TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om regnskabsgodkendelse og revision efter lov om byfornyelse og boligforbedring

BEK nr 435 af 24/05/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Kommunalbestyrelsen fastsætter i tilsagnet om offentlig støtte til finansiering af forbedringsarbejder efter lov om byfornyelse og boligforbedring en frist for ejerens indsendelse af endeligt byggeregnskab. Fristen fastsættes til en dato, der ligger senest 3 måneder efter den fastsatte frist for færdiggørelsen af ombygningsarbejderne.

§ 2

Ejerens endelige regnskab over ombygningsudgifterne opgjort pr. skæringsdag indsendes til kommunalbestyrelsen. Ved skæringsdagen forstås den fysiske afslutning af arbejderne. Regnskabet skal indeholde fyldestgørende regnskabsoplysninger, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens godkendelse.

Stk. 2

Regnskabet vedlægges kopi af fakturaer vedrørende samtlige ombygningsudgifter. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at fravige kravet i 1. pkt., såfremt en registreret eller statsautoriseret revisor eller Kommunernes Revisionsafdeling attesterer, at ombygningsudgifter og omkostninger, medtaget i byggeregnskabet, er omfattet af kommunalbestyrelsens tilsagn om støtte i henhold til lov om byfornyelse og boligforbedring.

Stk. 3

Samtidig med indsendelsen af byggeregnskabet oplyser ejeren størrelsen i pct. p.a. af løbende byggelånsrenter fra skæringsdagen, restgælden på byggelånet og datoen for a'contobelåning samt eventuelle udgifter til låneoptagelse m.v., som skal afholdes efter regnskabstidspunktet. Endvidere oplyses den stigning i den månedlige leje, som følger af arbejdernes udførelse, og som ejeren foreløbig opkræver. Stigningen skal modregnes i byggelånsrenterne for perioden fra indflytningstidspunktet, indtil den endelige finansiering er gennemført.

Stk. 4

Kommunalbestyrelsen kan indhente supplerende regnskabsoplysninger hos ejeren, såfremt det skønnes nødvendigt for den endelige regnskabsgodkendelse. Kommunalbestyrelsens godkendelse af regnskabet

§ 3

Kommunalbestyrelsen skal foretage endelig godkendelse af ejerens regnskab over de støtteberettigede ombygningsudgifter senest 6 måneder efter fra ejeren at have modtaget fyldestgørende oplysninger, som muliggør godkendelsen.

Stk. 2

Det tab, som ejeren bliver påført som følge af, at kommunalbestyrelsen ikke har foretaget regnskabsgodkendelsen indenfor den i stk. 1 nævnte frist, erstattes ejeren af kommunalbestyrelsen efter de almindelige erstatningsregler. Kommunalbestyrelsens udgifter efter 1. pkt. refunderes ikke af staten.

§ 4

Kommunalbestyrelsen skal foretage en gennemgang af det indsendte byggeregnskab i umiddelbar tilknytning til modtagelsen med henblik på at konstatere, om oplysningerne er fyldestgørende.

Stk. 2

Er regnskabsoplysningerne efter kommunalbestyrelsens skøn ikke fyldestgørende, skal kommunalbestyrelsen uden ophør rekvirere de nødvendige oplysninger hos ejeren. Henvendelsen til ejeren skal være skriftlig og skal angive, hvilke oplysninger, kommunalbestyrelsen finder nødvendige for regnskabsgodkendelsen samt i hvilken form, oplysningerne ønskes modtaget. Kommunalbestyrelsen skal endvidere henlede ejerens opmærksomhed på, at den i § 3 fastsatte 6 måneders frist for kommunalbestyrelsens godkendelse af regnskabet først løber fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har modtaget fyldestgørende regnskabsoplysninger fra ejeren. Endelig skal kommunalbestyrelsen henlede ejerens opmærksomhed på den i tilsagnet fastsatte frist for indsendelse af byggeregnskab, jf. § 1, samt konsekvenserne af fristens overskridelse, jf. § 6, stk. 2.

§ 5

Kommunalbestyrelsen påser ved regnskabsgodkendelsen, at byggeregnskabet aflægges i overensstemmelse med det meddelte tilsagn om offentlig støtte.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen påser, at ombygningsudgifter og omkostninger, der er medtaget i regnskabet, er i overensstemmelse med lov om byfornyelse og boligforbedring.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen påser, at alle udgifter i byggeregnskabet er endeligt opgjorte. Dog kan der afsættes beløb til afholdelse af enkelte udgifter. Kommunalbestyrelsen fastsætter samtidig med regnskabsgodkendelsen en frist på højst 6 måneder for indsendelse af dokumentation for afholdelsen af afsatte beløb. Kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen, når særlige forhold taler herfor. Overholdes fristen ikke eller de afsatte beløb ikke forbruges, nedsættes de støtteberettigede udgifter med de udokumenterede afsatte beløb.

§ 6

Kommunalbestyrelsen tillægger ved den endelige godkendelse af byggeregnskabet regnskabssummen et beløb, som på grundlag af ejerens oplysninger, jf. § 2, stk. 3, udgør beregnede støtteberettigede udgifter i tidsrummet fra skæringsdagen indtil optagelsen af det endelige lån, dog senest den af kommunalstyrelsen fastsatte dato, jf. § 7.

Stk. 2

Ved beregningen efter stk. 1, bortses fra det tidsrum, hvormed fristen efter § 1 er overskredet.

§ 7

I regnskabsgodkendelsen fastsætter kommunalbestyrelsen datoen for optagelse af det endelige lån.

§ 8

Såfremt arbejdet er omfattet af Byggeskadefondens dækningsområde, indbetaler kommunen et bidrag til Byggeskadefonden vedrørende Byfornyelsesforanstaltninger svarende til 1,0 pct. dog for ombygningsregnskaber godkendt efter den 31. december 1996 1,5 pct. af de godkendte ombygningsudgifter.

§ 9

Kommunalbestyrelsen fremsender kopi af regnskabsgodkendelsen til Hypotekbanken, det af støttemodtageren angivne realkreditinstitut samt Byggeskadefonden vedrørende Byfornyelsesforanstaltninger.

Stk. 2

Revisionserklæring vedrørende de af kommunalbestyrelsen i årets løb endeligt godkendte regnskaber afgives senest den 15. august i det følgende år til Hypotekbanken. Revisionserklæringen skal indeholde størrelsen af de for det enkelte projekt godkendte udgifter, der kan optages til finansiering efter lovens § 59 stk. 3 og 4, samt for de udgifter, der optages til finansiering efter § 59 stk. 6.

§ 10

Efter regnskabsårets afslutning skal kommunalbestyrelsen udarbejde en opgørelse over afholdte kommunale udgifter i de enkelte byfornyelsesbeslutninger i henhold til lov om byfornyelse og boligforbedring § 57, stk. 1 og stk. 2, samt over modtaget refusion i henhold til § 66, stk. 3.

Stk. 2

Revisionserklæring vedrørende udbetaling af støtte, jf. stk. 1, dækkende et kalenderår afgives senest den 15. august hvert år af kommunalbestyrelsen til Hypotekbanken. Revision

§ 11

Revision udføres af vedkommende kommunes revision.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser m.v., denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger og den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet.

§ 12

Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revision af statens regnskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 489 af 24. juni 1991.

Stk. 2

Ved revisionen efterprøves, om de af kommunalbestyrelsen trufne beslutninger er i overensstemmelse med lov om byfornyelse og boligforbedring. Endvidere efterprøves, om byggeregnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, herunder ombygningsudgifter og afholdte kommunale udgifter, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Endvidere foretages en vurdering af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af byggeregnskabet og de kommunale udgifter.

Stk. 3

Revisionen må i øvrigt tilrettelægges under hensyn til dens betydning for statslige myndigheders styring og kontrol.

§ 13

Ved udførelsen af den i § 12 nævnte revision må revisor efterprøve, om kommunens forretningsgang og sagsbehandling indenfor de berørte områder, herunder evt. anvendelse af EDB-systemer, er hensigtsmæssig og betryggende.

Stk. 2

Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser, og skal omfatte et antal sager omfattet af lov om byfornyelse og boligforbedring kap. 2, 3 og 8.

§ 14

Ved revisionen lægges særlig vægt på efterprøvning af:

  1. beslutningens lovlighed,
  1. lovligheden af de godkendte udgifter,
  1. fordeling af de godkendte udgifter på forbedringsdel og tabsdel,
  1. størrelsen af »førlejen« og den godkendte leje efter forbedring,
  1. renteberegninger,
  1. modregning af huslejestigning på byggelånet,
  1. lovligheden af omfanget af de kommunale udgifter,
  1. indtægter i forbindelse med salg af ombyggede ejendomme og ryddede grunde.

§ 15

Den årlige opgørelse af de afholdte kommunale udgifter og modtaget refusion, jf. § 9 stk. 2 og § 10, skal af revisor forsynes med påtegning, hvoraf det fremgår, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse og kommunens revisionsregulativ.

Stk. 2

Såfremt den udførte revision har givet anledning til bemærkninger, skal disse fremgå af den i § 16 nævnte revisionsberetning.

§ 16

Revisor afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelsen af beretning om revision af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 2

I beretningen redegøres for den udførte revision, samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Der redegøres endvidere for forhold af principiel eller økonomisk betydning, herunder tilfælde, hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl.

§ 17

Kommunalbestyrelsen oversender revisionens beretning sammen med besvarelsen af eventuelle revisionsbemærkninger til vedkommende kommunale tilsynsmyndighed senest samtidig med oversendelsen af beretningen om revisionen af kommunens øvrige regnskaber. Samtidig sender kommunalbestyrelsen et eksemplar af besvarelsen til revisor.

Stk. 2

Har revisor fremført bemærkninger, og skønner tilsynsmyndigheden, at der ikke af kommunalbestyrelsen er truffet de nødvendige foranstaltninger til at berigtige forholdet, indberettes sagen ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger til Bygge- og Boligstyrelsen.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1996.

Stk. 2

Samtidig ophæves Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 1019 af 13. december 1994 om kommunernes regnskabsgodkendelse omfattet af lov om byfornyelse og boligforbedring.

pre_paragraph I medfør af § 62 a, stk. 3, og § 85, stk. 4, i lov om byfornyelse og boligforbedring, jf. lovbekendtgørelse nr. 820 af 15. september 1994, fastsættes: Regnskabsaflæggelse


Bygge- og Boligstyrelsen, den 24. maj 1996, den 24. maj 1996

/Rud Werborg Lisbeth Jordan/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996
Bekendtgørelse om regnskabsgodkendelse og revision efter lov om byfornyelse og boligforbedring | TheLawyer.sh