Bekendtgørelse om ind- og udførsel af sæd, embryoner og oocytter fra får og geder
BEK nr 245 af 10/04/1995
§ 1
Denne bekendtgørelse fastsætter de dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel med sæd, embryoner og oocytter fra får og geder, samt de dyresundhedsmæssige betingelser for indførsel fra og udførsel til tredjelande af sæd, embryoner og oocytter fra får og geder.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved: Indførsel af sæd, embryoner og oocytter
- Sæd: Et ubehandlet, behandlet eller fortyndet ejakulat fra en vædder eller en buk.
- Embryon: De første trin i udviklingen af et befrugtet æg til et får eller en ged, mens det er egnet til overførsel til en recipient.
- Oocyt: Ubefrugtet æg, som er udtaget fra æggestokken eller æggelederen fra et levende eller aflivet får eller ged.
- Samhandel: Omsætning (flytning) mellem lande inden for Den Europæiske Union (herefter EU).
- Tredjelande: Lande uden for EU.
- Importør: Den, som er ansvarlig for indførsel af en sending sæd, embryoner eller oocytter.
- Sædopsamlingsstation: En officielt godkendt og kontrolleret virksomhed, hvor der opstaldes væddere eller bukke, hvis sæd anvendes til kunstig sædoverføring, og som er opført på en liste over sædopsamlingsstationer, der er godkendt af den kompetente centrale myndighed i det pågældende land til omsætning af væddersæd eller bukkesæd mellem EU-lande.
- Bedrift: En landbrugsvirksomhed, et lokale eller en stald, hvor får eller geder på sædvanlig vis holdes eller opdrættes.
- Embedsdyrlæge: En dyrlæge, der er udpeget af EU-medlemslandets eller tredjelandets kompetente centrale myndighed.
- Sædsending: En sædmængde, der omfattes af et certifikat.
- Godkendt opsamlingshold: En officielt godkendt teknikergruppe under ledelse af en holddyrlæge, som er bemyndiget til at opsamle, behandle og opbevare embryoner eller oocytter med henblik på omsætning inden for EU. Teknikergruppen skal være opført på en liste over opsamlingshold, der er godkendt af den kompetente centrale myndighed i det pågældende land til omsætning af embryoner eller oocytter mellem EU-lande.
- Donorhundyr: Et får eller en ged, hvorfra der opsamles oocytter eller embryoner.
- Opsamlingsland: Det EU-medlemsland eller det tredjeland, hvor sæden, embryonerne eller oocytterne opsamles, behandles og eventuelt opbevares, og hvorfra sæden, embryonerne eller oocytterne sendes til et EU-medlemsland.
- Embryo- eller oocytsending: Embryoner, der stammer fra en skylning eller en oocytopsamling fra et enkelt donorhundyr, eller oocytter, der stammer fra et enkelt donorhundyr, og som omfattes af et certifikat.
- Eksportør: Den, som er ansvarlig for udførsel af en sending sæd, embryoner eller oocytter.
- Sædopsamlingsstationens dyrlæge: Den dyrlæge, der er ansvarlig for tilsynet med den sundhedsmæssige og hygiejnemæssige drift af sædopsamlingsstationen, og som er godkendt af den kompetente centrale myndighed.
§ 3
Ved indførsel af sæd, embryoner og oocytter fra lande inden for EU skal importøren sikre sig:
- at sæden er opsamlet og behandlet på en sædopsamlingsstation, der er godkendt af den kompetente myndighed, eller på en bedrift, der opfylder de sundhedsmæssige betingelser for indførsel til Danmark af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande,
- at sæden er opsamlet fra dyr, der opfylder betingelserne i bilag 1,
- at embryonerne og oocytterne er opsamlet af et opsamlingshold, der er godkendt af medlemslandets kompetente myndighed,
- at embryonerne og oocytterne er behandlet i et egnet laboratorium og opbevaret under godkendte vilkår og stammer fra donorhundyr, der opfylder betingelserne i bilag 3,
- at den sæd, der er anvendt til inseminering af donorer, henholdsvis befrugtning af oocytter, opfylder de samme krav, som er gældende for indførsel af sæden til Danmark, og
- at sæden, respektivt embryonerne og oocytterne ledsages af et sundhedscertifikat i overensstemmelse med kravene i henholdsvis bilag 2 og 4, udfærdiget af en embedsdyrlæge i opsamlingslandet på et af de officielle sprog i opsamlingslandet og på dansk.
Hvis sæden, embryonerne eller oocytterne tidligere er indført fra et tredjeland, jf. § 4, skal sendingen ved indførsel til Danmark ledsages af det originale sundhedscertifikat eller en bekræftet kopi heraf. I begge tilfælde skal der være påtegning fra den kompetente myndighed, der er ansvarlig for henholdsvis kontrollen med indførslen af sæden, embryonerne eller oocytterne og de ledsagende dokumenter og kontrollen med opbevaringen af sæden, embryonerne eller oocytterne.
§ 4
Ved indførsel af sæd, embryoner og oocytter fra tredjelande skal importøren sikre sig, jf. dog §§ 5 og 6:
- at landet, hvor sæden, embryonerne eller oocytterne er opsamlet, er opført på EU's liste over tredjelande eller områder af tredjelande, der er godkendt til udførsel af henholdsvis sæd samt embryoner og oocytter til EU-medlemslande (Tredjelandslisten),
- at sæden er opsamlet og behandlet på en EU-godkendt sædopsamlingsstation eller på en bedrift, der opfylder de sundhedsmæssige betingelser for indførsel til Danmark af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande, efter at det pågældende tredjeland eller område af tredjelandet er optaget på EU's tredjelandsliste,
- at embryonerne og oocytterne er opsamlet og behandlet af et godkendt opsamlingshold, efter at det pågældende tredjeland eller område af tredjelandet er optaget på EU's tredjelandsliste,
- at sæden, embryonerne og oocytterne opfylder de betingelser, som til enhver tid stilles fra EU's side for indførsel af sæd, embryoner og oocytter fra det pågældende tredjeland samt de supplerende betingelser, der i overensstemmelse med EU-bestemmelserne stilles fra dansk side,
- at sæden, respektivt embryonerne og oocytterne er ledsaget af et sundhedscertifikat, udstedt af en embedsdyrlæge i det tredjeland, hvor henholdsvis sæden, embryonerne og oocytterne er opsamlet og behandlet,
- at sundhedscertifikatet er udfærdiget på en formular, der opfylder EU's betingelser for sundhedscertifikater for sæd eller embryoner og oocytter fra det pågældende tredjeland, og
- at sundhedscertifikatet som minimum er affattet på dansk samt på et af de officielle sprog i det EU-medlemsland, hvor veterinærkontrollen ved indførslen til EU foregår.
§ 5
Sæd, embryoner og oocytter, der er opsamlet og behandlet, før der er fastsat fælles EU-betingelser for det pågældende tredjeland, jf. § 4, nr. 4, må kun indføres efter tilladelse fra Veterinærdirektoratet og på de betingelser, der måtte være stillet i en sådan tilladelse.
§ 6
I tilfælde af udbrud eller spredning i et tredjeland af alvorlig dyresygdom, som kan udgøre en fare for dyrs eller menneskers sundhed, og som kan overføres med sæd, embryoner eller oocytter kan Veterinærdirektoratet forbyde indførsel fra det pågældende tredjeland eller dele af landet, eller Veterinærdirektoratet kan tillade indførsel på særlige betingelser. Indførsel kan forbydes, hvad enten sæden, embryonerne eller oocytterne indføres direkte eller gennem et andet EU-land. Udførsel af sæd, embryoner og oocytter
§ 7
Ved udførsel af sæd, embryoner og oocytter til lande inden for EU skal eksportøren sørge for:
- at sæden er opsamlet og behandlet på en sædopsamlingsstation, der er godkendt af Veterinærdirektoratet i henhold til bilag 5, eller på en bedrift, der opfylder kravene i bilag 6,
- at sæden er opsamlet fra dyr, der opfylder kravene i bilag 1, pkt. 1 a., c. og d., samt punkterne 2 og 3, tillige med de sundhedsmæssige krav for udførsel til et andet EU-land af levende får eller geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande,
- at sæden er opsamlet, behandlet, opbevaret og transporteret efter kravene i bilag 7,
- at embryonerne og oocytterne er opsamlet af et opsamlingshold, der er godkendt af Veterinærdirektoratet i henhold til nærmere herom fastsatte retningslinjer,
- at embryonerne og oocytterne stammer fra donorhundyr, som tillige med de bedrifter, de stammer fra, opfylder de sundhedsmæssige krav ved udførsel til andre EU-lande af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande,
- at den sæd, der er anvendt til inseminering af donorer, henholdsvis befrugtning af oocytter, opfylder de samme krav, som er gældende for udførsel af sæden til det pågældende EU-land,
- at embryonerne og oocytterne er behandlet og opbevaret efter bestemmelserne i bilag 8, og
- at sæden, respektivt embryonerne og oocytterne under transporten til modtagerlandet ledsages af et sundhedscertifikat, udfærdiget af en embedsdyrlæge på en formular, der er godkendt af Veterinærdirektoratet.
§ 8
Udførsel af sæd, embryoner og oocytter til tredjelande må kun finde sted, hvis sæden respektivt embryonerne og oocytterne er ledsaget af et sundhedscertifikat udfærdiget af en embedsdyrlæge på en formular, der er godkendt af Veterinærdirektoratet. Tilsyn, godkendelse og betaling
§ 9
Veterinærdirektoratet fører tilsyn med sædopsamlingsstationer, opsamlingshold, laboratoriefaciliteter m.v., der er godkendt i medfør af denne bekendtgørelse.
§ 10
Veterinærdirektoratet kan tilbagekalde en godkendelse, jf. § 9, såfremt betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.
§ 11
Udvidelser og bygningsmæssige ændringer af en godkendt sædopsamlingsstation, der går ud over almindelig reparation og vedligeholdelse, skal på forhånd godkendes af Veterinærdirektoratet.
§ 12
Ved enhver ændring af et godkendt opsamlingshold samt ved udvidelser og bygningsmæssige ændringer, der går ud over almindelige reparation og vedligeholdelse, af dettes laboratoriefaciliteter, skal holdet godkendes på ny.
§ 13
Udgifter, som afholdes i medfør af denne bekendtgørelse, er Veterinærdirektoratet uvedkommende. Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 14
Med bøde straffes den, der
- overtræder §§ 3-8 eller §§ 11-12,
- tilsidesætter betingelser, der er fastsat efter § 4, nr. 4, §§ 5 eller 6, eller
- overtræder forbud, der er fastsat efter § 6.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der efter husdyrsygdomslovens § 36 pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 15
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. april 1995.
§ 16
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
Bilag 1
Krav til sæddonorer
- Kun væddere og bukke på godkendte sædopsamlingsstationer eller bedrifter, der til embedsdyrlægens tilfredshed opfylder følgende krav, må anvendes til opsamling af sæd:
a. de skal være sunde og raske på opsamlingsdagen,
b. de bedrifter, som de stammer fra, skal opfylde de sundhedsmæssige krav ved indførsel til Danmark af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande,
c. de skal desuden i løbet af de 30 dage, der går forud for sædopsamlingen, underkastes følgende prøver med negativt resultat:
I. en undersøgelse for brucellose (B. melitensis) i overensstemmelse med bilag C til direktiv 91/68/EØF,
II. en undersøgelse for smitsom epididymitis (B. ovis) - kun væddere - i overensstemmelse med bilag D til direktiv 91/68/EØF, og
III. en virusisolationsundersøgelse for Border disease,
d. dyrene skal have være underkastet de nødvendige prøver og den nødvendige kontrol til sikring af, at kravene i litra a-c er overholdt.
- Undersøgelserne i punkt 1 skal foretages af et laboratorium, som opsamlingsmedlemslandet har godkendt.
- Hvis en af prøverne under punkt 1 er positiv, skal dyret isoleres, og den sæd, som er opsamlet fra dyret efter den seneste negative prøve, må ikke omsættes. Det samme gælder den sæd, der er opsamlet fra de andre dyr på bedriften eller sædopsamlingsstationen siden datoen for den positive prøve. Samhandelen må først genoptages, når sundhedsstatus er genoprettet.
Bilag 2
Krav til sundhedscertifikat
ved indførsel fra EU-lande af vædder- og bukkesæd
Sundhedscertifikatet, der skal være særskilt for hver sending og kun må gælde en modtager, skal være underskrevet af en embedsdyrlæge i oprindelsesmedlemslandet, og skal mindst indeholde oplysninger om:
a. Afsenderland, afsenders fulde navn og adresse, modtagers fulde navn og adresse, kompetent myndighed, kompetente lokale myndighed, afsendelsessted, bestemmelsessted og -land, transportmiddel, sædens oprindelse (opsamlingsstation eller bedrift), samt identifikation af sæden, herunder antal sædportioner og disses mærkning, opsamlingsdato(er), sæddonors race, fødselsdato og identifikation,
samt indeholde attestation fra embedsdyrlægen om,
b. at sendingen opfylder kravene i Rådets direktiv 92/65/EØF, og
c. at sendingen er transporteret til afsendelsesstedet i en forseglet beholder med angivelse af nummeret/mærket på seglet.
Bilag 3
Krav til donorhundyr
Får og geder må kun anvendes til opsamling af embryoner og oocytter, hvis embedsdyrlægen finder det godtgjort, at dyrene og de bedrifter, de stammer fra, opfylder de sundhedsmæssige krav ved indførsel til Danmark af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande.
Bilag 4
Krav til sundhedscertifikat ved indførsel fra EU-lande af embryoner og oocytter fra får og geder
Sundhedscertifikatet, der skal være særskilt for hver sending og kun må gælde en modtager, skal være underskrevet af en embedsdyrlæge i oprindelsesmedlemslandet, og skal mindst indeholde oplysninger om:
a. Afsenderland, afsenders fulde navn og adresse, modtagers fulde navn og adresse, kompetent myndighed, kompetente lokale myndighed, afsendelsessted, bestemmelsessted og -land, transportmiddel, embryonernes eller oocytternes oprindelse, herunder det godkendte opsamlingsholds godkendelsesnummer, samt identifikation af embryonerne eller oocytterne, herunder antal embryoner eller oocytter, stråenes mærkning, opsamlingsdato(er), embryo- eller oocytdonors race, fødselsdato og identifikation,
samt indeholde attestation fra embedsdyrlægen om,
b. at sendingen opfylder kravene i Rådets direktiv 92/65/EØF, og
c. at sendingen er transporteret til afsendelsesstedet i en forseglet beholder med angivelse af nummeret/mærket på seglet.
Bilag 5
Betingelser for godkendelse af og tilsyn med sædopsamlingsstationer
Betingelser for godkendelse af sædopsamlingsstationer
Sædopsamlingsstationer skal
- være under tilsyn af sædopsamlingsstationens dyrlæge,
- mindst have
a) aflåselige faciliteter til opstaldning, som er fysisk adskilt fra opsamlingsfaciliteterne, behandlings- og opbevaringsrummene,
b) isolationsfaciliteter, der ikke står i direkte forbindelse med de normale faciliteter til opstaldning,
c) sædopsamlingsfaciliteter, herunder et særskilt rum til rengøring og desinfektion eller sterilisering af udstyr,
d) et sædbehandlingsrum, der er adskilt fra opsamlingsfaciliteterne, og som ikke nødvendigvis skal befinde sig samme sted,
e) et sædopbevaringsrum, som ikke nødvendigvis skal befinde sig samme sted,
- være bygget eller isoleret på en sådan måde, at enhver kontakt med dyr udenfor undgås, og
- være bygget således, at hele stationen, bortset fra kontorlokalerne, let kan rengøres og desinficeres.
Betingelser for tilsyn med sædopsamlingsstationer
For så vidt angår sædopsamlingsstationer gælder:
- Der skal føres tilsyn med, at de kun holder dyr af de arter, hvis sæd skal opsamles.
Der kan dog indsættes andre husdyr, hvis de ikke udgør nogen smittefare for de arter, hvis sæd skal opsamles, og de opfylder de betingelser, der er fastsat af sædopsamlingsstationens dyrlæge.
- Det skal kontrolleres, at der føres et register over:
a) art, race, fødselsdato og identifikation af hvert dyr, der befinder sig på opsamlingsstationen,
b) eventuel flytning af dyr, der indsættes på eller forlader stationen,
c) dyrenes sygehistorie og alle diagnostiske prøver og resultaterne heraf, samt behandlinger og vaccinationer,
d) dato for opsamling og behandling af sæd,
e) sædens bestemmelsessted,
f) sædens opbevaring.
- En embedsdyrlæge skal i avlssæsonen mindst en gang om året, når det gælder dyr i sæsonavl, og ellers to gange om året, aflægge kontrolbesøg for at tage stilling til og efterprøve alle forhold i forbindelse med godkendelses- og tilsynsbetingelserne.
- Der skal føres tilsyn med, at uvedkommende ikke får adgang til stationen. Besøg kan dog finde sted efter tilladelse fra stationens dyrlæge.
- Stationerne skal have et kompetent personale, der har den relevante uddannelse i desinfektions- og hygiejneteknik med henblik på forebyggelse af sygdomsspredning.
- Der skal føres tilsyn for at sikre:
a) at ingen af dyrene på stationen anvendes til naturlig bedækning i mindst 30 dage inden den første sædopsamling og i opsamlingsperioden,
b) at opsamling, behandling og opbevaring af sæd kun finder sted i rum, der er afsat til disse formål,
c) at alle utensilier, der kommer i kontakt med sæden eller sæddonor under opsamlingen eller behandlingen, desinficeres eller steriliseres ordentligt inden brugen, eller er nye engangsutensilier, der kasseres efter brugen,
d) at produkter af animalsk oprindelse såsom fortyndingsmidler, tilsætningsstoffer eller fyldstoffer, der anvendes ved behandling af sæden, ikke udgør nogensmittefare eller forinden har undergået en behandling, således at smittefare elimineres,
e) at der, når det gælder frossen eller kølet sæd, anvendes kryogene stoffer, som ikke tidligere har været anvendt til andre produkter af animalsk oprindelse, og
f) at beholdere til opbevaring eller transport af sæd desinficeres eller steriliseres inden brugen, eller er nye engangsbeholdere, der kasseres efter brugen.
- Det skal sikres, at hver portion sæd er forsynet med uudslettelig mærkning, således at oprindelsesmedlemsland, opsamlingsdato, sæddonors art, race og identitet, samt navnet eller nummeret på den godkendte station, hvor sæden er opsamlet, kan fastslås.
Bilag 6
Krav til bedrifter, hvor sædopsamling kan finde sted
Kun på bedrifter, der opfylder de sundhedsmæssige krav ved udførsel til andre EU-lande af levende får og geder til avlsbrug, der kræves i henhold til Veterinærdirektoratets bekendtgørelse om samhandel inden for Den Europæiske Union med får og geder samt indførsel af får og geder fra tredjelande, må sædopsamling med henblik på omsætning inden for EU finde sted.
Bilag 7
Krav som sæd skal opfylde,
for at kunne indgå i samhandel mellem EU-lande
- Sæden skal komme fra væddere eller bukke, der på opsamlingsdagen ikke udviser kliniske tegn på sygdom.
- Sæden skal være opsamlet, behandlet og konserveret efter følgende principper:
a) Der skal tilsættes antibiotika til sædfortyndingsmidlerne.
b) Alle materialer, der anvendes til opsamling, behandling, konservering eller frysning af sæden, skal desinficeres eller steriliseres inden brugen, eller der skal anvendes nye engangsmaterialer, der kasseres efter brugen.
c) Sæden skal påfyldes sterile beholdere (strå, ampuller el. lign.), som er behørigt identificeret, som kun indeholder sæd fra samme donor, og som straks forsegles.
d) Identifikationen skal sikre, at mindst oprindelseslandet, opsamlingsdatoen,
sæddonors art, race og identitet, samt navnet eller nummeret på opsamlingsstationen kan fastslås.
e) Sæd, der er frosset, skal anbringes i sterile beholdere med flydende kvælstof, som ikke frembyder nogen risiko for kontamination af sæden.
f) Sæd, der er frosset, skal opbevares under godkendte forhold i en periode på mindst 30 dage før afsendelse.
- Sæden skal transporteres i beholdere, der er blevet rengjort, desinficeret eller steriliseret inden brugen, eller er nye engangsbeholdere, der kasseres efter brugen.
Bilag 8
Krav til opsamling, behandling og opbevaring af
embryoner og oocytter, der skal indgå i samhandel mellem EU-lande
Oocytter og embryoner skal være opsamlet, behandlet og konserveret efter følgende principper:
- Vask af embryoner og oocytter skal indtil videre foregå efter internationalt gældende normer. Embryoners og oocytters zona pellucida skal være intakt før og efter vask. Kun embryoner og oocytter fra samme donor må vaskes samtidig. Efter vask skal hele overfladen på hvert embryons eller oocyts zona pellucida undersøges i en forstørrelse på mindst 50 gange og garanteres intakt og fri for vedhængende materiale.
- De medier og væsker, der anvendes ved opsamling, behandling (undersøgelse, vask m.v.), konservering eller frysning af embryoner og oocytter, skal steriliseres efter godkendte metoder og håndteres således, at de forbliver sterile.
- Der skal tilsættes antibiotika til opsamlings-, vaske- og konserveringsmedier.
- Alle materialer, der anvendes til opsamling, behandling, konservering eller frysning af embryoner eller oocytter, skal desinficeres eller steriliseres inden brugen, eller der skal anvendes nye engangsmaterialer, der kasseres efter brugen.
- Supplerende undersøgelser, især hvad angår væskerne til opsamling eller vask, for at fastslå, at de ikke indeholder patogener, skal foretages efter de retningslinjer, der måtte blive fastsat herom.
- Embryoner og oocytter, der har bestået den i punkt 1 fastsatte undersøgelse, skal anbringes i sterile beholdere (strå, ampuller el. lign.), som er behørigt identificeret, som kun indeholder produkter fra samme donorhundyr, og som straks forsegles.
- Identifikationen skal sikre, at mindst oprindelseslandet, opsamlingsdatoen, donorhundyrets art, race og identitet, samt navnet eller nummeret på opsamlingsholdet kan fastslås.
- Embryoner og oocytter, der er frosset, skal anbringes i sterile beholdere med flydende kvælstof, som ikke frembyder nogen risiko for kontamination af produktet.
- Embryoner og oocytter, der er frosset, skal opbevares under godkendte forhold i en periode på mindst 30 dage før afsendelsen.
- Embryoner og oocytter skal transporteres i beholdere, der er rengjort, desinficeret eller steriliseret inden brugen, eller er nye engangsbeholdere, der kasseres efter brugen.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1995
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1995