Bekendtgørelse om aromaer m.m., der må anvendes til levnedsmidler(* 1) (Aromabekg)
BEK nr 791 af 29/08/1996
§ 1
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på aromaer, som anvendes til eller er bestemt til anvendelse i eller på levnedsmidler for at give disse duft og smag, jf. § 3, samt på udgangsmaterialer til fremstilling af aromaer.
Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på:
- spiselige produkter, som er beregnet til at fortæres som sådanne i uforarbejdet stand eller efter at være rekonstituerede,
- stoffer som udelukkende har sød, sur eller salt smag, og
- udgangsmaterialer fra planter eller dyr, der har egne aromagivende egenskaber, når de ikke anvendes som aromakilder.
§ 2
Kun aromaer, der opfylder denne bekendtgørelses bestemmelser må anvendes eller sælges med henblik på anvendelse i levnedsmidler. Dette gælder også importerede aromaer.
Til levnedsmidler, der importeres her til landet, må kun anvendes aromaer, der er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
Bekendtgørelsens bestemmelser finder bortset fra §§ 10-13 også anvendelse på aromaer og levnedsmidler, der eksporteres til lande, som er medlem af De Europæiske Fællesskaber.
Definitioner
Definitioner
§ 3
Ved aroma forstås i bekendtgørelsen aromastof, aromapræparat, reaktionsaroma, røgaroma, røgaromastof eller blandinger af disse, indbyrdes eller med andre tilsætningsstoffer eller andre levnedsmidler.
I bekendtgørelsen forstås ved:
- Aromastof: en defineret kemisk forbindelse med aromagivende egenskaber, fremstillet ved
a) naturlige aromastoffer: egnede fysiske processer (herunder destillation og ekstraktion med opløsningsmiddel), enzymprocesser eller mikrobiologiske processer på grundlag af et udgangsmateriale fra planter eller dyr enten i dets oprindelige form eller forarbejdet med henblik på konsum gennem almindeligt anvendte tilberedningsprocesser for levnedsmidler, (herunder tørring, ristning og gæring),
b) naturidentiske aromastoffer: kemisk syntese eller udskillelse ad kemisk vej, hvis den kemisk set er identisk med et stof, der naturligt forekommer i planter eller dyr som beskrevet under litra a, eller
c) kunstige aromastoffer: kemisk syntese, men som kemisk set ikke er identisk med et stof, der naturligt forekommer i planter eller dyr som beskrevet under litra a.
- Aromapræparat: et koncentreret eller ikke-koncentreret produkt bortset fra de stoffer, der beskrives i nr. 1, litra a, med aromagivende egenskaber, fremstillet ved egnede fysiske processer (herunder destillation og ekstraktion med opløsningsmiddel), enzymprocesser eller mikrobiologiske processer på grundlag af produkter som stammer fra planter eller dyr enten i deres oprindelige form eller forarbejdet med henblik på konsum gennem almindeligt anvendte tilberedningsprocesser for levnedsmidler (herunder tørring, ristning og gæring).
- Reaktionsaroma: et produkt fremstillet under overholdelse af god fremstillingsmæssig praksis ved opvarmning til en temperatur, der ikke overstiger 180 grader C i et tidsrum på højst 15 minutter, af en blanding af forskellige ingredienser, som ikke nødvendigvis selv har aromagivende egenskaber, og hvoraf mindst en indeholder nitrogen (aminogruppe) og en anden er en reducerende sukkerart.
- Røgaroma: en røgekstrakt, som anvendes i traditionel levnedsmiddelrøgning.
- Røgaromastof: aromastof eller aromapræparat, jf. nr. 1 og 2, som giver røgsmag.
Sammensætning m.m.
Sammensætning m.m.
§ 4
Aromaer må ikke indeholde bestanddele eller stoffer i en sundhedsmæssig betænkelig mængde.
Aromaer må ikke indeholde mere end 3 mg arsen/kg, 10 mg bly/kg, 1 mg cadmium/kg og 1 mg kviksølv/kg, medmindre der er fastsat andet ved specifikke renhedskriterier.
Anvendelsen af aromaer må ikke medføre, at levnedsmidler indeholder de i bilag 1 nævnte stoffer i større mængder end fastsat i bilaget.
Anvendelsen af aromaer og af andre levnedsmiddelingredienser med aromagivende egenskaber må ikke medføre, at færdige levnedsmidler indeholder de i bilag 2 nævnte stoffer i større mængder end fastsat i bilaget. Disse stoffer må ikke som sådan tilsættes aromaer eller levnedsmidler.
Som tilsætningsstoffer til aromaer må anvendes de bærestoffer (herunder opløsningsmidler) m.m., som er anført i Positivlistens( 2) afsnit B eller denne bekendtgørelses bilag 3. For bærestoffer, hvor der er angivet en højeste tilladte mængde, skal den samlede mængde af stoffet i levnedsmidlet overholde mængdebegrænsningen. Tilsætningsstofferne skal overholde de i Positivlisten og denne bekendtgørelses bilag 3 anførte specifikationer for identitet og renhed.
Mærkning
Mærkning
§ 5
Aromaer, der sælges til anvendelse ved erhvervsmæssig tilvirkning af levnedsmidler, herunder halvfabrikata skal på emballagen eller beholderen være forsynet med følgende oplysninger, som skal være let læselige, klart synlige og uudslettelige:
- Navn eller firmanavn samt adresse på en af følgende:
a) fabrikanten,
b) pakkevirksomheden eller
c) en forhandler, der er etableret indenfor De Europæiske Fællesskaber.
- Varebetegnelse: enten ordet »aroma« eller en mere specifik betegnelse eller beskrivelse af aromaen.
- Angivelsen »til levnedsmidler« eller en henvisning til det eller de levnedsmidler, som aromaen skal anvendes til.
- En opregning i rækkefølge efter faldende vægt af de kategorier, som de tilstedeværende aromastoffer og aromapræparater tilhører. Opregning skal ske i henhold til følgende kategoriopdeling:
a) naturlige aromastoffer for de aromastoffer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 1, litra a,
b) naturidentiske aromastoffer for de aromastoffer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 1, litra b,
c) kunstige aromastoffer for de aromastoffer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 1, litra c,
d) aromapræparater for de præparater, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 2,
e) reaktionsaromaer for de aromaer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 3,
f) røgaromaer for de aromaer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 4, eller
g) røgaromastoffer for de aromaer, der er defineret i § 3, stk. 2, nr. 5.
- For aromaer, der er iblandet tilsætningsstoffer, der er nødvendige for at oplagre og anvende aromaer, eller produkter, der anvendes til opløsning og fortynding af aromaer, angives en opregning i rækkefølge efter faldende vægt af disse. Stofferne angives ved deres navn eller eventuelt nummer fastsat af De Europæiske Fællesskaber.
- For så vidt angår bestanddele eller grupper af bestanddele, herunder de i bilag 1, 2 og 3 nævnte stoffer, der er undergivet en kvantitativ begrænsning, en angivelse af den maksimale mængde eller anden fyldestgørende oplysning, der sætter køber i stand til at overholde disse kvantitative begrænsninger.
- En angivelse til identifikation af parti.
- Nettoindhold, angivet i vægt- eller rumfangsenheder.
§ 6
De i § 5, stk. 1, nr. 4, 5 og 6, nævnte oplysninger kan anføres i handelsdokumenterne, såfremt disse kommer køber i hænde senest samtidig med leveringen, og såfremt påtegningen »bestemt til fremstilling af levnedsmidler, ikke til detailsalg« anføres et klart synligt sted på varens emballage eller beholder.
§ 7
Aromaer, der sælges til anvendelse i private husholdninger, skal på emballagen eller beholderen være mærket med:
- Navn eller firmanavn og adresse på en af følgende:
a) fabrikanten,
b) pakkevirksomheden eller
c) en forhandler, der er etableret indenfor De Europæiske Fællesskaber.
- Enten ordet »aroma« eller en mere specifik betegnelse eller en beskrivelse af aromaen.
- Angivelsen »Til levnedsmidler« eller en mere specifik angivelse af det levnedsmiddel, som aromaen skal anvendes til.
- I rækkefølge efter faldende vægt den specifikke betegnelse eller eventuelt nummer fastsat af De Europæiske Fællesskaber for de i produktet forekommende tilsætningsstoffer og andre ingredienser samt angivelse af den eller de pågældende aromaer i overensstemmelse med nr. 2.
- Dato for den mindste holdbarhed, som den er defineret i bekendtgørelse om mærkning af levnedsmidler.
- En brugsanvisning, hvis mangel på en sådan vil kunne indebære, at aromaen ikke anvendes korrekt.
- Særlige opbevarings- og anvendelsesforskrifter.
- En angivelse til identifikation af parti.
- Nettoindhold, angivet i vægt- eller rumfangsenheder.
Ovennævnte oplysninger skal være let læselige, klart synlige og uudslettelige.
§ 8
Hvis der i et færdigpakket levnedsmiddel bestemt til den endelige forbruger eller til institutioner, restauranter og lignende virksomheder er anvendt en eller flere aromaer, skal levnedsmidlets færdigpakning eller en vedhæftet etiket mærkes med oplysning herom ved angivelsen »aroma(er)» eller ved en mere specifik definition eller en beskrivelse af aromaen.
Mærkningsoplysningerne for færdigpakkede levnedsmidler som nævnt i stk. 1 kan gives i handelsdokumenterne, hvis levnedsmidlet bringes i handelen i et tidligere led end detailleddet.
§ 9
Med forbehold af den opregning, der skal foretages i henhold til § 5, stk. 1, nr. 4, må ordet »naturlig« eller andre ord med stort set samme betydning kun anvendes for aromaer ved mærkningen af disse, hvis den aromagivende bestanddel udelukkende indeholder naturlige aromastoffer som defineret i § 3, stk. 2, nr. 1, litra a, eller aromapræparater som defineret i § 3, stk. 2, nr. 2.
Hvis aromaens varebetegnelse indeholder en henvisning til et levnedsmiddel eller en anden aromakilde, må ordet »naturlig« eller andre ord med stort set samme betydning kun anvendes, såfremt aromaandelen udelukkende eller næsten udelukkende er udskilt af det pågældende levnedsmiddel eller den pågældende aromakilde. Udskillelsen skal være sket ved egnede fysiske processer, enzymprocesser, mikrobiologiske processer eller almindeligt anvendte tilberedningsprocesser for levnedsmidler.
§ 10
Levnedsmiddelstyrelsen kan, med henblik på at give bedst mulig oplysning om eventuel anvendelse af aromaer i levnedsmidler, træffe bestemmelse om yderligere mærkning af aromaer eller visse grupper heraf, og om yderligere mærkning af levnedsmidler, der indeholder sådanne stoffer.
§ 11
De mærkningsoplysninger, som kræves i henhold til denne bekendtgørelse, skal være anført på dansk. I stedet for dansk kan andre sprog, der kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk, anvendes.
Anmeldelse af røgaromaer og røgaromastoffer
Anmeldelse af røgaromaer og røgaromastoffer
§ 12
Røgaromaer og røgaromastoffer til levnedsmidler kan tages i anvendelse, hvis de senest 6 måneder, før de tages i brug, er anmeldt til Levnedsmiddelstyrelsen, og der ikke forinden af styrelsen er nedlagt forbud mod den påtænkte anvendelse.
Levnedsmiddelstyrelsen kan godkende, at anvendelsen sker tidligere end 6 måneder efter anmeldelsen.
Styrelsen træffer bestemmelse om, hvilke oplysninger en anmeldelse skal indeholde.
Levnedsmiddelstyrelsen kan fastsætte vilkår for anvendelsen af røgaromastoffer, herunder at anvendelsen begrænses til bestemte levnedsmiddelgrupper eller tidsbegrænses.
Uagtet forbud mod anvendelse af et røgaromastof ikke er nedlagt i henhold til stk. 1, kan Levnedsmiddelstyrelsen senere nedlægge forbud mod anvendelsen, såfremt forholdene taler derfor.
Godkendelse af aromaer til mælkeprodukter
Godkendelse af aromaer til mælkeprodukter
§ 13
Aromaer, der anvendes til mælkeprodukter, skal godkendes af Levnedsmiddelstyrelsen efter forudgående høring af Veterinærdirektoratet, forinden de tages i anvendelse. Ansøgningen indsendes til Levnedsmiddelstyrelsen (Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg).
Import af aromaer
Import af aromaer
§ 14
Den, der agter at indføre aromastoffer, aromapræparater, reaktionsaromaer eller blandinger, hvori disse aromaer indgår, til erhvervsmæssig brug, skal anmelde virksomheden til registrering hos Levnedsmiddelstyrelsen (Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg).
Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger:
- importørens navn.
- virksomhedens navn, adresse og telefonnummer.
- virksomhedens SE-nummer og
- navn, adresse, for eventuelle lagre beliggende uden for virksomhedens hovedadresse.
Ændring af virksomhedens SE-nummer skal meddeles til Levnedsmiddelstyrelsen.
Tilsynsmyndighederne kan kræve yderligere oplysninger, såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til forhold, der omfattes af levnedsmiddelloven.
Tilsyn og Kontrol
Tilsyn og Kontrol
§ 15
Det påhviler de lokale tilsynsmyndigheder (kommunalbestyrelserne) at føre kontrol med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse og afgørelser truffet i henhold til bekendtgørelsen overholdes.
§ 16
Levnedsmiddelstyrelsen, de lokale tilsynsmyndigheder og personer, der af disse er bemyndiget dertil, har adgang til offentlige og private ejendomme, lokaler og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til brug for afgørelser i henhold til bekendtgørelsen.
Legitimation skal forevises.
§ 17
Levnedsmiddelstyrelsen og de lokale tilsynsmyndigheder kan pålægge den, der er ansvarlig for virksomheder omfattet af bekendtgørelsen, at give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse.
Styrelsen og de lokale tilsynsmyndigheder kan endvidere pålægge den pågældende at afgive prøver uden vederlag samt at emballere og forsende disse efter myndighedernes nærmere bestemmelse og at afholde udgifterne derved.
§ 18
De lokale tilsynsmyndigheder kan meddele de påbud eller forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelse af bekendtgørelsen. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder bekendtgørelsens krav, skal beslaglægges eller tilintetgøres, og at virksomheden skal kalde varen tilbage fra senere omsætningsled.
§ 19
Levnedsmiddelstyrelsens og de lokale tilsynsmyndigheders afgørelser meddeles skriftligt.
Omfatter afgørelsen et påbud eller et forbud, skal der i afgørelsen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse.
Klage, dispensation m.m.
Klage, dispensation m.m.
§ 20
De lokale tilsynsmyndigheders afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Levnedsmiddelstyrelsen. Styrelsens afgørelser er endelige.
Afgørelser truffet af styrelsen som 1. instans kan dog påklages til Sundhedsministeriet, såfremt afgørelsen er af principiel karakter eller i øvrigt må anses for at være af væsentlig betydning.
§ 21
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
Levnedsmiddelstyrelsen kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.
§ 22
En klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger.
Det kan, når særlige grunde taler herfor, samtidig med et påbud eller forbud bestemmes, at dette skal efterkommes uanset klage. Selv om også denne beslutning påklages, skal påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer andet.
§ 23
Klagen indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden sender klagen til klagemyndigheden ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse i 1. instans.
§ 24
Levnedsmiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde, og når forholdene taler herfor, meddele dispensation fra denne bekendtgørelse.
§ 25
Levnedsmiddelstyrelsen kan foretage ændringer i bekendtgørelsens bilag samt udfærdige yderligere bilag med henblik på gennemførelse af bestemmelser for aromakilder, udgangsmaterialer for røgaromaer og røgaromastoffer, anvendelse og fremstillingsmetoder for aromaer, tilsætningsstoffer, der anvendes til aromaer, renhedskriterier, mikrobiologiske kriterier, analysemetoder og varebetegnelser for aromaer.
Straffebestemmelser, Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Straffebestemmelser, Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 26
Overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse straffes i henhold til levnedsmiddellovens § 63, stk. 3, med bøde.
Straffen for overtrædelse af §§ 2, 4, 12, 13 og 14 kan i henhold til levnedsmiddellovens § 63, stk. 3, stige til hæfte eller fængsel i 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er:
- voldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor, eller
- opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder besparelser.
For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 27
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 25. september 1996.
§ 28
Bekendtgørelse nr. 529 af 19. juni 1992 om aromaer m.m., der må anvendes til levnedsmidler, ophæves.
Sundhedsministeriet, den 29. august 1996, den 29. august 1996
/Yvonne Herløv Andersen Marianne Lauridsen/
Bilag 1
Maksimalgrænseværdier for visse uønskede stoffer, der forekommer i færdige levnedsmidler som følge af anvendelse af aromaer.
Stof Levnedsmidler Drikkevarer 3,4 benzo (a) pyren 0,03 micro gram/kg 0,03 micro gram/kg
Bilag 2
Maksimalgrænseværdier for visse stoffer, der stammer fra aromaer og andre levnedsmidler, der har aromagivende egenskaber, og som forekommer i færdige levnedsmidler, hvori der er anvendt aromaer.
Ingen af de nævnte stoffer må som sådan tilsættes levnedsmidler. Stofferne kan forekomme i levnedsmidler enten naturligt eller efter tilsætning af aromaer, der er fremstillet af naturlige udgangsmaterialer.
--------------------------------------------------------------------- Stoffer Levnedsmidler Drikkevarer Undtagelser og/eller særlige mg/kg mg/kg restriktioner --------------------------------------------------------------------- Agaricin ..... 20 20 100 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer og levnedsmidler, hvori indgår svampe. Aloin ........ 0,1 0,1 50 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer. Beta-asaron .. 0,1 0,1 1 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer og krydderier anvendt i snacks. Berberin ..... 0,1 0,1 10 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer. Kumarin ...... 2 2 10 mg/kg i visse karamelvarer. 50 mg/kg i tyggegummi. 10 mg/kg i alkolhol-holdige drikkevarer. Hydrogencyanid 1 1 50 mg/kg i nougat, marcipan og marcipanerstatning eller lignende varer. 1 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer pr. volumen % alkohol. 5 mg/kg i konserverede stenfrugter. Hypericin .... 0,1 0,1 10 mg/kg i alkolhol-holdige drikkevarer. 1 mg/kg i sukkervarer. Pulegon ...... 25 100 250 mg/kg i drikkevarer aromatiseret med pebermynte - eller andre myntearter. 350 mg/kg i konfektureprodukter aromatiseret med mynte - eller andre myntearter. Kvassin ...... 5 5 10 mg/kg i sukkervarer i form af pastiller. 50 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer. Safrol og 2 mg/kg i alkohol-holdige isosafrol .... 1 1 drikkevarer med indhold af indtil 25 volumen % alkohol. 5 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer med indhold af over 25 volumen % alkohol. 15 mg/kg i levnedsmidler med indhold af muskatnød eller muskatblomme. Santonin ..... 0,1 0,1 1 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer med indhold af over 25 volumen % alkohol. Alfa- og ..... 0,5 0,5 5 mg/kg i alkohol-holdige Betathujon drikkevarer med indhold af indtil 25 volumen % alkohol. 10 mg/kg i alkohol-holdige drikkevarer med indhold af over 25 volumen % alkohol. 25 mg/kg i levnedsmidler af salvieprodukter. 35 mg/kg i bitter. ---------------------------------------------------------------------
Bilag 3
Bærestoffer tilladt til aromaer
Stofferne må anvendes i overensstemmelse med god tilvirkningsmæssig praksis.
--------------------------------------------------------------------- Nr. Navn Specifikation for identitet Analysemetoder og og renhed anvendelsesbegræsninger --------------------------------------------------------------------- Glyceryldiacetat CX02 p. 703 CX02 p. 703 (diacetin) ---------------------------------------------------------------------
CX02 Compendium of Food Additives Specifications, Food and Ariculture Organizations of the United Nations, Rome 1992.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996