TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til investeringer vedrørende forarbejdning, opbevaring og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter(*

BEK nr 1135 af 13/12/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri (Strukturdirektoratet) træffer inden for den af Europa-Kommissionen godkendte FIUF-sektorplan 1994-99, afgørelse om ydelse af tilskud til forarbejdningsvirksomheder inden for fiskerisektoren.

Stk. 2

Ansøgningsskema og vejledning rekvireres i Strukturdirektoratet. Ansøgning om tilskud sendes til Strukturdirektoratet i to eksemplarer.

§ 2

Tilskud kan ydes til virksomheder, der forarbejder og afsætter fiskerivarer og akvakulturprodukter med henblik på anvendelse som fødevarer.

§ 3

Tilskud kan ydes til

  1. råvareforarbejdning,
  1. forbedret udnyttelse af råvarer,
  1. nye produkter af uudnyttede arter,
  1. højere forædling,
  1. ny produktionsteknologi, herunder renere teknologi,
  1. miljøforbedringer eller
  1. kvalitetsstyring.
Stk. 2

Investeringerne skal opfylde følgende betingelser:

  1. De skal bidrage til en strukturforbedring med varig økonomisk virkning, og
  1. de skal frembyde tilstrækkelig sikkerhed for den tekniske og økonomiske bæredygtighed.
Stk. 3

Tilskud skal fremme udvikling og modernisering samt tilpasning til ændringer i forsynings- og afsætningforhold.

§ 4

Der ydes ikke tilskud til

  1. udgifter vedrørende fiskeri- og akvakulturprodukter, som er bestemt til at blive anvendt og forarbejdet til andre formål end til fødevarer,
  1. detailhandel,
  1. køb af grunde,
  1. advokat- og revisorhonorar,
  1. finansieringsomkostninger,
  1. dækning af generalomkostninger ud over 12 pct. af omkostningerne,
  1. almindeligt inventar til kontor og kantine,
  1. køretøjer til persontransport eller
  1. erhvervelse af brugt udstyr og brugte anlæg.

§ 5

Der vil ved ansøgningernes behandling blive lagt særlig vægt på størrelsen af den eksisterende forarbejdningskapacitet på det omhandlede område, behovet for de påtænkte investeringer samt investeringernes rentabilitet og ansøgers økonomiske forhold og overlevelsesevne.

§ 6

Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at projektet ikke iværksættes inden datoen for Strukturdirektoratets kvittering for modtagelse af ansøgningen.

Stk. 2

Når kvittering er modtaget, kan projektet iværksættes for ansøgers egen regning og risiko.

§ 7

Tilskud kan kun ydes til udgifter, der indgår i det godkendte projekt, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2

Tilskudsgrundlaget omfatter ikke moms, der refunderes.

Stk. 3

Ændring af projektet må kun finde sted, hvis Strukturdirektoratets godkendelse foreligger forinden.

Stk. 4

Strukturdirektoratet kan godkende ændring af projektet på betingelse af,

  1. at det godkendte projekts formål ikke ændres væsentligt, og
  1. at den ansøgte ændring fremmer opnåelsen af projektets formål.

§ 8

Materiel, til hvilket der er ydet tilskud, må ikke sælges eller udlejes indtil fem år efter udbetaling af tilskud.

§ 9

Tilskud udgør 30 pct. af de støtteberettigede udgifter, heraf 25 pct. fra EF og 5 pct. fra den danske stat.

§ 10

Projektet skal være afsluttet senest to år efter Strukturdirektoratets meddelelse af tilsagn om tilskud. Regnskabsaflæggelse for investeringsprojekter skal være modtaget af Strukturdirektoratet senest 6 måneder efter projektets afslutning.

Stk. 2

Efter projektet er gennemført, og der til Strukturdirektoratet er indsendt dokumentation for, at alle udgifter er afholdt, udbetales tilskud af Strukturdirektoratet til en af ansøger oprettet konto i et pengeinstitut.

§ 11

Oplysninger, underretninger, erklæringer m.v. efter lovens § 15, skal gives til Strukturdirektoratet.

§ 12

Med henblik på at kontrollere gennemførte foranstaltninger efter bekendtgørelsen, har Strukturdirektoratet mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til virksomheder m.v., der drives af en fysisk eller juridisk person, der har modtaget tilsagn om tilskud. På tilsvarende måde har Strukturdirektoratet adgang til virksomhedernes regnskaber, forretningsbøger m.v.

Stk. 2

Den ansvarlige og beskæftigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse, og det i stk. 1 nævnte materiale, skal udleveres på Strukturdirektoratets begæring.

Stk. 3

Til brug for kontrollen kan Strukturdirektoratet indhente fornødne oplysninger hos skatte- og afgiftsmyndigheder eller andre offentlige myndigheder.

§ 13

Strukturdirektoratet kan beslutte, at tilsagn om tilskud helt eller delvis skal bortfalde, og at udbetalte tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales, hvis

  1. tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
  1. tilskudsmodtager tilsidesætter sine pligter i henhold til bekendtgørelsen, eller tilsidesætter sin pligt til på forlangende at afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for at modtage tilskud stadig opfyldes, jf. lovens § 15,
  1. vilkårene for ydelse af tilskud eller tilsagn herom ikke opfyldes, eller
  1. forudsætningerne for tilskud eller tilsagn herom iøvrigt efter Strukturdirektoratets skøn er væsentligt forrykket.

§ 14

Det i lovens § 16, stk. 2, nævnte rentetillæg af beløb, der kræves tilbagebetalt i henhold til lovens § 16, stk. 1, beregnes fra tidspunktet for påkrav om tilbagebetaling med den rentesats, der er fastsat i renteloven.

§ 15

Strukturdirektoratets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 16

I henhold til § 18 i lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren straffes den, der til brug for afgørelser, der træffes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for afgørelsen, med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, der overtræder vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse.

Stk. 2

Den, der iøvrigt undlader at give oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til loven eller regler fastsat i medfør af loven, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold.

Stk. 3

Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.

pre_paragraph I medfør af § 2, nr. 5, § 7, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, § 13, stk. 1, §§ 14 - 16 og § 18, stk. 3, i lov nr. 483 af 12. juni 1996 om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren, fastsættes:


Landbrugs- og Fiskeriministeriet, den 13. december 1996, den 13. december 1996

/Henrik Dam Kristensen Susanne Møller/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996
Bekendtgørelse om tilskud til investeringer vedrørende forarbejdning, opbevaring og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter(* | TheLawyer.sh