Bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i fondsmæglerselskaber
BEK nr 693 af 22/07/1996
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på fondsmæglerselskaber.
De valgte revisorer
De valgte revisorer
§ 2
Det påhviler de valgte revisorer at revidere årsregnskabet og kontrollere, at det er aflagt i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes krav til regnskabsaflæggelsen.
Det påhviler herunder de valgte revisorer at kontrollere:
- at årsregnskabet er rigtigt opstillet på grundlag af bogføringen og opgjort under omhyggelig hensyntagen til bestående værdier, rettigheder og forpligtelser,
- at årsberetningen indeholder de krævede oplysninger, herunder oplysninger om fondsmæglerselskabets økonomiske udvikling, og at årsberetningen ikke er i strid med årsregnskabet, og
- at årsregnskabet giver et retvisende billede af fondsmæglerselskabets aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultatet.
§ 3
Det påhviler de valgte revisorer at påse:
- at fondsmæglerselskabets regnskabsmæssige organisation og interne kontrolprocedurer er tilrettelagt på en betryggende måde,
- at fondsmæglerselskabet har betryggende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på edb-området,
- at der føres kontrol med den daglige bogførings pålidelighed, herunder om bogføringen er tilrettelagt på en sådan måde, at den til enhver tid kan danne grundlag for de indberetninger, der skal foretages til Finanstilsynet,
- at der føres kontrol med fondsmæglerselskabets beholdninger af enhver art, herunder såvel kunders som selskabets egne beholdninger,
- at fondsmæglerselskabet overholder bestemmelserne i lovgivningen vedrørende fondsmæglerselskaber, herunder at fondsmæglerselskabets virksomhed er i overensstemmelse med dets tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, og
- at fondsmæglerselskabet overholder bestemmelserne i lovgivningen vedrørende værdipapirhandel m.v.
Revisionen skal påse, at fondsmæglerselskabets forretningsgange og bogføring er tilrettelagt på en sådan måde, at det på ethvert tidspunkt kan konstateres, om bestemmelserne i lov om fondsmæglerselskaber § 4, stk. 1, § 16, stk. 1, § 19, stk. 1 og 3, § 20, stk. 1 og 3, og § 22, stk. 1, er overholdt.
§ 4
Når de valgte revisorer har foretaget revision, skal der ske indførsel herom i revisionsprotokollen. Protokollen skal fremlægges ved ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel skal underskrives af bestyrelsen.
I revisionsprotokollatet vedrørende årsregnskabet skal der redegøres for den udførte revision samt konklusionen herpå. Der skal herunder redegøres for alle forhold, der har givet anledning til væsentlige bemærkninger. Ud over det i § 19 i bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996 om statsautoriserede og registrerede revisorers erklæringer m.v. nævnte skal følgende særskilt oplyses:
- I fondsmæglerselskaber med intern revision: Hvorvidt de anførte opgaver ifølge revisionsinstruksen er udført, herunder om den interne revision har gennemført, hvad der er pålagt denne, og hvorvidt den interne revision har fungeret tilfredsstillende,
- hvorvidt de valgte revisorer er enige i indholdet af den interne revisions protokol, og såfremt dette ikke er tilfældet, hvori uenigheden består,
- hvorvidt fondsmæglerselskabets forretningsgange og interne kontrolprocedurer kan anses for at være betryggende,
- hvorvidt fondsmæglerselskabet har betryggende kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på edb-området,
- hvorvidt fondsmæglerselskabets virksomhed er i overensstemmelse med selskabets tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, og
- hvorvidt værdiansættelse af fondsmæglerselskabets aktiver og passiver og ikke-balanceførte poster er foretaget i overensstemmelse med god regnskabsskik herfor.
Hvis fondsmæglerselskabet udfører tjenesteydelser med instrumenter, jf. afsnit B i bilag 1 til lov om fondsmæglerselskaber, skal der særskilt redegøres herom i protokollen. Redegørelsen skal angive, hvorvidt de anvendte forretningsgange, bogførings- og rapporteringsforhold er forsvarlige, og hvorvidt de muliggør såvel en løbende orientering om status for endnu ikke afviklede tjenesteydelser som en kontrol af, om handlerne er i overensstemmelse med de af bestyrelsen udstukne retningslinier.
Indgår fondsmæglerselskabet i en koncern, skal revisionsprotokollatet vedrørende årsregnskabet indeholde følgende oplysninger vedrørende koncerninterne transaktioner: Tilsvarende gælder vedrørende retshandler mellem fondsmæglerselskabet og de virksomheder, der er direkte eller indirekte forbundne med selskabet, jf. definitionerne i årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 7 og 8.
- Om fondsmæglerselskabets retningslinier vurderes som værende betryggende,
- om fondsmæglerselskabets retningslinier har været fulgt,
- en nærmere beskrivelse af koncerninterne transaktioner af større betydning eller af usædvanlig art,
- om koncerninterne transaktioner har påført fondsmæglerselskabet særlige risici, og
- væsentlige fejl og mangler, der måtte være konstateret.
En kopi af protokollen vedrørende årsregnskabet skal indsendes til Finanstilsynet sammen med det af bestyrelsen godkendte årsregnskab.
Den interne revision
Den interne revision
§ 5
Bestyrelsen kan bestemme, at der skal oprettes en intern revision.
§ 6
I fondsmæglerselskaber med intern revision skal revisionsarbejdet udføres i henhold til en af de valgte revisorer godkendt revisionsinstruks.
Revisionsinstruksen skal indeholde en beskrivelse af, hvilke revisionsopgaver der skal udføres, og hvilke af disse opgaver der påhviler den interne revision. Instruksen skal tillige indeholde retningslinier for samarbejdet mellem de valgte revisorer og den interne revision.
De valgte revisorer skal kontrollere, at den interne revision har udført arbejdet i henhold til revisionsinstruksen.
§ 7
I fondsmæglerselskaber, der har intern revision, skal der foreligge en af bestyrelsen godkendt funktionsbeskrivelse, der mindst skal indeholde bestemmelser om følgende:
- Den interne revisions bemanding, herunder at til- og afgang af medarbejdere i den interne revision skal godkendes af revisionschefen,
- den interne revisions budget,
- uddannelse af den interne revisions medarbejdere og
- oplysning om aftaler mellem fondsmæglerselskabets ledelse og revisionschefen om udførelse af særlige revisionsopgaver, dog skal engangsopgaver og opgaver af midlertidig karakter kun fremgå af den interne revisions protokol.
§ 8
Den interne revision ledes af en revisionschef. Ansættelse eller afskedigelse af revisionschefen kan alene foretages af fondsmæglerselskabets bestyrelse.
Revisionschefen har adgang til bestyrelsesprotokollen og kan kræve alle oplysninger, som af revisionschefen skønnes nødvendige for revisionens gennemførelse.
Revisionschefen og det i den interne revision ansatte personale må ikke deltage i andet arbejde i fondsmæglerselskabet end det, som er omfattet af funktionsbeskrivelsen og revisionsinstruksen, jf. dog § 7, nr. 4.
Revisionschefen må ikke have forretningsmæssigt mellemværende med fondsmæglerselskabet eller med selskaber, der er koncernforbundne med fondsmæglerselskabet.
Bestyrelsen kan ansætte en stedfortræder for revisionschefen. Stk. 1, 2. pkt., stk. 2-4, § 9, stk. 1-3, og § 11 finder anvendelse for revisionschefens stedfortræder.
§ 9
Revisionschefen skal som minimum have en uddannelse svarende til en registreret revisor, jf. § 1, stk. 2, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 763 af 22. august 1994 af lov om registrerede revisorer.
Revisionschefen skal ved ansættelsen i mindst 3 år inden for de seneste 5 år aktivt have deltaget i udførelsen af revisionsarbejde.
Bestyrelsen skal ved indberetning til Finanstilsynet om ansættelse af revisionschefen, jf. § 11, afgive en erklæring om, at revisionschefen opfylder kravene efter stk. 1 og 2.
Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 1, hvis revisionschefen i øvrigt skønnes egnet.
§ 10
Revisionschefen skal føre en revisionsprotokol, der skal fremlægges på ethvert bestyrelsesmøde. Enhver protokoltilførsel skal underskrives af bestyrelsen og de valgte revisorer.
I den interne revisions protokol skal der redegøres for den udførte revision samt konklusionen herpå. Endvidere skal det oplyses, i hvilket omfang den udførte revision har givet anledning til væsentlige bemærkninger. Den interne revisions protokol vedrørende årsregnskabet skal, såfremt den interne revision i henhold til revisionsinstruksen deltager i det pågældende arbejde, indeholde de i § 4, stk. 2, nr. 3-6, samt stk. 3-4, angivne oplysninger.
I den interne revisions protokol skal det endvidere oplyses, hvorvidt den interne revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.
En kopi af protokollen vedrørende årsregnskabet skal indsendes til Finanstilsynet samtidig med det af bestyrelsen godkendte årsregnskab.
§ 11
Ansættelse og fratræden af en revisionschef skal meddeles Finanstilsynet umiddelbart efter, at ansættelsen eller fratrædelsen er sket.
Ved revisionschefens afskedigelse eller fratræden skal bestyrelsen og den interne revisionschef snarest muligt til Finanstilsynet indsende hver sin redegørelse for baggrunden herfor.
Koncerner
Koncerner
§ 12
Såfremt fondsmæglerselskabet indgår i en koncern, hvor moderselskabet er et fondsmæglerselskab eller et finansielt holdingselskab, hvis aktivitet udelukkende eller hovedsagelig består i at besidde kapitalandele i dattervirksomheder, der er fondsmæglerselskaber, og koncernen i henhold til lov om fondsmæglerselskaber § 23, stk. 1, skal aflægge koncernregnskab, finder § 2, § 3, stk. 1, nr. 3, 5 og 6, § 4, stk. 1, stk. 2, nr. 6, og stk. 4, tilsvarende anvendelse på koncernregnskabet.
I de valgte revisorers eller den interne revisions protokollater for moderselskabet skal der redegøres for revisionen af koncernregnskabet, og væsentlige bemærkninger til de regnskabsmæssige og revisionsmæssige forhold i de enkelte datterselskaber skal omtales.
§ 13
Såfremt fondsmæglerselskabet indgår i en koncern, hvor moderselskabet er et fondsmæglerselskab eller et finansielt holdingselskab, hvis aktivitet udelukkende eller hovedsagelig består i at besidde kapitalandele i dattervirksomheder, der er fondsmæglerselskaber, finder bestemmelserne i §§ 2-3 og § 4, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse for de valgte revisorers revision i de øvrige koncernselskaber.
§ 14
Når et fondsmæglerselskab, der har en intern revision, indgår i en koncern, hvor moderselskabet er et fondsmæglerselskab eller et finansielt holdingselskab, hvis aktivitet udelukkende eller hovedsagelig består i at besidde kapitalandele i dattervirksomheder, der er fondsmæglerselskaber, skal den interne revision tillige være intern revision i koncernens øvrige selskaber.
Bestemmelserne i §§ 6-8 og § 10, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse for den interne revision i de selskaber, der indgår i koncernen.
Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 1 og 2.
Revisionspåtegning
Revisionspåtegning
§ 15
De valgte revisorers påtegning af årsregnskabet for fondsmæglerselskabet, årsregnskaberne for eventuelle datterselskaber samt et eventuelt koncernregnskab skal afgives efter retningslinierne i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 90 af 22. februar 1996 om statsautoriserede og registrerede revisorers erklæringer m.v.
§ 16
Ud over de valgte revisorer skal den interne revisionschef afgive påtegning på fondsmæglerselskabets årsregnskab, årsregnskaberne for eventuelle datterselskaber og et eventuelt koncernregnskab.
En intern revisionschefs påtegning indebærer, at den interne revision er udført i henhold til revisionsinstruksen. Påtegningen skal indeholde et forbehold, såfremt regnskabet efter revisionschefens opfattelse ikke giver et retvisende billede af fondsmæglerselskabets aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultatet, eller hvis revisionen i øvrigt har givet anledning hertil.
Straffebestemmelser, ikrafttræden og
Straffebestemmelser, ikrafttræden og
§ 17
Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 2-4, §§ 7-8, § 9, stk. 1-3, §§ 10-11, § 12, stk. 2, § 14, stk. 1, og § 16 straffes med bøde.
§ 18
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1996 og har virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 1. januar 1996 eller senere.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996