse på 50 pct. af de opsparede midler.

Stk. 3

Faste ejendomme, der tilhører kapitalpensionsfonde, medregnes ved opgørelsen af opsparingens værdi med den af vurderingsrådet senest ansatte ejendomsværdi eller med den aftalte købesum, omregnet til kontantværdi, hvis denne er højere. Pantebreve medregnes med den værdi, hvortil de indgår i realrenteafgiftsregnskabet.

§ 32

Fondens regnskab skal revideres af en eller flere regnskabskyndige personer, der er uafhængige af fondens bestyrelse.

Stk. 2

Årsregnskabet med status skal inden 3 måneder efter regnskabsårets udløb indsendes til skattemyndighederne i den kommune, hvor fonden har hjemsted.

Udtrædelsesgodtgørelse fra Fællesskabernes pensionsordning

Udtrædelsesgodtgørelse fra Fællesskabernes pensionsordning

§ 33

Ved overførsel af pensionsbidrag til Fællesskabernes pensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 4, skal ejeren af pensionsordningen underskrive en fuldmagt. Ved fuldmagten anmodes Europa Kommissionen om at modtage den overførte pensionsordning. I de tilfælde, hvor ejeren af pensionsordningen modtager en udtrædelsesgodtgørelse fra Fællesskabernes pensionsordning, gives endvidere fuldmagt til Europa Kommissionen til at tilbageføre den del af udtrædelsesgodtgørelsen, der hidrører fra det overførte beløb med tilskrevne renter og bonus m.v., til den danske stat.

§ 34

Europa Kommissionen indbetaler den i § 33, 3. pkt., nævnte del af udtrædelsesgodtgørelsen til en konto i Danmarks Nationalbank tilhørende Told- og Skatteregion Maribo med angivelse af navn og cpr-nummer på ejeren af pensionsordningen.

§ 35

Ejeren af pensionsordningen giver Told- og Skatteregion Maribo meddelelse om, hvorvidt det indbetalte beløb skal overføres til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller udbetales. Såfremt meddelelse ikke er modtaget inden 3 måneder efter, at Europa Kommissionen har foretaget indbetalingen, vil beløbet blive udbetalt.

§ 36

Ved udbetaling af det af Europa Kommissionen indbetalte beløb beregner og tilbageholder Told- og Skatteregion Maribo afgift på 40 pct. af beløbet. Til sikring af et eventuelt skattekrav eller en eventuel tillægsafgift tilbageholder Told- og Skatteregion Maribo ud over afgiften en foreløbig skat eller afgift, således at der ialt i disse tilfælde tilbageholdes 70 pct. af beløbet.

Stk. 2

Told- og Skatteregion Maribo udfylder afgiftsanmeldelsen på den af Told- og Skattestyrelsen udfærdigede afgiftsblanket.

§ 37

Ved klage over beregningen af tillægsafgiften finder pensionsbeskatningslovens § 39 tilsvarende anvendelse. Ved klage til skatteankenævnet regnes klagefristen fra modtagelsen af meddelelsen om beregningen af tillægsafgiften.

§ 38

Hvis den afgiftspligtige ikke havde bopæl her i landet på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, skal klage over beregningen af afgiften eller tillægsafgiften rettes til Landsskatteretten senest 1 måned efter, at den afgiftspligtige har modtaget kopi af afgiftsanmeldelsen eller modtaget meddelelse om beregningen af tillægsafgiften.

§ 39

Af afgiften og tillægsafgiften tilfalder en tredjedel den kommune, der efter lov om kommunal indkomstskat var den afgiftspligtiges skattekommune for det kalenderår, hvori afgiftspligten indtrådte. Hvis den afgiftspligtige er et dødsbo, tilfalder nævnte tredjedel den kommune, der var afdødes skattekommune for det kalenderår, hvori dødsfaldet er indtruffet.

Stk. 2

Hvis den afgiftspligtige ikke har en skattekommune for det kalenderår, hvori afgiftspligten indtrådte, eller hvori dødsfaldet er indtruffet, tilfalder en tredjedel af afgiften og tillægsafgiften den kommune, der var den afgiftspligtiges skattekommune ved overførslen af pensionsordningen til Fællesskabernes pensionsordning. Hvis den afgiftspligtige ikke havde en skattekommune på tidspunktet for overførslen af pensionsordningen, tilfalder en tredjedel af afgiften den kommune, der sidst var den afgiftspligtiges skattekommune.

Stk. 3

Skal der ud over afgiften betales indkomstskat efter pensionsbeskatningslovens § 48, finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse. I disse tilfælde tilfalder afgiften staten, amtskommunen og kommunen efter de regler, der gælder for indkomstskatter og kirkelige afgifter.

Forskelligt

Forskelligt

§ 40

Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes med bøde.

§ 41

Ved et pensionsinstitut forstås i denne bekendtgørelse forsikringsselskaber, pensionskasser eller pengeinstitutter m.v., der opretter ordninger, der er omfattet af pensionsbeskatningsloven.

Ikrafttrædelse

Ikrafttrædelse

§ 42

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1995. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 156 af 26. marts 1993.


Skatteministeriet, den 2. januar 1995, den 2. januar 1995

/Carsten Koch Carsten Vesterø Jensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1995
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1995