TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab

BEK nr 975 af 13/12/1995

DanmarkBekendtgørelse1995

§ 1

De kategorier af virksomheder, der er nævnt på listen i bilaget til denne bekendtgørelse, skal for hvert regnskabsår indsende et grønt regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det grønne regnskab skal for at kunne antages til offentliggørelse udarbejdes og opstilles i overensstemmelse med de i §§ 5 - 7 fastsatte regler.

Stk. 2

Miljøstyrelsen kan, efter forudgående forhandling med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, foretage ændringer i bilaget.

Stk. 3

Et grønt regnskab består af de i § 5 omhandlede oplysninger, ledelsens redegørelse i henhold til § 6, samt opgørelse af de i § 7 omhandlede forhold. Indsendelse af anmeldelse af virksomheden

§ 2

Den ansvarlige ledelse i de i § 1 nævnte virksomheder skal senest den 1. juni 1996 foretage anmeldelse over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Anmeldelsen kan ske efter et af Styrelsen udarbejdet skema, og skal mindst indeholde følgende oplysninger:

  1. Virksomhedens navn og adresse, herunder oplysning om, hvilken kommunalbestyrelse eller hvilket amtsråd, der er miljøtilsynsmyndighed for virksomheden, jf. § 3
  1. Det punkt på listen i bilaget, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet behandler virksomheden efter i miljølovsmæssig henseende, jf. § 3 stk. 1
  1. Virksomhedens ansvarlige ledelse
  1. Dato for begyndelse og afslutning af virksomhedens regnskabsår for det grønne regnskab, jf. § 17, stk. 2, med mindre virksomheden i forvejen er omfattet af § 9, stk. 1
  1. Om virksomheden inden 1. juni 1996 har indsendt ansøgning til Miljøstyrelsen om udsættelse med det første grønne regnskab efter § 13
  1. Virksomheder, der omfattes af § 14, skal angive datoen for indsendelse af ansøgning om samlet miljøgodkendelse for den pågældende kategori af listevirksomheder
  1. Om virksomheden er registreret som deltager i Den Europæiske Fællesskabsordning for Miljøstyring og Miljørevision, jf. § 4 tilligemed oplysning om de registrerede miljørevisionsperioder
Stk. 3

Virksomheder, som den 1.juni 1996 eller senere bliver omfattet af godkendelsespligt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jf. lovens §§ 33-38, skal foretage anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som anført i stk. 1, senest 4 uger efter, at virksomheden har modtaget endelig administrativ afgørelse om miljøgodkendelse.

Stk. 4

Virksomheder, som ophører med at være omfattet af § 1, skal, for at blive fritaget for pligten til indsendelse af grønt regnskab, indsende en anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen herom med oplysning om årsagen til forpligtelsens ophør senest på det tidspunkt, hvor indsendelsesfristen udløber efter § 9, stk. 1.

§ 3

Der skal indsendes særskilt, grønt regnskab for en virksomhed, når virksomheden i miljølovsmæssig henseende efter sin hovedaktivitet i den pågældende kommune eller amtskommune er henført under et af de på listen i bilaget anførte listepunkter.

Stk. 2

Det grønne regnskab efter § 1 skal omfatte virksomheden, således som denne er eller bliver beskrevet i virksomhedens samlede miljøgodkendelse, med de aktiviteter, anlæg og indretninger, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet som miljømyndighed behandler som en samlet listevirksomhed efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

§ 4

En virksomhed, der er registreret som deltager i Den Europæiske Ordning i medfør af Rådets forordning nr. 1836 af 29. juni 1993 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision, kan opfylde sin pligt til indsendelse af grønt regnskab ved indsendelse af den af den akkrediterede verifikator bekræftede, årlige miljøredegørelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2

Hvis virksomheden har valgt en periode for miljørevision af virksomhedens miljøredegørelse efter stk 1, som strækker sig over mere end et regnskabsår, skal virksomheden i de mellemliggende år til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsende den forenklede, årlige miljøredegørelse, som virksomheden skal udarbejde efter Rådsforordningen.

Det grønne regnskab

Det grønne regnskab

§ 5

Det grønne regnskab skal indledes med følgende oplysninger:

  1. Virksomhedens navn og beliggenhed
  1. Miljøtilsynsmyndighed (kommunalbestyrelse/amtsråd)
  1. Branche, hovedaktivitet og listepunkt efter bilaget, jf. § 3 nr. 1
  1. Oplysning om væsentlige biaktiviteter
  1. Oplysning om de væsentligste af virksomhedens miljøgodkendelser
  1. Dato for eventuel meddelt samlet godkendelse af virksomheden
  1. Kortfattet kvalitativ oplysning om de væsentligste ressource- og miljømæssige parametre, der kendetegner virksomhedens hovedaktivitet og eventuelle væsentlige biaktiviteter.

§ 6

De oplysninger, der er nævnt i § 5, skal efterfølges af ledelsens redegørelse, som skal opstilles i en overskuelig form beregnet på information af en ikke fagligt kyndig læser. Der redegøres herunder for, hvorfor virksomheden anser de valgte oplysninger for at være væsentlige til forståelse af de enkelte poster, som efter bekendtgørelsen skal indeholdes i et grønt regnskab. Samtidig redegøres for eventuelle væsentlige afvigelser i forhold til det foregående, indsendte grønne regnskab, og for baggrunden herfor.

Stk. 2

Redegørelsen skal oplyse, hvorvidt, og i bekræftende fald på hvilken måde, medarbejderne har været inddraget i udarbejdelsen af det grønne regnskab.

Stk. 3

Redegørelsen skal omfatte arbejdsmiljømæssige forhold, som vedrører forurenende stoffer m.v., der indgår i produktionsprocesserne, jf. miljøbeskyttelseslovens § 2, i det omfang, der er risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 4

Hvis et grønt regnskab er revideret internt eller eksternt af en særlig sagkyndig, kan virksomheden vælge at oplyse dette. I så fald skal det i regnskabet angives, hvem der har revideret regnskabet, ligesom dennes erklæring skal gengives i regnskabet.

§ 7

Den i § 6 nævnte redegørelse skal efterfølges af en redegørelse for virksomhedens væsentlige forbrug af energi, vand og råvarer i regnskabsperioden, samt for de væsentlige arter og væsentlige mængder af forurenende stoffer m.v., jf. miljøbeskyttelseslovens § 2, i det omfang de

  1. indgår i produktionsprocesserne,
  1. udledes af virksomheden til luft, vand og jord,
  1. indgår i virksomhedens produkter,
  1. indgår i virksomhedens affald.
Stk. 2

Oplysningerne nævnt i stk. 1 skal angives i absolutte tal, dog kan virksomheden til beskyttelse af konkurrencefølsomme oplysninger vælge at angive oplysningerne i relative tal for året eventuelt i forhold til omsætningen - med udgangspunkt i basisåret som index 100.

Stk. 3

Vælges indeksering som nævnt i stk. 2 skal basisåret være det år, der ligger umiddelbart forud for det første grønne regnskabsår; alternativt kan det første grønne regnskabsår anvendes som basisår. Oplysningerne om stoffer kan samles mængdemæssigt i stofgrupper, herunder stofgrupper efter stoffernes farlighed.

Stk. 4

Beskyttelsen af konkurrencefølsomme oplysninger i forbindelse med indsendelse af grønt regnskab kan ikke gå videre, end hvad der følger af den øvrige lovgivning om pligtige oplysninger over for en forvaltningsmyndighed i medfør af offentlighedsloven, forvaltningsloven eller lovgivningen om den fri adgang til miljøoplysninger, jfr. § 12. Frivillige grønne regnskaber

§ 8

Virksomheder, som ikke er forpligtet til at indsende grønt regnskab, men som ønsker frivilligt at udarbejde dette, jfr. § 1, stk. 3, kan indsende sit grønne regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse.

Stk. 2

Sammen med det grønne regnskab skal der indsendes de i § 2, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 7 nævnte oplysninger. Indsendelse og bekendtgørelse

§ 9

Det grønne regnskab skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 6 måneder efter afslutningen af det anmeldte, grønne regnskabsår, jf. § 2. For virksomheder omfattet af årsregnskabsloven eller bogføringsloven skal det grønne regnskab dog udarbejdes for samme periode som gælder for det økonomiske årsregnskab. Det grønne regnskab for virksomheder omfattet af årsregnskabsloven skal indsendes samtidig med det økonomiske regnskab.

Stk. 2

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremsender straks modtagne grønne regnskaber fra virksomheder, som er omfattet af pligten til indsendelse af grønt regnskab, jfr. bilaget, til den lokale miljøtilsynsmyndighed.

Stk. 3

Når der er forløbet 4 uger fra fremsendelsen af det grønne regnskab til tilsynsmyndigheden, som nævnt i stk. 2, bekendtgør Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i sit edb- informationssystem, at regnskabet er antaget til offentliggørelse. Såfremt tilsynsmyndigheden ønsker at fremsætte bemærkninger til det grønne regnskab, skal disse bemærkninger være Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i hænde senest 4 uger fra den i stk. 2 nævnte fremsendelse af regnskabet fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Eventuelle bemærkninger fra tilsynsmyndigheden indgår derefter i det af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen offentliggjorte materiale, smh. § 11, stk. 1.

Stk. 4

Grønt regnskab fra virksomheder, som ikke er omfattet af pligten hertil, bekendtgøres straks af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i Styrelsens edb-informationssystem. Afvisning af grønne regnskaber og behandling af indsigelser Formelle mangler

§ 10

Såfremt Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder, at et grønt regnskab ikke indeholder de formelle bestanddele som anført i §§ 5 - 7, kan Styrelsen fastsætte en frist for berigtigelse af forholdene. Sker berigtigelse ikke senest ved udløbet af fristen nægtes det grønne regnskab antagelse til offentliggørelse. Indholdsmæssige mangler

§ 11

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan, hvor det drejer sig om indholdet af oplysningerne i et pligtigt, grønt regnskab, af egen drift eller på forlangende af virksomheden, tilsynsmyndigheden eller trediemand oversende et modtaget grønt regnskab til Miljøstyrelsen til afgørelse af, om regnskabet kan antages til offentliggørelse, herunder eventuelt fastsættelse af frist til opfyldelse af betingelserne for regnskabets antagelse til offentliggørelse.

Stk. 2

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen underretter straks virksomheden om oversendelsen til Miljøstyrelsen af det grønne regnskab og de skriftlige indsigelser imod dette.

Stk. 3

Såfremt der fremkommer indsigelser mod et allerede antaget og offentliggjort grønt regnskab, vejleder Miljøstyrelsen virksomheden om, hvilke ændringer, der tilrådes med henblik på fremtidige grønne regnskabers antagelse til offentliggørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4

Klage over Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ske i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 103. Påbud om anmeldelse af yderligere oplysninger

§ 12

Miljøtilsynsmyndigheden (kommunalbestyrelsen/amtsrådet) kan, hvor det drejer sig om virksomheder, der er omfattet af pligten til indsendelse af grønt regnskab, påbyde virksomhedens ansvarlige ledelse at fremsende nærmere specificerede oplysninger til tilsynsmyndigheden om virksomhedens og dens anlægs anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt oplysninger om udledninger til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller anlæggenes drift, herunder frembringelse af affald. Herudover kan tilsynsmyndigheden pålægge virksomheden at fremsende anmeldelse om det væsentlige forbrug af energi og vand.

Stk. 2

Tilsynsmyndighedens påbud til virksomheden om anmeldelse af oplysninger efter stk. 1 kan ikke udstrækkes videre end til, hvad der er nødvendigt til opfyldelse af virksomhedens rapporteringsforpligtelse i det grønne regnskab. Udsættelse med første grønne regnskab

§ 13

Virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, omfattet af pligten til indsendelse af grønt regnskab, kan ved at indgå en bindende aftale med Miljøstyrelsen om forpligtelse til at indføre et miljøstyringssystem opnå udsættelse med fristen for indsendelse af det første grønne regnskab i en eller flere aftalte regnskabsperioder, dog senest for den regnskabsperiode, der passerer den 31. december 1998.

Stk. 2

Ansøgning om udsættelse efter stk. 1 skal fremsendes til Miljøstyrelsen senest den 1. juni 1996.

Stk. 3

Det er en betingelse for opnåelse af udsættelse efter stk. 1, at virksomheden over for Miljøstyrelsen i forbindelse med ansøgningen om udsættelse

  1. sandsynliggør, at indførelsen af miljøstyringssystemet på relevant måde vil sætte virksomheden i stand til at udarbejde og indsende et grønt regnskab for det første regnskabsår efter udløbet af udsættelsesperioden i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse og
  1. oplyser om det grønne regnskabsår, som virksomheden har anmeldt eller vil anmelde over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter § 2.
Stk. 4

Når Miljøstyrelsen over for virksomheden har meddelt akcept af virksomhedens forslag, er aftalen bindende. Miljøstyrelsen underretter straks Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt miljøtilsynsmyndigheden om den indgåede aftale og dens indhold.

Stk. 5

Virksomheder, der opnår udsættelse med mere end et grønt regnskabsår, skal efter udløbet af hvert regnskabsår i udsættelsesperioden indsende en redegørelse, der beskriver status med hensyn til indførelsen af miljøstyringssystemet til dokumentation af de i stk. 3 nr 1) nævnte krav til systemet. Redegørelsen indsendes til Miljøstyrelsen.

Stk. 6

Miljøstyrelsen fremsender den modtagne statusredegørelse til underretning for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og til miljøtilsynsmyndigheden ledsaget af udtalelse om, hvorvidt redegørelsen må anses for at være fyldestgørende efter stk. 5.

§ 14

Virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 39, er først forpligtet til at indsende grønt regnskab efter denne bekendtgørelse for det grønne regnskabsår, som begynder efter datoen for virksomhedens pligt til indsendelse af ansøgning om miljøgodkendelse efter bilag 1 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 532 af 10. juni 1992 om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet miljøgodkendelse.

Stk. 2

Virksomheden skal senest 4 uger efter indsendelsesfristen for ansøgning om miljøgodkendelse efter stk. 1, fremsende anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indeholdende oplysninger efter § 2, stk. 1.

Tvangsbøde

Tvangsbøde

§ 15

Undlader virksomhedens ansvarlige ledelse at indsende pligtigt grønt regnskab eller indsendes det grønne regnskab uden de i § 10 anførte bestanddele, således at virksomhedens grønne regnskab ikke kan antages til offentliggørelse, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge den eller de ansvarlige ugentlige eller månedlige bøder, for hvilke der i loven er tillagt udpantningsret. Straffebestemmelse

§ 16

Med bøde straffes den, der Ikrafttræden

  1. undlader af foretage anmeldelse i medfør af § 2
  1. undlader at efterkomme påbud om anmeldelse af oplysninger over for tilsynsmyndigheden efter § 12.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1996.

Stk. 2

For virksomheder anmeldt efter § 2, stk. 1 skal grønne regnskaber udarbejdes og indsendes første gang for det grønne regnskabsår, der begynder 1. januar 1996 eller senere.


Miljø- og Energiministeriet, den 13. december 1995, den 13. december 1995

/Svend Auken Leo Larsen/

Bilag

Kategorier af listevirksomheder, som skal udarbejde og indsende årligt grønt regnskab

A. Fremstilling, forarbejdning, overfladebehandling af jern, stål, metal, træ og plast.

A 1. Jernværker, stålværker, metalværker, stålvalseværker. (a)

A 2. Jernstøberier, stålstøberier, metalraffinaderier, metalsmelterier, dog med undtagelse af guld- og sølvsmedier. Virksomheder for udvinding af metaller af kabler m.v. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

A 3. Virksomheder for galvanisering, varmforzinkning, anodisering og elektropolering. Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

A 4. Virksomheder for overfladebehandling af emner af jern, stål og metal, herunder undervognsbehandling, samt af træ eller plast med en kapacitet til forbrug af flygtige opløsningsmidler på 6 kg pr. time eller derover.

A 5. Stålskibsværfter og flydedokke. Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

A 7. Akkumulatorfabrikker og kabelfabrikker. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

A 8. Elektrotekniske virksomheder for fremstilling af transformatorer eller trykte kredsløb.

B. Forarbejdning af visse råstoffer m.v.

B 1. Cementfabrikker, kalkværker, kridtværker og molerværker. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

B 3. Glasværker og mineraluldsfabrikker. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

C. Indvinding og behandling af mineralolie, mineralolieprodukter, asfalt og naturgas.

C 1. Virksomheder for indvinding eller raffinering af mineralolie, herunder på de kystnære dele af søterritoriet. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

C 2. Virksomheder for indvinding, lagring, behandling eller oparbejdning af naturgas, herunder på de kystnære dele af søterritoriet. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

C 4. Asfaltfabrikker og virksomheder til fremstilling af vejmaterialer med en produktionskapacitet på 10 tons i timen eller derover, bortset fra kold forarbejdning af rene stenmaterialer.(a)

C 5. Tagpapfabrikker. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

C 6. Tjæredestillationsvirksomheder. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

D. Kemisk fabrikation, limfabrikation m.v.

D 1. Virksomheder for fremstilling af organiske eller uorganiske produkter, mellemprodukter eller kemiske stoffer og oplag af disse, hvis oplaget eller driften af virksomheden skønnes at indebære risiko for væsentlig forurening i omgivelserne, herunder i forbindelse med uheld. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

D 2. Petrokemisk industri. (a)

D 3. Kunstgødningsfabrikker. (a)

D 4. Virksomheder, der fremstiller lægemidler. (a)

D 5. Virksomheder, der fremstiller farvestoffer, tilsætningsstoffer eller hjælpestoffer, herunder til levnedsmiddelindustrien, med en samlet årlig produktionskapacitet på 3.000 tons eller derover.

D 6. Virksomheder for fremstilling, aftapning og pakning af bekæmpelsesmidler. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

D 7. Sæbefabrikker, vaskemiddelfabrikker og rengøringsmiddefabrikker med en årlig produktionskapacitet på 5.000 tons eller derover. Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

D 8. Virksomheder for fremstilling af farver, lak eller lim med en årlig produktionskapacitet på 3.000 tons eller derover. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

D 9. Virksomheder for presning, ekstrudering eller fiberarmering af plastvarer med kapacitet til et forbrug af færdigreageret plast på 100 kg/dag eller derover.

D 10. Virksomheder for fremstilling af skumplast og andre polymere materialer, når produktionskapaciteten er 100 kg/dag eller derover. (a)

E. Oparbejdning af vegetabilske råvarer, foderstofproduktion og trykkerier.

E 1. Cellulosefabrikker, papirfabrikker og papfabrikker. (a). Undtaget er dog virksomheder med 20 ansatte eller derunder.

E 2. Træimprægneringsanstalter. (a)

E 3. Rotations-, off-set-, serigrafiske trykkerier, bogtrykkerier med kapacitet for et forbrug af flygtige opløsningsmidler på 6 kg/time eller derover.

E 6. Tekstilblegerier og tekstilfarverier.

E 7. Oliemøller og andre virksomheder for raffinering eller behandling af vegetabilske olier - bortset fra margarinefabrikker. (a)

E 8. Virksomheder for foderstofproduktion med en kapacitet for færdigvarer på 6 tons i timen eller derover. Grønttørring og grøntpilleproduktion. (a)

E 11. Bryggerier og mineralvandsfabrikker med en årlig produktionskapacitet på 150.000 hl. eller derover. Maltfabrikker med en årlig produktionskapacitet på 10.000 tons eller derover.

E 12. Spritfabrikker og gærfabrikker. (a)

E 14. Sukkerfabrikker. (a)

F. Oparbejdning af animalske råvarer.

F 1. Slagterier med årlig slagtning af 10.000 tons kreaturer og/eller svin eller 5.000 tons fjerkræ eller derover. (a)

F 3. Kødfoderfabrikker, herunder benmelsfabrikker, blodmelsfabrikker, blodplasmafabrikker og fjermelsfabrikker. (a)

F 4. Garverier. (a)

F 5. Mejerier med kapacitet til behandling af en årlig indvejet mængde mælk på 150.000 tons eller derover. Virksomheder for fremstilling af ost eller ostepulver, konsumisfabrikker og tørmælksfabrikker, når de nævnte virksomheder har en årlig indvejet mængde mælk på 30.000 tons eller derover.

F 6. Fiskemelsfabrikker. (a)

F 7. Virksomheder for fremstilling af skaldyrs- eller fiskeprodukter, herunder konserverede og dybfrosne produkter, med en årlig produktionskapacitet på 3.000 tons eller derover.

F 8. Virksomheder, der tørrer eller formaler østersskaller. (a)

G. Kraft- og varmeproduktion.

G 1. Kraftværker og varmeproducerende virksomheder med en indfyret effekt på mere end 50 MW, herunder gasturbine- og gasmotoranlæg. (a)

H. Motorbaner og flyvepladser.

Ingen

I. Svine- og fjerkræfarme.

Ingen

J. Anden listevirksomhed.

J 1. Virksomheder for industriel fremstilling af protein, pektin eller emzymer. (a)

J 2. Virksomheder, der er omfattet af pligten til at indhente godkendelse af produktion med anvendelse af genetisk modificerede organismer i medfør af den til enhver tid gældende lovgivning om genteknologi. (a)

J 3. Virksomheder med anmeldelsespligtige aktiviteter omfattet af den til enhver tid gældende bekendtgørelse om vurdering af sikkerheden imod følgerne af større uheld. (a)

K. Affald. Oplagring, deponering, behandling, destruktion, genbrug m.v.

K 1. Virksomheder for oparbejdning eller destruktion af kemikalier, opløsningsmidler eller rensemidler og virksomheder for destruktion af affald fra kemisk industri. (a).

K 2. Virksomheder for behandling eller oparbejdning af affald samt nedknusning af affald. (a).

K 3. Virksomheder for oparbejdning, afbrænding eller destruktion af spildolie eller andet affald af raffinaderiprodukter. (a).

K 9. Affaldsforbrændingsanlæg. (a).

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1995
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1995
Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab | TheLawyer.sh