TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder

BEK nr 533 af 28/06/1995

DanmarkBekendtgørelse1995

§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, medmindre andet er bestemt i lovgivningen, jf. lovens § 1, stk. 1.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på opgaver, som kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, udfører for de kommuner og amtskommuner, der deltager i fællesskabet, jf. lovens § 1, stk. 2.

Kommuners og amtskommuners adgang til at udføre kommunale opgaver

Kommuners og amtskommuners adgang til at udføre kommunale opgaver

§ 2

Kommuner og amtskommuner kan udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som kommuner og amtskommuner kan løse for sig selv, jf. lovens § 2, stk. 1.

Stk. 2

Overstiger værdien af en opgave den i Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler fastsatte tærskelværdi, kan en kommunalbestyrelse eller et amtsråd kun afgive tilbud på og indgå aftale om udførelse af opgaven, når

  1. opgaven er udbudt efter bestemmelserne i Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter, jf. bekendtgørelse nr. 201 af 27. marts 1995, Rådets direktiv 93/36/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved offentlige indkøb, jf. bekendtgørelse nr. 510 af 16. juni 1994, Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, jf. bekendtgørelse nr. 415 af 22. juni 1993, eller Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, jf. bekendtgørelse nr. 557 og 558 af 24. juni 1994,
  1. opgaven af en statslig myndighed er udbudt efter de gældende regler om udbud og udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver, eller
  1. opgaven af en kommunal eller amtskommunal myndighed er udbudt efter bestemmelserne i denne bekendtgørelses kapitel 3, medmindre udbud kan undlades efter § 6, stk. 2.
Stk. 3

Omfatter opgaven løbende drifts- eller anlægsarbejder, skal værdien af opgaven opgøres for den samlede kontraktsperiode, dog højst for en 48 måneders periode.

§ 3

Kommunalbestyrelser og amtsråd skal, forinden de afgiver tilbud på og indgår aftale om udførelse af en opgave for en anden offentlig myndighed, foretage en kalkulation af de samlede omkostninger, der vil være forbundet med kommunens eller amtskommunens varetagelse af opgaven, jf. lovens § 2, stk. 4, 1. pkt. Kommunalbestyrelser og amtsråd må ikke afgive tilbud på eller indgå aftale om udførelse af opgaver, der indebærer en vederlæggelse, som er lavere end det kalkulerede beløb, jf. lovens § 2, stk. 4, 2. pkt.

§ 4

Kalkulationen af en kommunes eller en amtskommunes samlede omkostninger ved udførelse af en opgave for en anden offentlig myndighed skal omfatte

a) alle de direkte omkostninger der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. løn incl. pensionsbidrag og andre løndele samt over- og merarbejde, tjenesterejser, materialer og specielt anskaffet apparatur, og

b) alle de indirekte omkostninger der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. indirekte lønomkostninger, andel af fællesomkostninger til f.eks. ledelse, administration, husleje, udstyr, udvikling m.v. og lovpligtige forsikringer, pensionsforpligtelser, forrentning af driftskapital, forrentning og afskrivning af anlægsværdier samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved opgavevaretagelsen.

§ 5

Kommuner og amtskommuner, der udfører opgaver for andre offentlige myndigheder, skal for hver enkelt opgave foretage løbende registrering af de med opgaven forbundne indtægter og omkostninger.

Stk. 2

I det år, hvor en opgave afsluttes, optages i kommunens eller amtskommunens årsregnskab en regnskabsmæssig redegørelse for opgaven, herunder for eventuelle afvigelser i forhold til omkostningskalkulationen i henhold til § 4.

Kommuners og amtskommuners adgang til at få udført kommunale

Kommuners og amtskommuners adgang til at få udført kommunale

§ 6

En kommune eller en amtskommune kan kun få løst en opgave, hvis værdi overstiger den i Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler fastsatte tærskelværdi, af en anden kommune eller amtskommune, når der er indgået aftale herom i overensstemmelse med de i § 2, stk. 2, nr. 1, nævnte regler eller ved offentligt eller begrænset udbud i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel, jf. dog stk. 2. Omfatter opgaven løbende drifts- eller anlægsarbejder, skal værdien af opgaven opgøres for den samlede kontraktsperiode, dog højst for en 48 måneders periode.

Stk. 2

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, når der er tale om en supplerende opgave, der ikke var omfattet af det oprindelige udbud eller den først indgåede aftale, men som på grund af uforudsete omstændigheder er blevet nødvendig for udførelsen af den pågældende opgave, forudsat at ordren tildeles den leverandør, der i forvejen udfører den oprindeligt udbudte opgave. Værdien af den supplerende opgave må dog ikke overstige 50% af værdien af den oprindelige aftale.

Stk. 3

Ved offentligt udbud rettes opfordring til at afgive tilbud til alle interesserede.

Stk. 4

Ved begrænset udbud rettes opfordring til at afgive tilbud direkte og alene til dem, fra hvem tilbud ønskes.

§ 7

Opfordring til at afgive tilbud efter § 6, stk. 3, skal ske ved samtidig annoncering i et efter opgaven og af hensyn til konkurrencen afpasset udsnit af landsdækkende og lokale aviser og fagblade. Annonceringen skal ske i rimelig tid inden fristen for afgivelse af tilbud indtræder, og skal - ud over oplysninger om denne frist - indeholde oplysning om, hvor udbudsmateriale kan rekvireres.

Stk. 2

Begrænset udbud efter § 6, stk. 4, kan kun anvendes, hvis kommunalbestyrelsen eller amtsrådet forud for indhentelse af tilbud har opfordret interesserede til at tilkendegive, om de ønsker at afgive tilbud på opgaven. Indkaldelse af tilkendegivelser fra interesserede skal ske ved samtidig annoncering i et efter opgaven og af hensyn til konkurrencen afpasset udsnit af landsdækkende og lokale aviser og fagblade. Annonceringen skal ske i rimelig tid inden fristen for tilkendegivelser fra interesserede udløber, og skal indeholde oplysninger om denne frist.

§ 8

Ved valget af, hvilke interesserede kommunalbestyrelsen eller amtsrådet ved begrænset udbud vil opfordre til at afgive tilbud, kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet alene lægge vægt på de interesseredes økonomiske og tekniske muligheder for at kunne udføre den pågældende opgave.

§ 9

Udbudsmaterialet skal indeholde en fyldestgørende specifikation af den udbudte opgave.

Stk. 2

Specifikationen skal indeholde oplysninger om

a) omfanget og afgrænsningen af den udbudte opgave,

b) tekniske, kontraktsmæssige, kvalitets- og kvantitetsmæssige krav m.v. vedrørende opgaveløsningen,

c) de kriterier kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lægger vægt på ved valg af kontraktspart, jf. § 11, så vidt muligt opstillet i prioriteret rækkefølge,

d) tidsfrister for afgivelse af tilbud,

e) kontraktsperiodens længde og

f) eventuelle øvrige krav.

§ 10

Alle tilbud på udførelse af opgaver skal indgives i lukket kuvert, der åbnes på et forud fastsat sted og tidspunkt. De bydende er berettiget til at være til stede ved åbningen af buddene og til at blive bekendt med budsummerne og eventuelle forbehold.

§ 11

Ved valg af kontraktspart kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet vælge den tilbudsgiver,

a) hvis tilbud indeholder den laveste pris, eller

b) hvis tilbud er det økonomisk mest fordelagtige, idet der herved kan lægges vægt på prisen og forskellige forhold, der varierer efter opgavens art, for eksempel kvalitet, teknisk værdi, æstetisk og funktionsmæssig værdi, miljø- og arbejdsmiljøforhold, teknisk bistand, service og leveringsdato.

Stk. 2

Kun kriterier, der fremgår af udbudsmaterialet, jf. § 9, kan tillægges vægt ved valg af kontraktspart.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1995.


Indenrigsministeriet, den 28. juni 1995, den 28. juni 1995

/Birte Weiss Per Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1995
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1995
Bekendtgørelse om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder | TheLawyer.sh