Bekendtgørelse om Ungdomsboligfonden
BEK nr 809 af 06/09/1996
§ 1
Fonden har til formål at iværksætte forsøg med at fremskaffe og formidle midlertidige boliger til unge indenfor de økonomiske rammer, der stilles til rådighed for fonden. Fonden skal sikre, at der udelukkende tilvejebringes midlertidige boliger i områder, hvor der er et udækket behov for ungdomsboliger, og hvor der er behov for boliger af den pågældende midlertidige slags, herunder boliger der ikke har tilsvarende standard som ungdomsboliger, der tilvejebringes efter reglerne i lov om boligbyggeri.
Fonden tilvejebringer disse boliger ved leje, lån eller køb af egnede ejendomme.
§ 2
Fonden er forpligtet til senest forud for et projekts gennemførelse at rette henvendelse til kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune, for at indhente en udtalelse fra kommunen om behovet for disse boliger og om kommunens planer med hensyn til fremtidig etablering af ungdomsboliger.
Fondens ledelse
Fondens ledelse
§ 3
Fonden ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer, herunder en formand, der alle udpeges af boligministeren.
§ 4
Fondens bestyrelse skal sikre, at fondens virksomhed og økonomi tilrettelægges i overensstemmelse med de herom gældende regler.
Fondens bestyrelse skal sikre, at fonden drives forsvarligt herunder, at fondens virksomhed tilrettelægges efter rationelle administrationsmetoder, og at fondens forvaltningsudgifter holdes på det lavest mulige niveau. Fondens bestyrelse skal drage omsorg for, at fondens administration af de midlertidige boliger sker billigst muligt, f.eks. af en større ejendomsadministrator, et almennyttigt boligselskab eller lignende.
Fondens bestyrelse skal sikre, at fonden ikke påtager sig eventualforpligtelser, som rækker ud over fondens egenkapital. Ved opgørelsen af eventualforpligtelser for fonden tages hensyn til budgetterede lejeindtægter og driftsudgifter.
§ 5
Fondens bestyrelse skal sørge for, at der udfærdiges budget og regnskab for fonden og dens virksomhed. Fondens bestyrelse skal sikre, at budgetlægning og regnskabsaflæggelse sker i overensstemmelse med reglerne i kapitel 5.
§ 6
Fondens bestyrelse skal straks foretage indberetning til Bygge- og Boligstyrelsen, såfremt den konstaterer uregelmæssigheder af væsentlig betydning for fondens virksomhed. Af indberetningen skal fremgå, hvilke foranstaltninger bestyrelsen har truffet eller agter at træffe. Det samme gælder, hvis bestyrelsen konstaterer, at fonden ikke kan opfylde sine økonomiske forpligtelser, herunder sine eventualforpligtelser, hvis der opstår mere permanente vanskeligheder på grund af ledige boliger eller iværksættes huslejeaktioner i boliger etableret efter § 1, stk. 2.
§ 7
Formanden må ikke udøve konsulentvirksomhed for fonden.
Formanden vederlægges med et honorar, der udgør 228,08 kr. pr. time pr. 1. april 1994, ekskl. feriegodtgørelse, dog højst 100.000 kr. årligt ekskl. feriegodtgørelse. Timesatsen reguleres efter lønjusteringsaftalens regler. Derudover får formanden transportgodtgørelse i henhold til Finansministeriets regler herom. Fondens udgifter til vederlag og transportgodtgørelse til formanden godtgøres af Boligministeriet. Formanden aflægger månedsvis timeregnskab med dokumentation for timeforbruget overfor Bygge- og Boligstyrelsen. Opgørelse over timeforbrug og kørsel indsendes til Bygge- og Boligstyrelsen i begyndelsen af den efterfølgende måned.
Bestyrelsens øvrige medlemmer vederlægges med et honorar, der udgør 25.000 kr. årligt ekskl. feriegodtgørelse. Derudover får bestyrelsen transportgodtgørelse i henhold til Finansministeriets regler herom. Vederlag og transportgodtgørelse til bestyrelsens øvrige medlemmer afholdes af fondens midler.
Etablering af midlertidige boliger
Etablering af midlertidige boliger
§ 8
Fondens aftaler om leje eller lån af egnede ejendomme skal indeholde vilkår, der sikrer, at aftalerne kan opsiges med 12 måneders varsel, såfremt fonden nedlægges, dog tidligst med udgangen af 1998.
Ejendomme, som fonden erhverver, må ikke ved erhvervelsen eller så længe fonden ejer ejendommen være belånt ud over den senest ansatte ejendomsværdi. Forbudet tinglyses på ejendommen.
Fonden kan i forbindelse med etableringen af boligerne indgå sædvanlige retshandler.
Aftaler om benyttelse af midlertidige boliger
Aftaler om benyttelse af midlertidige boliger
§ 9
Lejer fonden en ejendom, skal fondens bestyrelse sikre, at den afgift, beboerne i den enkelte ejendom skal betale for benyttelsen af de midlertidige boliger, til enhver tid mindst dækker
- afskrivninger på investeringer, der har været nødvendige, for at ejendommen kan anvendes til formålet, og
- samtlige udgifter i forbindelse med de midlertidige boliger, herunder den leje, som fonden betaler til ejendommens ejer, udgifter til administration af de pågældende boliger, udgifter som følge af ledige boliger, tab på tilgodehavender hos fraflyttere samt udbedringsarbejder som følge af hærværk eller slid og ælde.
Erhverver fonden en ejendom, jf. § 23, stk. 1, nr. 3, skal fondens bestyrelse sikre, at den afgift, beboerne i ejendommen skal betale for benyttelse af de midlertidige boliger, til enhver tid mindst dækker
- fondens samlede ydelser på optagne lån i ejendommen,
- afskrivninger på investeringer, der har været nødvendige, for at ejendommen kan anvendes til formålet, og
- samtlige udgifter i forbindelse med de midlertidige boliger, herunder udgifter til administration af de pågældende boliger, udgifter som følge af ledige boliger, tab på tilgodehavender hos fraflyttere samt udbedringsarbejder som følge af hærværk eller slid og ælde.
Fondens bestyrelse skal endvidere tilstræbe, at benyttelsesafgiften bidrager til dækning af fondens interne administrationsudgifter, herunder
- ekstern advokat-, arkitekt-, revisor- eller lignende bistand,
- sekretariatsbistand,
- vederlag til bestyrelsen,
- kontorhold m.v., og
- annoncer og brochurer.
Leverer fonden varme og varmt vand til de midlertidige boliger, skal udgiften hertil være indeholdt i benyttelsesafgiften.
§ 10
Fonden skal i forbindelse med indgåelse af aftaler om benyttelse af de midlertidige boliger gøre den boligsøgende bekendt med, for hvilken periode fonden har lejet eller lånt ejendommen, eller for hvor lang en periode kommunalbestyrelsen efter § 76 c, stk. 3, i lov om byfornyelse og boligforbedring, har tilladt den midlertidige benyttelse.
Aftaler om benyttelse af de midlertidige boliger skal indeholde vilkår, der sikrer,
- at boligerne kan rømmes senest ved udløbet af de perioder, der er nævnt i stk. 1, og
- at aftalerne kan opsiges med 3 måneders varsel, dog senest ved hovedlejemålets ophør.
§ 11
Fonden kan med 3 måneders varsel forlange benyttelsesafgiften hævet. Kravet om forhøjelse skal fremsættes skriftligt og indeholde oplysning om grunden til forhøjelsen, forhøjelsens størrelse, samt at kravet kan forelægges for fondens bestyrelse, jf. stk. 2. Indeholder kravet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt.
Vil en beboer ikke godkende kravet om forhøjelse af benyttelsesafgiften, kan beboeren, inden 4 uger efter at kravet om forhøjelsen er kommet frem til vedkommende, forelægge kravet for bestyrelsen for fonden. Bestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 12
Fondens opsigelse af en beboer skal være skriftlig og indeholde oplysning om opsigelsesgrunden samt om, at opsigelsen kan forelægges for fondens bestyrelse, jf. stk. 2. Indeholder opsigelsen ikke disse oplysninger, er den ugyldig.
Vil beboeren ikke godkende opsigelsen, kan beboeren, inden 4 uger efter at opsigelsen er kommet frem til vedkommende, forelægge opsigelsen for bestyrelsen for fonden. Bestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Budgetlægning, regnskab og revision
Budgetlægning, regnskab og revision
§ 13
Fondens bestyrelse skal hvert år udarbejde et budget over indtægter og udgifter i forbindelse med fondens virksomhed for det følgende år. Budgettet udarbejdes efter retningslinierne i § 17. Budgetforudsætningerne skal være præciseret og oplyst i budgettet.
Eventuelt underskud i forbindelse med fondens virksomhed skal søges afviklet i den nærmest følgende budgetperiode, jf. dog § 23, stk. 2.
Budgettet indsendes til Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse inden 3 måneder før regnskabsårets begyndelse. Budgettet skal udarbejdes så betids, at eventuelle benyttelsesafgiftsforhøjelser kan træde i kraft ved regnskabsårets begyndelse, jf. § 15.
§ 14
Samtidig med budgettet indsender fondens bestyrelse til Bygge- og Boligstyrelsens gennemgang:
- en beretning, som nøje angiver, på hvilke punkter udviklingen i fondens aktiviteter afviger fra den sidste budgetaflæggelse,
- en opgørelse over formandens forventede timeforbrug og transportudgifter i de kommende 6 måneder,
- kopi af svar fra kommuner på fondens henvendelse, jf. § 2, som fonden har modtaget indenfor de seneste 6 måneder, og
- en redegørelse for:
a) hvor mange boliger, fonden disponerer over, og hvor mange boliger fonden forventer at disponere over i de kommende 6 måneder, og
b) om der en måned forud for indsendelsen af redegørelsen er ledige boliger i de enkelte ejendomme, størrelsen af et eventuelt lejetab, samt hvilke foranstaltninger fondens bestyrelse har iværksat eller agter at iværksætte til løsning af problemerne.
Fondens bestyrelse fremsender endvidere til Bygge- og Boligstyrelsen en redegørelse for de generelle kriterier for udvælgelse og udvikling af egnede projekter med henblik på drøftelse med Bygge- og Boligstyrelsen.
§ 15
Fondens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
§ 16
Fondens bestyrelse godkender fondens årsregnskab herunder formandens timeregnskab.
Har revisor fremsat kritiske bemærkninger til årsregnskabet eller fondens virksomhed i øvrigt, skal fondens bestyrelse sørge for gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger.
Fondens bestyrelse skal sørge for, at regnskabsmaterialet tillige med udskrift af revisionsprotokollen og bestyrelsens bemærkninger indsendes til Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse senest 3 måneder efter en regnskabsperiodes udløb.
§ 17
Fondens regnskab skal opstilles i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven. Regnskabet skal give et retvisende billede på baggrund af bestemmelserne i kapitel VIII a i lov om byfornyelse og boligforbedring og denne bekendtgørelse af fondens aktiver og passiver, dens økonomiske stilling samt resultat.
Regnskabet skal bl.a. indeholde oplysninger om,
- tab som følge af ledige boliger,
- tab på tilgodehavender i forbindelse med fraflytning,
- udgifter til udbedringsarbejder som følge af hærværk eller slid og ælde,
- de i § 9, stk. 3, nævnte udgifter, og
- udgifterne til vederlag og transportgodtgørelse til formanden.
§ 18
I tilknytning til årsregnskabet skal fondens bestyrelse,
- indsende en beretning, hvori der nærmere redegøres for den økonomiske udvikling vedrørende fondens aktiviteter, omfanget af ledige boliger i regnskabsåret, samt for forhold, som revisor måtte have påtalt,
- redegøre for eventuelle særlige økonomiske problemer i forbindelse med fondens virksomhed samt de foranstaltninger, bestyrelsen har iværksat eller agter at iværksætte til løsning af problemerne, og
- indsende materiale, som omhandlet i § 14.
§ 19
Fondens årsregnskab, herunder formandens timeregnskab, revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af de kommunale revisionsorganer.
Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastsat i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. samt Bygge- og Boligstyrelsens revisionsinstruks for fonden. Revisor skal herunder påse, at fonden ikke har påtaget sig forpligtelser, som nævnt i § 4, stk. 3.
Revisor skal straks foretage indberetning til fondens bestyrelse og Bygge- og Boligstyrelsen, såfremt revisor konstaterer uregelmæssigheder af væsentlig betydning for fondens virksomhed, herunder at fonden har påtaget sig forpligtelser, som nævnt i § 4, stk. 3.
Til brug for fondens bestyrelse skal revisor føre revisionsprotokol. Bestyrelsen skal nøje gennemgå protokollen, der forelægges ved ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Revisor har adgang til at efterse alt regnskabsmateriale og alle beholdninger og har krav på at få alle de oplysninger og den bistand, som anses nødvendige for udførelsen af revisionen.
Tilsyn
Tilsyn
§ 20
Bygge- og Boligstyrelsen påser,
- at fondens regnskab er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor,
- at fondens interne administrationsudgifter står i rimeligt forhold til antallet af etablerede midlertidige boliger,
- at fonden har overholdt bestemmelserne i § 4, stk. 3,
- om der er balance mellem indtægter og udgifter i de ejendomme, som fonden har lejet, lånt eller købt, og
- at eventuelle underskud er afviklet i henhold til § 13, stk. 2.
§ 21
Fondens bestyrelse, fondens forretningsfører, administratorerne for de i § 1, stk. 2, omhandlede boliger, og revisor skal på forlangende give Bygge- og Boligstyrelsen enhver oplysning om fondens forhold til belysning af, om fonden ledes og drives i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om byfornyelse og boligforbedring, regler udfærdiget i medfør heraf og fondens vedtægter.
§ 22
Bygge- og Boligstyrelsen kan træffe sådanne forholdsregler, som skønnes nødvendige for at sikre, at fondens virksomhed tilrettelægges i overensstemmelse med de regler, der er fastsat herfor. Styrelsen kan herunder udpege en forretningsfører til midlertidigt at overtage fondens administration.
§ 23
Bygge- og Boligstyrelsen skal godkende:
- fondens budgetter,
- fondens årsregnskab,
- fondens aftaler om køb af ejendomme efter § 1, stk. 2, og
- fondens salg af ejendomme.
Bygge- og Boligstyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning fra fondens bestyrelse godkende, at § 13, stk. 2, fraviges således, at underskuddet afholdes af fondens midler, navnlig for så vidt angår lejeaftaler indgået inden denne bekendtgørelses ikrafttræden.
§ 24
For at sikre koordination og erfaringsudveksling til det øvrige ungdomsboligområde drøftes principperne for fondens virksomhed løbende i Ungdomsboligrådet. Fondens formand deltager i Ungdomsboligrådets arbejde som observatør.
Særlige bestemmelser
Særlige bestemmelser
§ 25
Boligministeren tager på baggrund af en evaluering af erfaringerne med etablering af midlertidige boliger til unge efter kapitel VIII a i lov om byfornyelse og boligforbedring med udgangen af 1998 stilling til, om forsøgsordningen skal ophøre eller gøres permanent.
§ 26
Hvis fonden ikke længere opfylder sit formål, eller hvis den drives med fortsat underskud, kan bestyrelsen træffe bestemmelse om, at institutionen ophæves ved likvidation. Likvidationen skal godkendes af Bygge- og Boligstyrelsen.
Ved likvidation anvendes de fremkomne midler i første række til betaling af gæld. Er der herefter midler tilbage, bestemmer Bygge- og Boligstyrelsen anvendelsen heraf efter indstilling fra likvidator.
Likvidationen foretages af en likvidator udpeget af Bygge- og Boligstyrelsen.
§ 27
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. september 1996.
Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 682 af 28. oktober 1987 om forsøg vedrørende midlertidige boliger til unge ophæves.
Formandens honorar for perioden 20. september - 31. december 1996 kan jf. reglerne i § 7, stk. 2, højst udgøre 30.000 kr. ekskl. feriegodtgørelse.
§ 9, stk. 1-4, finder, jf. dog § 23, stk. 2, anvendelse på aftaler om benyttelse af midlertidige boliger, som er indgået inden bekendtgørelsens ikrafttræden.
Bygge- og Boligstyrelsen, den 6. september 1996, den 6. september 1996
/Rud Werborg Vibeke Køie/
Bilag 1
Ungdomsboligfonden
Revisionsinstruks
Nærværende instruks, der omfatter revisionen af regnskaberne for fondens samlede virksomhed, er udstedt med hjemmel i § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 809 af 6. september 1996 om Ungdomsboligfonden.
§ 1
§ 1
Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller af de kommunale revisionsorganer.
§ 2
§ 2
Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. (lovbekendtgørelse nr. 489 af 24. juni 1991, som ændret ved lov nr. 465 af 12. juni 1996).
Ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af den virksomhed, der er omfattet af regnskabet.
§ 3
§ 3
Revisionen kan udføres ved stikprøvevise undersøgelser. Revisionens omfang afhænger af fondens administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Revisionen skal dog under alle omstændigheder omfatte en efterprøvelse af, om formandens timeregnskab er rigtigt, samt en vurdering af, om der ved formandens timeforbrug er taget skyldige økonomiske hensyn.
§ 4
§ 4
Der foretages sædvanligvis revision i årets løb. Revisor foretager mindst en gang årligt et uanmeldt kasse- og beholdningseftersyn. Som led i revisionen, jf. § 3, undersøger revisor de eksisterende forretningsgange, herunder forretningsgange vedrørende registrering af tilskudsudløsende faktorer, med henblik på at påse, om den interne kontrol er betryggende.
§ 5
§ 5
Revisor har adgang til at efterse alt regnskabsmateriale og alle beholdninger og har krav på at få alle de oplysninger og den bistand, som anses nødvendige for udførelsen af revisionen.
§ 6
§ 6
Revisor skal straks foretage indberetning til fondens bestyrelse og Bygge- og Boligstyrelsen, såfremt revisor konstaterer uregelmæssigheder af væsentlig betydning for fondens virksomhed, herunder at fonden har påtaget sig forpligtelser, som nævnt i § 4, stk. 3, i Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 809 af 6. september 1996 om Ungdomsboligfonden.
§ 7
§ 7
Revisor skal føre en revisionsprotokol. I revisionsprotokollen indføres beretning om, hvilket revisionsarbejde, der er udført, samt alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger.
Specielt oplyses om revisors undersøgelser af samt vurdering og konklusioner vedrørende såvel formandens timeforbrug som fondens interne kontrol og registreringssystemer, fondens formål, sparsommelighed, produktivitet og effektivitet samt om fonden har påtaget sig forpligtelser, som nævnt i § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 809 af 6. september 1996 om Ungdomsboligfonden.
Ved revisionen af årsregnskabet indføres beretning om den udførte revision, herunder:
- om revisor opfylder de i lovgivningen indeholdte habilitetsbetingelser,
- om revisor under sin revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om,
- om statsstøtten er anvendt i overensstemmelse med de givne vilkår og refusion samt tilskudsgrundlaget er opgjort i overensstemmelse med gældende regler.
I revisionsprotokollen indføres endvidere oplysninger om særlige kontrolarbejder, afgivelse af særlige beretninger, rådgivning eller assistance.
Det reviderede regnskab forsynes med en påtegning, hvoraf skal fremgå, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne i denne instruks. Forbehold skal fremgå af påtegningen.
Fondens bestyrelse skal sørge for, at regnskabsmaterialet tillige med udskrift af revisionsprotokollen og bestyrelsens bemærkninger indsendes til Bygge- og Boligstyrelsens godkendelse senest 3 måneder efter en regnskabsperiodes udløbes.
§ 8
§ 8
Nærværende instruks træder i kraft den 15. september 1996 og har virkning for den resterende del af regnskabsåret 1996 og senere regnskabsår. Samtidig ophæves instruks af 1. november 1993.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1996
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1996