TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver til selvstændig varetagelse af bydelsråd i Københavns Kommune

BEK nr 443 af 29/05/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Indenrigsministeren har den 30. april 1996 godkendt regulativer for bydelsråd i Indre Nørrebro, Indre Østerbro, Kongens Enghave og Valby i Københavns Kommune.

§ 2

Bydelsrådsregulativerne indeholder bestemmelser om, at de i §§ 3-6 nævnte opgaver henlægges fra Københavns Borgerrepræsentation til bydelsrådene til selvstændig varetagelse.

§ 3

Inden for børn og unge-området udlægges følgende opgaver:

a) Opgaverne i henhold til lov om folkeskolen, dog undtagen § 20, stk. 2, § 21, stk. 2, § 23, stk. 2, § 26, stk. 3, § 36, stk. 3, og § 40, stk. 2, nr. 3. Dog udlægges folkeskolelovens § 40, stk. 2, nr. 3, vedrørende § 3, stk. 3 og 4. Endvidere udlægges de distriktsfolkeskoler, som er oplistet i regulativernes bilag 1.

b) Opgaver i henhold til lov om ungdomsskoler, kapitel 1.

c) Kompetencen i henhold til lov om friskoler og private grundskoler undtagen lovens § 27.

d) Elevstøtte til og bidrag for elever i henhold til kapitel 7 og 8 i lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler.

e) Opgaverne i henhold til lov om musik kapitel 2 a, dog ikke Musikalsk Grundkursus.

f) Dagpasningstilbud til børn i henhold til lov om social bistand kap. 14 og kap. 16, § 63 og §§ 69-73, undtagen fastsættelse og opkrævning af forældrebetaling. Bydelsrådene forpligtes til at videreføre de eksisterende pladser for basisbørn, jf. regulativernes bilag 1, i samarbejde med Borgerrepræsentationen.

g) Klubtilbud og andre socialpædagogiske tilbud i henhold til lov om social bistand kap. 16, §§ 73 a-73 c.

h) Forpligtelsen til at oprette forældrebestyrelser eller bestyrelser med forældreflertal i henhold til lov om social bistand § 69 a.

i) Supplerende tilskud til forældreorlov i henhold til lov om social bistand § 69 b.

j) Bidrag til statslige og private pasningsordninger i henhold til lov om friskoler og private grundskoler § 23.

k) Ansøgning til Socialministeriet om tilladelse til at igangsætte forsøg i henhold til lov om social bistand § 138 b med private pasningsordninger.

l) Løbende vejledning og rådgivning til børn og unge i henhold til lov om social bistand § 28, sidste punktum, samt generelt tilsyn med børns forhold i henhold til lov om social bistand § 32, stk. 1 og 2.

m) Udpegning af en egnet indehaver af forældremyndigheden, hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung i henhold til lov om social bistand § 32 a.

n) Undersøgelse af et barns forhold, hvis der er formodning om behov for særlig støtte i henhold til lov om social bistand § 32 c, stk. 1.

o) Ophør af foranstaltninger efter lov om social bistand §§ 33, 34 og 35, jf. lov om social bistand § 36, stk. 1, samt rekvirering af politibistand i visse tvangssituationer i henhold til lov om social bistand § 36 b.

p) Udstedelse af plejetilladelse til privat familiepleje i henhold til lov om social bistand § 65, stk. 1.

q) Tilbud om vederlagsfri advokatbistand og aktindsigt forud for eventuel beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger i henhold til lov om social bistand §§ 124 og 125.

r) Regulering af kontakten mellem forældre og barn under anbringelse uden for hjemmet i henhold til lov om social bistand § 67, stk. 1 og 2.

s) Primærkommunale opgaver i henhold til lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, dog ikke § 3, § 5, stk. 1, §§ 9-10 og §§ 16-17.

Stk. 2

Ved udøvelsen af den i stk. 1 nævnte kompetence skal bydelsrådene følge de af Borgerrepræsentationen for bydelsrådene fastlagte retningslinier for supplerende tilskud til forældreorlov samt retningslinier i forbindelse med forsøg med private pasningsordninger. Borgerrepræsentationen kan fastsætte bestemmelser om pasningsgarantier, der også gælder for bydelene. Forældrene har endvidere krav på, at barnet optages i en skole uden for bydelen efter bestemmelserne i § 36, stk. 2, i lov om folkeskolen.

§ 4

Inden for ældreområdet udlægges følgende opgaver:

a) Forpligtelsen til at tilbyde omsorgsarbejde i henhold til lov om social bistand § 50, stk. 1, nr. 2. Visitation til Københavns Kommunes madserviceordning for hjemmeboende pensionister. Visitation til daghjem og dagcentre i henhold til lov om social bistand § 50, stk. 1, nr. 1. Endvidere henlægges til bydelsrådene i Indre Nørrebro, Indre Østerbro og Valby ansvaret for anvisning til og drift af de daghjem og dagcentre, som er oplistet i regulativernes bilag 1.

b) Tilbud om hjemmehjælp i henhold til lov om social bistand §§ 50 og 51.

c) Forpligtelsen til at udskrive valg til ældreråd og foretage udpegning af klageråd i henhold til lov om social bistand §§ 56 a og 56 b.

d) Hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet i henhold til lov om social bistand §§ 57 a-57 f.

e) Støtte til hjælpemidler mv. i henhold til lov om social bistand §§ 58, 59 og 61, stk. 1, med undtagelse af abonnement til kollektive transportmidler.

f) Døgnpleje i henhold til lov om social bistand § 79.

g) Hjemmesygepleje i henhold til lov om hjemmesygeplejerskeordninger.

h) Forebyggende hjemmebesøg til ældre i henhold til lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre.

i) Visitation til plejehjem, beskyttede boliger og aflastningstilbud i henhold til lov om social bistand § 83. Til bydelsrådene i Indre Nørrebro og Valby henlægges endvidere tilsynet med og anvisningsretten i henhold til lov om social bistand §§ 79 og 82 til de institutioner, der er oplistet i regulativernes bilag 1. Disse bydelsråd overtager tillige driftsansvaret for de kommunale plejehjem mv. og indtræder i driftsoverenskomsterne for selvejende institutioner.

j) Administration af betaling for obligatoriske og valgfri ydelser i henhold til lov om social bistand §§ 85-86 henlægges til bydelsrådene i Indre Nørrebro og Valby.

k) Afgørelse af hvilke personer, hvortil der kan anvises ældreboliger. Bydelsrådene i Indre Nørrebro og Valby overtager tillige anvisningsretten i henhold til § 17 i lov om boliger for ældre og personer med handicap for de i regulativernes bilag 1 nævnte ældreboliger samt ansvaret for at drive de i denne lovs § 16 c nævnte servicearealer.

Stk. 2

Ved udøvelsen af den i stk. 1 nævnte kompetence skal bydelsrådene følge de af Borgerrepræsentationen for bydelsrådene fastlagte retningslinier vedrørende visitation til og anvisning af plejehjemsboliger, beskyttede boliger og ældreboliger, vedrørende madserviceordningen for hjemmeboende pensionister samt de af Borgerrepræsentationen fastsatte takster. Dog skal bydelsrådene kunne stille krav til madens kvalitet. For plejehjemsboliger, beskyttede boliger og ældreboliger gælder frit boligvalg til de boliger, som Københavns Kommune har anvisningsret til, uanset bydelsgrænser. Bydelsrådene skal for hjemmeboende borgere benytte Københavns Kommunes Hjælpemiddelcenters ydelser.

§ 5

På kultur- og fritidsområdet udlægges følgende opgaver:

a) Drift og vedligeholdelse af alle parker, offentlige legepladser, vejtræer på bydelsveje samt grønne arealer i bydelene, som er oplistet i regulativernes bilag 1. Den indvendige vedligeholdelse og drift af dækningsgrave, naturforvaltningen inkl. naturvejledere, Valbyparken, Fælledparken bortset fra legepladsen ved Frederiks d. V's vej, Langelinieanlægget, Østre Anlæg og den indendørs legeplads Blegdamsremisen varetages fortsat af Københavns Kommune. Bydelsrådene indtræder ikke i aftaler om refusionsarbejder på parkområdet, såfremt disse er indgået som kontraktsarbejde på baggrund af tilbud eller licitation.

b) Drift af et folkebiblioteksvæsen i henhold til kapitel 1-3 i lov om folkebiblioteker mv., bortset fra KKB-basen, lydavisen, tilvækstafdelingen, kørselsordningen og bogbussen. KKB-basen, lydavisen og tilvækstafdelingens tjenesteydelser stilles vederlagsfrit til rådighed for bydelsrådene. Bydelsrådene kan benytte kørselsordningen og bogbussen mod betaling. Endvidere udlægges de distriktsbiblioteker, der er oplistet i regulativernes bilag 1.

c) Tildeling af ulovbestemt kulturstøtte til rent lokale kulturelle aktiviteter i bydelene.

d) Medborgerhuse, jf. oplistningen i regulativernes bilag 1.

Stk. 2

Inden 1. januar 1997 udarbejder Københavns Kommune datablade over bydelenes grønne arealer, hvorpå særligt bevaringsværdige vækster og anlæg markeres. Bydelsrådene skal ajourføre disse datablade og skal forud for påtænkte ændringer af bevaringsværdige vækster og anlæg indhente Borgerrepræsentationens tilladelse. Fældning og beskæring af træer over tyve år må kun finde sted efter Borgerrepræsentationens tilladelse og efter bekendtgørelse i den lokale presse.

Stk. 3

Bydelsbibliotekernes materialesamlinger står til rådighed for borgerne i Københavns Kommune, ligesom bydelenes borgere kan benytte materialesamlinger uden for bydelene.

§ 6

Inden for området gader og veje udlægges følgende opgaver vedrørende bydelsvejene, for hvilke bydelsrådene er vejbestyrelse for de offentlige veje samt vejmyndighed for de private fællesveje, jf. vejkort i regulativernes bilag 2:

a) Opgaver i henhold til lov om offentlige veje § 10 undtagen gadebelysning og lyssignaler, §§ 23-24, §§ 68-71, §§ 101-102, § 104 samt § 106. Yderligere henlægges opgaver i henhold til § 108 for så vidt angår færdselstavler.

b) Opgaver i henhold til lov om private fællesveje § 44, §§ 47-51, §§ 57-62 samt § 46 for så vidt angår færdselstavler.

c) Opgaver i henhold til lov om grundejerbidrag til offentlige veje.

d) Opgaver i henhold til færdselslovens § 3, stk. 3, § 92, § 96 samt § 100.

e) Opgaver i henhold til lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje for så vidt angår renholdelsen.

Stk. 2

Ved udøvelsen af den i stk. 1 nævnte kompetence skal bydelsrådene følge de af Borgerrepræsentationen for bydelsrådene fastlagte overordnede retningslinier vedrørende vejområdet. Tilladelse til og tilsyn med gravning ved anlæg af ledninger, som berører andet end bydelsvejene, henlægges ikke til bydelsrådenes selvstændige varetagelse.

Stk. 3

Borgerrepræsentationens rådighed over den indgåede kontrakt om AFA/JCDecaux-udstyr og kommunale ledningsejeres stående gravetilladelse overgår ikke til bydelsrådene, men Borgerrepræsentationen skal samarbejde med bydelsrådene om den konkrete administration af aftalerne, ligesom bydelsrådene skal høres inden opsigelse, forlængelse eller ændring af aftalerne finder sted.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997 og har virkning indtil den 31. december 2001.

pre_paragraph I medfør af § 53 c, stk. 6, i lov om Københavns kommunes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 18. juli 1995, som ændret ved lov nr. 222 af 27. marts 1996, meddeles:


Indenrigsministeriet, den 29. maj 1996, den 29. maj 1996

/Birte Weiss Mette Rasmussen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996