Bekendtgørelse om indretning af arbejdssteder m.v. på havanlæg (*
BEK nr 128 af 06/03/1996
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på havanlæg, som omhandlet i havanlægslovens § 1.
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse på boreskibe og andre skibe, medens der fra disse udøves efterforsknings- eller indvindingsvirksomhed af råstoffer i undergrunden under havbunden.
§ 2
I denne bekendtgørelse forstås ved arbejdssted det samlede område på havanlægget, som de ansatte har adgang til som led i deres arbejde, herunder også indkvarteringsfaciliteter, som de ansatte efter omstændighederne har adgang til i forbindelse med udførelse af arbejdet.
Ved arbejdsplads forstås det sted inden for arbejdsstedet, hvor den enkelte ansatte udfører et arbejde.
Ved arbejdsrum forstås ethvert rum, hvor der udføres arbejde.
Planlægning og indretning af arbejdsstedet
Planlægning og indretning af arbejdsstedet
§ 3
Arbejdsstedet skal indrettes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller langt sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed, og således at sundhedsskadelige påvirkninger undgås.
§ 4
Indretning af arbejdssteder, herunder væsentlig ombygning, der kan sidestilles hermed, skal planlægges og gennemføres således, at hensynet til sikkerhed og sundhed i forbindelse med udførelsen af arbejdet som helhed er tilgodeset. Det skal herunder navnlig iagttages, at arbejdsrum, m.v. dimensioneres, indrettes og indbyrdes placeres således, at
- der kan etableres en forsvarlig arbejdsgang, herunder forsvarlige forhold for transport og oplagring med anvendelse af tekniske hjælpemidler i tilstrækkeligt omfang,
- eventuelle farer og gener fra arbejdsprocesser, herunder udvikling af støv eller anden luftforurening, stråling, ekstreme temperaturer m.v., kan begrænses mest muligt, og unødige påvirkninger undgås,
- anlæg m.v. kan anvendes, herunder rengøres, vedligeholdes og efterses m.v., på forsvarlig måde for såvel dem, der udfører arbejdet, som andre på stedet,
- der anvendes konstruktioner og materialer af en sådan beskaffenhed, at der opnås en efter rummenes anvendelse forsvarlig isolering samt tilfredsstillende lyd, klima og lysforhold,
- der ikke anvendes materialer, der afgiver dampe eller støv, som kan danne sundhedsskadelige eller generende koncentrationer, eller som kan forårsage ophobning af generende eller farlige mængder af statisk elektricitet,
- der, hvor arbejdet kan medføre kraftig støvudvikling eller sundhedsskadelig forurening, ikke anvendes konstruktioner eller materialer, der kan opsamle forureningen, eller som er vanskelige at rengøre.
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
§ 5
Hvor hensynet til sikkerhed og sundhed gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være indrettet, så arbejde, der ikke efter sin art er udendørs, kan foregå i forsvarlige arbejdsrum, medmindre dette vil være åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt.
Ved arbejde, der foregår udendørs i længere perioder, skal foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod vejrliget, f.eks. telt, halvtag eller container, etableres i det omfang, det efter omstændighederne er rimeligt.
Områder, hvor der kan være risiko for nedstyrtning eller nedstyrtende genstande, skal sikres ved afspærring, overdækning eller anden passende foranstaltning.
§ 6
Tekniske anlæg m.v. skal være af forsvarlig konstruktion og indretning under hensyn til anvendelsen og skal være forsvarligt vedligeholdt.
Der skal under hensyn til risikoen ved brand og andre ulykker være forsvarlig mulighed for flugt og redning af personer.
§ 7
Hvor der kan opstå særlige faresituationer, skal arbejdsstedet være forsynet med alarmsystemer, som f.eks. gas- og branddetektorer, der på hensigtsmæssig måde advarer herom.
§ 8
Hvor arbejdets art og forholdene i øvrigt gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være forsynet med passende vejrtræknings- og genoplivningsudstyr, samt fornødne hjælpemidler til førstehjælp i ulykkestilfælde. Nævnte udstyr m.v. skal findes i tilstrækkelig mængde, anbragt på hensigtsmæssige steder.
§ 9
Der skal på ethvert arbejdssted forefindes tilstrækkeligt, egnet redningsudstyr til at der i nødstilfælde er mulighed for evakuering og flugt direkte til havet.
Det i stk. 1 nævnte udstyr skal være til rådighed i tilstrækkeligt antal til det antal arbejdstagere, der kan påregnes at være til stede.
Det i stk. 1 nævnte udstyr skal være fremstillet af solide materialer under hensyntagen til dets funktion samt til de forhold, hvorunder det skal bruges eller opbevares i brugsklar stand.
Det i stk. 1 nævnte udstyr skal være af en iøjnefaldende farve og forsynet med udstyr, der gør det muligt for brugeren at påkalde sig redningsfolkenes opmærksomhed.
Det i stk. 1 nævnte udstyr skal være af en type, der er egnet til brug ved det pågældende arbejdssted og skal være udrustet til at muliggøre overlevelse i tilstrækkelig lang tid.
§ 10
Der skal på arbejdsstedet være indrettet tilstrækkelige adgangsveje og -arealer af en sådan størrelse og beskaffenhed, at de ansatte kan færdes uhindret samt uden fare for sikkerhed og sundhed og med anvendelse af tekniske hjælpemidler i fornødent omfang.
Adgangsveje og -arealer, der er hævet over tilstødende arealer, skal være forsynet med passende værn.
Tekniske anlæg, installationer og lignende, som regelmæssigt eller tilbagevendende skal være tilgængelige for eftersyn, rensning og justering på arbejdsstedet, skal i nødvendigt omfang være udstyret med forsvarlige adgangsveje og arbejdsplatforme til brug herfor.
Når særlige forhold taler derfor, kan sådanne adgangsveje udformes som lejdere. Lejdere skal være hensigtsmæssigt indrettet og sikret mod personnedstyrtning.
§ 11
Placeringen, antallet og dimensionerne af døre, porte, lemme m.v. skal være forsvarlige under hensyn til arbejdets art og forholdene i øvrigt. De skal bestå af egnede materialer og være udformet og indrettet således, at de uden vanskelighed og uden risiko kan åbnes, lukkes og passeres.
Gennemsigtige eller halvgennemsigtige skillevægge, og navnlig skillevægge udelukkende bestående af glas, i arbejdsrum eller i nærheden af arbejdspladser eller adgangsveje, skal være klart afmærket og fremstillet af sikkerhedsmaterialer eller være adskilt fra disse arbejdspladser og adgangsveje på en sådan måde, at arbejdstagerne hverken kan komme i kontakt med skillevæggene eller blive ramt, hvis væggene splintres.
På gennemsigtige døre skal der anbringes en afmærkning i øjenhøjde.
Hvis gennemsigtige eller halvgennemsigtige døre og porte ikke er udført i sikkerhedsmateriale, og hvis der er risiko for, at arbejdstagerne kan komme til skade, såfremt døre eller porte splintres, skal disse flader beskyttes mod sprængning.
§ 12
Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et sikkerhedsområde.
Døre og porte i flugtveje skal åbne i flugtretningen eller, hvis dette ikke er muligt, være udformet som skydedøre, og de skal kunne betjenes på en nem og sikker måde uden brug af nøgle.
Flugtveje og nødudgange skal holdes frit passable.
§ 13
I det omfang det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering og at de ansatte kan færdes sikkert, skal adgangsveje og -arealer samt flugtveje have en tydelig markering af retninger, udgange og uventede niveauforskelle.
Flugtveje og nødudgange, hvortil der kræves belysning, skal være forsynet med tilstrækkelig nødbelysning.
§ 14
Når hensynet til arbejdstagernes sikkerhed, sundhed og velfærd gør det nødvendigt, skal der stilles et lettilgængeligt opholdsrum til arbejdstagernes disposition.
Opholdsrummet skal være tilstrækkeligt stort og indeholde et passende antal borde og siddepladser med ryglæn.
Hvis arbejdstiden afbrydes regelmæssigt eller ofte, og der ikke findes opholdsrum, skal der stilles andre rum til arbejdstagernes disposition, således at de kan opholde sig der under arbejdets afbrydelse.
Der skal træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af ikke-rygere mod tobaksrøg.
Gravide kvinder skal have mulighed for at hvile sig liggende under passende forhold.
Arbejdsplads
Arbejdsplads
§ 15
Den enkeltes arbejdsplads skal være hensigtsmæssigt indrettet, herunder være så rummelig, at nødvendigt inventar, hjælpemidler og materialer kan anbringes indbyrdes forsvarligt og således, at alle funktioner, der er forbundet med arbejdet, kan udføres sikkert og med forsvarlige arbejdsstillinger og -bevægelser.
Hvor arbejdet uden ulempe kan foregå siddende, skal der findes en hensigtsmæssig arbejdsplads til dette. Ved stående og gående arbejde skal der, så vidt det er muligt, findes siddepladser, der kan benyttes ved afbrydelse i arbejdet.
Der skal være forsvarlig adgang til arbejdspladsen og forsvarlig flugtmulighed herfra.
§ 16
Arbejdspladsen skal være placeret og indrettet, så den ansatte ikke påvirkes unødigt af stoffer og materialer, stråling, ekstreme temperaturer, træk eller vibrationer m.v. fra andre arbejdspladser eller processer.
§ 17
Hvor der er risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige, eller med stoffer eller materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindre spredning af, skal der i nærheden af arbejdspladsen findes passende og tilstrækkelige hjælpemidler hertil, som f.eks. øjenskylleflaske, rindende vand eventuelt i form af nødbruser, og særlige rensemidler.
Arbejdsrum
Arbejdsrum
§ 18
Arbejdsrum skal være forsvarligt indrettet og placeret under hensyn til de processer, der skal foregå i arbejdsrummet, og således at unødige påvirkninger fra sundhedsskadelige stoffer og materialer, stråling, ekstreme temperaturer, træk eller vibrationer m.v. fra andre dele af arbejdsstedet og omgivelserne i øvrigt så vidt muligt er undgået. Arbejdspladser skal være forsvarligt placeret i arbejdsrummet.
Hvis der i et arbejdsrum er særlige sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici på grund af arbejdets art, særlige arbejdsprocesser m.v., skal arbejdsrummet være placeret, indrettet og udstyret, så farerne er imødegået mest muligt.
§ 19
Arbejdsrum skal under hensyntagen til arbejdets art samt arbejdstagernes fysiske aktivitet være forsvarligt isoleret.
§ 20
Gulvareal, rumhøjde og rumindhold skal være afpasset efter arbejdets art, de tekniske hjælpemidler, materialer og det inventar, der findes i arbejdsrummet, samt det antal personer, der normalt færdes eller opholder sig der.
§ 21
Arbejdsrum skal være velbelyste, enten ved hjælp af dagslys eller ved hjælp af passende kunstig belysning. Vinduer, ovenlys og belysning i øvrigt skal være udført, placeret og eventuelt afskærmet således, at de ikke medfører blænding, overophedning eller generende kuldenedfald.
Vinduer og ovenlys, der kan åbnes, reguleres eller fastgøres, skal være udformet således, at disse operationer kan udføres på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde, og de skal placeres således, at de ikke udgør en fare for arbejdstagerne, når de er åbne.
§ 22
Gulvet i arbejdsrummet og under de enkelte arbejdspladser skal være uden buler eller huller, der indebærer en sikkerhedsmæssig risiko for de ansatte, og uden farlige niveauforskelle.
Gulvbelægningen skal være tilpasset det arbejde, der udføres i arbejdsrummet, og have en under hensyn til arbejdets art passende stabilitet og skridsikkerhed.
§ 23
Overfladerne på gulve, vægge og lofter i arbejdsrum skal være af en sådan beskaffenhed, at der ved rengøring og rensning kan opnås forsvarlige hygiejniske forhold.
§ 24
Arbejdsrummets overflader må ikke afgive dampe eller støv til arbejdsrummet eller kunne give anledning til dannelse af statisk elektricitet, så de ansatte udsættes for sundhedsskadelige eller kraftigt generende påvirkninger. I arbejdsrum, hvor der kan være eksplosionsfare, skal gulvbelægningen være egnet og ikke gnistgivende.
Hvis det ikke kan undgås, at gulvbelægningen i arbejdsrum, hvor der kan være eksplosionsfare, kan være gnistgivende, skal de ansattes fodtøj være af en sådan beskaffenhed, at der ikke opstår gnister.
Inventar
Inventar
§ 25
Der skal på arbejdsstedet findes passende inventar, således at arbejdet kan udføres forsvarligt.
Stole, arbejdsborde og lignende, der anvendes ved skiftende arbejdsopgaver eller af skiftende personale, skal i fornødent omfang være indstillelige.
Inventaret skal være fremstillet af materialer, der ikke frembyder sundhedsfare. Udformning og materialer skal være af en sådan art, at inventaret kan renholdes effektivt på hensigtsmæssig måde for de forureninger, det udsættes for.
Temperaturforhold m.v.
Temperaturforhold m.v.
§ 26
I arbejdstiden skal temperaturen i arbejdsrummene være tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte udsættes for.
Hvis opvarmning af et arbejdsrum ikke er mulig på grund af arbejdets art eller efter forholdene ikke er rimelig, skal der ske lokal opvarmning af de enkelte arbejdspladser. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod kulde.
§ 27
Hvis arbejdets art medfører kraftig varmestråling, skal der træffes egnede foranstaltninger, som f.eks afskærmning eller indkapsling af den pågældende arbejdsproces, til beskyttelse af de ansatte. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod varmestråling.
§ 28
Fugtighed eller damp, der opstår som følge af arbejdsprocesser eller aktiviteter i arbejdsrummet, og som ikke er nødvendig af hensyn til produktionen, skal i videst muligt omfang fjernes.
Ventilation
Ventilation
§ 29
Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk.
Hvis der ikke på forsvarlig måde kan opnås tilstrækkelig luftfornyelse gennem vinduer, døre, ventiler og lignende til det fri, skal der indrettes en mekanisk ventilation, der giver tilstrækkelig tilførsel af frisk luft.
§ 30
Hvis det ikke på anden måde kan hindres, at arbejdstagerne ved en arbejdsproces udsættes for luftarter, støv eller lignende, der er sundhedsskadelige eller eksplosive, eller røg, mikroorganismer, aerosoler eller anden generende luftforurening, skal der etableres en mekanisk udsugning, der såvidt muligt fjerner forureningen på det sted, hvor den udvikles. Samtidig skal der tilføres frisk erstatningsluft af passende temperatur.
Hvis forureningen ikke kan fjernes effektivt på udviklingsstedet, skal arbejdsprocessen henlægges til et særligt rum, kabine eller lignende, hvor der ikke udføres andet arbejde, og som er udstyret med tilstrækkelig mekanisk ventilation.
Den udsugede luft må ikke føres tilbage til arbejdsrummet eller andre rum medmindre den er effektivt renset.
De i stk. 1 og 2 nævnte ventilationsanlæg skal være forsynet med en kontrolanordning, der angiver funktionssvigt.
§ 31
Tilførsel af frisk luft ved mekanisk ventilation skal bestå af udeluft.
Den friske luft kan dog i begrænset omfang blandes med udsuget luft fra arbejdsrummet eller fra andre rum, forudsat at denne luft er renset og ikke stammer fra ventilationsanlæg som omhandlet i § 30.
§ 32
Ventilationsanlæg skal være konstrueret og installeret således, at de ikke i sig selv tilfører arbejdsstedet sundhedsskadelige stoffer eller materialer, herunder mikroorganismer. De skal være velfungerende, f.eks. med afbalancerede indblæsnings- og udsugningsmængder.
Afkastningsluften skal føres ud til det fri. Afkast skal placeres således, at mindst mulig afkastluft suges ind ved udeluftindtag, gennem vinduer og døre, eller giver anledning til gener på arbejdsstedet i øvrigt.
Ventilationsanlæg skal være indrettet og placeret, så støj og trækgener undgås, og således at vedligeholdelsen kan ske på forsvarlig måde.
Ventilationsanlæg skal holdes i funktionsdygtig stand, herunder holdes forsvarligt rene, og jævnligt kontrolleres.
Belysning
Belysning
§ 33
Belysningen på arbejdsstedet skal være af en sådan beskaffenhed, at arbejdet kan foregå forsvarligt og de ansatte kan færdes forsvarligt.
I det omfang det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering i et rum, skal der ved indgangen til dette kunne tændes tilstrækkelig belysning.
§ 34
Der skal være en tilstrækkelig almen belysning i arbejdsrummet og passende særbelysning på den enkelte arbejdsplads, således at arbejdet kan foregå forsvarligt, herunder i hensigtsmæssige arbejdsstillinger.
§ 35
Den kunstige belysning skal med hensyn til lysfordeling, lysstyrke og lyskvalitet, være afpasset efter forholdene og efter arbejdets art.
Belysningen må ikke i sig selv give anledning til en sundhedsskadelig påvirkning. Den skal være indrettet således, at den ikke giver generende blænding eller reflekser eller medfører generende varme.
Hvis arbejdet er af en sådan art, at det kan være forbundet med en særlig fare, hvis belysningen svigter, skal der være indrettet en forsvarlig nødbelysning, der sikrer den nødvendige orientering.
Vedligeholdelse og rengøring
Vedligeholdelse og rengøring
§ 36
Arbejdsstedet skal holdes forsvarligt vedlige, rent og ryddeligt, så forholdene til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages, at
- færdselsveje og -arealer, herunder gulvbelægninger, holdes i forsvarlig stand og fri for genstande, materialer, spild eller lignende, der kan være til fare for færdslen,
- der sker en forsvarlig opbevaring af tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer samt personlige værnemidler,
- spild og affald samles og bortskaffes på forsvarlig måde, og
- vinduer, lysarmaturer og lignende vedligeholdes og rengøres.
Rengøringen skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes.
Der må ikke anvendes rengøringsmidler eller -metoder, der kan forringe de sikkerheds- eller sundhedsmæssige forhold i øvrigt på arbejdsstedet.
§ 37
Der skal på arbejdsstedet være forsvarlige forhold for udførelsen af oprydning, rengøring og vedligeholdelse, så arbejdet hermed kan ske uden fare for sikkerhed og sundhed for såvel dem, der udfører dette arbejde, som for andre på havanlægget.
Branddetektion og -bekæmpelse
Branddetektion og -bekæmpelse
§ 38
Der skal træffes passende foranstaltninger for at forebygge, opdage og bekæmpe udbrud og spredning af brand.
Om nødvendigt skal der foretages brandsektionering for at udskille områder med særlig brandfare.
På arbejdsstedet skal der foreligge en brandsikringsplan med en beskrivelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge, opdage og bekæmpe udbrud af brand.
§ 39
I det omfang, det fremgår af sikkerhedsredegørelsen, skal der, til imødegåelse af risici, forefindes egnede systemer til detektion af og sikring mod brand samt brandslukningssystemer og alarmer.
Disse systemer kan bl.a. omfatte:
- systemer til detektion af brand
- brandalarmer
- hovedbrandledninger
- brandhaner og -slanger
- overskylningssystemer og vandkanoner
- automatiske sprinkleranlæg
- slukningssystemer med luftarter som slukningsmiddel
- skumslukningsanlæg
- bærbare ildslukkere
- brandmandsudstyr.
§ 40
Ikke-automatiske brandslukningsanordninger skal være lettilgængelige, ukomplicerede at betjene og, om nødvendigt, beskyttet mod beskadigelse.
§ 41
Nødsystemer skal være adskilt eller på anden måde beskyttet mod uheld, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at nødfunktionerne forbliver driftsklare i nødstilfælde.
Om nødvendigt skal der være to sideordnede nødsystemer.
Fjernbetjening
Fjernbetjening
§ 42
I det omfang, det fremgår af sikkerhedsredegørelsen, skal der udarbejdes et system til fjernbetjening i nødstilfælde.
Dette system skal omfatte kontrolstationer, der er anbragt på passende steder og kan anvendes i nødstilfælde, herunder om nødvendigt kontrolstationer på sikre samlingssteder og evakueringssteder.
Udstyr, der kan fjernbetjenes, jf. stk. 1, skal mindst omfatte systemer til:
- ventilation
- nødstop af udstyr, der kan forårsage antændelse
- forebyggelse af udslip af brændbare væsker og gasarter
- brandsikring, og
- kontrol med boringer.
Kommunikation
Kommunikation
§ 43
I det omfang, det fremgår af sikkerhedsredegørelsen, skal ethvert bemandet arbejdssted være forsynet med:
- et akustisk og optisk system, der om nødvendigt kan overføre alarmsignaler til alle bemandede dele af anlægget
- et akustisk system, der kan høres tydeligt overalt på de dele af anlægget, hvor der hyppigt er arbejdstagere til stede, og
- et kommunikationssystem, der blandt andet muliggør konstant forbindelse til land og til nødtjenesterne.
Disse systemer skal kunne forblive driftsklare i nødsituationer.
Det akustiske system skal suppleres med kommunikationssystemer, der ikke er afhængige af sårbare strømforsyningssystemer.
§ 44
Der skal på egnede steder være mulighed for at slå alarm.
§ 45
Såfremt der er arbejdstagere til stede på arbejdssteder, som almindeligvis ikke er bemandede, skal der forefindes egnede kommunikationssystemer.
Samlingssteder og bemandingsliste
Samlingssteder og bemandingsliste
§ 46
Der skal træffes tilstækkelige foranstaltninger til at afskærme evakueringssteder og sikre samlingssteder mod varme og røg samt, i det omfang det er muligt, mod virkningerne af eksplosioner og til at sikre, at flugtveje til og fra evakueringsstederne og samlingsstederne er anvendelige.
Disse foranstaltninger skal være af en sådan art, at de beskytter arbejdstagerne tilstrækkeligt længe til, at en eventuel evakuerings- og redningsaktion kan gennemføres i sikkerhed.
I det omfang, det fremgår af sikkerhedsredegørelsen, skal et af de i stk. 1 nævnte beskyttede steder være forsynet med passende installationer til fjernbetjening af det i § 43 omhandlede udstyr og til kommunikation med land og redningstjenesten.
§ 47
Fra indkvarteringsfaciliteterne og arbejdsstederne skal der være let adgang til de sikre samlingssteder og evakueringssteder.
Der skal for hvert sikkert samlingssted være opslået en ajourført liste med navnene på de arbejdstagere, der har fået anvist det pågældende samlingssted.
Der skal foreligge en fortegnelse over de arbejdstagere, der har fået tildelt særlige opgaver i nødstilfælde. Denne fortegnelse skal være opslået på passende steder på arbejdsstedet.
Kontrol med boringer
Kontrol med boringer
§ 48
For at forebygge udblæsninger skal der være egnet kontroludstyr til brug i forbindelse med boringsoperationer.
Dette udstyr skal være afpasset efter de forhold, der hersker på boringsstedet.
Dispensation
Dispensation
§ 49
Energistyrelsen kan, hvor særlige forhold foreligger, herunder hvis flytbare havanlæg samt boreskibe eller andre skibe, omfattet af § 1, stk. 2 forventes at opholde sig i en kortere periode på dansk søterritorium eller kontinentalsokkelområde, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, og i det omfang, det er foreneligt med direktiv 92/91/EØF af 3. november 1992 om minimumsforskrifter for forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i den boringsrelaterede udvindingsindustri.
Straf
Straf
§ 50
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde eller hæfte, den der
- overtræder §§ 3 - 48,
- ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
- tilsidesætter vilkår for dispensationer efter bekendtgørelsen.
For overtrædelser af §§ 3 - 48 kan der pålægges rettighedshaverne og operatøren bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom. Overtrædes de i 1. punktum nævnte bestemmelser under samme omstændigheder indenfor andre arbejdsgiveres respektive arbejdsområder, pålægges vedkommende arbejdsgiver bødeansvar som nævnt i 1. punktum. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 51
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1996, og finder anvendelse for arbejdssteder, der tages i brug første gang efter denne dato.
Arbejdssteder, der er taget i brug før den i stk. 1 nævnte dato, skal snarest muligt og senest 3. november 1999 opfylde kravene i denne bekendtgørelse.
Foretages der efter den i stk. 1 nævnte dato ændringer, udvidelser eller ombygninger af arbejdssteder, der er taget i brug før denne bekendtgørelses ikrafttræden, skal disse ændringer, udvidelser og ombygninger opfylde kravene i denne bekendtgørelse.
Energistyrelsen, den 6. marts 1996, den 6. marts 1996
/Ib Larsen Uffe Danvold/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996