Bekendtgørelse om kørekort (* 1) (*
BEK nr 556 af 20/06/1996
§ 1
Ingen person må være indehaver af mere end et kørekort udstedt i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller af et land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF.
Ansøgning om indstilling til køreprøve indleveres til politiet (kørekortkontoret). Ansøgningen skal vedlægges:
- Et vellignende fotografi (portrætbillede, uden hovedbeklædning) i størrelsen 35 x 45 mm. Det skal være holdbart og kopieret på almindeligt tyndt fotopapir og må ikke være forsynet med stempler.
- Offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår. Er ansøgeren ikke tildelt personnummer, skal ansøgerens fødselsdato og fødested fremgå af legitimationspapiret.
- Såfremt politiet skønner det nødvendigt, dokumentation for, at ansøgeren har sædvanlig bopæl her i landet eller bevis for, at ansøgeren i mindst seks måneder har opholdt sig her i landet som studerende.
- Erklæring om at ansøgeren ikke i forvejen besidder kørekort udstedt af en anden stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller af et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/ EØF, samt erklæring om, at ansøgeren på tidspunktet for erklæringen ikke er underlagt restriktioner eller er frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort i de nævnte lande. Erklæringen gives ved ansøgerens underskrift på ansøgningen.
- Lægeattest.
Politiet kan tillade, at ansøgeren bærer hovedbeklædning på det i stk. 2, nr. 1) nævnte fotografi, såfremt ansøgeren af religiøse grunde fremsætter begæring herom.
Med sædvanlig bopæl forstås det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, det vil sige i mindst 185 dage inden for et kalenderår, som følge af sin personlige eller erhvervsmæssige tilknytning. Er ansøgeren en person uden erhvervsmæssig tilknytning, skal der bestå en personlig tilknytning, der viser, at der består en tæt forbindelse mellem ansøgeren og dennes bopælssted.
§ 2
Lægeattesten skal være afgivet på en blanket, der er godkendt af Sundhedsstyrelsen. Lægeattesten skal udstedes af ansøgerens sædvanlige læge. Hvis en anden læge udsteder lægeattesten, skal ansøgeren angive en fyldestgørende grund hertil. Til dokumentation for, at den person, som fotografiet, jf. § 1, stk. 2, nr. 1), forestiller, er identisk med den person, der er beskrevet i lægeattesten, skal fotografiets bagside være påtegnet af lægen. Attesten og fotografiet sendes direkte til vedkommende kørekortkontor af lægen eller overgives ansøgeren i en lukket kuvert, der er forsynet med lægens navn.
Lægeattesten må ved ansøgningens indlevering ikke være over 3 måneder gammel og ved udstedelsen af kørekortet ikke over 1 år gammel.
§ 3
På grundlag af oplysningerne i lægeattesten afgør politiet, om ansøgeren opfylder de helbredsmæssige betingelser, der fremgår af bilag 1, for erhvervelse af det ønskede kørekort.
Helbredskravene til den i bilag 1, pkt. 1.2 nævnte gruppe 2 finder også anvendelse på ansøgere, der ønsker at erhverve kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kategori B, jf. kapitel 7.
Politiet kan kræve, at der fra Statens Bilinspektion, en speciallæge eller andre fremskaffes en erklæring eller yderligere oplysninger til afgørelse af, om kørekort kan udstedes eller eventuelt skal udstedes på særlige vilkår. Politiet kan endvidere kræve, at ansøgeren underkaster sig en vejledende køreprøve hos Statens Bilinspektion til bedømmelse af, om kørekort kan udstedes eller eventuelt skal udstedes på særlige vilkår. Statens Bilinspektion kan forlange, at ansøgeren stiller et køretøj, der er godkendt til øvelseskørsel, til rådighed.
Færdselsstyrelsen fastsætter efter forhandling med Sundhedsstyrelsen nærmere retningslinier for behandlingen af sager om udstedelse og fornyelse af kørekort, hvori der foreligger helbredsoplysninger, der kræver lægelige erklæringer, udtalelser eller vurderinger.
§ 4
Kørekortet kan udstedes med begrænset gyldighedstid eller begrænses til køretøjer, der opfylder særligt angivne betingelser, eller i øvrigt betinges af særlige vilkår. Vilkårene og begrænsningerne skal påtegnes på kørekortet.
§ 5
Foreligger der oplysninger, der viser, at ansøgeren er afhængig af brug af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er ædruelig, må kørekort ikke udstedes.
Såfremt kørekort nægtes, skal anklagemyndigheden på begæring indbringe spørgsmålet for retten efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.
Kørekortkategorier m.v.
Kørekortkategorier m.v.
§ 6
Der kan udstedes kørekort til følgende kategorier: Kategori A. Motorcykel. - Lille motorcykel. - Stor motorcykel. Kategori B. Almindelig bil. Kategori C. Lastbil. Kategori D. Stor personbil. Kategori E. Stort påhængskøretøj. - Kategori B med stort påhængskøretøj (kategori B/E). - Kategori C med stort påhængskøretøj (kategori C/E). - Kategori D med stort påhængskøretøj (kategori D/E).
Kørekort til kategori C og D kan kun udstedes til førere, der allerede har kørekort til kategori B.
Kørekort til kategori B/E, C/E og D/E kan kun udstedes til førere, der allerede har kørekort til henholdsvis kategori B, C, og D.
Der kan endvidere udstedes kørekort til traktor/motorredskab og til erhvervsmæssig personbefordring.
§ 7
Kørekort til kategori A (motorcykel) giver ret til at føre: Foreligger der ikke oplysning om massen af vand, olie og brændstof, anvendes motorcyklens egenvægt med tillæg af 15 kg.
- Lille motorcykel:
a) Tohjulet motorcykel uden sidevogn med et forhold mellem motoreffekt og egenvægt med tillæg af vand, olie og brændstof på højst 0,16 kW/kg. Det er samtidig en betingelse, at motorcyklen har en motoreffekt på højst 25 kW.
b) Tohjulet motorcykel med sidevogn med et forhold mellem motoreffekt og egenvægt med tillæg af vand, olie og brændstof på højst 0,16 kW/kg.
c) Trehjulet motorcykel.
d) Registreringspligtig knallert.
- Stor motorcykel:
a) De under 1) nævnte køretøjer.
b) Tohjulet motorcykel uden sidevogn med et forhold mellem motoreffekt og egenvægt med tillæg af vand, olie og brændstof på over 0,16 kW/kg eller med en motoreffekt på over 25 kW.
c) Tohjulet motorcykel med sidevogn med et forhold mellem motoreffekt og egenvægt med tillæg af vand, olie og brændstof på over 0,16 kW/kg.
Ret til at føre stor motorcykel, jf. stk. 1, nr. 2), litra b) og c) er dog betinget af, at den pågældende:
- har mindst to års erfaring som fører af lille motorcykel på baggrund af et kørekort til kategori A, eller
- uden endnu at have mindst to års erfaring som fører af lille motorcykel på baggrund af et kørekort til kategori A, er fyldt 21 år og herefter har bestået en praktisk prøve på en stor motorcykel, eller
- uden tidligere at have erhvervet kørekort til motorcykel, er fyldt 21 år og har bestået en køreprøve til kategori A, hvor den praktiske prøve er aflagt på en stor motorcykel.
Ansøgning om ret til at føre stor motorcykel i de i stk. 2, nr. 2) nævnte tilfælde behandles efter reglerne i kapitel 6.
§ 8
Kørekort til kategori B (almindelig bil) giver ret til at føre:
- Personbil med højst 8 siddepladser foruden førerens plads og en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.
- Varebil med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.
- Person- eller varebil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på ikke over 750 kg.
- Person- eller varebil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på over 750 kg, hvis vogntogets samlede tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg. Ved fastsættelsen af påhængskøretøjets tilladte totalvægt anvendes enten påhængskøretøjets registrerede totalvægt eller den eventuelt lavere fastsatte totalvægt i bilens registreringsgrundlag. Det er samtidig en betingelse, at påhængskøretøjets tilladte totalvægt ikke overstiger bilens egenvægt med tillæg af 50 kg.
- Trehjulet motorcykel.
- Traktor/motorredskab.
- Registreringspligtig knallert.
§ 9
Kørekort til kategori C (lastbil) giver ret til at føre:
- Lastbil med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
- Lastbil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på ikke over 750 kg.
- Motordrevet blokvogn.
§ 10
Kørekort til kategori D (stor personbil) giver ret til at føre:
- Personbil med over 8 siddepladser foruden førerens plads eller med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
- Stor personbil med tilkoblet påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på ikke over 750 kg.
- Ledbus.
§ 11
Kørekort til kategori D kan kun udstedes til en person, der er fyldt 21 år, og som i øvrigt opfylder betingelserne for at erhverve kørekort.
§ 12
Kørekort til kategori E (stort påhængskøretøj) giver ret til at føre:
- Vogntog i forbindelse med kørekort til kategori B, som består af trækkende køretøj af kategori B og et påhængskøretøj, som ikke henhører under kategori B.
- Vogntog i forbindelse med kørekort til kategori C bestående af et trækkende køretøj af kategori C og et påhængskøretøj med tilladt totalvægt på over 750 kg.
- Vogntog i forbindelse med kørekort til kategori D bestående af et trækkende køretøj af kategori D og et påhængskøretøj med tilladt totalvægt på over 750 kg.
Kørekort til kategori E i forbindelse med kørekort til kategori B giver alene ret til at føre stort påhængskøretøj i forbindelse med denne kategori. Kørekort til kategori E i forbindelse med kørekort til kategori C eller kategori D giver tillige ret til at føre stort påhængskøretøj i forbindelse med almindelig bil (kategori B).
Kørekort til kategori E i forbindelse med kørekort til kategori C giver ret til at føre stort påhængskøretøj i forbindelse med kategori D, når indehaveren allerede har kørekort til kategori D, og til at føre lastbil med tilkoblet blokvogn.
Køreundervisning og køreprøver
Køreundervisning og køreprøver
§ 13
Ansøgere, der ønsker kørekort til en kategori, hvortil de ikke tidligere har haft kørekort, skal have modtaget undervisning af en kørelærer, der er godkendt til den pågældende kategori. Undervisning til kategori B/E skal foretages af en godkendt kørelærer til kategori C-D/E.
Undervisningen skal være gennemført i overensstemmelse med Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om undervisningsplan for køreuddannelsen til den pågældende kategori med tilhørende bilag, der omhandler de kundskaber, færdigheder og den adfærd, ansøgeren skal besidde for at erhverve kørekort. Undervisningen i teori og praktik skal integreres og skal følge undervisningsplanens afsnitsopdeling.
Undervisningen til kategori B/E, kategori C eller kategori D og kategori C/E eller kategori D/E må først begyndes, når ansøgeren har erhvervet kørekort til kategori B. Hvis ansøgeren tidligere har haft kørekort til kategori B, kan undervisning til kategori B/E og kategori C eller kategori D dog påbegyndes, uanset at førerretten midlertidigt er frakendt vedkommende.
Øvelseskørsel må ikke finde sted tidligere end 3 måneder før det tidspunkt, hvor ansøgeren opfylder aldersbetingelsen for at få udstedt det ønskede kørekort, og for personer, der er frakendt førerretten ubetinget ikke tidligere end 3 måneder før frakendelsestidens udløb.
Øvelseskørsel til motorcykel må kun finde sted med højst 3 elever ad gangen. Under kørslen skal kørelæreren kunne overvåge eleverne forsvarligt. Undervises der mere end en elev ad gangen, skal kørelæreren overvåge eleverne fra et køretøj, som føres enten af kørelæreren selv eller af en person med gyldigt kørekort. Ved undervisning af en elev kan kørelæreren overvåge kørslen fra motorcyklens bagsæde.
§ 14
Køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel og køreprøver, skal opfylde betingelserne i bilag 2.
§ 15
Den indledende køreundervisning til kategori A og B skal foregå på en lukket øvelsesplads, der opfylder de krav, der fremgår af bilag 3.
Med hensyn til øvelsespladsens indretning og udstyr samt undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse henvises til Færdselsstyrelsens undervisningsplaner for køreuddannelsen til kategori A og B samt til bilag 3.
§ 16
Den afsluttende køreundervisning til kategori A, B, C eller D og kategori C/E eller kategori D/E skal foregå på et køreteknisk anlæg, der opfylder de krav, der fremgår af bilag 4. Undervisningen på køreteknisk anlæg må først gives efter gennemførelse af samtlige forudgående afsnit i undervisningsplanen.
Med hensyn til tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen på køreteknisk anlæg henvises til Færdselsstyrelsens undervisningsplaner for køreuddannelsen til kategorierne A, B, C, D og E.
§ 17
Køreprøven består af en teoretisk og en praktisk del.Prøverne til stor motorcykel, jf. § 7, stk. 2, nr. 2), og kategori B/E består kun af en praktisk prøve.
Teoriprøve kan tidligst aflægges 1 måned før ansøgeren opfylder aldersbetingelsen for at få udstedt det ønskede kørekort. Ansøgere, der ønsker kørekort til traktor, kan dog aflægge teoriprøve seks måneder før alderskravet er opfyldt.
Den praktiske prøve kan normalt først aflægges, når ansøgeren opfylder aldersbetingelsen for at få udstedt det ønskede kørekort.
Prøverne til kategori A, B, B/E, kategori C eller kategori D og kategori C/E eller kategori D/E gennemføres i overensstemmelse med bilag 5. Køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring gennemføres i overensstemmelse med bilag 6. Køreprøve til traktor og motorredskab gennemføres i overensstemmelse med bilag 7.
Teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D (stor personbil) kan afvikles samtidig med teoriprøven til kategori D. Består ansøgeren ikke teoriprøven til erhvervsmæssig personbefordring, bevares retten til at aflægge praktisk køreprøve til kategori D.
§ 18
Teoriprøve til kategori A og B kan først berammes, når undervisning i kørsel på lukket øvelsesplads er gennemført, og den kørelærer, der har foretaget undervisningen af ansøgeren, på ansøgningsblanketten har oplyst, hvor og hvornår undervisningen har fundet sted, jf. § 19.
§ 19
Den kørelærer, der har undervist ansøgeren, skal senest før teoriprøvens aflæggelse ved sin underskrift på ansøgningsblanketten bekræfte, at ansøgeren har modtaget undervisning i kørsel på lukket øvelsesplads, i teori og i praktik i overensstemmelse med Færdselsstyrelsens undervisningsplan for den pågældende kategori. Har flere kørelærere undervist ansøgeren i en eller flere af de ovennævnte discipliner, skal den kørelærer, der har foretaget den sidste lektion inden for den enkelte disciplin, underskrive ansøgningsblanketten. Denne kørelærer skal forinden sikre sig, at undervisningsplanen er fulgt.
§ 20
Den praktiske prøve kan først berammes, når teoriprøven er bestået. Ved den praktiske prøves aflæggelse skal krævet undervisning på køreteknisk anlæg være gennemført. Den kørelærer, der har undervist ansøgeren på køreteknisk anlæg, skal ved sin underskrift på ansøgningsblanketten oplyse, hvor og hvornår undervisningen har fundet sted, jf. § 19.
Ansøgningen skal indgives og den praktiske prøve bestås inden 12 måneder efter, at teoriprøven er bestået.
§ 21
Ansøgeren skal selv stille køretøj til rådighed ved aflæggelse af den praktiske prøve. Køretøjet skal opfylde betingelserne i bilag 2.
Ved afholdelse af såvel den teoretiske som den praktiske prøve skal ansøgningsblanketten og eventuelt tidligere kørekort medbringes.
Hvis ansøgeren ikke i fornødent omfang kan tale og forstå dansk eller et fremmedsprog, som den køreprøvesagkyndige behersker, skal ansøgeren møde med tolk til såvel den teoretiske prøve som til den praktiske prøve. En kørelærer må ikke fungere som tolk. I øvrigt kan politiet udvælge tolken. Eventuelle udgifter til tolk afholdes af ansøgeren. Ved aflæggelse af køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring kan der ikke benyttes tolk.
§ 22
Hvis en ansøger af helbredsmæssige grunde kun kan opnå kørekort til særlige typer af køretøjer eller særligt indrettede køretøjer, jf. § 4, aflægges prøven med et sådant køretøj. Der kan stilles krav om, at køretøjet ved prøven er forsynet med skolepedaler.
§ 23
Består ansøgeren ikke prøven på grund af manglende kendskab til vigtige færdselsregler eller på grund af ringe kørefærdighed, afgør politiet efter reglerne i § 36, om ansøgeren skal aflægge en orienterende køreprøve for at bevare et eventuelt allerede erhvervet kørekort til andre kategorier.
§ 24
Resultatet af en teoretisk eller praktisk prøve meddeles ansøgeren straks efter prøvens afslutning.
Udstedelse af kørekort
Udstedelse af kørekort
§ 25
Hvis ansøgeren har bestået køreprøven, skal den pågældende i den køreprøvesagkyndiges påsyn udfylde en underskriftsmærkat. Herefter udsteder den køreprøvesagkyndige straks et midlertidigt kørekort. Eventuelt tidligere udstedt kørekort skal afleveres til den sagkyndige. Oplyser ansøgeren at skulle føre motorkøretøj i udlandet, bortset fra i Finland, Norge og Sverige, udsteder kørekortkontoret et midlertidigt erstatningskørekort, såfremt det skønnes, at det originale kørekort ikke kan udstedes, inden ansøgeren forlader landet. Er betingelserne for at erhverve kørekort i øvrigt opfyldt, udstedes kørekort af Rigspolitichefen. Eventuelle særlige vilkår anføres på kørekortet eller på en supplerende attest.
Kørekortet udstedes med gyldighed til indehaverens fyldte 70. år. Er ansøgeren på det tidspunkt, hvor køreprøven bestås, fyldt 65 år, men ikke 70 år, udstedes kørekortet for 5 år.
Er ansøgeren på det tidspunkt, hvor køreprøven bestås, fyldt 70 år eller derover, udstedes kørekortet med følgende gyldighed: 70 år: 4 år 71 år: 3 år 72-79 år: 2 år 80 år: 1 år
Såfremt de helbredsmæssige oplysninger taler derfor, eller der er begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende er ædruelig eller uafhængig af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer, kan kørekortet udstedes for kortere tidsrum end angivet i stk. 2 og 3.
Kørekort kan kun udstedes til personer, som har sædvanlig bopæl her i landet, jf. dog § 52.
Duplikatkørekort
Duplikatkørekort
§ 26
Bortkommer et kørekort, eller bliver det beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at tekst, nummer, stempler eller foto ikke kan kontrolleres på stedet, eller hvis plasticlamineringen beskadiges, skal indehaveren anmode om at få udstedt duplikatkørekort, såfremt der fortsat skal gøres brug af førerretten. Dette gælder dog ikke ved navne- eller adresseændringer.
Politiet kan i forbindelse med færdselskontrol inddrage et beskadiget eller slidt kørekort. Inddrages kørekortet på stedet, udfærdiger politiet så vidt muligt et midlertidigt kørekort.
Ansøgning om duplikatkørekort indgives til kørekortkontoret. Ansøgningen skal vedlægges de i § 1, stk. 2, nr. 1-4 nævnte dokumenter. Ansøgeren skal på kørekortkontoret udfylde en underskriftsmærkat. Er kørekortet bortkommet, skal ansøgeren endvidere afgive erklæring herom. Beskadigede kørekort, der ønskes erstattet af duplikatkørekort, skal afleveres til politiet.
Personer, der har sædvanlig bopæl her i landet, jf. § 1, stk. 4, og som er indehavere af et kørekort udstedt af en anden stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, kan efter denne bestemmelse få udstedt duplikatkørekort.
§ 27
Er et kørekort bortkommet, og oplyser indehaveren at skulle føre bil i udlandet, bortset fra i Finland, Norge og Sverige, udsteder kørekortkontoret efter anmodning et midlertidigt erstatningskørekort, såfremt det skønnes, at duplikatkørekort ikke kan udstedes, inden ansøgeren forlader landet. § 26, stk. 3, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Er en indehaver af et dansk kørekort frakendt førerretten i udlandet, eller er der i udlandet udstedt kørselsforbud, og har den udenlandske kørekortmyndighed betinget frakendelsestidens eller kørselsforbudets begyndelsestidspunkt af udlevering af kørekortet til registrering af forholdet eller påtegning herom, eller er der i udlandet sket en administrativ inddragelse af kørekortet, udsteder kørekortkontoret efter anmodning et midlertidigt erstatningskørekort mod indlevering af kørekortet eller mod forevisning af dokumentation fra den udenlandske kørekortmyndighed om, at denne er i besiddelse af kørekortet. Midlertidigt erstatningskørekort udstedes med angivelse af, at det ikke er gyldigt ved kørsel i det land, hvor forseelsen er begået. § 26, stk. 3, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Træffes der beslutning om anlæggelse af sag om frakendelse af førerretten efter straffelovens § 11, kan midlertidigt erstatningskørekort ikke udstedes efter stk. 1, såfremt det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger. § 35 a finder tilsvarende anvendelse.
Udstedes midlertidigt erstatningskørekort, fremsender kørekortkontoret kørekortet til den udenlandske kørekortmyndighed, såfremt denne ikke allerede er i besiddelse heraf. Kørekortkontoret træffer i alle tilfælde foranstaltninger, der sikrer, at kørekortet efter registrering eller påtegning ved den udenlandske kørekortmyndighed tilbagesendes til det kørekortkontor, som har udstedt det midlertidige erstatningskørekort.
Udlevering af kørekortet efter registrering eller påtegning ved den udenlandske kørekortmyndighed kan, såfremt midlertidigt erstatningskørekort er udstedt, kun ske mod tilbagelevering af dette.
Udvidelse af kørekort
Udvidelse af kørekort
§ 28
Ansøgning om udvidelse af et kørekort til at gælde for yderligere kategorier, ansøgning om indstilling til praktisk prøve i de i § 7, stk. 2, nr. 2) nævnte tilfælde samt ansøgning om udstedelse af kørekort i anledning af gennemførelse af det i § 29 a, stk. 2, nævnte kursus indleveres til kørekortkontoret. Ansøgningen skal vedlægges fotografi samt offentligt udstedt legitimationspapir, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 2).
Lægeattest skal ikke vedlægges ansøgningen. Politiet kan dog kræve lægeattest, hvis det skønnes nødvendigt.
Køreprøve afholdes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3.
§ 29
Bestås køreprøven, udstedes nyt kørekort, der gælder for de kategorier, som den pågældende herefter har ret til at føre.
Udstedelse af kørekort i forbindelse med udvidelse af et kørekort udstedt før den 1. juli 1996 sker i medfør af § 66.
Indehavere af kørekort til kategori A 1 (solomotorcykel), udstedt før den 1. juli 1996, som ønsker at opnå ret til at føre motorcykel med sidevogn, jf. § 66, stk. 1, nr. 2), skal forinden udstedelse af kørekort gennemgå et kursus i kørsel med motorcykel med sidevogn på et køreteknisk anlæg. Kurset skal være gennemført i overensstemmelse med afsnittet om kørsel med sidevogn i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om undervisningsplan for køreuddannelsen til kategori A.
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
§ 30
Kørekort til motorkøretøj, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring af personer, kan udstedes til ansøgere, der:
- er fyldt 21 år,
- har kørekort til kategori B (almindelig bil) og
- har bestået en køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring.
Køreprøvesagkyndige, køredommere og godkendte kørelærere kan få udstedt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring uden at aflægge særlig køreprøve, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
Ansøgning om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring skal indgives til kørekortkontoret. Ansøgningen skal vedlægges et fotografi samt en lægeattest, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 5). Ansøgning efter stk. 2 vedlægges tillige dokumentation for beskikkelse eller for godkendelse.
§ 31
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kan alene udstedes til den kategori, der er aflagt køreprøve i. Kørekortet kan udstedes til almindelig bil, stor personbil eller til såvel almindelig bil som stor personbil.
§ 32
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kan nægtes under den i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte betingelse.
Såfremt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring nægtes, skal anklagemyndigheden på begæring indbringe spørgsmålet for retten efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.
§ 33
Afholdelse af køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring finder sted i overensstemmelse med reglerne i bilag 6.
§ 34
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring udstedes efter reglerne i § 25, stk. 1.
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring udstedes med en gyldighedstid på 5 år, medmindre den pågældendes kørekort har kortere gyldighed, eller helbredsmæssige forhold begrunder en kortere gyldighed.
Afgørelse om inddragelse af førerret og om orienterende køreprøver
Afgørelse om inddragelse af førerret og om orienterende køreprøver
§ 35
Politiet kan inddrage førerretten, hvis betingelserne for at erhverve kørekort ikke længere er opfyldt.
Ret til erhvervsmæssig personbefordring kan frakendes i overensstemmelse med reglerne i straffelovens § 79. Retten kan ikke inddrages af politiet uden samtidig inddragelse af den almindelige førerret.
Træffes der beslutning om sigtelse for spirituskørsel, kan politiet, hvis det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger, midlertidigt inddrage det originale kørekort.
Træffes der beslutning om sigtelse for promillekørsel og den pågældende tidligere er dømt eller sigtet for promillekørsel eller spirituskørsel, kan politiet, hvis det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger, midlertidigt inddrage det originale kørekort.
I tilfælde af sigtelse efter stk. 1 eller 2, hvor det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger, men hvor dette ikke er utvivlsomt, kan politiet midlertidigt inddrage det originale kørekort mod samtidig udstedelse af midlertidigt kørekort.
Træffes der beslutning om sigtelse i andre tilfælde end de i stk. 1 eller 2 nævnte, kan politiet, hvis det skønnes, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten utvivlsomt foreligger, midlertidigt inddrage det originale kørekort.
Den, hvis originale kørekort er midlertidigt inddraget efter stk. 1, 2 eller 4, kan forlange inddragelsen prøvet af retten. Politiet vejleder den pågældende om retten til prøvelse.
§ 36
Politiet kan bestemme, at en kørekortindehaver skal aflægge en orienterende køreprøve, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse af fornøden kørefærdighed, fornødent kendskab til færdselsreglerne eller forståelse for hensynet til andre trafikanter. Prøven aflægges inden for en frist, der fastsættes af politiet. Orienterende køreprøve skal ikke aflægges, hvis den pågældende har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til politiets afgørelse.
Såfremt en kørekortindehaver nægter at medvirke til en orienterende køreprøve, kan politiet straks inddrage førerretten. I øvrigt inddrages førerretten, hvis prøven ikke bestås første gang.
§ 37
Er førerretten frakendt betinget, skal kørekortindehaveren inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge en orienterende køreprøve. Orienterende køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis frakendelsen er sket i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, 2. pkt., eller § 126, stk. 1, nr. 2. Orienterende køreprøve skal heller ikke aflægges, såfremt den pågældende har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.
Såfremt en kørekortindehaver nægter at medvirke til en orienterende køreprøve, kan politiet straks inddrage førerretten. I øvrigt inddrages førerretten, hvis prøven ikke bestås første gang.
§ 38
Bliver politiet opmærksom på forhold, der giver begrundet tvivl om, hvorvidt kørekortindehaveren fortsat er i besiddelse af et tilfredsstillende helbred eller fortsat er ædruelig eller uafhængig af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer, har den pågældende pligt til at underkaste sig de undersøgelser eller prøver, der er nødvendige til afgørelse heraf, herunder tilvejebringelse af lægeerklæring, eventuelt fra en speciallæge, jf. §§ 3 og 5. Udgifterne til lægeerklæring m.v. betales af kørekortindehaveren.
Såfremt en kørekortindehaver nægter at medvirke til de nødvendige undersøgelser eller prøver, kan politiet straks inddrage førerretten.
På grundlag af undersøgelserne eller prøverne afgøres, om førerretten skal inddrages, eller om kørekortindehaveren kan bevare førerretten, eventuelt med særlige indskrænkninger, jf. § 4 og § 25, stk. 4. Tilsvarende gælder retten til erhvervsmæssig personbefordring.
Foretages der indskrænkninger i førerretten, udstedes nyt kørekort. Den pågældende skal aflevere et fotografi og et offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 2), samt udfylde en underskriftsmærkat på kørekortkontoret.
Inddrages førerretten, fordi den pågældende ikke er ædruelig eller er afhængig af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer, indbringer anklagemyndigheden på begæring spørgsmålet for retten efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3.
§ 39
Træffer politiet bestemmelse om, at førerretten inddrages, eller frakendes førerretten ubetinget, skal kørekortet afleveres til politiet. Kørekortet skal ligeledes afleveres til politiet, hvis der i medfør af § 38, stk. 3, foretages indskrænkninger i førerretten.
Er der udstedt dansk internationalt kørekort til en person, hvis førerret inddrages af politiet eller frakendes ubetinget, skal også det internationale kørekort afleveres til kørekortkontoret.
Generhvervelse af førerret
Generhvervelse af førerret
§ 40
Ansøgning om generhvervelse af kørekort, efter at førerretten har været inddraget af politiet eller frakendt ubetinget, indgives til kørekortkontoret. Ansøgningen vedlægges et fotografi samt et offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 2). Har politiet inddraget førerretten af lægelige grunde eller på grund af afhængighed af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller på grund af manglende ædruelighed afleveres endvidere en lægeattest, jf. § 1, stk. 2, nr. 5). I øvrigt kræves lægeattest kun, hvis en tidligere lægeattest, afgivet i forbindelse med udstedelse eller fornyelse af kørekort, eller andre omstændigheder giver anledning hertil.
§ 41
Har førerretten været frakendt ubetinget, skal ansøgeren bestå en orienterende køreprøve, jf. kapitel 11. Den praktiske del af prøven afholdes tidligst 1 måned før frakendelsestidens udløb. Har den pågældende bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal orienterende køreprøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort.
Er førerretten inddraget af politiet, fordi en orienterende køreprøve ikke er bestået eller aflagt, kan generhvervelse først ske, når en ny orienterende køreprøve er bestået.
Har førerretten været inddraget af politiet i 3 år eller mere på grund af afhængighed af euforiserende eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer, på grund af manglende ædruelighed, eller på grund af helbredsmæssige oplysninger, er det normalt en betingelse for generhvervelsen, at en orienterende køreprøve bestås.
§ 42
Opfylder ansøgeren betingelserne for at generhverve kørekort, udfærdiges kørekortet i overensstemmelse med reglerne i § 25.
§ 43
Ved ansøgning om generhvervelse af førerretten kan kørekortet udvides til at omfatte kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, uden at der aflægges særlig prøve hertil, hvis ansøgeren på det tidspunkt, hvor førerretten blev inddraget eller frakendt, var i besiddelse af gyldigt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, og der ikke ved afgørelsen om inddragelse eller frakendelse blev truffet bestemmelse om særlig frakendelse af retten til erhvervsmæssig personbefordring. §§ 32 og 34, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Fornyelse af kørekort
Fornyelse af kørekort
§ 44
Ansøgning om fornyelse af et kørekort ved udløb af gyldighedstiden skal indgives til kørekortkontoret. Ansøgningen skal vedlægges et fotografi, et offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår samt en lægeattest, jf. § 1, stk. 2, nr. 1), 2) og 5). Ansøgeren skal endvidere på kørekortkontoret udfylde en underskriftsmærkat.
§ 45
Ved ansøgning om fornyelse af kørekort 3 år eller mere efter at gyldigheden af kørekortet er udløbet, skal ansøgeren bestå en orienterende køreprøve. Politiet kan dog træffe bestemmelse om, at orienterende køreprøve ikke skal aflægges.
§ 46
Ved ansøgning om fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring finder § 32 samt § 34, stk. 2, anvendelse.
§ 47
Opfylder ansøgeren betingelserne for at have kørekort, udstedes et nyt kørekort. For ansøgere, der er fyldt 70 år, fastsættes følgende gyldighedstid: 70 år: 4 år 71 år: 3 år 72-79 år: 2 år 80 år: 1 år.
Kørekortets gyldighed fastsættes på grundlag af det tidligere kørekorts udløbsdato eller på grundlag af datoen for fornyelsen, hvis denne ligger senere. § 25, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Er ansøgning om fornyelse af kørekort indgivet, uden at fornyelse straks kan ske, kan politiet udstede et midlertidigt kørekort.
Udstedelse af kørekort i forbindelse med fornyelse af et kørekort udstedt før den 1. juli 1996 sker i medfør af § 66. Bestemmelsen i § 29a, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Gennemførelse af orienterende køreprøver
Gennemførelse af orienterende køreprøver
§ 48
Ved afholdelse af en orienterende køreprøve efter §§ 36-37 skal kørekortet forevises til den køreprøvesagkyndige. Såfremt prøven ikke bestås, skal kørekortet afleveres til politiet.
Den, der skal aflægge orienterende køreprøve, stiller selv køretøj til rådighed ved prøven. Køretøjet skal opfylde betingelserne i bilag 2.
§ 49
Orienterende køreprøve i henhold til §§ 36-37 skal aflægges senest 3 måneder efter, at afgørelsen herom er endelig.
§ 50
Orienterende køreprøve aflægges efter reglerne for kategori B (almindelig bil), jf. bilag 5.
Såfremt prøven er begrundet i vedkommendes kørsel med en anden kategori, kan politiet bestemme, at prøven aflægges efter de regler, der gælder for køreprøven til denne kategori, forudsat ansøgeren har eller har haft kørekort til kategorien. Bestås køreprøven, udstedes kørekort til de tidligere erhvervede kategorier.
Bestås den orienterende køreprøve ikke senest ved tredje prøve, skal eventuelle yderligere prøver aflægges efter reglerne om køreprøve til kørekort til de kategorier, hvortil kørekort ønskes generhvervet. Hvis førerretten er inddraget af politiet, fordi en orienterende køreprøve ikke er bestået, jf. §§ 36 og 37, anses den ikke beståede prøve for første prøve.
Har førerretten været inddraget eller frakendt i 3 år eller mere, eller skal orienterende køreprøve aflægges i anledning af fornyelse af kørekort, skal prøven aflægges efter reglerne om køreprøve til kørekort til de kategorier, hvortil kørekort ønskes generhvervet eller fornyet.
Udenlandske kørekort
Udenlandske kørekort
§ 51
Personer, der ikke har sædvanlig bopæl, jf. § 1, stk. 4, her i landet, kan under midlertidigt ophold føre motordrevet køretøj uden at have dansk kørekort, hvis de er i besiddelse af et internationalt kørekort udstedt i henhold til de internationale konventioner af 24. april 1926, 19. september 1949 eller 8. november 1968, eller hvis de er i besiddelse af et gyldigt udenlandsk kørekort, som er udfærdiget med latinske bogstaver eller er ledsaget af en oversættelse til dansk, engelsk eller fransk. Det er dog en betingelse, at oversættelsen er udfærdiget af en offentlig myndighed eller af en organisation, der i udstederlandet er bemyndiget dertil. Erhvervsmæssig personbefordring må ikke udføres på grundlag af et udenlandsk kørekort.
Kørekort erhvervet i Grønland før den 1. januar 1995 giver ikke adgang til at føre motordrevet køretøj her i landet.
Et udenlandsk kørekort giver indehaveren ret til at føre samme køretøjer her i landet, som det berettiger til at føre i udstederlandet.
§ 52
Politiet kan give en person, der ikke har sædvanlig bopæl her i landet, jf. § 1, stk. 4, og som ikke er i besiddelse af fornødent kørekort, jf. § 51, tilladelse til midlertidigt at føre motorkøretøj her i landet (turistkørekort). Tilladelse kan bl.a. betinges af, at ansøgeren aflægger en orienterende køreprøve.
Et turistkørekort, som er udstedt i Finland, Island, Norge eller Sverige, berettiger indehaveren til her i landet at føre de køretøjer, som omfattes af kørekortet.
§ 53
Personer, der tager bopæl her i landet, skal være i besiddelse af dansk kørekort for at føre motordrevet køretøj her. Et færøsk kørekort sidestilles med et kørekort udstedt her i landet. Et kørekort udstedt i udlandet berettiger dog en indehaver, som er fyldt 18 år, til at føre de køretøjer, som omfattes af kørekortet, i følgende tidsrum:
- Kørekort udstedt i Finland, Island, Norge eller Sverige, eller kørekort udstedt i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, i den i kørekortet angivne gyldighedsperiode, medmindre denne er længere end til indehaverens fyldte 70. år, jf. dog nr. 2).
- Andre udenlandske kørekort samt kørekort udstedt i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, og som er udstedt på grundlag af et kørekort fra et tredieland, i indtil 14 dage.
Bestemmelserne om danske kørekort finder tilsvarende anvendelse på indehavere af udenlandske kørekort, der er omfattet af stk. 1. Erhvervsmæssig personbefordring må dog ikke udføres på grundlag af et kørekort, der er udstedt i udlandet.
Kørekort erhvervet i Grønland efter 1. januar 1995 berettiger indehavere, der tager bopæl her i landet, til at føre de køretøjer, som omfattes af kørekortet i indtil 1 måned. Kørekort til kategori A (motorcykel) erhvervet i Grønland giver ikke adgang til at føre motorcykel her i landet.
Bestemmelserne om danske kørekort finder tilsvarende anvendelse på indehavere af grønlandske kørekort, der er omfattet af stk. 1. Erhvervsmæssig personbefordring må dog ikke udføres på grundlag af et kørekort, der er udstedt i Grønland.
§ 54
En person, der tager bopæl her i landet, og som er i besiddelse af et gyldigt kørekort udstedt i Finland, Island, Norge eller Sverige eller i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, kan uden at aflægge køreprøve få udstedt et dansk kørekort, der svarer til det udenlandske.
Ved udstedelsen af dansk kørekort på grundlag af et kørekort udstedt før den 1. juli 1996 i en stat, der er medlem af Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, anvendes ombytningstabellen i bilag 8.
Såfremt kørekortet er udstedt af andre end de i stk. 1 nævnte lande eller, hvis kørekortet er erhvervet før det fyldte 18. år, eller politiet skønner, at det er erhvervet på vilkår, der er væsentlig lempeligere end her i landet, kan politiet kræve, at den pågældende består en orienterende køreprøve forud for udstedelsen af dansk kørekort. Politiet kan ligeledes kræve, at orienterende køreprøve bestås, når førerretten tidligere har været inddraget af politiet eller har været betinget eller ubetinget frakendt i Danmark.
Ansøgning om ombytning indleveres til kørekortkontoret. Ansøgeren skal aflevere det udenlandske kørekort og de i § 1, stk. 2, nr. 1-4 nævnte dokumenter. På kørekortkontoret udfyldes en underskriftsmærkat. Er den pågældende ikke dansk statsborger, kræves tillige, at vedkommende har opholdstilladelse, medmindre vedkommende lovligt kan opholde sig her i landet uden tilladelse.
Ved ombytning af et kørekort udstedt i et land uden for Den Europæiske Union eller i et andet land, der efter aftale med EF har gennemført Rådets direktiv 91/439/EØF, til et dansk kørekort forsyner kørekortkontoret det udstedte kørekort med en påtegning herom. Enhver senere fornyelse eller ombytning af kørekortet skal påtegnes kørekortet eller kørekort udstedt i medfør heraf.
Kørekort til erhvervsmæssig personbefordring kan ikke udstedes i medfør af denne bestemmelse.
Kørekort erhvervet i Grønland efter den 1. januar 1995 kan kun ombyttes på baggrund af en orienterende køreprøve.
Ansøgning om ombytning indleveres til kørekortkontoret. Ansøgeren skal aflevere det grønlandske kørekort, et fotografi samt et offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 2). På kørekortkontoret udfyldes en underskriftsmærkat. Er den pågældende ikke dansk statsborger, kræves tillige, at vedkommende har opholdstilladelse, medmindre vedkommende lovligt kan opholde sig her i landet uden tilladelse. Ved ombytning af et kørekort udstedt i Grønland forsyner kørekortkontoret det udstedte kørekort med en påtegning herom. Enhver senere fornyelse eller ombytning af kørekortet skal påtegnes kørekortet eller kørekort udstedt i medfør heraf.
Kørekort til kategori A (motorcykel) erhvervet i Grønland kan ikke ombyttes.
§ 55
Et udenlandsk kørekort, erhvervet under midlertidigt ophold i udlandet af en person med sædvanlig bopæl i Danmark, jf. § 1, stk. 4, kan ombyttes efter samme retningslinier som andre udenlandske kørekort, hvis opholdet har været af mere end 6 måneders varighed.
§ 56
Udenlandske kørekort kan inddrages efter de bestemmelser, der gælder for danske kørekort.
Internationale kørekort
Internationale kørekort
§ 57
Internationalt kørekort kan udstedes i henhold til de internationale konventioner af 19. september 1949 og 8. november 1968.
Ansøgning om internationalt kørekort indleveres til kørekortkontoret. Ansøgningen skal vedlægges et fotografi og et offentligt udstedt legitimationspapir, hvoraf ansøgerens personnummer fremgår, jf. § 1, stk. 2, nr. 1) og 2).
Internationalt kørekort kan kun udstedes til en person, der er i besiddelse af et gyldigt dansk kørekort, og kan kun omfatte motorkøretøjer af samme art som det danske kørekort.
Det internationale kørekort er gyldigt i 1 år fra udstedelsesdagen. Det giver ret til at føre motorkøretøj af den art, som det lyder på, i de lande, der har tiltrådt den konvention, i henhold til hvilken kørekortet er udstedt. Det giver ikke ret til at føre motorkøretøj her i landet.
Myndigheder
Myndigheder
§ 58
Kørekort udstedes af Rigspolitichefen. Ansøgning om indstilling til køreprøve kan ske til ethvert kørekortkontor, uanset hvor ansøgeren har bopæl.
§ 59
Køreprøver til kategori A, kategori B, traktor/motorredskab, erhvervsmæssig personbefordring til kategori B samt orienterende køreprøver afholdes af politiet.
Køreprøver til øvrige kategorier og erhvervsmæssig personbefordring til kategori D samt orienterende køreprøver efter § 36 afholdes af Statens Bilinspektion. Eventuelt gentagne prøver efter § 36 afholdes dog af politiet.
Færdselsstyrelsen kan bestemme, at køreprøver til de i stk. 2 nævnte kategorier i nærmere angivne politikredse afholdes af politiet.
Til personer, der er indkaldt til militærtjeneste eller tjeneste i det statslige redningsberedskab, kan Rigspolitichefen udstede kørekort på grundlag af prøve aflagt over for henholdsvis forsvarets og det statslige redningsberedskabs køredommere.
§ 60
Klager over køreprøver afholdt af politiet afgøres af vedkommende politimester. Politimesterens afgørelse kan påklages til Færdselsstyrelsen.
Afgørelser om køreprøver afholdt af Statens Bilinspektion kan påklages til Færdselsstyrelsen.
Øvrige afgørelser om kørekort, herunder afgørelser om inddragelse af førerret og orienterende køreprøver, træffes af politiet. Afgørelserne kan påklages til Færdselsstyrelsen.
Politimesterens afgørelser vedrørende lukkede øvelsespladser, jf. bilag 3, kan påklages til Færdselsstyrelsen.
Klager til Færdselsstyrelsen kan indgives gennem vedkommende politimester eller bilinspektion, der fremsender sagen med en udtalelse.
Politiet og Statens Bilinspektion skal yde vejledning om adgangen til at påklage afgørelserne. Kapitel 14 a Dispensationer
Færdselsstyrelsen kan, når særlige forhold gør sig gældende, dispensere fra:
- bestemmelserne i § 20, stk. 2, § 49, jf. § 36, stk. 1 og § 37, stk. 1, § 50, stk. 3 og 4 og §§ 53-55,
- bestemmelserne i bilag 2, afsnit II, om indretning og udstyr for køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel og køreprøve,
- bestemmelserne i bilag 3 om lukkede øvelsespladser, og
- bestemmelserne i bilag 4 om køretekniske anlæg.
Betaling
Betaling
§ 61
For afholdelse af prøve til kørekort til kategori A, B, C, D, C/E og D/E, traktor/motorredskab samt for prøve til kørekort til erhvervsmæssig personbefordring betales 490 kr. Afholdes teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring samtidig med teoriprøve til stor bil betales for hver af prøverne.
For køreprøver til stor motorcykel, jf. § 7, stk. 2, nr. 2), og kategori B/E betales 220 kr.
For orienterende køreprøver betales 490 kr. For første orienterende køreprøve betales dog ikke, medmindre prøven aflægges i medfør af § 37, stk. 1, eller § 41, stk. 1.
For ansøgere med handicap, som opfylder betingelserne for, at der kan ydes støtte til erhvervelse af motorkøretøj i henhold til bistandslovens § 58, eller forskrifter udstedt i medfør af denne bestemmelse, afholdes de i stk. 1-3 nævnte prøver uden betaling. Ved ansøgning om aflæggelse af køreprøve forevises afgørelsen om støtten eller kopi heraf sammen med ansøgningsblanketten.
§ 62
Udebliver en ansøger fra en berammet teoretisk eller praktisk køreprøve uden at have meddelt forfald senest kl. 12.00 tre hverdage før prøven, eller bestås en del af prøven ikke, skal der, før ny prøve berammes, ske ny betaling, medmindre forfaldet skyldes ansøgerens eller kørelærerens dokumenterede sygdom.
§ 63
I følgende tilfælde betales 220 kr.:
- for ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort, jf. § 54,
- for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at det oprindelige kørekort er bortkommet eller beskadiget, jf. § 26,
- for udstedelse af duplikatkørekort i anledning af, at kørekortindehaveren ønsker ændringer anført i kørekortet,
- for fornyelse af kørekort med kørelærergodkendelse, og
- for fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, se dog stk. 6.
For udstedelse af midlertidigt erstatningskørekort betales 150 kr. Der betales ikke for udstedelse af midlertidigt erstatningskørekort i forbindelse med ombytning af kørekort i henhold til færdselslovens § 59 a.
For ombytning af gyldigt dansk kørekort til kørekort af EF-model betales 100 kr.
For fornyelse af kørekort for ansøgere, der er fyldt 70 år, betales 30 kr.
Fornyelse af kørekort, der er tidsbegrænset i medfør af § 25, stk. 4, sker uden betaling for ansøgere, der ikke er fyldt 70 år.
For fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, der p.g.a. helbredsmæssige forhold er tidsbegrænset i medfør af § 34, stk. 2, betales 100 kr.
For udstedelse af internationalt kørekort betales 25 kr.
Betaling sker kontant eller ved indbetaling til politikredsens bank- eller postgirokonto. Kvittering påhæftes ansøgningsblanketten og indleveres til kørekortkontoret. Regulering af betalingsbeløb
De i § 61, stk. 1-3, og § 63, stk. 1, nævnte beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 10 delelige kronebeløb. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer, der skal finde sted.
Straf, ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
Straf, ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
§ 64
Med bøde straffes den, der:
- overtræder § 2, stk. 1, §§ 13-14, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, §§ 18-19, § 20, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3, § 39, § 48, § 51 og § 53, eller
- tilsidesætter vilkår for en tilladelse i henhold til bekendtgørelsen eller undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen.
§ 65
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1996. Samtidig ophæves Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 425 af 1. juni 1992 om kørekort med senere ændringer og Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 625 af 30. juni 1994 om ændring af bekendtgørelse om kørekort med senere ændringer.
§ 66
Kørekort udstedt før den 1. juli 1996 giver førerret til følgende:
- Kørekort alene til kategori A 1 (solomotorcykel) giver ret til at føre de i § 7 nævnte køretøjer, dog ikke motorcykler med sidevogn.
- Kørekort til kategori A 1 + A 2 (motorcykel med sidevogn) giver ret til at føre samtlige de i § 7 nævnte køretøjer.
- Kørekort til kategori B (almindelig bil) giver ret til at føre de i § 8 nævnte køretøjer.
- Kørekort til kategori C (lastbil) og kategori D (stor personbil) giver ret til at føre samtlige de i §§ 9 og 10 nævnte køretøjer.
- Kørekort til kategori B/E (kategori B med stort påhængskøretøj) giver ret til at føre de i § 12, stk. 1, nr. 1), jf. stk. 2, 1. pkt., nævnte kombinationer af køretøjer.
- Kørekort til kategori C-D/E (kategori C-D med stort påhængskøretøj) giver ret til at føre samtlige de i § 12 nævnte kombinationer af køretøjer.
§ 67
Personer, der er påbegyndt køreuddannelsen før den 1. juli 1996 kan i forbindelse med erhvervelse eller udvidelse af kørekort aflægge de i denne bekendtgørelse nævnte prøver efter de hidtil gældende regler i en periode, der følger af bestemmelserne i Færdselsstyrelsens bekendtgørelse om undervisningsplan for køreuddannelsen til den pågældende kategori.
Udstedelse af kørekort sker i disse tilfælde i henhold til de i § 66 fastsatte retningslinier.
Køreundervisning til kategori B/E foretages indtil videre i henhold til bestemmelserne i Justitsministeriets bekendtgørelse af 31. marts 1992 om undervisningsplan for køreuddannelsen til almindelig bil med stort påhængskøretøj (kategori B/E). Køreundervisning til kategorierne C/E og D/E foretages i samme periode i henhold til de relevante bestemmelser i Justitsministeriets bekendtgørelse af 16. november 1989 om undervisningsplan for køreuddannelsen til større køretøjer (kategori C, D og E).
Trafikministeriet, den 20. juni 1996, den 20. juni 1996
/Jan Trøjborg Vibeke R. von Stemann/
Bilag 1
Mindstekrav med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre motorkøretøj
Definitioner
I dette bilag inddeles førerne i to grupper:
Gruppe 1: Førere af køretøjer i kategori A, B og B/E.
Gruppe 2: Førere af køretøjer i kategori C, C/E, D og D/E.
Dette bilags bestemmelser for førere i gruppe 2 gælder for førere af køretøjer i kategori B, der anvender deres kørekort i erhvervsmæssigt øjemed (førere af hyrevogne, ambulancer m.v.).
Herefter klassificeres enhver, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af kørekort, i den gruppe, som vedkommende kommer til at tilhøre, når kørekortet er udstedt eller fornyet.
A. Synet
Den, der anmoder om kørekort, skal undersøges med henblik på at sikre, at vedkommendes synssans er tilstrækkelig god til, at han kan føre motorkøretøj. Er der grund til at nære formodning om, at aspirantens syn ikke er tilstrækkeligt godt, skal han undersøges af en kompetent lægelig myndighed. I undersøgelsen skal der navnlig lægges vægt på synsstyrken, synsfeltet, synsevnen i tusmørke og fremadskridende øjensygdomme.
Intraokulære linser betragtes ikke som korrigerende briller i dette bilags forstand.
Gruppe 1:
Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af kørekort, skal, eventuelt med korrigerende briller, have en binokular synsstyrke på mindst 0,5 på de to øjne tilsammen. Kørekort må hverken udstedes eller fornyes, hvis det under lægeundersøgelsen har vist sig, at vedkommendes synsfelt er under 120Ii det horisontale plan, medmindre der i ganske særlige tilfælde kan dispenseres herfra på grundlag af en lægelig vurdering og en praktisk prøve med positivt resultat, eller at hans syn af andre årsager er sådant, at hans evne til at føre motorkøretøj er nedsat. Konstateres der, eller gives der oplysning om en fremadskridende øjensygdom, kan kørekort udstedes eller fornyes på betingelse af, at vedkommende jævnligt undersøges af en kompetent lægelig myndighed.
Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af kørekort, og som er blind på det ene øje, eller som kun bruger det ene øje, f.eks. i tilfælde af dobbeltsyn (diplopi), skal have en synsstyrke på mindst 0,6, eventuelt med korrigerende briller. Den kompetente lægelige myndighed skal attestere, at dette monokulære syn har eksisteret så længe, at vedkommende har vænnet sig til det, samt at synsfeltet på det raske øje er normalt.
Gruppe 2:
Den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af kørekort, skal, eventuelt med korrigerende briller, have en synsstyrke på begge øjne på mindst 0,8 på det bedste øje og mindst 0,5 på det dårligste øje. Er værdierne på 0,8 og 0,5 opnået ved hjælp af korrigerende briller, skal den ikke-korrigerede synsstyrke på hvert af øjnene være 0,05, eller korrektionen af den mindst krævede synsstyrke (0,8 og 0,5) skal være opnået ved hjælp af brilleglas, hvis styrke ikke må overstige plus eller minus otte dioptrier, eller ved hjælp af kontaktlinser (ikke-korrigeret syn = 0,05). Korrektionen skal kunne tåles godt. Kørekort må hverken udstedes eller fornyes, hvis aspiranten eller føreren ikke har et normalt binokulart synsfelt, eller hvis han lider af dobbeltsyn (diplopi).
B. Hørelsen
Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter og førere i gruppe 2 på grundlag af en udtalelse fra de kompetente lægemyndigheder; ved lægeundersøgelsen skal der tages hensyn til kompensationsmulighederne.
C. Bevægelseshæmmede
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af sygdomme eller deformiteter i bevægeapparatet, som gør det risikabelt, at vedkommende fører motorkøretøj.
Gruppe 1:
Der kan efter udtalelse fra en kompetent lægelig myndighed eventuelt udstedes kørekort med særlige klausuler til fysisk handicappede aspiranter og førere. Udtalelsen skal være baseret på en medicinsk vurdering af den pågældendes sygdom eller deformitet og eventuelt på en praktisk prøve; den skal suppleres med en angivelse af, hvordan køretøjet kan være tilpasset føreren, og det skal endvidere anføres, at der skal anvendes ortopædisk protese, hvis det konstateres, at kørslen ved brugen af en sådan kan ske på betryggende måde.
Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter med en fremadskridende sygdomstilstand, såfremt vedkommende jævnligt kontrolleres med henblik på at konstatere, om han stadig kan føre motorkøretøj uden risiko.
Kørekort kan udstedes eller fornyes uden krav om regelmæssig lægekontrol, når handicappet er stabiliseret.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed fører behørigt tilsyn med de yderligere risici, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
D. Hjerte- og karsygdomme
Sygdomme, der kan medføre, at den, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af kørekort, udsættes for pludselige svigt i hjerte- og kredsløbssystemet, der kan bevirke en pludselig ændring af hjernevirksomheden, udgør en risiko for færdselssikkerheden.
Gruppe 1:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter, der lider af alvorlige forstyrrelser i hjerterytmen.
Kørekort kan, på grundlag af en lægeerklæring, udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der anvender pacemaker, såfremt der gennemføres regelmæssig lægekontrol.
Udstedelse eller fornyelse af kørekort for aspiranter og førere, der lider af blodtryksforstyrrelser, kan ske efter vurdering af de øvrige resultater af en undersøgelse, eventuelle tilknyttede komplikationer og den risiko, disse udgør for færdselssikkerheden.
Generelt må kørekort hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af angina pectoris, når de er i hvile eller ved sindsbevægelse. Udstedelse eller fornyelse af kørekort for aspiranter og førere, der har haft hjerteinfarkt, kan kun finde sted på grundlag af en lægeerklæring og eventuelt med krav om regelmæssig lægekontrol.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed tager behørigt hensyn til de yderligere risici, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
E. Sukkersyge
Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af sukkersyge, såfremt der i hvert enkelt tilfælde gennemføres en dertil egnet regelmæssig lægekontrol.
Gruppe 2:
Aspiranter og førere i denne gruppe, der lider af en sukkersyge, der kræver insulinbehandling, kan hverken få udstedt eller fornyet kørekort, undtagen i helt specielle tilfælde, når der foreligger en behørigt begrundet lægeerklæring, og såfremt der gennemføres regelmæssig lægekontrol.
F. Nervesygdomme
Kørekort kan hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af en alvorlig nervesygdom, medmindre anmodningen underbygges af en lægeerklæring.
I denne henseende skal der tages hensyn til de funktionsmæssige muligheder af og prognosen for nervemæssige forstyrrelser, der skyldes sygdomme eller operationer i centralnervesystemet eller i det perifere nervesystem, som udvendigt giver sig bevægelsesmæssige, sensoriske eller trofiske udslag, eller som påvirker balancen og koordinationen. Kørekort kan i disse tilfælde udstedes eller fornyes på betingelse af, at der jævnligt gennemføres undersøgelser, hvis der er risiko for, at tilstanden forværres.
Epilepsianfald og andre alvorlige bevidsthedsforstyrrelser udgør en betydelig risiko for færdselssikkerheden, hvis anfaldene indtræffer, medens patienten fører et motorkøretøj.
Gruppe 1:
Kørekort kan udstedes eller fornyes på grundlag af en undersøgelse foretaget af en kompetent lægelig myndighed, og såfremt der gennemføres regelmæssig lægekontrol. Den lægelige myndighed bedømmer epilepsien eller de andre bevidsthedsforstyrrelser, sygdommens form og kliniske udvikling (har der f.eks. ikke været anfald i to år), behandlingen og dens resultater.
Gruppe 2:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der har eller kan få epileptiske anfald eller andre alvorlige bevidsthedsforstyrrelser.
G. Psykiske sygdomme eller svækkelser
Gruppe 1:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere:
- der lider af alvorlige mentale forstyrrelser, medfødte eller erhvervet ved sygdomme, traumatiske lidelser eller neurokirurgiske indgreb,
- der er alvorligt mentalt retarderede,
- der lider af alvorlig alderdomssvækkelse, en alvorligt svækket dømmekraft, adfærd eller tilpasningsevne, der er knyttet til personligheden,
medmindre anmodningen underbygges af en lægeerklæring og på betingelse af, at der gennemføres regelmæssig lægekontrol, hvis der er behov herfor.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed tager behørigt hensyn til de yderligere risici, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
H. Alkohol, narkotika og lægemidler
Alkohol
Indtagelse af alkohol udgør en betydelig risiko for færdselssikkerheden. På grund af problemets alvor må der udvises stor årvågenhed fra lægeside.
Gruppe 1:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der er afhængige af alkohol, eller som ikke kan holde bilkørsel og indtagelse af alkohol adskilt.
Kørekort kan udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der har været kroniske alkoholikere, efter en periode, hvori de beviseligt har været afholdende, såfremt der foreligger lægeerklæring og gennemføres regelmæssig lægekontrol.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed tager behørigt hensyn til den yderligere risiko, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
Narkotika og lægemidler
Misbrug:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, som er afhængige af psykofarmaka, eller som, uden at være afhængige deraf, regelmæssigt indtager psykofarmaka, uanset hvilken kategori kørekort der anmodes om.
Regelmæssig indtagelse:
Gruppe 1:
Kørekort må hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der regelmæssigt indtager psykofarmaka, uanset disses form, når de kan nedsætte vedkommendes evne til at føre motorkøretøj uden risiko, og hvis den indtagne mængde er så stor, at den påvirker kørselen negativt. Det samme gælder alle andre lægemidler eller kombinationer af lægemidler, der påvirker evnen til at føre motorkøretøj.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed tager behørigt hensyn til den yderligere risiko, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
I. Nyresygdomme
Gruppe 1:
Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring udstedes og fornyes for aspiranter og førere, der lider af alvorlig nyreinsufficiens, såfremt vedkommende jævnligt underkastes lægekontrol.
Gruppe 2:
Kørekort kan hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af alvorlig, irreversibel nyreinsufficiens, undtagen i særlige tilfælde, der er behørigt dokumenteret ved lægeerklæring, og på betingelse af, at der gennemføres regelmæssig lægekontrol.
J. Andet
Gruppe 1:
Kørekort kan på grundlag af en lægeerklæring udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der har undergået en organtransplantation eller implantation af kunstige organer, der kan påvirke evnen til at føre motorkøretøj, på betingelse af, at der gennemføres regelmæssig lægekontrol, såfremt der er behov herfor.
Gruppe 2:
Den kompetente lægelige myndighed tager behørigt hensyn til den yderligere risiko, der er forbundet med at føre de motorkøretøjer, der indgår i denne gruppe.
Generelt må kørekort hverken udstedes eller fornyes for aspiranter og førere, der lider af en anden sygdom end de ovenfor nævnte, som kan nedsætte evnen til at føre motorkøretøj på betryggende måde, medmindre anmodningen er underbygget af en lægeerklæring og på betingelse af, at der gennemføres regelmæssig lægekontrol, såfremt der er behov herfor.
Bilag 2
Bestemmelser for køretøjer, der anvendes til øvelseskørsel og køreprøve
I. Syns- og registreringspligt
Et motorkøretøj, der benyttes til øvelseskørsel og køreprøve, skal synes og godkendes af Statens Bilinspektion og anmeldes til registrering, inden det tages i brug.
Kravet om syn og godkendelse som øvelseskøretøj gælder dog ikke bil til erhvervsmæssig personbefordring til kategori B eller for bil til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D, hvis aspiranten er i besiddelse af kørekort til kategori D.
II. Bestemmelser om indretning og udstyr
- Kategori A:
A) Lille motorcykel:
En tohjulet motorcykel uden sidevogn med en motoreffekt på højst 25 kW, en egenvægt på mindst 125 kg, et slagvolumen på over 120 cm3, og en tophastighed på mindst 100 km/t i henhold til køretøjets standardtypegodkendelse.
B) Stor motorcykel:
En tohjulet motorcykel uden sidevogn med en motoreffekt på mindst 35 kW i henhold til køretøjets standardtypegodkendelse.
C) Motorcykel med sidevogn:
En tohjulet motorcykel med sidevogn med et forhold mellem motoreffekt og egenvægt med tillæg af vand, olie og brændstof på højst 0,16 kW/kg. Sidstnævnte begrænsning gælder dog ikke i forbindelse med erhvervelse af kørekort til kategori A i de i § 7, stk. 2, nr. 3), nævnte tilfælde.
Foreligger der ingen standardtypegodkendelse, anvendes køretøjets egenvægt, slagvolumen, tophastighed og motoreffekt i fabrikkens normale udførelse.
Motorcyklen skal være forsynet med retningsviserblinklygter, 1 førerspejl i hver side samt side- eller centralstøtteben.
Den skal endvidere være forsynet med hastighedsmåler og kan forsynes med bremser beregnet for kørelæreren eller den sagkyndige.
- Kategori B:
En firehjulet personbil til højst 9 personer inkl. føreren med en tilladt totalvægt på højst 3.500 kg.
Tophastigheden skal være mindst 100 km/t, og længden og bredden mindst 3,80 m henholdsvis 1,45 m eller egenvægten mindst 700 kg i henhold til køretøjets standardtypegodkendelse.
Foreligger der ikke nogen standardtypegodkendelse, anvendes køretøjets tophastighed, længde, bredde og egenvægt i fabrikkens normale udførelse.
Bilen skal være forsynet med spejle, jf. Detailforskrifter for Køretøjer om påbudte førerspejle.
Til brug for kørelæreren og den sagkyndige skal bilen foruden de i Detailforskrifter for Køretøjer påbudte førerspejle være forsynet med:
- et indvendigt førerspejl,
- et udvendigt førerspejl i højre side og
- et indvendigt spejl til iagttagelse af eleven.
Bilens rat skal være anbragt i venstre side.
I bilen skal der være plads til mindst 4 personer. Den skal være forsynet med hastighedsmåler og ekstra betjeningsanordning til lydsignalapparat til brug for kørelæreren, ligesom der ved kørelærerens plads skal være to ekstra kontrollamper for retningsviserblinklys - een for hver side.
Ved kørelærerens plads skal der være anbragt særlige pedaler, således at kørelæreren uafhængigt af eleven kan udkoble motoren og bremse bilen. De ekstra pedaler må ikke føres ned ved aktivering af den tilsvarende pedal ved førersædet.
Er bilen forsynet med automatisk transmission, skal gearvælgeren i stedet for pedal til udkobling af motoren være anbragt således, at den kan betjenes af kørelæreren.
Hvis bilen ikke er forsynet med to-kreds driftsbremse, skal kørelæreren kunne betjene nødbremsen.
- Kategori C:
En lastbil med en længde på mindst 7 m med en tilladt totalvægt på mindst 10.000 kg., og en tophastighed på mindst 80 km/t.
Lastbilen skal foruden det under kategori B under 2) nævnte spejl være forsynet med et udvendigt førerspejl på hver side, jf. Detailforskrifter for Køretøjer om påbudte spejle, anbragt således, at de kan anvendes af kørelæreren og den sagkyndige.
I bilen skal der være plads til mindst 2 personer. Såfremt bilen anvendes til øvelseskørsel, der forestås af en kørelæreraspirant, skal der i bilen være plads til mindst 3 personer.
Øvrige særlige krav er som anført under kategori B.
Ved køreprøven skal køretøjet være belæsset med mindst 50% af den tilladte last.
- Kategori D:
En personbil til befordring af mere end 9 personer inkl. føreren, med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg, en længde på mindst 10 m, og en tophastighed på mindst 80 km/t.
Bilen skal være forsynet med spejle som nævnt under kategori C.
Øvrige særlige krav er som anført under kategori B.
- Kategori E:
B/E:
En personbil, kategori B, tilkoblet et påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på mindst 1.250 kg.
Vogntogets samlede tilladte totalvægt skal overstige 3.500 kg, eller påhængskøretøjets faktiske totalvægt skal overstige bilens egenvægt med mindst 200 kg.
Vogntogets tophastighed skal være mindst 100 km/t.
Hvis påhængskøretøjet reducerer udsynet i det indvendige førerspejl til brug for kørelæreren og den sagkyndige, skal bilen tillige være forsynet med et udvendigt førerspejl i venstre side til brug for disse personer.
C/E:
En lastbil, kategori C, tilkoblet en to-akslet påhængsvogn med en tilladt totalvægt på mindst 8.000 kg og en længde på mindst 4 m.
Vogntoget skal have en længde på mindst 12 m og en tophastighed på mindst 80 km/t.
Lastbilen skal være forsynet med trykluftbremseanlæg (herunder trykluftforstærkede anlæg) og manometer, der viser beholdertryk samt bremsetryk i mindst een driftsbremsekreds.
Ved køreprøven skal køretøjerne være belæsset med mindst 50% af den tilladte last.
D/E:
En personbil, kategori D, tilkoblet en påhængsvogn med en tilladt totalvægt på mindst 3.000 kg. Vogntoget skal have en tophastighed på mindst 80 km/t.
Ved køreprøven skal påhængsvognen være belæsset med mindst 50% af den tilladte last.
- Traktor/motorredskab:
En traktor med en egenvægt på mindst 2.000 kg med en tilkoblet påhængsvogn med en egenvægt på mindst 800 kg.
Følgende traktorer kan anvendes til øvelseskørsel og køreprøve:
- En registreret traktor,
- En godkendt traktor,
- En ikke-registreret traktor.
Hvis de under pkt. 2 og 3 nævnte traktorer anvendes, skal politiets tilladelse indhentes før kørslen. Tilladelsen skal medbringes under kørslen. Køretøjerne skal være ansvarsforsikrede.
Påhængsvogne til traktorer nævnt under pkt. 2 og 3 skal ikke være registrerede.
Anvendes traktor permanent til øvelseskørsel eller prøveaflæggelse, skal traktoren være registreret.
- Erhvervsmæssig personbefordring:
Kategori B:
En personbil til højst 9 personer inkl. føreren og en tilladt totalvægt ikke over 3.500 kg. Bilen skal have enten en længde på mindst 4,40 m og en bredde på mindst 1,60 m eller en egenvægt på mindst 1.100 kg i henhold til standardtypegodkendelsen.
Såfremt standardtypegodkendelse ikke foreligger, anses køretøjets dimensioner og vægt i fabrikkens normale udførelse som længde, bredde og egenvægt.
Bilen må være forsynet med automatisk transmission.
Kategori D:
En personbil som beskrevet under kategori D.
Hvis aspiranten ikke er i besiddelse af kørekort til kategori D, skal bilen være godkendt til øvelseskørsel.
Hvis aspiranten er i besiddelse af kørekort til kategori D, skal bilen ikke være forsynet med ekstra betjeningsapparater, ekstra spejle eller ekstra kontrollamper for retningsviserblinklygter.
- Invalidekøretøj:
Bil, der er særligt indrettet til brug for en invalideret, kan af ejeren anvendes til dennes øvelseskørsel og køreprøve, såfremt der forinden er indhentet tilladelse dertil af Statens Bilinspektion.
Er bilen forsynet med håndbetjent driftsbremse til betjening med højre hånd, bortfalder kravet om bremsepedal ved kørelærerens plads, såfremt den håndbetjente driftsbremse uden vanskelighed tillige kan betjenes fra kørelærerens plads.
Tilladelse skal medbringes under kørslen og er gældende indtil bilens ejer har bestået køreprøven.
III. Fælles bestemmelser
Motorkøretøj og traktor, der anvendes til aflæggelse af praktisk prøve, må ikke være forsynet med automatisk transmission.
Dette gælder dog ikke bil, der benyttes til køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring til kategori B, samt bil, der benyttes til køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D, såfremt aspiranten er i besiddelse af kørekort til kategori D.
Det kan bestemmes, at kørekort kun kan udstedes, såfremt køreprøven aflægges i bil med automatisk transmission. Hvis en aspirant ikke tidligere har haft kørekort til kategori B, vil der i sådanne tilfælde kun kunne udstedes kørekort til bil forsynet med automatisk transmission.
Motorkøretøj, traktor og vogntog skal under øvelseskørsel foran og bagpå være forsynet med et af politiet godkendt, hvidt skilt med ordet, »skolevogn«, udført med mindst 7 cm høje, sorte bogstaver, eller ordet »skolecykel«, udført med mindst 3 cm høje, sorte bogstaver.
Skoleskiltet skal anbringes på et synligt sted i lodret eller næsten lodret stilling.
Skoleskiltet må kun anvendes under øvelseskørsel, herunder kørsel til og fra det sted, hvor øvelseskørsel foregår.
Under køreprøven må et køretøj være forsynet med den registrerede ejers/brugers navn og telefonnummer på fordørene. I øvrigt må et køretøj under køreprøven ikke være forsynet med skoleskilte eller med firmaskilte, reklamer eller andet, der kendetegner køretøjet som øvelseskøretøj.
Anvendes et motorkøretøj, der er særlig indrettet til øvelseskørsel, til andet end øvelseskørsel og køreprøve, skal de særlige betjeningsapparater være afmonteret, tildækket eller aflåst på betryggende måde, medmindre der ikke befinder sig nogen på den plads, hvorfra disse apparater kan betjenes.
IV. Køretøjer, der benyttes på lukket øvelsesplads eller på køreteknisk anlæg
Motorkøretøjer, der er registreret til øvelseskørsel, samt registrerede påhængskøretøjer, kan uden begrænsning benyttes på lukket øvelsesplads eller køreteknisk anlæg i forbindelse med køreuddannelsen til kørekort til kategori A, B, C, D og E.
Køretøjer, som udelukkende benyttes til øvelseskørsel på lukket øvelsesplads eller køreteknisk anlæg, skal synes og godkendes hertil af Statens Bilinspektion. Køretøjet skal ikke registreres, men anmeldes til motorkontoret, inden det tages i brug.
Såfremt køretøjet er fabriksnyt og standardtypegodkendt, kan anmeldelse ske på grundlag af en typeattest i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om registrering af motorkøretøjer m.v.
Køretøjet er herefter underkastet periodisk syn efter reglerne i Justitsministeriets bekendtgørelse om registrering m.v.
For at kunne godkendes til øvelseskørsel på lukket øvelsesplads eller køreteknisk anlæg skal køretøjet opfylde indretnings- og udstyrsbestemmelserne til den pågældende køretøjskategori og i nærværende bilag.
En bil kan godkendes, uanset at den ikke er forsynet med ekstra betjeningsapparater, ekstra førerspejle eller ekstra kontrollamper for retningsviserblinklygter.
Køretøjer, som anvendes til øvelseskørsel på lukket øvelsesplads eller køreteknisk anlæg i forbindelse med køreuddannelsen til kørekort til kategori A, B, C, D og E, skal være dækket af en forsikring i overensstemmelse med færdselslovens kapitel 16. Forsikringsaftalen skal være udformet således, at den elev, som fører motorkøretøjet, er ansvars- og ulykkesforsikret.
Forsikringsselskabet kan gøre regres gældende over for føreren i overensstemmelse med færdselslovens § 108, stk. 2.
Bilag 3
Lukkede øvelsespladser
Forinden ibrugtagning skal en lukket øvelsesplads godkendes af politiet. Eksisterende lukkede øvelsespladser skal være godkendt senest den 30. september 1996.
Ansøgning om godkendelse indsendes til politimesteren i den politikreds, hvor den lukkede øvelsesplads er beliggende. Ansøgningen skal indeholde oplysning om, hvem der er ansvarlig leder af den lukkede øvelsesplads. Der skal endvidere vedlægges fuldstændige oplysninger om anlægget, herunder tegninger med angivelse af målestoksforhold.
Politimesteren godkender og fører tilsyn med de lukkede øvelsespladser. Politimesteren kan inddrage meddelte godkendelser. Politimesteren giver meddelelse til Færdselsstyrelsen vedrørende godkendelser og inddragelser.
Krav til lukkede øvelsespladser.
- Øvelsespladsen skal omfatte et sammenhængende jævnt, vandret areal med en længde på mindst 100 m og en bredde på mindst 50 m.
Øvelsespladsen kan anvendes til undervisning af højst 3 elever ad gangen.
- Øvelsespladsens manøvreafsnit skal have en kørefast overflade i form af asfalt, beton eller betonbelægningssten.
Øvelsespladsens manøvreafsnit skal omfatte en sammenhængende bane, som løber langs øvelsespladsens yderkanter.
Den sammenhængende bane, som løber langs øvelsespladsens yderkanter skal have en bredde, som giver eleven rigelig mulighed for at korrigere styring under svingning. Den ene af banerne i øvelsespladsens længderetning skal have en bredde på mindst 10 m. De øvrige baner skal have en bredde på mindst 5 m.
De 2 baner i øvelsespladsens længde indgår til øvelse af slalom og kørsel med skift til 2. gear, kombineret med enten opbremsning eller svingning om hjørner.
De 2 baner i øvelsespladsens bredde indgår til de indledende øvelser med forlæns og baglæns kørsel hele den sammenhængende bane rundt.
Udover dette kræves der på øvelsespladsens manøvreafsnit til hver enkelt elev plads til følgende:
- 40 x 20 m til kørsel i 8-tal.
- 25 x 10 m til forlæns og baglæns kørsel med målbremsning.
- 40 x 10 m til parkering ved vejkant.
- 30 x 10 m til vending.
- 40 x 10 m samt markeret bås 8 x 3 m vinkelret på kørebanen til parkeringsøvelse.
- På øvelsespladsen skal forefindes mobilt eller stationært markeringsmateriel.
- Øvelsespladsen skal være afspærret med trådhegn, levende hegn, grøft, jordvold eller lignende, således at området ikke er åbent for almindelig færdsel. Indkørslen skal være forsynet med aflåselig kæde eller bom.
Hvor øvelsespladsen støder op til vej eller lignende samt ved arealer, hvor ventende elever, tilskuere m.v. opholder sig, medens der foregår øvelseskørsel, skal der etableres en sikkerhedsafspærring, som kan bringe de benyttede køretøjer til standsning ved de normalt benyttede hastigheder.
- På den lukkede øvelsesplads skal føres lister over de elever, der har modtaget køreundervisning. Listerne skal indeholde oplysning om:
- Den undervisende kørelærers navn og adresse.
- Elevens navn og adresse.
- Dato og klokkeslæt (fra og til) for undervisningen.
Listerne skal opbevares i 3 år og skal forevises politiet på forlangende.
- Øvelsespladser etableret før den 15. juli 1990 kan dog, såfremt de i dette bilag nævnte betingelser i øvrigt er opfyldt, anvendes til:
- undervisning af højst 3 elever ad gangen, når pladsen omfatter et areal med en længde på mindst 95 m og en bredde på mindst 45 m eller
- undervisning af højst 2 elever ad gangen, når pladsen omfatter et areal med en længde på mindst 100 m og en bredde på mindst 40 m eller
- undervisning af højst 1 elev ad gangen, når pladsen omfatter et areal med en længde på mindst 80 m og en bredde på mindst 40 m.
Med hensyn til udførelsen af de enkelte manøvrer på lukkede øvelsespladser henvises til undervisningsplanerne for de respektive kategorier.
Bilag 4
Køretekniske anlæg
Forinden ibrugtagning skal et køreteknisk anlæg godkendes af Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen kan fastsætte særlige vilkår for godkendelsen.
Ansøgning om godkendelse indsendes til Færdselsstyrelsen. Der skal vedlægges fuldstændige oplysninger om anlægget, herunder tegninger med angivelse af målestoksforhold.
Krav til køretekniske anlæg.
- Det køretekniske anlæg skal omfatte et jævnt, nogenlunde vandret areal på ca. 350 m x 150 m. Hvis anlægget skal benyttes som led i undervisningen til kategori C-D bør det have en længde på 400 m. Anlægget skal være indhegnet og indkørslen kunne afspærres fra almindelig færdsel med kæde eller bom, idet eleverne under udførelsen af øvelserne skal køre alene i bilerne.
- Det køretekniske anlægs præcise mål bestemmes i øvrigt af de nedenfor omtalte manøvrer. Til manøvrerne kræves følgende baner:
- En 12 m bred og ca. 100 m lang asfaltbelagt bane med en friktionskoefficient på ikke under 0,5 (tør bane).
- En 9 m bred og ca. 100 m lang bane med specialbelægning, der kan gøres glat, f eks. ved overrisling - med en friktionskoefficient på ca. 0,2 (glatførebane).
Som sikkerhedsrabat til udskridninger etableres langs glatførebanens sider en mindst 3 m bred almindelig asfaltbelægning og derudover et mindst 10 m bredt, kørefast græs- eller grusareal.
Glatførebanen skal desuden afsluttes med en ca. 20 m lang bane med almindelig asfaltbelægning som sikkerhedszone inden returvejen.
- En 9 m bred og ca. 80 m lang kurveformet bane (radius 50 m (regnet til yderste kurve)) med specialbelægning, der kan gøres glat, f.eks. ved overrisling.
Som sikkerhedsrabat til udskridning etableres langs kurvens yderside en 8-10 m bred, og langs kurvens inderside en 3 m bred almindelig asfaltbelagt bane.
Glatførekurven skal desuden afsluttes med en ca. 20 m lang almindelig asfaltbelagt bane som sikkerhedszone inden returvejen.
- I tilslutning til manøvrebanerne skal der være passende lange tilkørsels- (accelerations-) og returveje. Til de baner, hvor manøvrerne skal udføres ved givne hastigheder, skal der være en tilnærmelsesvis lige accelerationsbane og en strækning, hvor eleven kan stabilisere hastigheden, inden manøvren indledes. Den første del af accelerationsbanen kan efter omstændighederne være udformet som en blød kurvebane. Ved manøvrer, der skal kunne udføres ved hastigheder på op til 60 km i timen (alt efter elevens evner), skal accelerations- og stabiliseringsbanen være mindst 180 m. Den samlede bane inklusive manøvrebane skal derfor ikke være mindre end 280 m.
Tilkørsels- og returveje bør være asfaltbelagte og have en bredde på 5-6 m. Af sikkerhedshensyn skal anlæggets baner være helt fri for opragende kanter eller lignende forhindringer, der kan medføre, at udskridende biler vælter. Rør til overrisling af glatførebaner skal således være forsænket i banerne. Standere eller pæle må ikke være nærmere end 5 m fra banerne. Reklametavler eller lignende langs banerne må ikke være opsat på stolper, der er tykkere end 3 cm.
- På det køretekniske anlæg skal føres lister over de elever, der har modtaget køreundervisning. Listerne skal indeholde oplysning om:
- Den undervisende kørelærers navn og adresse.
- Elevens navn og adresse.
- Dato og klokkeslæt (fra og til) for undervisningen.
Listerne skal opbevares i 3 år og skal forevises politiet på forlangende.
- Med hensyn til udførelsen af de enkelte manøvrer på køreteknisk anlæg henvises til undervisningsplanerne for de respektive kategorier.
Bilag 5
Køreprøvernes afholdelse
Køreprøvens formål.
Formålet med køreprøven er, at den sagkyndige skal bedømme, om aspiranten har erhvervet de kundskaber og færdigheder og den adfærd, der er fastsat som mål for køreuddannelsen, og som er en betingelse for at få udstedt kørekort.
Prøvekrav og uddannelsesmål.
Bestemmelserne om køreuddannelse og køreprøver er indeholdt i Færdselsstyrelsens bekendtgørelser om undervisningsplaner for køreuddannelsen til kategori A (motorcykel), kategori B (almindelig bil), kategori B/E (almindelig bil med tilkoblet stort påhængskøretøj), kategori C (lastbil), kategori D (stor personbil), kategori C/E (lastbil og stort påhængskøretøj) og kategori D/E (stor personbil og stort påhængskøretøj), samt i denne bekendtgørelse.
Undervisningsplanerne giver en udførlig beskrivelse af køreuddannelsens indhold og omfang med angivelse af formål, hovedmål og detaljerede delmål. Delmålene udgør de egentlige retningslinier for såvel undervisningen som for bedømmelsen ved køreprøven, idet de nøjere klarlægger, hvad eleven skal kunne og vide ved uddannelsens afslutning.
Teoretisk og praktisk prøve.
Der er i undervisningsplanerne ikke skelnet skarpt mellem teoretisk og praktisk uddannelse. Det skyldes især hensynet til den nødvendige sammenhæng mellem det teoretiske og praktiske lærestof. Køreprøven opdeles i en teoretisk og en praktisk prøve.
Den teoretiske prøve er skriftlig og gennemføres ved anvendelse af Færdselsstyrelsens lysbilledeserier med indtalte spørgsmål og tilhørende afkrydsnings- og bedømmelsesskemaer til henholdsvis kategori A, B, C, D og E. Aspiranter, der på grund af særlige forhold ikke kan aflægge normal skriftlig prøve, kan henvises til en speciel prøve, hvor den sagkyndige f.eks. oplæser spørgsmålene eller standser båndoptageren mellem hvert spørgsmål. Lysbilledeserierne og afkrydsningsskemaerne anvendes tillige under specialprøven. Teoriprøver med fremmedsprogede ansøgere afholdes på grundlag af Færdselsstyrelsens lysbilledeserier, idet de dertil hørende spørgsmål oversættes af en tolk eller er indtalt på bånd. En kørelærer må ikke medvirke som tolk. Politiet kan udvælge tolken.
Varigheden af den praktiske prøve til kategori A, B, og B/E må under ingen omstændigheder være under 25 minutter. Varigheden af den praktiske prøve til kategori C, D, C/E og D/E må under ingen omstændigheder være under 45 minutter.
Den praktiske prøve til motorcykel gennemføres på en motorcykel. Den sagkyndige bedømmer kørslen som passager i en efterfølgende personbil med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg. Bilen, der skal være forsynet med radioanlæg, stilles til rådighed og føres af kørelæreren. Den sagkyndige kan dog bedømme kørslen som passager på aspirantens motorcykel.
Den praktiske prøve til almindelig bil, almindelig bil med stort påhængskøretøj, stor personbil og lastbil, stor personbil og lastbil med stort påhængskøretøj gennemføres med den sagkyndige som passager ved siden af aspiranten.
Den sagkyndige skal bedømme aspirantens orienterings- og manøvrefærdigheder under vej- og færdselsforhold af passende sværhedsgrad, svarende til undervisningsplanens delmålbeskrivelser. Kontrol af motorcyklens, bilens eller påhængskøretøjets lovpligtige udstyr indlægges på et passende tidspunkt i den praktiske prøve.
Ved alle ovennævnte prøver stiller aspiranten det/de nødvendige køretøj/køretøjer til rådighed. Dette gælder også til traktor.
Teoretisk og praktisk prøvestof.
Med hensyn til den nærmere præcisering af præstationskravene i køreuddannelsen og til køreprøven henvises til undervisningsplanernes delmålbeskrivelser.
Delmål i undervisningsplanerne til kategori C, D, C/E og D/E, hvor aspiranten skal kunne redegøre alment for tegn af fejl i køretøjets udstyr, indgår i det praktiske prøvestof i forbindelse med aspirantens kontrol af de pågældende udstyr og desuden i teoriprøven.
Teoriprøven.
Teoriprøven er skriftlig og foregår ved forevisning af Færdselsstyrelsens lysbilledeserier med tilhørende spørgsmål og svarmuligheder indtalt på bånd. Ved prøvens begyndelse udleveres til hver aspirant et afkrydsningsskema, som aspiranten udfylder med navn, fødselsdato og adresse. Der bliver givet en kort orientering om prøvens forløb, hvorunder det samtidig understreges, at der ikke under prøven må anvendes nogen form for hjælpemidler. Aspiranten skal under hele prøven holde blikket rettet om sit eget papir henholdsvis billedskærmen.
Teoriprøvens bedømmelse.
De udfyldte afkrydsningsskemaer bedømmes efter Færdselsstyrelsens rettevejledning. Det fremgår heraf, hvor mange korrekte svar der kræves for at bestå prøven. For aspiranter, der ikke har bestået prøven, markeres fejlsvar ved numrene på de pågældende spørgsmål i Færdselsstyrelsens bedømmelsesskema, der henviser til de respektive afsnit i undervisningsplanen. Bedømmelsesskemaet udleveres til aspirantens orientering.
Bedømmelse af den praktiske prøve.
Ved den praktiske prøve skal den sagkyndige først og fremmest vurdere, om aspirantens præstationer er præget af grundig indlæring i overensstemmelse med undervisningsplanen.
Der må ikke kræves egentlig rutineret eller fuldstændig fejlfri kørsel, men den sagkyndige skal skelne mellem mere eller mindre alvorlige fejl. Enkelte mindre alvorlige fejl bør ikke medføre, at prøven anses for ikke-bestået, idet aspirantens kørsel skal bedømmes som helhed. Er aspirantens præstationer præget af flere og især gentagne mindre alvorlige fejl, kan prøven efter den sagkyndiges skøn anses for ikke-bestået. Afgørende for, om en fejl skal anses for mere eller mindre alvorlig, er dens konsekvenser først og fremmest for færdselssikkerheden og dernæst for trafikkens uhindrede afvikling. Fejl vedrørende orientering eller manøvrering, der indebærer nærliggende mulighed for påkørsel eller anden ulykke, skal anses for alvorlige. Sådanne fejl kan derfor i sig selv medføre, at prøven bedømmes som ikke-bestået, og prøven kan efter omstændighederne afbrydes. Nærliggende mulighed for påkørsel eller anden ulykke omfatter ikke alene tilfælde, hvor en modpart synligt er til stede. Det kan også omfatte tilfælde, hvor aspiranten viser tydelig mangel på omtanke og forudseenhed ved at køre frem med en sådan placering på kørebanen eller med en sådan hastighed, at aspiranten ikke kan nå at orientere sig og standse for skjulte hindringer, som med en vis sandsynlighed kan dukke op. Gentagne fejl i betjening af køretøjet må anses for alvorlige, for så vidt de tydeligt røber, at aspiranten ikke behersker køretøjet med fornøden sikkerhed.
Bilag 6
Køreprøve til erhvervsmæssig personbefordring
Køreprøven til erhvervsmæssig personbefordring består af en teoretisk og en praktisk prøve.
- Teoriprøve.
Teoriprøven gennemføres i overensstemmelse med Færdselsstyrelsens undervisningsplan for den pågældende kategori. Prøven underkastes dog en strengere bedømmelse.
- Praktisk prøve.
Som led i den praktiske prøve skal aspiranten uden brug af værktøj kunne udpege og herunder med egne ord forklare om de dele af køretøjet, der har betydning for sikkerheden, herunder de dele hvor slør og slid fortrinsvis opstår og vise indgående viden om bremsers og styretøjs brug, pasning og vedligeholdelse samt til deres virkemåde i det omfang, som vedligeholdelse og pasning kræver.
Kategori B.
Ansøgeren overhøres i §§ 10, stk. 2 og 3, 11-16 og 22-31 i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 (med senere ændringer) om hyrekørsel, herunder i de særlige regler, der påhviler hyrevognschauffører (kommunale kørselsreglement). Ved den praktiske prøve skal der stilles større krav til aspirantens manøvrefærdighed, ligesom begåede fejl bedømmes strengere end ved køreprøve til kategori B (almindelig bil). Aspiranten skal under prøven kunne finde vej til 2 opgivne adresser ad nærmeste rute ved brug af kort og gadefortegnelse.
Kategori D.
Ansøgeren overhøres i §§ 20, 21 og 26 samt i kapitel 8 i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 678 af 5. oktober 1990 om buskørsel. Ved den praktiske prøve skal der stilles større krav til aspirantens manøvrefærdighed, ligesom begåede fejl bedømmes strengere end ved køreprøve til kategori D (stor personbil).
- Kombineret teoriprøve.
Den skriftlige teoriprøve til kategori D og skriftlig teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring med stor personbil (kategori D) kan afvikles samtidig. Den teoretiske prøve afholdes da som en teoriprøve til erhvervsmæssig personbefordring som under 1).
Bilag 7
Køreprøve til traktor/motorredskab
I. Den teoretiske prøve.
Ansøgerne overhøres mundtligt og enkeltvis.
II. Om køretøjets indretning og udstyr skal ansøgeren under overhøringen kunne dokumentere:
- Styreapparatet skal kunne betjenes let, sikkert og hurtigt. Der må ikke på grund af slid eller lignende forekomme væsentligt slør i styreapparatet som helhed eller i dets enkelte dele.
- Fodbremsen (driftsbremsen), der kan være hydraulisk eller mekanisk, skal virke på hjulene på mindst een aksel, og ved alle hastigheder og belastningsforhold kunne bremse traktoren på en sikker, hurtig og virksom måde.
Traktoren skal kunne holdes standset på hældende vej (12%) enten ved hjælp af parkeringsbremse, transmissionsspærre eller ved blokering af bremsepedal.
Nødbremsen (som kan være håndbremsen eller den ene kreds i et to-kreds bremsesystem) skal kunne bremse traktoren sikkert, hvis driftsbremsen svigter.
Bremsepedalen skal have ca. 1-4 cm frigang i topstillingen.
Bremsepedalen skal ved hydrauliske bremser føles fast og må ikke synke, mens den holdes nedtrådt.
Ved disse prøver skal bremsepedalerne altid være sammenlåst.
Ved mekaniske bremser skal det før sammenlåsningen dog først kontrolleres, at begge pedaler ved ens tryk går lige langt ned.
- Aspiranten skal have kendskab til begreberne reaktionslængde, bremselængde og standselængde. Aspiranten skal endvidere kende forholdet mellem bremselængde og hastighed (bremselængden bliver f.eks. 4 gange så lang, hvis hastigheden fordobles), og vide, at også kørebanens beskaffenhed, føret og kørebanens hældning samt køretøjets belastningsforhold kan påvirke bremselængden. Aspiranten skal kende beredskabsstillingens betydning for reaktionstiden (beredskabsstillingen indtages ved, at foden flyttes fra gaspedal til bremsepedal) og have kendskab til faren ved skævt virkende bremser og til det uhensigtsmæssige ved blokadebremsning.
- Kendskab til traktorens stabilitet - herunder stejling og væltning.
- Kendskab til færdselslovens regler om lygteføring, til køreteknik under kørsel i mørke samt kendskab til, hvilke lygter og reflekser køretøjet skal være forsynet med.
- Kendskab til færdselslovens regler om signaler og tegn.
- Kendskab til faren for kulilteforgiftning.
- Kendskab til, at unødig støj m.v. undgås ved rigtig betjening og vedligeholdelse af traktoren.
Formålet med overhøringen er at afgøre, om aspiranten har et sådant kendskab til køretøjet og dets betjening, at den pågældende kan konstatere opståede mangler for sikkerheden og kan føre det uden fare for færdselssikkerheden.
III. Aspiranten skal endvidere dokumentere kendskab til følgende færdselsregler:
- De færdselsregler, der har betydning for føringen af en traktor.
Aspiranten skal ved prøven navnlig godtgøre indgående kendskab til og forståelse af følgende regler:
- den almindelige regel om hensynsfuld optræden og agtpågivenhed i trafikken,
- om fri passage for udrykningskøretøjer m.v.,
- om færdsel over jernbanespor m.v.,
- om forpligtelser ved færdselsuheld,
- om anvendelse af vejens forskellige baner og placeringen på vejen,
- om traktorens placering under svingning og vending m.v.,
- om møde ved busstoppested,
- om møde, overhaling, forbikørsel, vognbaneskift og indfletning,
- vigepligtsbestemmelserne,
- om forpligtelser over for gående,
- bestemmelser vedrørende standsning og parkering.
- De i færdselsloven givne regler om førerens ansvar og pligter, herunder bestemmelserne om spiritus- og promillekørsel samt sygdom m.v.
- Politiets færdselsregulering, de øvrige færdselsregulerende foranstaltninger, vejafmærkningen, derunder færdselstavlerne og deres betydning (dog kun tavler, der har betydning for traktorer) og andre af betydning for færdslen.
IV.
- Under overhøringen i betjening og færdselsregler skal aspiranten vise kendskab til faremuligheder og køreteknik i særlige situationer, f.eks. kørsel på ujævn vej, i regn, tåge, sne og isslag samt elementært kendskab til afværgeteknik i kritiske situationer.
- Der foretages indgående overhøring i sådanne spørgsmål, der ikke er mulighed for at prøve under den praktiske prøve på det pågældende sted, f.eks. lysregulering.
- Hver aspirant skal under den teoretiske del af prøven overhøres i stof, der falder ind under II og III.
V. Den praktiske prøve.
Den praktiske prøve gennemføres i tættere bebygget område. Den sagkyndige bedømmer prøven fra en efterfølgende personbil, som stilles til rådighed af aspiranten, ad en forud aftalt rute. Den sagkyndige kan dirigere prøven via radio, såfremt køretøjerne er forsynet med radioanlæg. Prøven kan efter aftale aflægges i tættere bebygget område uden for den sagkyndiges faste mødested.
Anvisninger for den sagkyndige.
Før prøven skal den sagkyndige kontrollere, at aspiranten indtager en hensigtsmæssig kørestilling (eventuel indstilling af førersæde), og at aspiranten iagttager de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. ved indstilling af monterede førerspejle, ved at sikre sig, at der er fornødent udsyn gennem ruderne og ved at afprøve tegngivningsapparater, bremser og styretøj.
Ved prøven skal den sagkyndige særligt påse, om aspiranten overholder færdselsreglerne, om aspiranten forstår at indpasse sin kørsel (derunder hastighed og rigtig placering af køretøjet på kørebanen) i forhold til den øvrige færdsel og vej-, vejr- og lysforholdene, og at aspiranten udviser fornødent hensyn til andre trafikanter, når færdselssituationen rummer en vis faremulighed (vejkryds, legende børn osv.), og at aspiranten ikke unødigt hindrer den øvrige færdsel.
Kørslen skal være præget af tilstrækkelig forudseenhed i forhold til den øvrige trafik.
De anvisninger, der er nødvendige for prøvens afvikling, skal gives af den sagkyndige før prøven, medmindre prøven dirigeres via radio. Der må ikke gives anvisninger, der kan foranledige aspiranten til at handle mod færdselsreglerne eller tvinge aspiranten ind i unormale færdselssituationer. Det påhviler den sagkyndige at arrangere prøven således, at den volder mindst mulig ulempe for den øvrige færdsel.
Manøvreprøver.
Den sagkyndige skal have sin opmærksomhed henvendt på, om aspiranten inden start af motoren har overbevist sig om, at traktoren er i frigear, og at håndbremsen er trukket til.
Der foretages manøvreprøver, såsom igangsætning, opbremsning på hældende vej, parkering ved kantsten (dersom kantsten ikke findes, da ved kørebanens yderste kant) samt bakning.
Baglæns svingning med tilkoblet påhængsvogn omkring et hjørne eller ind i en indkørsel, port eller lignende (evt. markeret).
Aspiranten skal vise, at den pågældende forstår at bedømme afstande og hastighed rigtigt, forstår at anvende bremsen rigtigt ved igangsætning på hældende vej m.v.
I politikredse, hvor færdselsforholdene forhindrer, at prøven i kørsel udføres under så vanskelige forhold som ønskeligt, bør manøvreprøverne udvides i passende omfang.
Kørslen foretages i normalt færdselstempo, dels på mindre befærdede steder, dels i livligere færdsel, dels på mere fri bane.
Der køres i bredere trafikårer, helst med tilstødende gader på begge sider. Ruten lægges således, at man dels skærer de større færdselsårer, dels svinger til venstre og højre ind i og bort fra disse. Af særlige prøver, der foretages under kørslen, skal eksempelvis nævnes:
- Svingning fra befærdet gade til venstre ind i en smal sidegade og omvendt, helst hvor der ikke findes lysregulering.
- Svingning til højre ind i smal sidegade.
- Svingning, navnlig til venstre, i større vejkryds med lysregulering, eller hvor kørebanen består af flere vognbaner.
- HGV. Kørekort der giver ret til at føre »Heavy Goods Vehicle«.
- PSV. Kørekort der giver ret til at føre »Public Service Vehicle«.
Bilag 8
Ombytningstabel for kørekort udstedt i et andet EF-land --------------------------------------------------------------------- Udenlandsk kategori: Giver ret til følgende danske kategori(er): --------------------------------------------------------------------- Belgien: A A B B C B + C + D D B + C + D E (B) E (B) E (C) B + C + D + E E (D) B + C + D + E Tyskland: 1 A, hvis indehaveren er 18 år 3 B 2 B + C + D + E 2 + supplerende kørekort, der giver ret til at befordre personer B + C + D + E Frankrig: A 1 A, hvis indehaveren er 18 år A 2 A A 3 A A 4 A, hvis indehaveren er 18 år. Kørekortet påtegnes: »Kørekortet gælder kun for trehjulede motorcykler«. B B C B + C + D C 1 B + C + D D B + C + D E (B) E (B) E (C) B + C + D + E E (D) B + C + D + E Grækenland: A A B B C B + C + D D B + C + D E (B) E (B) E (C) B + C + D + E E (D) B + C + D + E Irland: A A G Ombyttes ikke C B, hvis indehaveren er 18 år D B + C + D E B + C + D H B + C + D + E Italien: A A, hvis indehaveren er 18 år B A + B C A + B + C + D D A + B + C + D E (B) A + E (B) E (C) A + B + C + D + E E (D) A + B + C + D + E Der udstedes kun kørekort til kategori A mod dokumentation for, at indehaveren af det udenlandske kørekort har aflagt en praktisk prøve med motorcykel. Luxembourg: A 1 A B 1 B B 2 B C 1 B C 2 B + C + D D B + C + D E 2 (C 1) E (B) E 2 (C 2) B + C + D + E E 2 (D) B + C + D + E Holland: A A BE E (B) CE B + C + D + E DE B + C + D + E Storbritannien og Nordirland: C A, hvis indehaveren er 18 år. Kørekortet påtegnes: »Kørekortet gælder kun for trehjulede motorcykler«. D A, hvis indehaveren er 18 år A/B B, hvis indehaveren er 18 år A/B + HGV1) B + C + D + E A/B + PSV2) 1,2, 3 B + C + D + E A/B + PSV2) 4 B Gibraltar: A A B B C B + C + D D B + C + D E (B) E (B) E (C) B + C + D + E E (D) B + C + D + E --------------------------------- 1) HGV.Kørekort der giver ret til at føre »Heavy Goods Vehicle«. 2) PSV.Kørekort der giver ret til at føre »Public Service Vehicle«. Spanien: A 1 A, hvis indehaveren er 18 år. Kørekortet påtegnes »Kørekortet gælder kun for trehjulede motorcykler«. A 2 A B 1 B B 2 B C 1 B + C + D C 2 B + C + D + E D B + C + D E (B) E (B) E (C 1, C 2) B + C + D + E E (D) B + C + D + E Portugal: A A B B C.G (C) B + C + D D.G.(D) B + C + D E (B) G E (B) E (C) G B + C + D + E E (D) G B + C + D + E --------------------------------------------------------------------- Kørekort udstedt af Britiske Tropper i Tyskland ombyttes efter samme retningslinier som tyske kørekort.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996