Bekendtgørelse om energimærkning m.v. i bygninger (* 1) (*
BEK nr 1169 af 16/12/1996
§ 1
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse gælder for bygninger af enhver art bortset fra de i stk. 2-5 nævnte.
Bygninger, der ifølge registrering i Bygnings- og Boligregistret (BBR) helt eller overvejende anvendes til følgende erhverv, undtages fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse (anvendelseskode i BBR anført i parentes):
- Bygninger til erhvervsmæssig produktion vedrørende landbrug, skovbrug, gartneri, råstofudvinding o.l. (210) eller industri, håndværk m.v. (220). Stuehuse til landbrug er dog omfattet af bestemmelserne i denne bekendtgørelse uanset ovenstående bestemmelse og bestemmelsen i stk. 3.
- El-, gas- eller varmeværk, forbrændingsanstalt m.v. (230).
- Anden bygning til landbrug, industri etc. (290).
Hvis en ejendom består af flere bygninger, og over halvdelen af det samlede etageareal af bygningerne anvendes til formål, som er nævnt i stk. 2, er ejendommen som helhed undtaget fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Bygninger, der ifølge registrering i BBR anvendes til følgende formål, undtages fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse (anvendelseskode i BBR anført i parentes):
- Sommerhuse (510), medmindre der foreligger en tidsubegrænset, ikke personlig tilladelse til at benytte huset til helårsbeboelse ifølge bestemmelserne i lov om planlægning.
- Kolonihavehuse (540), feriekolonier, vandrehjem m.v. (520), og andre bygninger til fritidsformål (590).
- Carporte (920) og fritliggende, uopvarmede garager (510) og udhuse (930).
Endvidere undtages følgende kategorier af bygninger uanset registrering i BBR:
- Bygninger, der anvendes til kirkelokaler.
- Bygninger med et samlet etageareal på 1.500 m2 eller derover, som ikke benyttes, eller som har kortvarig årlig benyttelsestid og intet eller meget begrænset forbrug af energi og vand.
- Bygninger med et samlet etageareal under 1.500 m2, som ifølge parternes aftale sælges med henblik på nedrivning.
§ 2
Ved en ejendom forstås i denne bekendtgørelse alle bygninger, beliggende på samme matrikel. Bygninger og erhvervsenheder defineres på samme måde som i BBR.
Hvis bygninger, beliggende på flere sammenhængende matrikler, har samme ejer eller ejerforening og fælles drift af samme opvarmningssystem, anses bygningerne i denne bekendtgørelse for at udgøre en ejendom.
Det samlede etageareal beregnes som de samlede bygningsarealer på en ejendom (BBR-felt 216) og arealet af udnyttet del af tagetage (BBR-felt 222).
Ved beregning af det samlede etageareal fradrages alle arealer i bygninger og erhvervsenheder, som i BBR er registreret under de i § 1, stk. 2, nævnte anvendelser på bygnings- og bygningsenhedsniveau.
Ved ejendomme med flere ejere påhviler forpligtelserne efter denne bekendtgørelse ejerne i forening.
§ 3
I denne bekendtgørelse anvendes de i stk. 2-5 nævnte definitioner af ejendomme og lejemål samt energi- og vandforbrug:
Små ejendomme er:
- Ejendomme, hvor det samlede etageareal er under 1.500 m2.
- Ejerlejligheder uanset størrelsen af lejligheden.
Store ejendomme er:
- Ejendomme, hvor bygningernes samlede etageareal er 1.500 m2 eller derover.
- Ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, hvis det samlede etageareal for de bygninger, hvori ejerlejligheder under samme ejerforening er beliggende, er 1.500 m2 eller derover.
Store erhvervslejemål er lejemål, hvor det samlede lejede etageareal er 1.500 m2 eller derover, og hvor det lejede anvendes til erhvervsformål, som er omfattet af denne bekendtgørelse, jf. § 1.
Ved individuel forsyning med energi og vand forstås, at energi og vand leveres og afregnes af en forsyningsvirksomhed direkte til de enkelte lejere eller ejere.
Energimærkning m.v. for små ejendomme
Energimærkning m.v. for små ejendomme
§ 4
Ved salg af små ejendomme skal sælgeren lade udarbejde en energimærkning og en energiplan for ejendommen. Som salg anses ikke overdragelse ved arv, gave, tvangsauktion, overdragelse fra insolvent bo eller overdragelse til ægtefælle eller samlever eller overdragelse ved sameje. Derudover kan ejeren af ejendommen i andre tilfælde lade udarbejde energimærkning og energiplan.
Energimærkning og energiplan må ikke være udarbejdet mere end 3 år før indgåelsen af aftale om salg for at være gyldig.
Energimærkning og energiplan skal udarbejdes af en godkendt energikonsulent.
Sælgeren skal sørge for, at køberen, inden parterne indgår aftale om salg af ejendommen, er gjort bekendt med ejendommens energimærkning og energiplan og ledsagende dokumentation.
Hvis køberen ved salg af små ejendomme ikke er gjort bekendt med ejendommens energimærkning og energiplan inden indgåelsen af aftale om salg, og sælgeren ikke efter påkrav har udleveret energimærkning og energiplan, er køberen berettiget til at lade energimærkning og energiplan udarbejde for sælgerens regning, såfremt dette sker inden for en rimelig frist, jf. i øvrigt § 16 i lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger.
§ 5
Energimærkning for små ejendomme består af et standardiseret energimærke med oplysning om ejendommens beregnede energi- og vandforbrug og CO2-udledning samt en sammenligning af disse forhold med forholdene i andre ejendomme med tilsvarende anvendelse.
Energimærkningen skal ledsages af dokumentation for oplysninger om isoleringstilstand, energi- og vandforbrugende apparater og installationer m.v.
Oplysningerne i energimærkningen skal baseres på et beregnet forbrug uafhængigt af de nuværende brugeres adfærd.
For ejerlejligheder udarbejdes energimærkningen på grundlag af en beregning af lejlighedens forbrug af energi og vand samt lejlighedens forholdsmæssige andel af ejendommens fælles forsyning med energi og vand, eventuelt på grundlag af fordelingstal.
§ 6
Energiplan for små ejendomme udarbejdes på en standardiseret blanket og indeholder en oversigt over besparelser i ejendommens energi- og vandforbrug, som det kan anbefales ejeren at gennemføre.
Energiplanen skal indeholde forslag til rentable besparelsesmuligheder inden for alle typer af energi- og vandanvendelse i ejendommen. Energiplanen skal endvidere indeholde et skøn over investeringer og årlige besparelser ved de enkelte forslag samt den skønnede økonomiske levetid for den foreslåede foranstaltning. Endelig skal planen angive en brugerøkonomisk rentabilitet af de enkelte forslag.
For ejerlejligheder skal energiplanen indeholde en vurdering af, om forslag til energi- og vandbesparelser kun eller mest hensigtsmæssigt kan gennemføres i fællesskab af ejerlejlighedsejerne.
§ 7
Energikonsulenten udarbejder energimærkning og energiplan på grundlag af en systematisk gennemgang af ejendommen og en registrering af energi- og vandforbrugende apparater og installationer, som indgår i salget.
Energikonsulenten kan dog udarbejde energimærkning og energiplan uden gennemgang af ejendommen, hvis ejendommen er opført inden for det sidste år, og det fremgår af byggetilladelsen, at ejendommen opfylder kravene i det da gældende bygningsreglement. I så fald beregnes energi- og vandforbrug efter standardforudsætninger og data.
Energimærkning m.v. for store ejendomme
Energimærkning m.v. for store ejendomme
§ 8
Der skal en gang årligt udarbejdes energimærkning og energiplan for store ejendomme.
Energimærkning og energiplan skal udarbejdes af en godkendt energiledelseskonsulent.
Det påhviler ejeren af ejendommen at lade energimærkningen og energiplanen udarbejde. Ved ejendomme med ejerlejligheder påhviler pligten ejerforeningen, for så vidt angår fællesarealer og fællesinstallationer m.v.
I forbindelse med salg af ejendommen skal sælgeren sørge for, at køberen, inden parterne indgår aftale om salg af ejendommen, er gjort bekendt med ejendommens energimærkning og energiplan.
§ 9
Energimærkning for store ejendomme består af et standardiseret energimærke med oplysning om ejendommens energi- og vandforbrug og CO2-udledning samt en sammenligning af disse forhold med forholdene i andre ejendomme med tilsvarende anvendelse.
Energimærkningen ledsages af dokumentation for de i mærkningen omhandlede forhold.
Oplysningerne i energimærkningen baseres på registrering af det faktiske energi- og vandforbrug i ejendommen, jf. bestemmelserne i § 13, dog med klimakorrektion for varmeforbruget til rumopvarmning, og den deraf følgende CO2-udledning.
Energimærkning omfatter ikke forbrug af energi og vand, som lejere og andre lignende brugere samt ejere af ejerlejligheder får leveret ved individuel forsyning.
§ 10
Energiplan for store ejendomme udarbejdes på en standardiseret blanket og indeholder en oversigt over besparelser i ejendommens energi- og vandforbrug, som det kan anbefales ejeren, hhv. ejerforeningen, at gennemføre.
Energiplanen skal indeholde forslag til rentable besparelsesmuligheder inden for alle typer af energi- og vandanvendelse i ejendommen. Energiplanen skal endvidere indeholde et skøn over investeringer og årlige besparelser ved de enkelte forslag samt den skønnede økonomiske levetid af den foreslåede foranstaltning. Endelig skal energiplanen angive en brugerøkonomisk rentabilitet af de enkelte forslag.
Energiplanen omfatter ikke besparelsesmuligheder i de bygningsdele, tekniske installationer og apparater, der ejes af lejere og andre lignende brugere samt ejere af ejerlejligheder, og hvor drift og vedligeholdelse alene påhviler disse.
§ 11
Energiledelseskonsulenten udarbejder energimærkning og energiplan på grundlag af en besigtigelse af ejendommen samt ejerens registrering af energi- og vandforbrug og en vurdering af driftsforholdene for energi- og vandforbrugende anlæg, jf. bestemmelserne i § 13.
Når energiplanen udarbejdes første gang, skal energiledelseskonsulenten skaffe sig overblik over ejendommens forhold og udpege de mest relevante energi- og vandbesparelsesmuligheder. Ved ejendomme med særligt komplicerede forhold kan denne genemgang dog fordeles over indtil 5 år. Ajourføringen af energiplanen i de følgende år tager udgangspunkt i det foregående års energiplan og indeholder nye vurderinger af besparelsesmulighederne.
§ 12
Inden et olie- eller gasfyret varmeanlæg med en indfyret effekt på mere end 400 kW (nedre brændværdi) tages i brug, skal ejeren af anlægget lade en energiledelseskonsulent, som er særligt godkendt hertil, jf. § 21, stk. 6, kontrollere, om anlægget opfylder de energimæssige krav i bygningsreglementet.
Ejeren oplyser den stedlige bygningsmyndighed om resultatet af gennemgangen af anlægget.
§ 13
Ejeren, hhv. ejerlejlighedsforeningen, skal foretage følgende registreringer for de her omhandlede ejendomme og indføre registreringerne i en godkendt driftsjournal:
- Ejendommens forbrug af energi og vand, herunder varmt brugsvand.
- De energi- og vandforbrugende installationers driftsforhold (temperatur, røgtemperatur m.v.).
Registreringen foretages en gang månedligt og indsendes til energiledelseskonsulenten forud for den årlige bygningsgennemgang.
Energiledelseskonsulenten kan anbefale hyppigere registrering ved særligt stort forbrug eller særlige tekniske installationer.
Registreringspligten omfatter ikke:
- Forbrug af energi og vand, som lejere og andre lignende brugere samt ejere af ejerlejligheder får leveret ved individuel forsyning.
- Periodiske registreringer af driftsforhold for de tekniske installationer, som ejes af lejere og andre lignende brugere samt ejere af ejerlejligheder, og hvis drift og vedligeholdelse alene påhviler disse.
Energimærkning m.v. for store erhvervslejemål
Energimærkning m.v. for store erhvervslejemål
§ 14
Der skal en gang årligt udarbejdes energimærkning og energiplan for store erhvervslejemål for det forbrug af energi og vand, som leveres ved individuel forsyning. Lejeren er forpligtet til at lade energimærkningen og energiplanen udarbejde.
Energimærkning og energiplan skal udarbejdes af en godkendt energiledelseskonsulent.
Energiledelseskonsulenten udarbejder energimærkning og energiplan på grundlag af en besigtigelse af lejemålet samt det af lejeren registrerede faktiske forbrug af energi og vand i lejemålet, jf. § 17, og en vurdering af driftsforholdene for energi- og vandforbrugende anlæg i lejemålet. Bestemmelserne i § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for store erhvervslejemål.
Energikonsulenten skal have adgang til energimærkning og energiplan for den ejendom, hvori lejemålet er beliggende.
§ 15
Energimærkning for store erhvervslejemål består af et standardiseret energimærke med oplysning om lejemålets energi- og vandforbrug og CO2-udledning samt en sammenligning af disse forhold med forholdene i andre lejemål med tilsvarende anvendelse.
Energimærkningen skal ledsages af dokumentation for de i mærkningen omhandlede forhold.
Oplysningerne i energimærkningen baseres på en registrering af det faktiske energi- og vandforbrug i lejemålet, jf. bestemmelserne i § 17, dog med klimakorrektion for varmeforbruget til rumopvarmning, og den deraf følgende CO2-udledning.
§ 16
Energiplan for store erhvervslejemål udarbejdes på en standardiseret blanket og indeholder en oversigt over de forhold, der har direkte betydning for lejemålets forbrug af energi og vand, herunder lejerens egne belysningsanlæg, kontormaskiner og andre elforbrugende apparater. Forhold og installationer, der er omfattet af en energiplan for pågældende ejendom som helhed, skal ikke behandles i energiplanen for lejemålet.
Energiplanen skal udarbejdes i overensstemmelse med bestemmelserne i § 10, stk. 2.
§ 17
Lejeren af et stort erhvervslejemål skal foretage følgende registreringer for lejemålet:
- Det forbrug af energi og vand, som lejeren får leveret ved individuel forsyning.
- Driftsforhold for de energi- og vandforbrugende installationer, der alene vedrører lejeren, medmindre disse er omfattet af registrering af driftsforhold for ejendommen som helhed, jf. § 13.
Bestemmelserne i § 13 finder i øvrigt anvendelse på registreringer efter stk.1.
Særlige bestemmelser om offentlige ejendomme
Særlige bestemmelser om offentlige ejendomme
§ 18
Staten, amtskommuner og kommuner skal offentliggøre de i stk. 2-3 nævnte oplysninger om ejendomme, som disse myndigheder ejer, og som omfattes af bestemmelserne i denne bekendtgørelse. For statens vedkommende træffer de enkelte ministerier de fornødne foranstaltninger til offentliggørelse for deres område.
Kopi af energimærke og af standardiseret blanket til energiplan for de enkelte ejendomme skal fremlægges til gennemsyn på et offentligt tilgængeligt sted eller offentliggøres på anden tilsvarende vis efter myndighedens valg. Myndigheden underretter offentligheden om fremlæggelsen på hensigtsmæssig måde.
Offentligheden har adgang til at blive gjort bekendt med energimærke og energiplan for de enkelte ejendomme med ledsagende dokumentation efter bestemmelserne i lov om offentlighed i forvaltningen.
Bestemmelserne i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse fra adgangen til aktindsigt finder anvendelse for de i stk. 2 og 3 nævnte dokumenter.
§ 19
Bygninger, som staten ejer eller lejer, omfattes af bestemmelserne i Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 25 af 7. februar 1995 om energieffektivisering i statens institutioner.
Energikonsulenter og energiledelseskonsulenter
Energikonsulenter og energiledelseskonsulenter
§ 20
Energikonsulenterne udfører energimærkning m.v. af små ejendomme. Konsulenterne godkendes af det i § 23 nævnte udvalg. Indtil udvalget er nedsat, foretager Energistyrelsen godkendelserne.
For at kunne godkendes som energikonsulent og udøve virksomhed i forbindelse med energimærkning af små ejendomme skal konsulenten opfylde følgende kvalifikationskrav:
- have dansk uddannelse som civil-, akademi-, teknikum- eller diplomingeniør, cand. arch. eller bygningskonstruktør eller tilsvarende dansk eller udenlandsk anerkendt uddannelse,
- have mindst 5 års dokumenteret erhvervsmæssig praksis inden for de sidste 10 år med relevant byggeteknisk rådgivning eller kombineret byggeteknisk og energimæssig rådgivning, herunder kundekontakt,
- have gennemført et adgangskursus efter nærmere bestemmelse fra Energistyrelsen med tilfredsstillende resultat.
Uanset uddannelseskravene i stk. 2, nr. 1, kan en konsulents uddannelse godkendes, hvis konsulenten dokumenterer, at vedkommende på anden vis har erhvervet kvalifikationer, som svarer til de nævnte uddannelser. Det i § 23 nævnte udvalg kan fastsætte krav til den nævnte dokumentation, herunder at vedkommende skal bestå nærmere angivne prøver.
§ 21
Energiledelseskonsulenter udfører energimærkning m.v. af store ejendomme og store erhvervslejemål. Konsulenterne godkendes af det i § 24 nævnte udvalg. Indtil udvalget er nedsat, foretager Energistyrelsen godkendelserne.
For at kunne godkendes som energiledelseskonsulent og udøve virksomhed i forbindelse med energimærkning af store ejendomme og store erhvervslejemål skal konsulenten opfylde følgende kvalifikationskrav:
- have dansk uddannelse som civil-, akademi-, teknikum- eller diplomingeniør eller tilsvarende dansk eller udenlandsk anerkendt uddannelse,
- have mindst 4 års dokumenteret erhvervsmæssig praksis inden for de seneste 5 år med relevant byggeteknisk og energimæssig rådgivning, herunder kundekontakt,
- have gennemført et adgangskursus efter nærmere bestemmelse fra Energistyrelsen med tilfredsstillende resultat.
Bestemmelserne i § 20, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for energiledelseskonsulenter.
Energiledelseskonsulenten skal være ansat i et firma, som er registreret af det i § 24 nævnte udvalg. For at blive registreret skal firmaet:
- have mindst en godkendt energiledelseskonsulent tilknyttet,
- være momsregistreret,
- kunne dokumentere, at firmaet er dækket af en forsikring for rådgiveransvar efter bestemmelser, som Energistyrelsen fastsætter ved bekendtgørelse.
En konsulent kan dog godkendes og særskilt registreres som intern energiledelseskonsulent, hvis vedkommende opfylder de i stk. 2 og 3 nævnte krav til uddannelse m.v., bortset fra kravet om kundekontakt. Ved en intern energiledelseskonsulent forstås en konsulent, der er ansat af ejendommens ejer eller administrator til at udføre energimærkning m.v. i ejendommen. Bestemmelserne i stk. 4 finder ikke anvendelse på disse konsulenter. I øvrigt finder bestemmelserne vedrørende energiledelseskonsulenter anvendelse for disse konsulenter med de ændringer, der følger af ansættelsesforholdet.
En godkendt energiledelseskonsulent kan yderligere godkendes og særskilt registreres som energiledelseskonsulent for store varmeanlæg, jf. bestemmelserne i § 12. Denne godkendelse betinges af, at vedkommende dokumenterer særlige kvalifikationer vedrørende disse anlæg efter udvalgets nærmere bestemmelse. Hvis vedkommende pr. 31. december 1996 er registreret som varmekonsulent efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 748 af 23. oktober 1986 om kontrol og vedligeholdelse af større olie- og gasfyrede varmeanlæg m.v. samt fjernvarmeforsynede varmeanlæg i større ejendomme, kan vedkommende dog fortsætte som konsulent for store varmeanlæg uden yderligere dokumentation.
§ 22
De i §§ 20 og 21 nævnte konsulenter skal i deres virksomhed som godkendt konsulent:
- følge de retningslinier for deres virksomhed, som til enhver tid måtte blive udsendt fra Energistyrelsen eller de i §§ 23 eller 24 nævnte udvalg,
- følge de kurser eller orienteringsmøder, som er obligatoriske efter bestemmelse fra Energistyrelsen eller udvalgene,
- overholde de bestemmelser om honorar for konsulentvirksomheden og om ansvarsforsikring for rådgiveransvar, som Energistyrelsen fastsætter ved bekendtgørelse,
- være momsregistreret; hvis konsulenten er ansat i et firma, skal dette være momsregistreret,
- anvende de energimærker og blanketter til energiplaner, som leveres af pågældende udvalg,
- betale skyldige beløb til pågældende udvalg for registrering m.v.,
- indberette til pågældende udvalg om udarbejdede energimærkninger og energiplaner indenfor en frist, som fastsættes af udvalget.
- indsende supplerende dokumentation for energimærkningen efter nærmere bestemmelse fra Energistyrelsen eller pågældende udvalg.
- følge anvisninger fra pågældende udvalg om kvalitetskontrol af energimærkning m.v. og efterkomme afgørelser i klagesager efter § 26.
Konsulenten eller det firma, som konsulenten er ansat i, skal være uvildig i den enkelte sag, således at vedkommende skal være uafhængig af interesser, der kan påvirke arbejdet som konsulent.
Konsulentens virksomhed efter denne bekendtgørelse omfattes af bestemmelserne i Almindelige Betingelser for Teknisk Rådgivning og Bistand 89 (ABR 89).
Konsulenten må ikke have ubetalt, forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr. Det hindrer dog ikke godkendelse, at gælden til det offentlige overstiger 100.000 kr., såfremt den pågældende for den del af gælden, der overstiger 100.000 kr., har indgået afdragsordning med inddrivelsesmyndigheden eller har stillet sikkerhed.
Konsulenten skal være myndig og må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller samværgemål efter værgemålslovens § 7.
§ 23
Godkendelse af energikonsulenter m.v., forestås af Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendomme. Udvalget bistås af et sekretariat.
Udvalget består af en formand og et antal andre medlemmer. Energistyrelsen fastsætter antallet af medlemmer og udpeger disse. Et nærmere fast antal medlemmer udpeges efter indstilling af berørte forbrugere og erhvervsorganisationer.
§ 24
Godkendelse af energiledelseskonsulenter m.v. forestås af Registreringsudvalget for Energimærkning af Store Ejendomme. Udvalget bistås af et sekretariat.
Udvalget består af en formand og et antal andre medlemmer. Energistyrelsen fastsætter antallet af medlemmer og udpeger disse. Et nærmere fast antal medlemmer udpeges efter indstilling af berørte forbrugere og erhvervsorganisationer.
§ 25
Medlemmerne af de i §§ 23 og 24 nævnte udvalg udpeges for 3 år ad gangen. Halvdelen af de medlemmer, som udpeges ved udvalgenes nedsættelse, udpeges dog kun for 2 år. Hvis et medlem afgår inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.
Energistyrelsen fastsætter udvalgenes vedtægter.
Udvalgene varetager følgende opgaver i forbindelse med godkendelse af konsulenter:
- behandle ansøgninger om optagelse som konsulent og godkende konsulenter,
- føre tilsyn med konsulenternes arbejde og træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre kvaliteten af arbejdet,
- behandle klager over konsulenter, jf. § 26,
- behandle spørgsmål om fratagelse af godkendelse.
Udvalgene udarbejder fortegnelse over samtlige godkendte konsulenter. Fortegnelserne udsendes til konsulenter, kommuner, ejendomsmæglere m.v. og kan i øvrigt rekvireres af interesserede.
Udvalgene udarbejder årlige driftsbudgetter. Udvalgene fastsætter endvidere konsulenternes betaling for registreringer og andre ydelser fra udvalget. Betalingen fastsættes med henblik på, at udvalgenes udgifter ved drift af konsulentordningerne bliver dækket. Energistyrelsen kan kræve budgetter forelagt til godkendelse.
Udvalgene lader energimærker og blanketter til energiplaner fremstille og leverer disse til konsulenterne.
Udvalgene indsamler og bearbejder oplysninger om energimærkningsordningernes funktion og rapporterer til Energistyrelsen om ordningernes forløb, kvalitativt og kvantitativt.
§ 26
Ejere af ejendomme m.v., som har ladet udarbejde energimærkning og energiplan, kan klage til de i §§ 23 og 24 nævnte udvalg over faglige og kvalitetsmæssige forhold vedrørende konsulentarbejde. Udvalget giver klageren og konsulenten skriftlig underretning om sin afgørelse af klagen.
Udvalgene kan i forbindelse med en klagesag efter stk. 1 pålægge konsulenten at berigtige fejl og mangler i energimærkning og energiplan eller, hvis særlige omstændigheder taler for det, lade en anden konsulent udarbejde ny energimærkning og energiplan.
Udvalgene kan inddrage godkendelsen af en konsulent:
- hvis konsulenten overtræder bestemmelserne i kap. 2-4 om udarbejdelsen af energimærkning og energiplan,
- i tilfælde af gentagne fejl i energimærkning eller energiplan,
- ved overtrædelse af bestemmelserne i § 22.
Inddragelse af en godkendelse kan gøres betinget af, at nærmere angivne forhold berigtiges, særligt hvis inddragelsen skyldes forhold, der kan henføres til det firma, hvori konsulenten er ansat som medarbejder.
Udvalgets afgørelser efter stk. 1-4 kan påklages til Energistyrelsen.
Forskellige bestemmelser, straf
Forskellige bestemmelser, straf
§ 27
Udvalgene foretager EDB-registrering af energimærkninger og energiplaner på grundlag af indberetning fra konsulenterne. EDB-registreringen samkøres med BBR, således at dette register indeholder oplysninger om sidste energimærkning.
Bestemmelserne i lov om offentlige myndigheders registre finder anvendelse på registrering som nævnt i stk. 1.
§ 28
Energistyrelsen kan udsende nærmere bestemmelser om:
- Udformning af energimærkning, energiplan og registreringer af energi- og vandforbrug samt udarbejdelsen af disse.
- Sammenligning af energi- og vandforbrug i forskellige størrelses- og anvendelseskategorier af ejendomme,
- Beregning af forbrug af energi og vand, graddage m.v.
- Konsulenternes gennemførelse af deres arbejdsopgaver, herunder indberetninger til brug for EDB- registrering.
- Udvalgenes og deres sekretariaters udførelse af de pålagte opgaver.
de i §§ 23 og 24 nævnte udvalg kan efter godkendelse af Energistyrelsen udsende nærmere bestemmelser om de i stk. 1, nr. 4, nævnte forhold.
§ 29
Den, der overtræder bestemmelserne i § 8, § 12 og § 14, straffes med bøde.
Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 30
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Samtidig ophæves:
- bekendtgørelse nr. 187 af 29. april 1985 om varmesyn, energiattest og energikonsulenter,
- bekendtgørelse nr. 748 af 23. oktober 1986 om kontrol og vedligeholdelse af større olie- og gasfyrede varmeanlæg m.v. samt fjernvarmeforsynede varmeanlæg i større ejendomme,
- bekendtgørelse nr. 494 af 9. juni 1994 om ændring af bekendtgørelse om kontrol og vedligeholdelse af større olie- og gasfyrede varmeanlæg m.v. samt fjernvarmeforsynede varmeanlæg i større ejendomme.
Ved salg af ejendomme, hvor aftale om salg er indgået inden 31.12.1999, kan en varmesynsrapport eller en energiattest, udarbejdet i henhold til bekendtgørelse nr. 187 af 29. april 1985 om varmesyn, erstatte energimærkning og energiplan, forudsat at varmesynsrapporten eller energiattesten er udarbejdet højst 3 år før indgåelsen af aftale om salg, jf. § 18 i lov om fremme af vand- og energibesparelser i bygninger.
Såfremt en ejer af en ejendom, omfattet af denne bekendtgørelse, inden den 1. januar 1997 har truffet aftale med et varmekonsulentfirma om periodisk kontrol af varmeanlæg eller har indgået aftale med en energistyringskonsulent, træder kravene om udarbejdelse af energimærkning og energiplan først i kraft for sådanne ejere ved udløbet af den periode, aftalen er indgået for, dog senest 1. januar 1998, jf. § 19 i lov om fremme af vand- og energibesparelser i bygninger.
Energistyrelsen, den 16. december 1996, den 16. december 1996
/Ib Larsen Flemming Secher/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996