TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud og regnskab m.v. ved selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. og om udbetalingen af tilskud for 1997

BEK nr 1173 af 16/12/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Grundtilskud efter lov om selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. (selvejeloven) udbetales kvartalsvis forud.

Stk. 2

Tilskud efter selvejeloven til institutionens godkendte undervisningsvirksomhed - undervisningstaxameter - beregnes foreløbigt, jf. dog § 2, stk. 3, på grundlag af reglerne i § 2 og udbetales månedsvis forud.

Stk. 3

Tilskud efter selvejeloven til administration, ledelse og bygningsdrift m.v. - fællesudgiftstaxameter - og til erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer - bygningstaxameter - beregnes foreløbigt, jf. dog § 2, stk. 3, på grundlag af reglerne i § 2 og udbetales kvartalsvis forud.

Stk. 4

Foreløbigt beregnede tilskud, jf. stk. 2 og 3, beregnes endeligt på grundlag af institutionens revisorattesterede indberetning om det faktiske antal årsstuderende og reguleres efter § 3.

Stk. 5

Tilskud efter lov om åben uddannelse udbetales på grundlag af institutionens revisorattesterede indberetning om det faktiske antal betalende årsstuderende, der afgives i overensstemmelse med kravene i regnskabsinstruksen, jf. § 8.

Stk. 6

Eventuelle tilskud efter andre love beregnes og udbetales efter de derom gældende regler. Regnskabsinstruksen, jf. § 8, kan indeholde nærmere procedurer herfor.

§ 2

Taxametertilskud, jf. § 1, stk. 2 og 3, beregnes foreløbigt en gang årligt forud for et finansår på grundlag af Undervisningsministeriets prognose for antallet af årsstuderende i det pågældende finansår, jf. dog stk. 2 og 3. Undervisningsministeriet baserer prognosen på institutionens revisorattesterede indberetninger af årsstuderende i året forud for det år, prognosen vedrører, samt på tal for tilgang og gennemførelse og planlagte kapacitetsændringer. Regnskabsinstruksen, jf. § 8, kan angive retningslinier for prognoser.

Stk. 2

Hvis grundlaget for prognosen ændres væsentligt, og det foreløbigt beregnede tilskud derfor efter ministeriets vurdering vil afvige væsentligt fra det endelige tilskud, jf. § 1, stk. 4, kan ministeriet ændre sin prognose på grundlag af et konkret skøn over det forventede antal årsstuderende og ændre den foreløbige beregning. Eventuelle udbetalte tilskudsrater reguleres på grundlag af den nye beregning, idet reglerne i § 3 finder tilsvarende anvendelse. Regnskabsinstruksen, jf. § 8, kan angive betingelser for ændring af foreløbigt beregnede tilskud.

Stk. 3

For institutioner eller grupper af institutioner, hvor en væsentlig del af den godkendte undervisningsvirksomhed består af forløb under et års samlet varighed, kan Undervisningsministeriet i regnskabsinstruksen, jf. § 8, fastsætte særlige regler om beregning, udbetaling og regulering af taxametertilskud, herunder om grundlaget for beregningen.

§ 3

Hvis det endelige tilskud, jf. § 1, stk. 4, overstiger det foreløbigt beregnede tilskud, udbetales differencen til institutionen ved den følgende tilskudstermin.

Stk. 2

Hvis det endelige tilskud, jf. § 1, stk. 4, er mindre end det foreløbigt beregnede tilskud, reguleres differencen ved modregning i de resterende tilskudsrater efter selvejeloven i det finansår, tilskuddet vedrører. Modregningen fordeles ligeligt på tilskudsraterne i forhold til raternes størrelse. Overstiger differencen de resterende rater, modregnes i tilskud efter lov om åben uddannelse i finansåret og eventuelt i andre tilskud. Om nødvendigt modregnes desuden i den første tilskudsudbetaling for det følgende finansår. Overstiger differencen det således modregnede, skal institutionen tilbagebetale det overskydende beløb inden finansårets slutning.

Stk. 3

Der ydes eller opkræves ikke renter i forbindelse med regulering af tilskud efter stk. 1 og 2.

§ 4

En institution, som ved overgangen til bygningstaxameter, jf. § 12, stk. 1, nr. 1 - 2, og stk. 2, lejer mere end 20 pct. af sine lokaler m.v., er berettiget til særligt tilskud - grundværdikompensation , - hvis institutionens ejede areal er mindre end 80 pct. af institutionens normerede areal beregnet på grundlag af arealnormer i regnskabsinstruksen, jf. § 8. Grundværdikompensation ydes til den del af det lejede areal, der ligger mellem den ejede del af det normerede areal og 80 pct. af det normerede areal fastsat på grundlag af institutionens antal af årsstuderende i året forud for overgangen til bygningstaxameter. Grundværdikompensation beregnes som en standardmæssig forrentning af grundværdi pr. kvadratmeter. Retningslinier for beregningen fremgår af regnskabsinstruksen, jf. § 8.

Stk. 2

Grundværdikompensation udbetales sammen med bygningstaxameter, jf. § 1, stk. 3, og kan reguleres en gang årligt forud for et finansår efter prisudviklingen. Dog afløses den løbende grundværdikompensation af et engangstilskud, der udgør fem gange den årlige grundværdikompensation, hvis institutionen erstatter lejemål med egne bygninger, jf. selvejelovens § 14, stk. 5, 2. pkt. Retningslinier herom angives i regnskabsinstruksen, jf. § 8.

§ 5

Andre tilskud og lån udbetales på vilkår fastsat af Undervisningsministeriet i forbindelse med tilskuds- eller lånetilsagnet. Dog fremgår vilkårene for garanti for lån til byggeri m.v. i Hypotekbanken af en særlig bekendtgørelse herom.

§ 6

Retten til tilskud og lån efter selvejeloven er betinget af,

  1. at institutionen opgør og indberetter antallet af årsstuderende efter de regler, der fastsættes af Undervisningsministeriet i regnskabsinstruksen, jf. § 8,
  1. at institutionen følger reglerne om regnskabets førelse og aflæggelse, herunder reglerne i regnskabsinstruksen, jf. § 8, og anvender dertil knyttede administrative systemer, instrukser og vejledninger,
  1. at institutionen følger reglerne om revisorattestation af opgørelser af antal af årsstuderende og årsregnskab og særligt fastsatte krav om andre revisorattestationer samt de øvrige regler om revision,
  1. at institutionen udarbejder og følger en intern instruks vedrørende regnskabsvæsenets tilrettelæggelse i institutionen og de hertil knyttede ansvars- og kompetenceregler, som skal være godkendt af Undervisningsministeriet efter lov om statens regnskabsvæsen m.v. og regler udstedt i henhold hertil,
  1. at institutionen følger gældende regler i øvrigt, herunder selvejeloven og regler udstedt i henhold hertil, øvrige regler om uddannelserne, samt lov om åben uddannelse og bekendtgørelser udstedt i henhold hertil,
  1. for så vidt angår tilskud i henhold til selvejelovens § 14, stk. 3, til andre opgaver, der varetages af institutionen, at institutionen varetager opgaverne i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat for tilskuddet, og
  1. for så vidt angår andre særligt ydede tilskud og lån, at institutionen overholder særligt fastsatte vilkår for tilskuddet eller lånet, jf. § 5.
Stk. 2

Hvis en institution ikke overholder betingelserne for tilskud eller lån, kan Undervisningsministeriet tilbageholde tilskud helt eller delvis eller kræve tilskud eller lån tilbagebetalt, jf. selvejelovens § 21 og § 18, 1. pkt.

Dispositionsfrihed

Dispositionsfrihed

§ 7

Institutionerne er omfattet af de bestemmelser i den til enhver tid gældende budgetvejledning udstedt af Finansministeriet, som vedrører selvejende institutioner. Institutionerne skal anvende tilskud i overensstemmelse med budgetvejledningens regler om anvendelse af driftsbevillinger, men har dog den dispositionsfrihed, som følger af selvejeloven, herunder § 13, og regler fastsat i henhold til selvejeloven. Ved indtægtsdækket virksomhed skal institutionerne følge budgetvejledningen med de undtagelser, der fremgår af regnskabsinstruksen, jf. § 8.

Budget, regnskab og administrative systemer

Budget, regnskab og administrative systemer

§ 8

For institutioner under selvejeloven gælder Undervisningsministeriets Regnskabsinstruks for Selvejeinstitutioner eller en særskilt regnskabsinstruks fastsat for den enkelte institution eller gruppe af institutioner. Regnskabsinstrukserne indeholder

  1. angivelse af, for hvilken institution eller hvilke institutioner instruksen gælder,
  1. de nærmere regler om opgørelse og indberetning af årsstuderende ved uddannelserne, herunder tidsfrister for indberetninger og revisorattestationer, jf. § 1, stk. 4, § 2, stk. 3, og § 11,
  1. eventuel angivelse af retningslinier for prognoser, jf. § 2, stk. 1,
  1. procedurer for beregning og udbetaling af tilskud,
  1. eventuel angivelse af kriterier for ændring af foreløbigt beregnede tilskud, jf. § 2, stk. 2,
  1. krav til budget, regnskab og regnskabsføring,
  1. krav om anvendelse af administrative systemer med tilknyttede instrukser og vejledninger,
  1. fravigelser fra Budgetvejledningens regler om indtægtsdækket virksomhed, jf. § 7,
  1. krav til værdiansættelse af aktiver,
  1. krav til ned- og afskrivninger,
  1. oplysning om eventuel ikrafttræden af reglerne om bygningstaxameter og garanti for lån i Hypotekbanken, jf. § 12, stk. 2,
  1. angivelse af arealnormer for uddannelser på institutioner med bygningstaxameter til brug for beregninger efter nr. 14 og 15,
  1. eventuelle retningslinier for afløsning af løbende grundværdikompensation med engangstilskud, jf. § 4, stk. 2,
  1. krav til indberetninger til brug ved eventuel regulering af bygningstaxameter på grundlag af fremmedkapitalandel og eventuelt angivelse af beregningsregler for denne,
  1. angivelse af overgangsordninger vedrørende bygningstaxameter, jf. § 14, stk. 2, og
  1. angivelse af overgangsordninger vedrørende likviditet, jf. § 13, stk. 1 og 2.

§ 9

Forud for hvert regnskabsår godkender bestyrelsen et budget efter indstilling fra lederen. Budgettet skal udarbejdes og opstilles efter de samme regler og principper som årsregnskabet, jf. dog stk. 2, og indeholde budget for det kommende regnskabsår og budgetoverslag for de følgende tre regnskabsår. Budgettet skal tillige indeholde et likviditetsbudget for det kommende regnskabsår opstillet på hovedposter og fordelt på årets måneder.

Stk. 2

Bestyrelsen kan undtagelsesvis inden for de gældende regler, jf. § 8, nr. 6, ændre institutionens principper for budget og regnskab. Ændringen og tidspunkt for overgangen samt de væsentligste konsekvenser skal i så fald fremgå af budgetter og regnskaber for den periode, hvor overgangen har betydning for sammenligning af budgetter og regnskaber.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997, jf. dog stk. 2 og §§ 11 - 14. Bestemmelserne i § 1, stk. 1-3 om tidspunkter for udbetaling af tilskud efter selvejeloven gælder kun tilskud for 1997.

Stk. 2

Ved prognosen til brug ved den foreløbige tilskudsberegning, jf. § 2, for det første finansår efter lovens ikrafttræden for en institution, der indtil da har været statsinstitution eller godkendt selvejende institution sidestillet hermed, anvendes en opgørelse af antallet af årsstuderende efter de hidtil gældende retningslinier.

§ 11

Undervisningsministeriet kan i forbindelse med godkendelsen af institutioner efter loven fastsætte en overgangsordning for opgørelse af antallet af årsstuderende, beregning og udbetaling af tilskud m.v.

§ 12

Bestemmelserne i § 14, stk. 4 og 5, § 15 og § 19 i selvejeloven og reglerne i denne bekendtgørelse om bygningstaxameter og grundværdikompensation træder i kraft den 1. januar 1997 for:

  1. Selvejende lærerseminarier, pædagogseminarier, ernærings- og husholdningsøkonomseminarier og håndarbejdsseminarier, jf. dog § 14, stk. 1.
  1. Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.
  1. Designskoler, der godkendes efter selvejeloven, jf. dog stk. 3.
  1. Den frie Lærerskole, der er berettiget til bygningstaxameter, jf. § 1, stk. 3, ud fra antallet af årsstuderende, der er optaget efter den 1. august 1994, jf. dog stk. 3. Der sker ikke regulering på grundlag af fremmedkapitalandel.
Stk. 2

For andre institutioner eller grupper af institutioner, som er eller bliver omfattet af selvejeloven, fastsættes ikrafttrædelsestidspunktet for de regler, der er nævnt i stk. 1, særskilt efter forhandling med finansministeren og institutionerne. Undervisningsministeriet kan i forbindelse med ikraftsættelsen bestemme, at institutionen ikke er berettiget til at opnå grundværdikompensation efter bekendtgørelsens § 4, at bygningstaxameter ikke reguleres på grundlag af fremmedkapitalandel, og at der ikke kan ydes garanti for hypotekbanklån. Oplysning om ikrafttrædelsestidspunktet og eventuelle undtagelser optages i regnskabsinstruksen for den pågældende institution, jf. § 8. Indtil institutionens overgang til bygningstaxameter udbetales tilskud efter selvejeloven til erhvervelse og opretholdelse af lokaler, bygninger og arealer på de for bygningstaxameter fastsatte udbetalingsterminer, jf. § 1, stk. 3, og § 11.

Stk. 3

Institutioner, der ved godkendelsen efter selvejeloven er omfattet af bygningstaxameter efter andre regler, bevarer den eventuelle grundværdikompensation og overgangsordning, de er omfattet af. Løbende grundværdikompensation kan dog reguleres efter prisudviklingen og afløses af engangstilskud efter reglerne i § 4. Sådanne institutioner opnår ikke grundværdikompensation efter § 4 og kan ikke inddrages under overgangsordninger efter § 14.

§ 13

Med henblik på at sikre likviditeten for en institution eller gruppe af institutioner indtil udbetaling af opsparing efter § 33, stk. 1 eller 3, i selvejeloven kan Undervisningsministeriet udbetale dele af tilskuddet for det første finansår tidligere and angivet i § 1, stk. 1-3.

Stk. 2

Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse efter stk. 1 i forbindelse med godkendelse efter selvejeloven af institutioner, der ikke er omfattet af lovens § 33, stk. 3, men som i forbindelse med inddragelsen under loven har et tilsvarende behov for sikring af likviditet i en overgangsperiode.

Stk. 3

Eventuelt underskud efter § 33, stk. 1 og 3, i selvejeloven modregnes i tilskud efter loven for det sidste halvår af 1997 henholdsvis det år, hvor institutionen bliver omfattet af loven. Modregningen fordeles ligeligt på tilskudsraterne i forhold til deres størrelse eller forventede størrelse. Om nødvendigt udstrækkes modregningen til at omfatte tilskud efter lov om åben uddannelse. Underskud, der herefter resterer, skal institutionen indbetale inden udgangen af det pågældende finansår.

§ 14

Bygningstaxametertilskud og grundværdikompensation til selvejende lærerseminarier, pædagogseminarier, ernærings- og husholdningsøkonomseminarier og håndarbejdsseminarier reguleres i de første 9 år. Til brug herfor beregner Undervisningsministeriet for det første år under bygningstaxameterordningen forskellen mellem det tilskud til bygningsformål m.v., som institutionen ville have været berettiget til efter de hidtil gældende retningslinier, og det foreløbigt beregnede tilskudsbeløb fra bygningstaxameter og grundværdikompensation, jf. § 1, stk. 3, og § 4, stk. 1, med tillæg af en eventuel forhøjelse af grundtilskud, jf. § 1, stk. 1, begrundet i overgangen til bygningstaxameter. Institutioner, hvis tilskud fra Undervisningsministeriet efter de hidtidige retningslinier er større end tilskuddet efter taxameterordningen, får i det første år et tillæg til bygningstaxametertilskuddet svarende til 90 pct. af forskellen. Institutioner, hvis tilskud efter de hidtidige retningslinier er mindre end tilskuddet efter taxameterordningen, får i det første år et fradrag i bygningstaxametertilskuddet svarende til 90 pct. af forskellen. Reguleringen reduceres lineært hvert år med 10 pct. af forskellen det første år. Der sker ikke regulering af tillægs- eller fradragsbeløb på grundlag af den endelige tilskudsberegning efter § 1, stk. 4. Undervisningsministeriet kan i de følgende år justere beløbene på grundlag af prisudviklingen. For institutioner, der ved overgangen til bygningstaxameter havde verserende byggesager efter de hidtil gældende retningslinier, kan Undervisningsministeriet ændre beregningen af overgangsordningen på grundlag af de endelige finansieringsforhold.

Stk. 2

Undervisningsministeriet kan ved ikraftsættelsen af reglerne om bygningstaxameter for andre institutioner, jf. § 12, stk. 2, efter forhandling bestemme, at de er omfattet af overgangsreglen i stk. 1. Bestemmelsen angives i regnskabsinstruksen, jf. § 8.


Undervisningsministeriet, den 16. december 1996, den 16. december 1996

/Torben Kornbech Rasmussen Erik A. Larsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996
Bekendtgørelse om tilskud og regnskab m.v. ved selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. og om udbetalingen af tilskud for 1997 | TheLawyer.sh