TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om retningslinier for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelsesliniens forløb

BEK nr 800 af 05/10/1995

DanmarkBekendtgørelse1995

§ 1

Den i medfør af naturbeskyttelseslovens § 15 a nedsatte strandbeskyttelseskommission, som skal gennemgå samtlige danske kyststrækninger med henblik på at indstille til miljø- og energiministeren, hvor den udvidede klitfrednings- og strandbeskyttelseslinie skal forløbe, vurderer efter reglerne i denne bekendtgørelse

  1. hvor beskyttelseslinierne bør fastlægges nærmere kysten end 300 meter - i sommerhusområder nærmere kysten end 100 meter, og
  1. hvor beskyttelseslinierne ikke bør gælde.

§ 2

Strandbeskyttelseslinien skal fastlægges 300 meter fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation, jf. dog stk. 4, medmindre forhold som nævnt i §§ 3-7 gør sig gældende.

Stk. 2

Klitfredningslinien skal fastlægges 300 meter fra den inderste grænse af strandbredderne langs Skagerak og Vesterhavet i Nordjyllands, Viborg, Ringkøbing og Ribe Amtskommuner og strandbredden på Rømø i Sønderjyllands Amtskommune, jf. dog stk. 4, medmindre forhold som nævnt i §§ 3-7 gør sig gældende.

Stk. 3

Hvis der er klitdannelser i området, kan klitfredningslinien dog ikke fastlægges nærmere end 100 m fra de klitfredede strandbredder.

Stk. 4

I områder, der er fastlagt som sommerhusområder, skal klitfredningslinien fastlægges 100 meter fra de i stk. 2 nævnte strandbredder, medmindre forhold som nævnt i §§ 3-7 gør sig gældende, og strandbeskyttelseslinien skal fastlægges 100 meter fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation, medmindre forhold som nævnt i §§ 3-7 gør sig gældende.

Stk. 5

Ved fastlagte sommerhusområder forstås områder, som i en bygningsvedtægt, byplanvedtægt eller ved lokalplan er udlagt til sommerhusområde, samt områder med sommerhusbebyggelse i landzone, der fremgår af de ajourførte oversigter over sommerhusområder, som er udsendt i forbindelse med cirkulære af den 28. august 1981 om planlægning af ferie- og fritidsbebyggelse.

§ 3

Når Strandbeskyttelseskommissionen vurderer, at administrationen af en beskyttelseslinie i et af § 2, stk. 1 eller stk. 2 omfattet område på grund af sammenhængende bebyggelse eller anden intensiv udnyttelse er uden betydning for formålet med beskyttelseslinierne, skal området indstilles undtaget fra de udvidede beskyttelseslinier.

Stk. 2

Hvor det i stk. 1 nævnte område er beliggende som mindre klynger af bebyggelse el.lign. inden for beskyttelseszonen, fastlægges der beskyttelseslinier hele vejen rundt om det undtagne område, medmindre en fastlæggelse bag ved det undtagne område er uden betydning for formålet med beskyttelseslinierne.

§ 4

Når administrationen af de beskyttelseslinier, som gælder den 15. oktober 1995, på grund af sammenhængende intensiv bebyggelse eller anden intensiv udnyttelse af et område er uden for betydning for formålet med beskyttelseslinierne, kan Strandbeskyttelseskommissionen indstille beskyttelseszonen begrænset eller helt ophævet.

Stk. 2

I områder, der er fastlagt som sommerhusområder, kan beskyttelseslinierne i de i stk. 1 nævnte tilfælde ikke fastlægges nærmere kysten end flugtende med sommerhusenes facade/gavl mod kysten, jf. dog § 7.

§ 5

Er der vedtaget en lokalplan eller en byplanvedtægt for et område omfattet af § 2, stk. 1 eller stk. 2 vurderer Strandbeskyttelseskommissionen endvidere, hvorvidt lokalplanen eller byplanvedtægten bør føre til reduktion eller ophævelse af beskyttelseslinierne.

Stk. 2

Områder, hvor en lokalplan eller byplanvedtægt friholder landskabskiler eller større arealer som ubebyggede friarealer, eller hvor der er åbnet mulig for en meget ekstensiv udnyttelse, skal, medmindre væsentlige konkrete forhold taler herimod, være omfattet af de udvidede beskyttelseslinier. Ved meget ekstensiv udnyttelse forstås udnyttelse til f.eks. idrætsanlæg, parker, golfbaner og lossepladser eller i det hele områder, hvor der er fastsat en meget lav bebyggelsesprocent.

Stk. 3

Eksisterende offentlige lufthavne, jf. lov om luftfart, skal ikke være omfattet af beskyttelseslinierne.

§ 6

» For kyststrækninger, som den 15. oktober 1995 er uden strandbeskyttelseslinie, kan Strandbeskyttelseskommissionen kun indstille fastlæggelse af en strandbeskyttelseslinie, hvis baggrunden for den manglende strandbeskyttelse skønnes ikke længere at være til stede.

Stk. 2

For kyststrækninger, hvor der den 15. oktober 1995 er fastlagt en strandbeskyttelseslinie i kortere afstand fra basislinien end 100 meter, skal Strandbeskyttelseskommissionen indstille, at strandbeskyttelseslinien fastlægges med det hidtidige forløb, medmindre baggrunden for beskyttelseszonens begrænsning skønnes ikke længere at være til stede, jf. dog § 4.«

§ 7

For at beskyttelseslinierne kan få et hensigtsmæssigt forløb, kan Strandbeskyttelseskommissionen i sin indstilling, når ingen væsentlige hensyn taler imod, foretage mindre justeringer af liniernes forløb indenfor 300 m fra basislinien.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 1995.

Stk. 2

Bekendtgørelsen vil blive ophævet samtidig med at miljø- og energiministeren træffer bestemmelse om Strandbeskyttelseskommissionens nedlæggelse.

pre_paragraph I medfør af §§ 8, 15, 15 a, 15 b, 15 c og 15 d i lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse med de ændringer, der følger af lov nr. 439 af 1. juni 1994 fastsættes følgende:


Miljø- og Energiministeriet, den 5. oktober 1995, den 5. oktober 1995

/Svend Auken Ole Christiansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1995
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1995