Bekendtgørelse om produktionsafgift på kartofler
BEK nr 1024 af 03/12/1996
§ 1
Ved salg af industrikartofler, der ikke forarbejdes i Danmark, læggekartofler og spisekartofler af dansk avl skal betales en afgift på 0,40 kr. pr. 100 kg.
Ved anvendelse af kartofler af dansk avl til industriel forarbejdning i Danmark skal ligeledes betales en afgift på 0,40 kr. pr. 100 kg.
§ 2
Afgiftspligten efter § 1, stk. 1, påhviler
- Kartoffelcentraler, kartoffelpakkerier og kartoffelavlere, der i medfør af bekendtgørelse om kartofler er autoriseret som sorterevirksomhed og
- kartoffelavlere, der fra egen ejendom sælger spisekartofler af egen avl.
Afgiftspligten efter § 1, stk. 2, påhviler den pågældende virksomhed.
§ 3
Afgift for læggekartofler skal betales første gang, de sælges.
Stk. 1 gælder også ved salg til driftsmæssigt adskilte enheder inden for samme virksomhed.
Afgift for spisekartofler skal betales første gang, de sælges til en modtager, der ikke er afgiftspligtig efter § 2, stk. 1, nr. 1, eller stk. 2.
§ 4
Afgiftsbeløbet skal fremgå af salgsafregningen.
§ 5
Sorterevirksomheder, herunder pakkevirksomheder skal hvert år pr. 31. december udarbejde en opgørelse over køb, salg og anden anvendelse af kartofler i de foregående 12 måneder.
Opgørelsens overensstemmelse med virksomhedens regnskaber skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af en konsulent i driftsøkonomi ansat i en landøkonomisk forening. Foreningens navn skal anføres i konsulentens attestation.
Har en afgiftspligtig virksomhed et afgiftsgrundlag på 2.000 hkg. eller derunder, kan attestationen erstattes af en underskrevet tro og love erklæring. Erklæringen skal afgives på en formular, som kan rekvireres hos Kartoffelafgiftsfonden.
Opgørelsen skal indsendes til Kartoffelafgiftsfonden, c/o Fællessekretariatet, Grindstedvej 55, 7184 Vandel, senest 10. marts.
§ 6
Virksomheder omfattet af § 1, stk. 2, skal hvert år pr. 30. juni udarbejde en opgørelse over køb, salg og anden anvendelse af kartofler i de foregående 12 måneder. Opgørelsen skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Opgørelsen skal indsendes til Kartoffelafgiftsfonden, c/o Fællessekretariatet, Grindstedvej 55, 7184 Vandel, senest 10. september.
§ 7
Kartoffelavlere, der sælger spisekartofler fra egen ejendom af egen avl, skal
- anmelde dette skriftligt til Kartoffelafgiftsfonden og
- udarbejde en opgørelse pr. 31. december over areal samt køb, salg og anden anvendelse af kartofler i de foregående 12 måneder.
Opgørelsen skal indsendes til Kartoffelafgiftsfonden, c/o Fællessekretariatet, Grindstedvej 55, 7184 Vandel, senest 10. marts.
§ 8
Kartoffelafgiftsfonden kan efter skriftlig ansøgning godkende, at en virksomhed fraviger de datoer, der er nævnt i § 5, og i stedet overholder datoen for virksomhedens regnskabsafslutning.
Opgørelsen skal indsendes til Kartoffelafgiftsfonden senest 70 dage efter regnskabsperiodens afslutning.
§ 9
Bestemmelser om salg gælder også for fordeling, levering og enhver anden form for overdragelse til andre.
§ 10
Forfaldne afgifter skal indbetales til Kartoffelafgiftsfonden (girokonto nr. 931 3907) samtidig med indsendelse af de opgørelser, der er nævnt i §§ 5-7.
Beløb, der er omfattet af bekendtgørelsen, og som ikke betales rettidigt, tillægges en rente på 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.
Der er udpantningsret for forfaldne afgiftsbeløb, herunder for rentebeløb nævnt i § 10, stk. 2.
§ 11
Overtrædelse af §§ 4-7, og § 10 eller forsøg herpå straffes med bøde, med mindre strengere straf er forskyldt efter § 25 i lov om administration af det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996.
For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der efter § 27, stk. 1, i samme lov pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 541 af 22. juni 1994 om produktionsafgift på kartofler.
pre_paragraph I medfør af § 6, stk. 1 og 3, og § 24 i lov nr. 414 af 13. juni 1990 om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996, fastsættes:
Landbrugs- og Fiskeriministeriet, den 3. december 1996, den 3. december 1996
/Henrik Dam Kristensen Pieter Feenstra/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996