Bekendtgørelse om revision mv. ved private søfartsskoler og fiskeriskoler
BEK nr 118 af 04/03/1996
§ 1
Bekendtgørelsen omfatter revisionen ved de private søfartsskoler og fiskeriskoler, som Søfartsstyrelsen udbetaler tilskud til.
Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 2
Revisionen omfatter regnskabet for skolens samlede virksomhed. Som et led i denne revision skal revisor kontrollere skolens tilskudsgrundlag.
§ 3
Revisionen skal foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Revisionen skal efterprøve regnskabets rigtighed, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Endvidere foretages en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og ved driften af den skole, der er omfattet af regnskabet.
§ 4
Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang tilpasses skolens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen.
Revisionen undersøger de eksisterende forretningsgange, herunder registrering af tilskudsudløsende faktorer, for at påse, at den interne kontrol er betryggende.
§ 5
Der foretages revision i årets løb. Revisor foretager mindst en gang årligt et uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn.
§ 6
Skolens ledelse skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af skolens regnskab. Revisor skal have adgang til at gennemgå skolens regnskabsmateriale og have de oplysninger og den bistand, som revisor finder af betydning for udførelsen af sit hverv.
§ 7
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelse af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med forvaltning af skolens midler, underretter revisor straks skolens bestyrelse og påser, at bestyrelsen inden 3 uger sender indberetning til Søfartsstyrelsen. Revisors bemærkninger indsendes sammen med indberetningen.
Bliver revisor under sin revision eller på anden måde opmærksom på, at fortsættelse af skolens drift er usikker, underretter revisor straks skolens bestyrelse. Bestyrelsen indsender inden 3 uger herefter en redegørelse til Søfartsstyrelsen ledsaget af revisors bemærkninger.
§ 8
Det reviderede regnskab forsynes med påtegning, hvoraf det skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
§ 9
Revisor fører en revisionsprotokol. I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilket revisionsarbejde, der er udført, samt om alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Endvidere foretages notering om foretagne uanmeldte kasse- og beholdningseftersyn. Der oplyses specielt om revisors undersøgelse af samt vurdering og konklusioner vedrørende skolens interne kontrol og registreringssystemer, om skolens aktiviteter er i overensstemmelse med formålet samt om skolens økonomiske drift, produktivitet og effektivitet.
Ved revisionen af årsregnskabet indføres beretning om den udførte revision, herunder:
- om revisor opfylder habilitetsbetingelserne i revisorlovgivningen,
- om revisor under sin revision har modtaget alle oplysninger, der er anmodet om,
- om revisor anser regnskabet for aflagt efter lovgivningens og vedtægternes krav til regnskabsaflæggelsen, og
- om statstilskuddet er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår, og tilskudsgrundlaget er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.
Genpart af revisionsprotokollaterne for det pågældende regnskabsår indsendes af skolen til Søfartsstyrelsen sammen med det påtegnede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. marts 1996 og har virkning for revision af årsregnskab og tilskudsgrundlag for 1996 og de følgende år.
Revisionsinstruks af 9. april 1968 for revisorer ved skoler, der omfattes af lov om søfartsuddannelse, og som oppebærer driftstilskud af statskassen ophæves.
pre_paragraph I medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om søfartsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 236 af 23. april 1993 og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 694 af 17. august 1995 fastsættes:
Søfartsstyrelsen, den 4. marts 1996, den 4. marts 1996
/Niels J. Bagge Susanne Winther/
Bilag
Revisors opgaver i forbindelse med revision af de private søfartsskolers og fiskeriskolers regnskaber
- Revisionen tilrettelægges under hensyntagen til skolens kasse- og regnskabsmæssige forretningsgange og kontrolforanstaltninger, jf. i øvrigt § 4 i bekendtgørelsen.
Som grundlag for revisionens gennemførelse udarbejder revisor en revisionsplan, hvori der redegøres for revisionens indhold og omfang såvel i årets løb som i forbindelse med årsregnskabet.
- Revisor bør påse, at skolens dispositioner, registreringer og regnskabsaflæggelse sker i overensstemmelse med bestemmelserne i love, bekendtgørelser, cirkulærer mv. samt skolens vedtægter.
- Revisor bør påse, at de af skolen etablerede forretningsgange er betryggende, herunder:
a. om skolen følger gældende interne disponerings- og godkendelsesregler,
b. om der er den fornødne personelle adskillelse mellem registrerings- og frigivelsesfunktionerne,
c. om indtægts- og udgiftsposter er behørigt dokumenterede ved bilag, kontrakter mv. og registreret på de rigtige konti respektivt henført til de rigtige formål,
d. om skolens registreringer er tilstrækkeligt systematiseret til at sikre, at alle indtægter og bidrag bogføres,
e. om skolen har etableret betryggende arbejdsgange for registrering af antallet af årselever og antal hold,
f. om skolen har etableret betryggende forretningsgange vedrørende rapportering af forbrugsoplysninger (regnskabstal), herunder sammenholdelse af aktivitetsoplysninger med forbrug (regnskabstal).
- I forbindelse med attestationen af oplysninger vedrørende tilskudsbetaling påser revisor, at opgørelsen af årselevantal og antal hold er korrekt.
Den endelige opgørelse af årselever og antal hold skal påtegnes af revisor. Det endelige årselevtal og antal hold skal fremgå af skolens reviderede regnskab.
- Revisor kontrollerer, om skolens forbrugsoplysninger (regnskabstal) for et regnskabsår er rigtige og giver et dækkende billede af skolens samlede aktivitet.
- På lønområdet skal revisionen omfatte en kontrol af, at skolens dispositioner sker i overensstemmelse med fastsatte og aftalte bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, dvs. at skolens personale aflønnes i henhold til gældende overenskomster, aftaler mv.
- Under revisionen af skolens beholdninger mv. bør blandt andet påses:
a. om skolen periodisk vurderer de udestående fordringer med henblik på undgåelse af tab,
b. om skolen registrerer og værdiansætter udstyrs- og inventargenstande mv.
- Revisor skal foretage en vurdering af, om der ved midlernes forvaltning er taget skyldige økonomiske hensyn (jf. bekendtgørelsens § 3).
A. Revisor kan under hensyntagen til skolens økonomiske drift bl.a. undersøge:
a. om skolen afholder lønudgifter til et for rigeligt eller overkvalificeret personale eller til personer, der ikke opfylder betingelserne for den pågældende stilling,
b. om der er hentet alternative tilbud ved køb af varer og tjenesteydelser,
c. om foreliggende rabatmuligheder er udnyttet,
d. om likvide midler er anbragt fordelagtigt,
e. om skolens lokaler, inventar, materiel mv. udnyttes på en hensigtsmæssig måde,
f. om fakturering sker umiddelbart efter præstationen af ydelserne, samt at unødig kreditgivning undgås.
B. Revisor kan under hensyntagen til produktivitets- og effektivitetsaspektet bl.a. undersøge om skolens præstationsmål gennem en årrække har udviklet sig tilfredsstillende, eksempelvis ved udregning af nøgletal som f.eks. udgifter pr. årselev til lønninger, materialer og udstyr.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996