Bekendtgørelse om godkendelse og tilsyn med diagnostiske laboratorier
BEK nr 1070 af 09/12/1996
§ 1
Bekendtgørelsen finder anvendelse på private laboratorier, der erhvervsmæssigt foretager patologisk anatomiske, mikrobiologiske, parasitiologiske eller serologiske undersøgelser for andre med henblik på konstatering af husdyrsygdomme.
Bestemmelserne finder ikke anvendelse på dyrlæger, der udelukkende foretager undersøgelser på egne patienter.
§ 2
Ansøgning om godkendelse i henhold til § 18, stk. 1, i dyrlægeloven skal indsendes til Veterinærdirektoratet og indeholde oplysning om
- laboratoriets indretning,
- undersøgelsernes art og omfang, herunder metoder og arbejdsforskrifter for disse,
- undersøgelsernes formål og
- uddannelse og kvalifikationer hos den ansvarlige laboratorieleder, som skal være autoriseret dyrlæge.
§ 3
Et godkendt laboratorium er berettiget til i reklameomtale at benytte en af Veterinærdirektoratet godkendt betegnelse, hvori ordet »godkendt« indgår. Betegnelser, hvori ord som »statsanerkendt«, »autoriseret« eller lignende indgår, må ikke benyttes, medmindre særlig lovhjemmel foreligger.
§ 4
Et godkendt laboratorium skal straks foretage anmeldelse til Veterinærdirektoratet, hvis de af laboratoriet foretagne undersøgelser giver kendskab eller mistanke om forekomst af
- smitsomme husdyrsygdomme, der er omfattet af bilag 1 i husdyrsygdomsloven eller af særlige kontrol- eller rådgivningsforstaltninger eller
- sygdomme, som ikke tidligere er påvist i Danmark.
§ 5
Et godkendt laboratorium må kun rekvirere diagnostiske laboratorieundersøgelser fra Statens Veterinære Serumlaboratorium og Statens Veterinære Institut for Virusforskning.
Uanset stk. 1 kan Veterinærdirektoratet meddele tilladelse til at rekvirere diagnostiske laboratorieundersøgelser fra andre end de i stk. 1 nævnte laboratorier, såfremt der ud fra en veterinærfaglig vurdering intet er til hinder herfor.
§ 6
Et godkendt laboratorium skal føre journal over udførte undersøgelser og hvert kvartal give indberetning til Veterinærdirektoratet om disses resultat. Journalen skal opbevares i mindst 2 år.
§ 7
Tilsyn med de godkendte laboratorier, herunder interkalibrering af testmetoder og kontrol af reproducerbarheden af diagnostiske undersøgelsesresultater, udøves af Veterinærdirektoratet med bistand fra de i § 5, stk. 1, nævnte laboratorier.
Veterinærdirektoratets udgifter i forbindelse med tilsyn med laboratoriet betales i henhold til bekendtgørelse om betaling for autorisation, registrering, godkendelse, attestering, tilsyn eller kontrol udført af Veterinærdirektoratet.
§ 8
Overtrædelse af §§ 3 og 4, § 5, stk. 1, eller § 6 straffes med bøde.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Samtidig ophæves cirkulære nr. 184 af 21. november 1983 om godkendelse af diagnostiske laboratorier, jf. § 18 i lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet og om udøvelse af dyrlægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 312 af 25. juni 1980.
pre_paragraph I medfør af § 18, stk. 3 og 4, og § 19, stk. 3, i lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning (dyrlægeloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 492 af 28. juni 1990 samt §§ 6 og 10 og § 35, stk. 2, i lov om husdyrsygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. juni 1993, fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996