TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat

BEK nr 1129 af 13/12/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Udover de i retsplejelovens § 119, stk. 2, nævnte betingelser er det en betingelse for at få beskikkelse som advokat, at den pågældende har bestået en eksamen efter at have været tilmeldt teoretiske efteruddannelseskurser på områder af særlig betydning for advokater, jf. dog § 7.

§ 2

Justitsministeren nedsætter et kursusudvalg, der har til opgave at fastsætte retningslinier for indholdet og tilrettelæggelsen af uddannelsen og eksamen samt for ansættelse og afskedigelse af lærere, eksaminatorer og censorer. Udvalget udarbejder endvidere kursusplan og fastsætter betalingen for deltagelse i kurserne og i eksamen. Kursusudvalget kan ikke indføre adgangsregulering eller mødepligt på kurserne. Kursusudvalget kan bestemme, at ansættelse og afskedigelse af lærere, eksaminatorer og censorer skal forelægges udvalget til godkendelse.

Stk. 2

Advokatsamfundet v/Advokaternes Serviceselskab A/S yder kursusudvalget den fornødne sekretariatsbistand.

Stk. 3

Kursusudvalgets kursusplan og udvalgets retningslinier for kursernes indhold og tilrettelæggelse af undervisningen skal godkendes af justitsministeren. Det samme gælder udvalgets fastsættelse af deltagernes betaling for tilmelding til kurserne og til eksamen samt betaling for det i § 7, stk. 2, nævnte kursusmateriale. Betalingen skal alene dække de omkostninger, der er nødvendige for kursernes afholdelse m.v. samt den hermed forbundne administration.

§ 3

Kursusudvalget består af 7 personer, der udpeges af justitsministeren. Heraf udpeges 3 medlemmer efter indstilling fra Advokatrådet, 2 medlemmer efter indstilling fra Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, samt 1 medlem efter indstilling fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund. 1 medlem udpeges som repræsentant for Justitsministeriet. Kursusudvalget vælger selv sin formand.

Stk. 2

Kursusudvalgets medlemmer udpeges for en periode af 3 år. Fratræder et medlem inden udløbet af 3-års perioden, udpeges et nyt medlem kun for den resterende del af perioden.

Stk. 3

Kursusudvalgets forretningsorden skal godkendes af justitsministeren.

§ 4

Advokatsamfundet forestår efteruddannelsen på grundlag af de retningslinier, der er fastsat af kursusudvalget, jf. § 2.

Stk. 2

Advokatsamfundet kan overlade det til Advokaternes Serviceselskab A/S at forestå den praktiske gennemførelse af efteruddannelsen, herunder retten til at tilrettelægge tid og sted for kursernes afholdelse samt at antage og afskedige lærere.

Stk. 3

Advokatsamfundet skal årligt indsende budget og regnskab for kursernes drift til justitsministeren til brug for ministerens godkendelse af den fastsatte betaling for tilmelding til kurserne m.v., jf. § 2, stk. 3, 2. pkt.

§ 5

De særlige kurser om teoretisk efteruddannelse, som består af 36 kursusdage fordelt over 4 semestre, afsluttes med en eksamen. En deltager skal have opnået bedømmelsen bestået, for at eksamensbevis kan udstedes.

Stk. 2

En deltager kan højst indstille sig til eksamen 3 gange. Kursusudvalget kan i særlige tilfælde undtage herfra.

§ 6

Klager over en eksamination, herunder en eksamensbedømmelse, kan af eksaminanden indgives til kursusudvalget. Klagen, der skal være skriftlig og begrundet, skal være indgivet senest 2 uger efter, at resultatet af en eksamination er blevet bekendtgjort.

Stk. 2

Kursusudvalgets formand forelægger snarest muligt klagen for eksaminator og censor.

Stk. 3

Eksaminator og censor kan efter en fornyet gennemgang vedtage at ændre en ikke bestået bedømmelse til bedømmelsen bestået eller indstille til kursusudvalget enten at fastholde den oprindelige bedømmelse eller at ophæve eksaminationen og lade en ny eksamen afholde, hvis eksaminanden er villig hertil. Kursusudvalgets beslutning træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 4

Behandlingen af klagen skal være afsluttet og resultatet meddelt klageren senest 1 måned efter klagens indgivelse.

§ 7

Justitsministeren kan i særlige tilfælde, når de fornødne kundskaber må anses for at være tilegnet på anden vis, efter høring af kursusudvalget helt eller delvis fritage fra kravet om tilmelding til de særlige kurser om teoretisk efterudddannelse som betingelse for at opnå advokatbeskikkelse.

Stk. 2

I tilfælde, hvor den pågældende har haft et så alsidigt og advokatrelevant karriereforløb, at der ikke er grund til at betvivle, at den pågældende vil være i stand til på fuldt forsvarlig vis at udøve advokatvirksomhed, kan justitsministeren endvidere efter høring af kursusudvalget fritage fra eksamenskravet.

Stk. 3

En person, som har opnået fritagelse fra kravet om tilmelding til de særlige kurser, har ret til mod betaling at få udleveret et eksemplar af det benyttede kursusmateriale.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2

Bekendtgørelsen finder anvendelse på personer, der består juridisk kandidateksamen efter bekendtgørelsens ikrafttræden.

pre_paragraph I medfør af § 119, stk. 6, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 15. august 1996, fastsættes:


Justitsministeriet, den 13. december 1996, den 13. december 1996

/Bjørn Westh Mogens Kjærgaard Møller/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996