Bekendtgørelse om afholdelse af motorløb uden for vej
BEK nr 1029 af 15/12/1995
§ 1
Ansøgning om godkendelse af afspærret bane til afholdelse af motorløb uden for vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdelsarter, skal indgives til politiet. Ansøgningen skal vedlægges:
- de fornødne tilladelser i henhold til miljøbeskyttelsesloven, vejloven og planloven, og
- et reglement for sikkerheden for den pågældende bane.
Godkendelse af afspærret bane, der permanent benyttes til afholdelse af motorløb, har et års gyldighed. For andre baner har godkendelse kun gyldighed for det pågældende arrangement.
§ 2
Reglementet for sikkerheden for den pågældende bane skal indeholde detaljerede regler for, hvorledes baneafspærringen og øvrige sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af publikum og løbsdeltagere skal være udformet. Dansk Automobil Sports Union (DASU) og Danmarks Motor Union (DMU) har i deres respektive reglementer for forskellige baner fastsat særskilte regler om sikkerhed for følgende baner, f.eks.: Asfaltbaner (DASU) og DMU) Kartingbaner (DASU) Jordbaner (herunder rally- og autocross) (DASU) Folkeracebaner (DASU) Dragracingbaner (DASU) Speedwaybaner (DMU) Motorcrossbaner (DMU)
Baneafspærringen skal på passende måde være gennembrudt med låge eller lignende. Banen skal i øvrigt være indrettet således, at udrykningskøretøjer har fri passage til og fra gennembrydningen.
Færdelsstyrelsen skal godkende bestemmelserne om banesikkerhed i de i stk. 1, 1. pkt. nævnte reglementer, hvilket skal fremgå af reglementerne. Der må ikke foretages ændringer i de i 1. pkt. omtalte dele af reglementet uden forudgående godkendelse af Færdelsstyrelsen.
§ 3
Politiet afgør, om banen er i overensstemmelse med det indsendte reglement for den pågældende banetype. Baner til stock-carløb kan dog godkendes af politiet, hvis de opfylder reglementet for asfalt- eller jordbaner.
§ 4
Politiet kan pålægge ansøgeren, at der inden godkendelse skal indhentes en udtalelse fra Statens Bilinspektion eller en anden sagkyndig.
§ 5
Politiet kan foretage uanmeldt eftersyn for at påse, at betingelserne for godkendelse fortsat er til stede.
Tilladelse til afholdelse af løb
Tilladelse til afholdelse af løb
§ 6
Ansøgning om tilladelse til afholdelse af motorløb på afspærret bane uden for vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, indgives til politiet. Ansøgningen skal vedlægges kopi af godkendelsen af banen eller samtidig ansøgning om godkendelse af banen. Navn, adresse og tekniske kvalifikationer på den i § 12 nævnte teknisk kyndige person skal oplyses i forbindelse med ansøgningen.
Ansøgningen skal endvidere vedlægges dokumentation for de i §§ 7-9 nævnte forsikringer.
§ 7
Krav om erstatning for skader forvoldt af de ved motorløb anvendte motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab i samme omfang som efter færdselslovens § 105.
Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil 69 mio. kr. og tingsskade på indtil 14 mio. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade. Beløbene reguleres årligt som nævnt i færdselslovens § 105, stk. 3. Trafikministeriet bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
§ 8
Til dækning af det erstatningsansvar, som arrangørerne kan pådrage sig i forbindelse med et motorløb, skal der tegnes en ansvarsforsikring og en ulykkesforsikring.
Ansvarsforsikringen skal dække personskade på indtil 5 mio. kr. og tingskade på indtil 2 mio. kr. for hvert afholdt motorløb. Beløbene reguleres årligt på samme måde som nævnt i færdselslovens § 105, stk. 3. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
§ 9
For de ved løbets afholdelse af arrangørerne beskæftigede personer skal der være tegnet en ulykkesforsikring af mindst samme omfang som en lovpligtig arbejdsskadeforsikring efter arbejdsskadeforsikringsloven, i det omfang dette ikke i forvejen følger af anden lovgivning.
§ 10
Der skal under afholdelse af motorløb være en læge og uddannede samaritter til stede, ligesom der skal forefindes en ambulance og et samariterum.
§ 11
Indehaver af tilladelsen skal med regelmæssige mellemrum efterse banen og udbedre eventuelle skader.
§ 12
Køretøjerne skal inden løbets afholdelse kontrolleres og godkendes af en af DASU eller DMU udpeget teknisk kyndig person.
§ 13
Tilladelser kan alene meddeles foreninger, af hvis vedtægter det fremgår, at foreningens ledelse har beføjelse til at iværksætte de fornødne sanktioner - herunder eksklusion - over for deltagere, der overtræder § 14 eller vilkår for tilladelsen.
§ 14
Løbsledelsen skal forud for hvert motorløb indskærpe hver enkelt af de kørende, at de registrerede køretøjer, der deltager i motorløb uden for færdselslovens område, skal bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer, før de atter benyttes på områder, der er omfattet af færdselsloven.
Løbsledelsen skal samtidig tilkendegive de kørende, at overtrædelser af det under stk. 1 nævnte kan medføre udelukkelse fra fremtidige motorløb.
§ 15
Løbsledelsen skal standse et løb, såfremt der opstår betydende skader på baneafspærringen, eller hvis publikum overskrider tilskuerafspærringen.
§ 16
Politiet kan fastsætte yderligere vilkår for tilladelsen.
Klageadgang
Klageadgang
§ 17
Politiets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Straf og ikrafttrædelse m.v.
Straf og ikrafttrædelse m.v.
§ 18
Med bøde straffes den, der:
- overtræder § 2, stk. 2 og 3, §§ 7-12 og §§ 14-15, eller
- tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til bekendtgørelsen.
§ 19
Godkendelse af afspærret bane, der efter de hidtil gældende regler har gyldighed i et år, bevarer denne gyldighed.
§ 20
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996.
Samtidig ophæves Justitsministeriets cirkulære nr. 3 af 4. januar 1951 angående meddelelse af tilladelse til afholdelse af motorløb uden for gade, vej eller plads, der er åben for almindelig færdsel, som ændret ved cirkulære nr. 186 af 9. august 1960.
Trafikministeriet, den 15. december 1995, den 15. december 1995
/Jan Trøjborg Vibeke R. von Stemann/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1995
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1995