Bekendtgørelse om Plantedirektoratets opgaver og beføjelser m.v.
BEK nr 695 af 17/08/1995
§ 1
Plantedirektoratet varetager administration i medfør af lovgivningen om planteskadegørere, flyvehavre, frø, kartofler og planter, plantenyheder, biavl, foderstoffer, gødning og jordforbedringsmidler m.m., kemiske laboratorier, jordlaboratorier samt om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget bl.a. med henblik på at sikre, at betingelserne for produktion og salg af produkter omfattet af lovgivningen er opfyldt, og at lovpligtig bekæmpelse af planteskadegørere, flyvehavre og sygdomme hos bier gennemføres.
Som led i administrationen af den lovgivning, der er nævnt i stk. 1, udfører direktoratet tilsyns- og kontrolopgaver samt laboratorieundersøgelser af udtagne prøver og gennemfører metodeudvikling samt kurser og undervisning med tilknytning hertil.
§ 2
Plantedirektoratet varetager den fysiske kontrol med Det Europæiske Fællesskabs forordninger om støtteordninger for landbrugsprodukter samt efterfølgende regnskabskontrol med forarbejdningsstøtte og udfører specialanalyser for andre myndigheder i henhold til fællesskabsbestemmelser.
Direktoratet varetager tilsynet og kontrollen med overholdelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om kvalitetskontrol med friske frugter og grønsager.
Direktoratet varetager tilsynet og kontrollen med overholdelsen af visse nationale landbrugs- og miljøforanstaltninger inden for jordbruget.
Direktoratet varetager tilsynet og kontrollen med overholdelsen af visse bestemmelser i lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. og visse bestemmelser fastsat efter denne lov.
§ 3
Plantedirektoratet forbereder lovforslag, udarbejder og fastsætter administrative retsforskrifter og træffer afgørelse i konkrete sager inden for rammerne af de beføjelser, der ved bekendtgørelsen henlægges til direktøren.
Direktoratet bistår landbrugs- og fiskeriministeren inden for de sagsområder, der er henlagt til direktoratet, i behandlingen af sager inden for Det Europæiske Fællesskab og internationale organisationer.
Direktoratet forbereder sager, der efter denne bekendtgørelses § 5 afgøres af landbrugs- og fiskeriministeren.
§ 4
Beføjelser, der efter følgende love er tillagt landbrugs- og fiskeriministeren, udøves af direktøren for Plantedirektoratet, jf. dog § 5:
- lov nr. 148 af 24. april 1975 om bekæmpelse af flyvehavre,
- lov om biavl, jf. lovbekendtgørelse nr. 585 af 6. juli 1995,
- lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 390 af 17. maj 1994,
- lov nr. 866 af 23. december 1987 om plantenyheder, som ændret ved lov nr. 1107 af 21. december 1994,
- lov nr. 282 af 8. maj 1991 om foderstoffer,
- lov nr. 834 af 18. december 1991 om frø, kartofler og planter,
- lov nr. 131 af 26. februar 1992 om gødning og jordforbedringsmidler m.m., som ændret ved lov nr. 400 af 14. juni 1995 og
- lov nr. 266 af 6. maj 1993 om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget.
Direktøren for Statens Planteavlsforsøg kan efter aftale med direktøren for Plantedirektoratet varetage behandlingen af nærmere angivne teknisk-faglige spørgsmål om
- afprøvning af sorter af plantearter med henblik på optagelse på sortsliste i medfør af lov om frø, kartofler og planter eller på registrering som plantenyheder i medfør af lov om plantenyheder og
- biavl, herunder bekæmpelse af sygdomme hos bier.
§ 5
Følgende beføjelser udøves af landbrugs- og fiskeriministeren: til at fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser truffet af Plantedirektoratet, herunder om, at afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed og
- beføjelsen efter lov om biavl, § 1, stk. 2 og 3, til at udnævne formanden for og medlemmerne af Statens Bisygdomsnævn og til at fastsætte nærmere bestemmelser om bisygdomsnævnets sammensætning og funktion,
- beføjelsen efter lov om foderstoffer, § 4, til at udnævne formanden for og medlemmerne af Foderstofudvalget,
- beføjelsen efter
a) lov om planteskadegørere, § 12,
b) lov om foderstoffer, § 5,
c) lov om frø, kartofler og planter, § 3, stk. 2,
d) lov om gødning og jordforbedringsmidler m.m., § 4 og
e) lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, § 4, stk. 2,
- beføjelsen efter lov om frø, kartofler og planter, § 3, stk. 1, til at bemyndige offentlig- eller privatretlige juridiske personer til at varetage nærmere angivne kontrol- og tilsynsopgaver i medfør af loven.
Kontrollen med levende bier, herunder larver og andre kønsprodukter, samt biavlsmateriel, der føres ind i eller ud af landet, er ikke omfattet af bemyndigelsen i § 4, stk. 1, nr. 2.
§ 6
Følgende beføjelser, der er tillagt landbrugs- og fiskeriministeren ved lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 247 af 11. april 1994, som ændret ved lov nr. 1105 af 21. december 1994 og lov nr. 398 af 14. juni 1995, udøves af direktøren for Plantedirektoratet:
- beføjelsen efter § 20 l, stk. 1, stk. 3, stk. 4 og stk. 6, til at fastsætte forskrifter om autorisation af og kontrol med økologiske jordbrugsbedrifter og virksomheder, om tilbagekaldelse af autorisationer, om opkrævning af kontrolafgifter og -gebyrer, om renter ved for sen indbetaling af kontrolafgifter og -gebyrer og om opkrævning af særlige gebyrer ved påkrav for skyldige ydelser,
- beføjelsen efter § 27 til at føre tilsyn med autoriserede jordbrugsbedrifter og virksomheder,
- beføjelsen efter § 27 a, stk. 4, til at fastsætte bestemmelser om straf for overtrædelse af forskrifter fastsat efter nr. 1 og
- beføjelsen efter § 27 a, stk. 6, til at tilkendegive, at en overtrædelse af forskrifter fastsat efter nr. 1 kan afgøres uden retslig forfølgning ved vedtagelse af et bødeforlæg meddelt af direktoratet.
§ 7
Følgende beføjelser, der er tillagt landbrugs- og fiskeriministeren ved lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. maj 1994, udøves af direktøren for Plantedirektoratet:
- beføjelsen efter § 4 til at fastsætte forskrifter om tilsynet og kontrollen med overholdelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om kvalitetskontrol med friske frugter og grønsager og til at føre tilsyn og kontrol med overholdelsen af disse forskrifter og forordninger,
- beføjelsen efter § 4 til at fastsætte bestemmelser om kontrol og godkendelse af bordvin, der eksporteres med restitutioner,
- beføjelsen efter § 5, stk. 2, til at fastsætte gebyrer for tilvejebringelse af dokumentation i forbindelse med ansøgning om produktionsstøtte til markfrø og beføjelsen efter § 20, stk. 1, til at fastsætte bestemmelser om rente ved for sen indbetaling af gebyrer,
- beføjelsen efter § 24 til at fastsætte bestemmelser om bødestraf for overtrædelse af forskrifter fastsat efter nr. 1 og
- beføjelsen efter § 29 til at tilkendegive, at en overtrædelse af forskrifter fastsat efter nr. 1 kan afgøres uden retslig forfølgning ved vedtagelse af et bødeforlæg meddelt af direktoratet.
§ 8
Følgende beføjelser, der er tillagt landbrugs- og fiskeriministeren ved lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989, med de ændringer, der følger af lov nr. 436 af 1. juni 1994 om ændring af lov om landbrugsejendomme og lov om miljøbeskyttelse, udøves af direktøren for Plantedirektoratet:
- beføjelsen efter § 7, stk. 5, nr. 3, til at fastsætte forskrifter om
a) grønne marker, sædskifte- og gødningsplaner, gødskning, udnyttelse af husdyrgødning samt gødningsregnskaber i jordbruget m.v.
b) behov for tilførsel af kvælstof til de enkelte afgrøder, opgørelse af mængden af husdyrgødning og om indhold af kvælstof i husdyrgødning m.v.
- beføjelsen efter § 30 b, til at føre tilsyn og kontrol med overholdelsen af forskrifterne og
- beføjelsen efter § 33, stk. 4, til at fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.
§ 9
Følgende beføjelser, der er tillagt landbrugs- og fiskeriministeren ved lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993, udøves af direktøren for Plantedirektoratet:
- beføjelsen efter § 11 b til at fastsætte sådanne forskrifter som er nødvendige for at gennemføre de af Det Europæiske Fællesskab udstedte direktiver og beslutninger som regulerer foderstoffer og tilsætningsstoffer til foder og foderblandinger, eller som er nødvendige for at anvende de af Fællesskabet udstedte forordninger på disse områder,
- beføjelsen efter § 16 a til i vilkårene for en autorisation af en virksomhed at fastsætte bestemmelse om, at virksomheden på egen bekostning skal lade udføre bakteriologisk, kemisk eller anden driftskontrol med de varer, der tilvirkes, eller med hygiejnen i virksomheden,
- beføjelsen efter § 20, stk. 3, til at træffe bestemmelse om, at et stof eller bestemte mængder heraf ikke må forekomme i foder eller foderblandinger, samt at bestemte stoffer ikke må anvendes eller forefindes i opdræftsvirksomheder,
- beføjelsen efter § 21 til efter forhandling med dambrugernes organisationer at fastsætte regler angående de oplysninger, der skal gives ved salg af foder og foderblandinger, og om kontrollen med fremstilling af og handel med disse,
- beføjelsen efter § 23, stk. 1, til at føre tilsyn med overholdelsen af forskrifter fastsat efter nr. 1-3,
- beføjelsen efter § 26 a til at fastsætte afgifter og betalinger og
- beføjelsen efter § 28, stk. 5, til at fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af forskrifterne.
§ 10
Medmindre andet er fastsat, kan afgørelser truffet af direktøren for Plantedirektoratet indbringes for landbrugs- og fiskeriministeren.
§ 11
Landbrugs- og fiskeriministeren kan bestemme, at de beføjelser til at afgøre enkeltsager, der i henhold til §§ 4 og 6-8 udøves af direktøren for Plantedirektoratet, i en konkret sag udøves af ministeren.
Landbrugs- og fiskeriministeren kan give direktøren for Plantedirektoratet instruktioner vedrørende udøvelse af de beføjelser, der er henlagt til direktøren.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 1995.
Bekendtgørelse nr. 879 af 20. december 1989 om Plantedirektoratets opgaver og beføjelser ophæves samtidig.
Landbrugs- og Fiskeriministeriet, den 17. august 1995, den 17. august 1995
/Henrik Dam Kristensen Torben Milthers/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1995
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1995