Bekendtgørelse om forretningsorden for Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne og arbejdsmarkedsuddannelsernes efteruddannelsesudvalg (*
BEK nr 624 af 28/06/1996
§ 1
Uddannelsesrådet holder møde efter formandens bestemmelse, eller når ønske herom fremsættes af to eller flere medlemmer, dog mindst 6 gange om året. Det tilstræbes, at arbejdsministeren afholder møde med Uddannelsesrådet mindst 1 gang om året.
§ 2
Indkaldelse til møde skal ske skriftligt, så vidt muligt med mindst 1 uges varsel.
Formanden fastsætter dagsordenen for rådets møder. Ethvert medlem samt repræsentanterne uden stemmeret kan få optaget punkter på dagsordenen.
Dagsorden for mødet med skriftligt materiale med belysning af de sager, der skal drøftes eller afgøres, samt forslag til Uddannelsesrådets udtalelse, indstilling eller afgørelse, udsendes så vidt muligt senest 6 dage før mødet.
§ 3
Uddannelsesrådets møder ledes af formanden og i formandens forfald af et medlem af forretningsudvalget, subsidiært af Arbejdsmarkedsstyrelsens repræsentant for Arbejdsministeriet.
§ 4
Finder formanden eller ethvert af medlemmerne behov for afstemning om Uddannelsesrådets initiativer, udtalelser, indstillinger og afgørelser, sker vedtagelse ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende medlemmer.
Hvis stemmerne står lige ved en afstemning om initiativer, udtalelser og indstillinger, gør formandens stemme udslaget.
Mindretallet kan kræve sit synspunkt tilføjet til udtalelser eller indstillinger.
Uddannelsesrådet er i sager om initiativer, udtalelser og indstillinger beslutningsdygtigt, når foruden formanden 2 medlemmer fra arbejdsgiversiden og 2 medlemmer fra arbejdstagersiden er til stede.
Hvis stemmerne står lige ved en afstemning om en sag, hvor rådet træffer afgørelse om godkendelse af oprettelse eller nedlæggelse af efteruddannelsesudvalg i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser § 19 gør formandens stemme udslaget. I et sådant tilfælde kan dog ethvert medlem kræve sagen udsat til fornyet behandling i et efterfølgende møde.
Uddannelsesrådet er i sager i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser § 19 beslutningsdygtigt, når foruden formanden 4 medlemmer fra arbejdsgiversiden og 4 medlemmer fra arbejdstagersiden er til stede.
§ 5
Formanden kan bestemme, at sager underkastes skriftlig behandling.
Inden en af formanden fastsat frist, der såvidt muligt ikke bør være kortere end 1 uge fra udsendelsen af materialet, kan ethvert medlem gøre indsigelse mod det udsendte materiales forslag til indstilling eller udtalelse og kræve, at en sag bliver behandlet på et møde i Uddannelsesrådet.
Gør ingen medlemmer indsigelse inden for den fastsatte frist, anses det udsendte materiales forslag til udtalelse eller indstilling for tiltrådt.
Sager i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser § 19 kan ikke afgøres ved skriftlig behandling.
§ 6
Uddannelsesrådets forhandlinger og beslutninger føres til referat. Et medlem kan kræve tilført referatet en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt. B. Forretningsudvalg for Uddannelsesrådet
§ 7
Uddannelsesrådet nedsætter blandt sine medlemmer et forretningsudvalg. Formanden er medlem af forretningsudvalget. Forretningsudvalget tiltrædes af repræsentanten fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
§ 8
Forretningsudvalgets opgaver fastlægges i en af Uddannelsesrådet godkendt forretningsorden. Forretningsudvalget orienterer efterfølgende rådet om de trufne beslutninger. C. Arbejdsudvalg under Uddannelsesrådet
§ 9
Uddannelsesrådet kan nedsætte arbejdsudvalg med repræsentation fra de organisationer, der er medlemmer i rådet. Der kan tilknyttes særligt sagkyndige til udvalgene.
§ 10
Arbejdsudvalgenes opgaver fastlægges i en af Uddannelsesrådet godkendt forretningsorden. Arbejdsudvalg kan tillægges selvstændig kompetence. Arbejdsudvalgene orienterer rådet om sit arbejde. D. Sekretariat for Uddannelsesrådet
§ 11
Uddannelsesrådets, forretningsudvalgets samt arbejdsudvalgenes sekretariatsfunktion varetages af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Efteruddannelsesudvalg
Efteruddannelsesudvalg
§ 12
Finder arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne inden for et fagligt område, at der er behov for nedsættelse af et efteruddannelsesudvalg inden for området, nedsætter disse organisationer udvalget. Udvalgets oprettelse godkendes af Uddannelsesrådet.
Efteruddannelsesudvalgene skal have et lige stort antal arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter og være repræsentative for de omfattede medlemsgrupper og organisationer. Medlemmerne udpeges for en periode på 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den kun indtil periodens udløb.
§ 13
Efteruddannelsesudvalget vælger en formand og en næstformand blandt udvalgets medlemmer. Vælges en formand blandt arbejdsgivermedlemmerne, vælges næstformanden blandt arbejdstagermedlemmerne og omvendt.
Valg af formand og næstformand afgøres ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende medlemmer. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.
Ved valg af formand og næstformand er efteruddannelsesudvalget beslutningsdygtigt, når mindst 3/4 af medlemmerne er til stede.
§ 14
Alle funktioner, som i det følgende tillægges formanden, varetages i dennes forfald af næstformanden. B. Mødevirksomhed
§ 15
Efteruddannelsesudvalget holder møde efter formandens bestemmelse, eller når ønske herom fremsættes af to eller flere medlemmer.
§ 16
Indkaldelse til møde skal ske skriftligt, så vidt muligt med mindst 1 uges varsel.
Dagsorden for mødet med skriftligt materiale med belysning af de sager, der skal drøftes, samt forslag til efteruddannelsesudvalgets udtalelse eller indstilling, udsendes så vidt muligt senest 6 dage før mødet.
§ 17
Efteruddannelsesudvalgets møder ledes af formanden.
§ 18
Finder formanden eller ethvert af medlemmerne behov for afstemning om efteruddannelsesudvalgets indstillinger eller udtalelser , sker vedtagelse ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende medlemmer.
Hvis stemmerne står lige ved en afstemning om indstillinger eller udtalelser gør formandens stemme udslaget.
Mindretallet kan kræve sit synspunkt tilføjet til udtalelser eller indstillinger.
Efteruddannelsesudvalget er i sager om indstillinger og udtalelser beslutningsdygtigt, når foruden formanden mindst 1/3 af medlemmerne fra arbejdsgiversiden og mindst 1/3 af medlemmerne fra arbejdstagersiden er til stede.
§ 19
Formanden kan bestemme, at sager underkastes skriftlig behandling.
Inden en af formanden fastsat frist, der så vidt muligt ikke bør være kortere end 1 uge fra udsendelsen af materialet, kan ethvert medlem gøre indsigelse mod det udsendte materiales forslag til udtalelse eller indstilling og kræve, at en sag bliver behandlet på et møde i efteruddannelsesudvalget.
Gør ingen medlemmer indsigelse inden for den fastsatte frist, anses det udsendte materiales forslag til udtalelse eller indstilling for tiltrådt.
§ 20
Efteruddannelsesudvalgets forhandlinger og beslutninger føres til referat. Et medlem kan kræve tilført referatet en kort motivering for sit standpunkt eller bemærkning om afvigende standpunkt.
§ 21
Efteruddannelsesudvalgets beslutninger underskrives af formanden. C. Forretningsudvalg for efteruddannelsesudvalg
§ 22
Efteruddannelsesudvalget kan etablere et forretningsudvalg.
Efteruddannelsesudvalget kan bemyndige forretningsudvalget til at varetage opgaver på udvalgets vegne. Forretningsudvalget orienterer efterfølgende efteruddannelsesudvalget om de trufne beslutninger. D. sekretariat for efteruddannelsesudvalgene
§ 23
Efteruddannelsesudvalget opretter et sekretariat, som finansieres af de organisationer, hvis interesser varetages af udvalget.
Ikrafttræden
Ikrafttræden
§ 24
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1045 af 17. december 1993, Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1993 og Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 797 af 5. oktober 1995 ophæves samtidig.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 28. juni 1996, den 28. juni 1996
/Inge Mærkedahl Kaj Ove Christiansen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996