TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til skovbrugsforanstaltninger

BEK nr 580 af 30/06/1995

DanmarkBekendtgørelse1995

§ 1

Skov- og Naturstyrelsen træffer afgørelse om

  1. ydelse af tilskud, jf. lovens § 19, stk. 1, og
  1. bortfald og tilbagebetaling af tilskud, jf. lovens § 26, stk. 1, 3, 4 og 5.
Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsen udøver miljø- og energiministerens beføjelser med hensyn til:

  1. fordeling af det på den årlige finanslov fastsatte beløb til skovbrugsforanstaltninger, jf. lovens § 20, stk. 2,
  1. tilrettelæggelse og gennemførelse af kontrol, jf. lovens §§ 22 og 27, og
  1. tilkendegivelse af bødeforlæg, jf. lovens § 27 a, stk. 6.
Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen godkender et antal sagkyndige skovbrugskonsulenter og fastsætter, hvilke opgaver de kan bistå med, jf. lovens § 21, stk. 2.

§ 2

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 3

Der nedsættes et udvalg, jf. lovens § 19, stk. 4, til at rådgive Skov- og Naturstyrelsen om faglige og administrative forhold af væsentlig betydning for de i lovens § 19 nævnte skovbrugsforanstaltninger.

Stk. 2

Til udvalget udpeger Dansk Skovforening, De Danske Skovdyrkerforeninger, Det Danske Hedeselskab, De Danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsjordbrug, Danmarks Naturfredningsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Landbrugs- og Fiskeriministeriet samt Miljø- og Energiministeriet hver et medlem. Miljø- og Energiministeriets repræsentant er formand for udvalget.

Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen er sekretariat for udvalget.

Skovbrugsforanstaltninger

Skovbrugsforanstaltninger

§ 4

Tilskud i henhold til lovens § 19 ydes til ejere af jordbrugsarealer til:

  1. skovtilplantning af landbrugspligtige arealer, hvorpå der tinglyses fredskovpligt,
  1. pleje af de tilplantede arealer, og
  1. foranstaltninger til forbedring af eksisterende skove (skovforbedrende foranstaltninger), herunder afhjælpning af ekstraordinære skader, der skyldes storm, tørke, insektangreb eller lignende.
Stk. 2

Staten, kommuner, kirker samt præsteembeder kan ikke modtage tilskud.

Stk. 3

Der ydes ikke tilskud til:

  1. gennemførelse af projekter, der er påbegyndt, eller hvorom der er indgået kontraktmæssig aftale, før der er meddelt tilsagn om tilskud,
  1. gennemførelse af projekter, som ejeren er forpligtet til at udføre over for offentlig myndighed, eller som er i strid med gældende love og bestemmelser,
  1. gennemførelse af projekter, der tjener til produktion af prydvækster, juletræer, pyntegrønt samt energiskov og lignende i kort omdrift,
  1. driftsudgifter og generelle plejeforanstaltninger, bortset fra tilskud til pleje efter stk. 1, nr. 2,
  1. konvertering af løvtræbevoksninger til nåletræbevoksninger, og
  1. gennemførelse af projekter, der opnår støtte i henhold til anden lovgivning.
Stk. 4

Tilskud efter stk. 1, nr. 3, ydes for arealer, der er større end 0,5 ha, og som i en bredde på over 20 m er bevokset med træarter, der kan udvikle en sluttet skov af højstammede træer, samt for mindre, utilplantede arealer i naturlig tilknytning hertil.

Stk. 5

Skov- og Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde fravige bestemmelsen i stk. 3, nr. 5.

§ 5

Tilskuddet beregnes som en procentsats af tilskudsgrundlaget, bortset fra tilskud efter § 9, stk. 3, § 10, stk. 2 og § 13, stk. 3.

Stk. 2

De tilskudsberettigede udgifter med fradrag af eventuelle indtægter ved projektets gennemførelse udgør tilskudsgrundlaget.

§ 6

De dokumenterede og sædvanlige tilskudsberettigede udgifter omfatter:

  1. lønudgifter m.v. til projektets gennemførelse,
  1. udgifter til leje af materiel,
  1. udgifter til planter og frø,
  1. udgifter til materialer, og
  1. udgifter til projektering og vejledning i forbindelse med foranstaltningens gennemførelse.
Stk. 2

De tilskudsberettigede udgifter omfatter ikke:

  1. moms,
  1. værdien af eget arbejde og arbejde udført af ansøgerens fastansatte funktionærer,
  1. udgifter ved brug af eget materiel,
  1. udgift til sagkyndiges bistand ved ansøgning, indberetning og besigtigelse, og
  1. udgifter til tinglysning og notering samt fremskaffelse af tilladelser og anden nødvendig dokumentation.
Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2.

Skovtilplantning og pleje

Skovtilplantning og pleje

§ 7

Tilskud til etablering af skov og pleje er betinget af, at

  1. skoven etableres på et hidtil ubevokset, landbrugspligtigt areal,
  1. arealet pålægges fredskovspligt i henhold til skovloven,
  1. der tinglyses en deklaration om, at tilskud skal tilbagebetales, hvis landbrugspligten eller fredskovspligten ophæves inden 20 år efter pålæggelse af fredskovspligt, og
  1. der foreligger en plan for etableringen, der kan godkendes af Skov- og Naturstyrelsen.
Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om form og indhold samt øvrige betingelser for Skov- og Naturstyrelsens godkendelse af den i stk. 1, nr. 4 nævnte plan for etableringen.

§ 8

Tilskudsgrundlaget for etablering af skov kan højst udgøre:

  1. 40.000 kr. pr. ha for løvskov og skovbryn, og
  1. 15.000 kr. pr. ha for nåleskov.
Stk. 2

I blandingskulturer af løv- og nåletræarter opgøres tilskudsgrundlaget på grundlag af træarternes arealfordeling.

§ 9

I områder, der i medfør af regionplanlægningen er beliggende i skovrejsningsområder, udgør tilskuddet til etablering af skov følgende procentsats af tilskudsgrundlaget:

  1. 75 pct. for løvskov og skovbryn, og
  1. 60 pct. for nåleskov.
Stk. 2

Uden for skovrejsningsområder udgør tilskuddet følgende procentsats af tilskudsgrundlaget:

  1. 50 pct. for løvskov og skovbryn, og
  1. 40 pct. for nåleskov.
Stk. 3

I stedet for tilskud efter stk. 1 eller 2 kan Skov- og Naturstyrelsen yde et fast tilskud pr. ha til etablering af skov. Tilskuddet udgør:

  1. 16.500 kr. pr. ha for løvskov og skovbryn i skovrejsningsområder,
  1. 11.000 kr. pr. ha for løvskov og skovbryn uden for skovrejsningsområder,
  1. 6.000 kr. pr. ha for nåleskov i skovrejsningsområder, og
  1. 4.000 kr. pr. ha for nåleskov uden for skovrejsningsområder.
Stk. 4

Ved blandingskulturer beregnes tilskuddet efter stk. 1, 2 og 3 på grundlag af træarternes arealfordeling.

§ 10

Tilskud til pleje i 5 år omfatter kulturer, der er anlagt med tilskud i henhold til § 9.

Stk. 2

Tilskuddene fastsættes til:

  1. 1.320 kr. pr. ha pr. år for kulturer af løvtræer og skovbryn i skovrejsningsområder,
  1. 360 kr. pr. ha pr. år for kulturer af nåletræer i skovrejsningsområder,
  1. 880 kr. pr. ha pr. år for kulturer af løvtræer og skovbryn uden for skovrejsningsområder, og
  1. 240 kr. pr. ha pr. år for kulturer af nåletræer uden for skovrejsningsområder.
Stk. 3

For blandingskulturer beregnes tilskuddet på grundlag af de enkelte træarters arealfordeling.

§ 11

Fredskovspligten kan ophæves for hele det areal, hvortil der er ydet tilskud til etablering af skov efter denne bekendtgørelse, hvis ejeren fremsætter begæring herom inden 20 år efter pålæggelsen. Fredskovspligten kan ophæves for tilplantninger under 2 ha, der er etableret i tilknytning til eksisterende fredskovspligtige skovarealer, eller for en del eller dele af arealet, hvis skovlovsmyndigheden finder, at dette kan ske uden ulempe for den resterende del af skoven.

Stk. 2

Ansøgning om ophævelse af landbrugspligten behandles efter reglerne i landbrugsloven.

Stk. 3

Ophæves landbrugspligten eller fredskovspligten inden 20 år efter pålæggelse af fredskovspligten, skal tilskud betales tilbage med tillæg af renter beregnet fra udbetalingstidspunktet med den rentesats, der er fastsat i renteloven.

Skovforbedrende foranstaltninger

Skovforbedrende foranstaltninger

§ 12

Tilskud kan ydes til:

  1. udrensning og udhugning i løvtræbevoksninger op til en alder af ca. 30 år,
  1. udrensning og udhugning i nåletræbevoksninger til og med 2. udhugning,
  1. konvertering af lavtproducerende bevoksninger som bjergfyr o.lign. til bevoksninger med højere producerende træarter,
  1. konvertering af klima- eller insektskadede bevoksninger til bevoksninger med mere modstandsdygtige træarter,
  1. etablering af løvskovbælter i skove eller på tilgrænsende arealer til forebyggelse af skovbrand og stormfald,
  1. anlæg og forbedring af skovveje,
  1. anlæg og forbedring af læggepladser,
  1. gravning og forbedring af grøfter,
  1. udarbejdelse af driftsplaner,
  1. andre foranstaltninger til fremme af god og flersidig skovdrift efter Skov- og Naturstyrelsens nærmere bestemmelser, og
  1. skærmforyngelse i nåleskov.
Stk. 2

Der kan endvidere ydes tilskud til foranstaltninger i eksisterende skove til afhjælpning af ekstraordinære skader, der skyldes storm, tørke, insektangreb eller lignende.

Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen træffer beslutning om anvendelse af stk. 2 efter høring af det rådgivende udvalg, jf. § 3. Beslutningen kan omfatte de særlige betingelser, der skal gælde for anvendelsen, herunder tidsfristen for ansøgning, tilskudssatser, maksimale tilskudsberettigede udgifter og prioritering af ansøgninger.

§ 13

For skovforbedrende foranstaltninger, jf. § 12, stk. 1, kan tilskudsgrundlaget for de enkelte foranstaltninger højst udgøre:

  1. foranstaltning nr. 1 og 2: 10.000 kr. pr. ha,
  1. foranstaltning nr. 3, 4, 5 og 10: 30.000 kr. pr. ha,
  1. foranstaltning nr. 6: 150 kr. pr. meter,
  1. foranstaltning nr. 7: 50 kr. pr. m2,
  1. foranstaltning nr. 8: 14 kr. pr. meter, og
  1. foranstaltning nr. 9: 500 kr. pr. ha.
Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsen kan ændre de i stk. 1 fastsatte beløb ved væsentlige ændringer i pris- og omkostningsforholdene.

Stk. 3

Ved tilskud til skærmforyngelse i nåleskov, jf. § 12, stk. 1, nr. 11, udbetales tilskuddet som et fast tilskud efter Skov- og Naturstyrelsens nærmere bestemmelser.

Stk. 4

Inden for en 3 års periode kan samme ejer højst opnå tilsagn om tilskud til et samlet tilskudsgrundlag på 200.000 kr. Ved opgørelse af det samlede tilskudsgrundlag fastsættes tilskudsgrundlaget for skærmforyngelse i nåleskov til det dobbelte af det faste tilskud.

§ 14

Tilskud kan højst udgøre 70 pct. af tilskudsgrundlaget for de enkelte foranstaltninger. Skov- og Naturstyrelsen fastsætter tilskudsprocenterne for de skovforbedrende foranstaltninger, jf. § 12, stk. 1.

Ansøgning, tilsagn, indberetning og udbetaling af tilskud

Ansøgning, tilsagn, indberetning og udbetaling af tilskud

§ 15

Skov- og Naturstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om:

  1. udformning, udarbejdelse og indsendelse af ansøgninger om tilskud og af indberetninger om udførte projekter,
  1. sagkyndige skovbrugskonsulenters medvirken hertil,
  1. ansøgningsrunder,
  1. betingelser for godkendelse af ansøgninger og indberetninger, og
  1. tilsagn og udbetaling af tilskud.
Stk. 2

Skov- og Naturstyrelsen giver tilsagn om tilskud på betingelser, der fastsættes i tilsagnet.

Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at den, der erhverver en ejendom, som er omfattet af tilsagn i medfør af denne bekendtgørelse, indtræder i tilsagnet.

§ 16

Tilsagnsrammen for et finansår for de enkelte skovbrugsforanstaltninger, jf. § 4, stk. 1, kan fordeles mellem et antal ansøgningsrunder. Ansøgninger, der ikke imødekommes inden for den afsatte del af tilsagnsrammen i en ansøgningsrunde, kan overføres til behandling sammen med ansøgninger, modtaget til behandling under næste ansøgningsrunde. Ansøgninger overføres ikke til efterfølgende finansår.

Stk. 2

Ansøgninger om tilskud til skovtilplantning og pleje vil blive prioriteret i følgende orden:

  1. Arronderingsforbedrende tilplantninger i skovrejsningsområder.
  1. Øvrige tilplantninger i skovrejsningsområder.
  1. Arronderingsforbedrende tilplantninger uden for skovrejsningsområder.
  1. Øvrige tilplantninger uden for skovrejsningsområder.
Stk. 3

Inden for områdetyperne, jf. stk. 2, vil ansøgninger om tilskud til skovtilplantning og pleje blive prioriteret efter projekternes løvtræandel.

Stk. 4

Ansøgninger til de enkelte skovforbedrende foranstaltninger vil blive prioriteret efter størrelsesgruppe for ansøgerens samlede skovareal. Inden for størrelsesgrupperne vil foranstaltninger, der omfatter arealer med fredskovspligt, blive prioriteret forud for foranstaltninger for andre skovarealer.

§ 17

Indberetning om skovforbedrende foranstaltninger efter § 12, stk. 1, nr. 1-10 indsendes, når projektet er gennemført, dog senest 2 år efter tilsagn. For skovforbedrende foranstaltninger efter § 12, stk. 1, nr. 11 indsendes første indberetning når projektet er gennemført, dog senest 5 år efter tilsagn og anden indberetning efter 3. vækstsæson.

Stk. 2

Ved skovtilplantning indsendes første indberetning, når skovtilplantningen er gennemført, dog senest 2 år efter tilsagn. Hvis skovtilplantningen gennemføres i etaper, skal første indberetning for sidste etape være indsendt senest 6 år efter tilsagn.

Stk. 3

Anden indberetning om skovtilplantning og første indberetning om pleje indsendes efter 3. vækstsæson.

Stk. 4

Anden indberetning om pleje indsendes efter 5. vækstsæson.

Stk. 5

Skov- og Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte andre frister i tilsagnet eller fravige de i stk. 1-4 fastsatte frister.

§ 18

Skov- og Naturstyrelsen udbetaler tilskud efter gennemførelse af projektet og efter godkendelse af en eller flere indberetninger, jf. § 17.

Stk. 2

Tilskud til skovtilplantning, jf. § 9, stk. 1 og 2, udbetales efter første indberetning med 60 pct. af det tilskud, der på dette tidspunkt kan beregnes på grundlag af tilskudsgrundlaget. Efter 2. indberetning udbetales det resterende tilskud.

Stk. 3

Tilskud til skovtilplantning, jf. § 9, stk. 3, udbetales med 60 pct. efter første indberetning og 40 pct. efter anden indberetning.

Stk. 4

Tilskud til pleje udbetales 1 gang om året i 5 år på grundlag af første indberetning om skovtilplantning samt første og anden indberetning om tilskud til pleje.

Stk. 5

Tilskud til skovforbedrende foranstaltninger, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-10, udbetales efter indberetning. Tilskud til skærmforyngelse i nåleskov, jf. § 12, stk. 1, nr. 11, udbetales med 60 pct. efter første indberetning og 40 pct. efter anden indberetning.

Stk. 6

Tilskud udbetales af Skov- og Naturstyrelsen til den tilskudsberettigede.

Stk. 7

Tilskud kan ikke beregnes af et større beløb end det, der er lagt til grund ved meddelelsen af tilsagn.

Stk. 8

Skov- og Naturstyrelsen kan ikke notere transport på tilskuddet.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 19

Skov- og Naturstyrelsen eller den, Skov- og Naturstyrelsen bemyndiger dertil, foretager den kontrol, der er nævnt i lovens § 27.

Stk. 2

Tilskudsmodtageren har pligt til at ledsage eller lade en stedfortræder ledsage kontrolpersonalet og yde den nødvendige bistand for kontrollen.

§ 20

Tilsagn om tilskud bortfalder helt eller delvist,

  1. hvis ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
  1. hvis tilskudsmodtageren tilsidesætter sine pligter efter reglerne i lovens § 27,
  1. hvis foranstaltninger omfattet af denne bekendtgørelse viser sig at lide af væsentlige fejl eller mangler,
  1. ved ændrede ejerforhold for arealer, omfattet af et tilsagn om tilskud, med mindre den nye ejer indtræder i tilsagnet for arealerne,
  1. hvis tilskudsmodtager ikke opfylder sin underretningspligt efter § 23, eller
  1. hvis forudsætningerne for tilskud iøvrigt efter Skov og Naturstyrelsens skøn er væsentligt forrykket.
Stk. 2

I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan Skov- og Naturstyrelsen bestemme, at udbetalte tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales med tillæg af renter, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3

Skov- og Naturstyrelsen kan fravige bestemmelsen i stk. 2 i tilfælde af tilskudsmodtagers død.

Stk. 4

Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse i det i stk. 1, nr. 4, nævnte tilfælde, når det ændrede ejerforhold skyldes ekspropriation eller anden tvangsafståelse.

§ 21

Træffer Skov- og Naturstyrelsen bestemmelse om tilbagebetaling efter § 20, anses det krævede beløb som forfaldent på kravsdagen, fra hvilken dag beløbet forrentes i overensstemmelse med renteloven.

§ 22

Efter lovens § 27 a, stk. 1, straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til denne bekendtgørelse, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller forsøger herpå.

Stk. 2

Efter lovens § 27 a, stk. 2, straffes den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at give i henhold til denne bekendtgørelse, med bøde. Det samme gælder den, som giver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3

Efter lovens § 27 a, stk. 3, straffes den, der overtræder lovens § 27, stk. 2, med bøde.

Stk. 4

Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter lovens § 27 a, stk. 5, pålægges selskabet som sådan bødeansvar.

§ 23

Tilskudsmodtager er forpligtet til at give Skov- og Naturstyrelsen meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald eller tilbagebetaling af tilskud, jf. § 20.

§ 24

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1995.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 249 af 11. april 1994 om tilskud til skovbrugsforanstaltninger.

Stk. 3

Bestemmelserne i den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse er fortsat gældende for tilsagn om tilskud meddelt inden 1. august 1995.


Miljø- og Energiministeriet, den 30. juni 1995, den 30. juni 1995

/Svend Auken Jens Bjerregaard Christensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1995
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1995