Bekendtgørelse om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven
BEK nr 1079 af 11/12/1996
§ 1
Bekendtgørelsen fastsætter udtømmende de vederlag til henholdsvis hegnsynsmænd og vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven, der kan pålægges parterne i en sag. Særskilt betaling for telefon-, porto- og befordringsudgifter kan ikke opkræves.
De i denne bekendtgørelse fastsatte vederlag er ikke undergivet nogen form for automatisk regulering og kan kun ændres af landbrugs- og fiskeriministeren.
Der kan ikke kræves forudbetaling af eller sikkerhedsstillelse for vederlag til hegnsynsmænd. Vederlag til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven kan derimod, jf. lovens § 28, stk. 1, kræves forudbetalt.
§ 2
For behandlingen af en hegnssag tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
Hæves en hegnssag, før der har været afholdt åstedsmøde, tilkommer der formanden et vederlag på 475 kr., der afholdes af den, der har begæret hegnsynsforretning.
For godkendelse af og indførelse i hegnsynets protokol af et forlig indgået uden hegnsynets medvirken, jf. lovens § 38, stk. 4, tilkommer der formanden et vederlag på 150 kr.
§ 3
For hegnsynets afgørelse af spørgsmålet om fordeling af sagsomkostningerne ved en skelforretning tilkommer der hegnsynet et vederlag på 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre synsmænd.
§ 4
For afholdelse af en vurderingsforretning efter mark- og vejfredsloven tilkommer der vurderingsmændene et vederlag på 800 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til den anden vurderingsmand.
Når undtagelsesvis alle 3 vurderingsmænd, jf. lovens § 26, stk. 1, 2. pkt., deltager i forretningen, udgør vederlaget 1125 kr., der fordeles med 475 kr. til formanden og 325 kr. til hver af de andre vurderingsmænd.
§ 5
For udskrifter eller kopier af henholdsvis hegnsynets protokol og protokollen for vurderingsforretninger efter mark- og vejfredsloven betales 10 kr. for første påbegyndte side og 1 kr. for hver påbegyndt følgende side. Hvor udskrifter eller fotokopier leveres af formanden, tilfalder vederlaget denne, ellers den pågældende kommune. Der betales dog ikke for første eksemplar af en udskrift eller en kopi, der leveres til en part i sagen.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Bekendtgørelse nr. 491 af 4. juli 1989 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven ophæves.
Den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse finder dog anvendelse i sager, der er indbragt for henholdsvis hegnsynet og vurderingsmændene i henhold til mark- og vejfredsloven inden den 1. januar 1997.
pre_paragraph I medfør af § 48 i lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987, samt § 28, stk. 3, i lov om mark- og vejfred, jf. lovbekendtgørelse nr. 818 af 11. december 1987, fastsættes:
Landbrugs- og Fiskeriministeriet, den 11. december 1996, den 11. december 1996
/Henrik Dam Kristensen Inga Steen Jensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996