Bekendtgørelse om flyvehavre
BEK nr 542 af 28/06/1995
§ 1
Alle dyrkede og udyrkede arealer skal ved ejerens eller brugerens foranstaltning holdes fri for flyvehavre, hvorved forstås planter af Avena fatua L., A. sterilis L., A. ludoviciana Dur. og andre vildtvoksende etårige havrearter, der har løsningslag ved grunden af en eller flere kerner i småakset.
§ 2
Plantedirektoratet kan påbyde bortlugning, afhugning og kemisk bekæmpelse af flyvehavreplanter samt jordbehandling inden udløbet af en fastsat frist.
Efterkommer en ejer eller bruger ikke et påbud, der er meddelt efter stk. 1, inden udløbet af en fastsat frist, kan direktoratet lade de påbudte foranstaltninger udføre på ejerens eller brugerens bekostning. Det skyldige beløb er tillagt udpantningsret.
§ 3
Ved salg, bortforpagtning, udlejning eller anden form for overdragelse af jordbrugsarealer skal overdrageren skriftligt meddele erhververen sit kendskab til, om der forekommer flyvehavre på arealet.
§ 4
Ejeren eller brugeren af en ejendom med forekomst af flyvehavre skal ved udlevering af afgrøder fra ejendommen give modtageren meddelelse herom, og på anmodning skal meddelelsen gives skriftligt.
Foretages høstning, tærskning m.v. med maskiner, der tilhører en anden, skal ejeren eller brugeren underrette ejeren af maskinerne om forekomsten af flyvehavre.
§ 5
Markredskaber, høstmaskiner samt rense-, tørre- og bejdsemaskiner, der har været anvendt på en ejendom med forekomst af flyvehavre, skal renses, så de er fri for flyvehavre, før de fjernes fra ejendommen.
Rense-, tørre- og bejdsemaskiner, der har været anvendt til behandling af afgrøder fra en ejendom med forekomst af flyvehavre skal renses, før de anvendes igen, så de er fri for flyvehavre.
Vogne, transportredskaber, containere og sække samt lokaler, der har været anvendt til afgrøder med indhold af flyvehavre, skal renses, så de er fri for flyvehavre, før de igen anvendes.
Afrensningen fra redskaber, maskiner m.m. nævnt i stk. 1-3 skal håndteres og behandles således, at spredning af flyvehavre undgås.
§ 6
Transport af varer med indhold af flyvehavre skal ske således, at spredning af flyvehavre i forbindelse med transporten undgås.
Det er ikke tilladt at udlægge fugle- og vildtfoder med indhold af flyvehavre eller på anden måde at sprede flyvehavre.
§ 7
Det er ikke tilladt at sælge eller overdrage planter og plantedele af flyvehavre, herunder friske eller tørrede buketter med indhold af flyvehavreplanter.
Organisk materiale, herunder husdyrgødning, der må formodes, eller som vides at indeholde flyvehavre, må ikke anvendes til gødskning og må ikke sælges eller overdrages, med mindre det er behandlet således, at det ikke indeholder spiredygtige flyvehavrekerner.
§ 8
Efter lovens § 1, stk. 2, kan den, der har erhvervet sædekorn eller markfrø, der er certificeret i medfør af bekendtgørelse om sædekorn eller om markfrø, ikke kræve erstatning hos leverandøren for forekommende flyvehavre, med mindre leverandøren har gjort sig skyldig i forsømmelighed.
§ 9
Frø til såning af arter, der ikke er omfattet af bekendtgørelserne om sædekorn og markfrø, og som kan indeholde flyvehavre, må ikke udleveres til den endelige forbruger, før en repræsentativ prøve af partiet er undersøgt og fundet fri for flyvehavrekerner.
§ 10
Varer bestemt til konsum eller foderbrug, der må formodes, eller som vides at indeholde flyvehavrekerner, må ikke udleveres til den endelige forbruger, før det ved undersøgelse af en repræsentativ prøve er godtgjort, at partiet er fri for flyvehavre eller, at partiet er behandlet således, at der ikke forekommer spiredygtige flyvehavrekerner.
Stk. 1 gælder ikke for korn, der sælges fra interventionslager i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om den fælles markedsordning for korn.
§ 11
Til brug ved behandlingen af tvister om erstatning for tab som følge af spredning af flyvehavre kan der foretages syn og skøn efter reglerne i lov om rettens pleje, kap. 19.
§ 12
Overtrædelse af §§ 1-7, § 9 og § 10, stk. 1, straffes med bøde.
§ 13
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. juli 1995.
Bekendtgørelse nr. 805 af 11. december 1987 om bekæmpelse af flyvehavre ophæves samtidig.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 148 af 24. april 1975 om bekæmpelse af flyvehavre og efter bemyndigelse fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1995
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1995