Bekendtgørelse om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere og om fradrag i orlovsydelse, der udbetales af kommunerne
BEK nr 157 af 10/03/1995
§ 1
Personer, der modtager kontanthjælp efter § 37 i lov om social bistand, har med undtagelse af de i stk. 2-3 nævnte personer ret til orlovsydelse, såfremt de opfylder betingelserne herfor i kapitel 4 i lov om orlov.
Kontanthjælpsmodtagere under 25 år, som efter § 9, stk. 1, i lov om kommunal aktivering skal have tilbud efter denne lovs kapitel 3 senest efter en sammenhængende periode med 13 ugers kontanthjælp, kan ikke modtage orlovsydelse efter stk. 1, medmindre kommunalbestyrelsen har truffet beslutning efter § 9, stk. 3, i lov om kommunal aktivering.
Kontanthjælpsmodtagere, som ikke inden for de seneste 3 år har haft en beskæftigelse af et sådant omfang, at det ville give dem ret til dagpenge efter kapitel 2 eller kapitel 6 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, kan ikke modtage orlovsydelse efter stk. 1.
Beregning af orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere
Beregning af orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere
§ 2
Orlovsydelsen til en kontanthjælpsmodtager svarer til den ydelse, som den pågældende ville være berettiget til som kontanthjælpsmodtager efter § 37 i lov om social bistand, idet den dog højest kan udgøre 70 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Orlovsydelsen for en måned opgøres ved at afrunde 70 pct. af det højeste ugentlige dagpengebeløb til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 5, gange det afrundede ugentlige beløb med 52, dele med 12 og afrunde til nærmeste hele kronebeløb.
§ 3
Der foretages fradrag i orlovsydelsen til kontanthjælpsmodtagere efter de samme regler, som efter § 38, stk. 1-3, i lov om social bistand gælder for fradrag i kontanthjælpen efter § 37 i lov om social bistand.
Der foretages dog ikke fradrag i orlovsydelsen for supplerende tilskud til orlovsydelsen, der ydes efter § 69 b i lov om social bistand.
Udbetaling af orlovsydelse forudsætter, at hverken modtageren eller dennes ægtefælle er i besiddelse af formue, der efter § 39 i lov om social bistand ville betyde, at der ikke kunne udbetales kontanthjælp.
Fradrag i orlovsydelsen for lønmodtagere og selvstændige, der ikke
Fradrag i orlovsydelsen for lønmodtagere og selvstændige, der ikke
§ 4
Når lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der ikke er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, har arbejde eller indtægter under en orlovsperiode, nedsættes orlovsydelsen efter bestemmelserne i stk. 2-6.
Hvis orlovsydelsesmodtageren har indtægter fra arbejde, fradrages den personlige skattepligtige indkomst herfra i orlovsydelsen. Såfremt indtægterne fra arbejde overstiger orlovsydelsen i en udbetalingsperiode, bortfalder orlovsydelsen for denne periode.
Ved arbejde i form af udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse beregnes nedsættelsen af orlovsydelsen som de på virksomheden anvendte timer ganget med den gældende omregningssats, der er fastsat for dagpengeberettigede af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring.
Afgrænsningen af, hvilke typer af arbejde der medfører fradrag i orlovsydelsen, følger de regler, der i medfør af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er fastsat for fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen, der udbetales i forbindelse med afholdelse af ferie, skal fradrages i orlovsydelsen. Der foretages kun fradrag i orlovsydelsen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.
En lønmodtager, der har orlov fra et arbejdsforhold, kan efter aftale med arbejdsgiveren modtage et beløb til supplement af orlovsydelsen, uden at dette beløb medfører fradrag i orlovsydelsen.
Andre bestemmelser
Andre bestemmelser
§ 5
Øvrige bestemmelser vedrørende kontanthjælpsmodtageres og ikkeforsikrede lønmodtageres og selvstændige erhvervsdrivendes ret til orlovsydelse til børnepasning er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1178 af 27. december 1994 om orlov til uddannelse, sabbat og børnepasning.
Overgangsbestemmelser og ikrafttræden
Overgangsbestemmelser og ikrafttræden
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1995. Samtidig ophæves Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1184 af 23. december 1993.
Begrænsningen i retten til orlovsydelse efter § 1, stk. 3, finder ikke anvendelse, såfremt bopælskommunen har påtegnet ansøgning om orlov inden 1. april 1995.
For personer, der er omfattet af § 3, stk. 1, i lov nr. 1084 af 21. december 1994 om lov om ændring af lov om orlov, finder de hidtil gældende regler om udbetaling af orlovsydelse fortsat anvendelse.
De hidtidige regler om fradrag i orlovsydelsen finder fortsat anvendelse, såfremt orlovsperioden er påbegyndt inden 1. april 1995.
Socialministeriet, den 10. marts 1995, den 10. marts 1995
/Karen Jespersen Birthe Frederiksen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1995
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1995