TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om menighedsråd for døvemenighederne i folkekirken

BEK nr 845 af 23/09/1996

DanmarkBekendtgørelse1996

§ 1

Danmark inddeles i følgende områder (menighedsrådskredse), for hvilke der er ansat faste præster for de døves menigheder:

  1. Danmark øst for Storebælt, omfattende: Københavns, Helsingør, Roskilde og Lolland-Falsters stifter under tilsyn af biskoppen over Københavns Stift.
  1. Nordjylland, omfattende: Aalborg Stift, samt Mariager-Nørhald og Hobro-Purhus provstier og Randers Kommune af Randers-Hadsten Provsti i Århus Stift. Viborg Stift med undtagelse af Ikast, Herning, Holstebro og Lemvig provstier samt Bjerringbro-Hvorslev-Tjele Provsti med undtagelse af Hvorslev Kommune under tilsyn af biskoppen over Aalborg Stift.
  1. Midtjylland, omfattende: Århus Stift med undtagelse af Mariager-Nørhald og HobroPurhus provstier og Randers Kommune af Randers-Hadsten Provsti. Ikast, Herning, Holstebro og Lemvig provstier og Hvorslev Kommune af Bjerringbro-Hvorslev-Tjele Provsti i Viborg Stift. Brande, Skjern og Ringkøbing provstier samt Blåbjerg og Ølgod kommuner af Varde Provsti og Billund og Grindsted kommuner af Malt Provsti i Ribe Stift. Hedensted og Vejle provstier i Haderslev Stift under tilsyn af biskoppen over Århus Stift.
  1. Sydjylland og Fyen, omfattende: Fyens Stift, Haderslev Stift med undtagelse af Hedensted og Vejle provstier, Ribe Stift med undtagelse af Brande, Skjern og Ringkøbing provstier samt Varde Provsti med undtagelse af Blåbjerg og Ølgod kommuner og Malt Provsti med undtagelse af Billund og Grindsted kommuner under tilsyn af biskoppen over Haderslev Stift.

§ 2

Hvert område har et menighedsråd, der består af 6 valgte medlemmer, der vælges efter reglerne i denne bekendtgørelse, samt den eller de ved menigheden ansatte præster.

§ 3

Hver af de i § 1 nævnte 4 menighedsrådskredse deles i 4 distrikter. I hvert af de 2 distrikter, hvor det største og det næststørste antal medlemmer af menigheden har bopæl, vælges der af og blandt de på valglisten optagne valgberettigede 2 medlemmer til menighedsrådet og 2 stedfortrædere. I hvert af de øvrige 2 distrikter vælges 1 medlem til menighedsrådet og 1 stedfortræder.

Stk. 2

Den nærmere afgrænsning af distrikterne fastsættes af den kirkebogsførende præst og biskoppen efter forhandling med menighedsrådets valgte medlemmer.

Valg af menighedsråd

Valg af menighedsråd

§ 4

Menighedsrådene vælges for 4 år, svarende til valgperioden for de ordinære menighedsråd. Mandaterne bortfalder dog i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.

Stk. 2

Ordinære valg foregår i perioden fra den 1. september til kirkeårets begyndelse.

Stk. 3

Såfremt der afholdes ekstraordinært valg, gælder valget kun for resten af valgperioden.

§ 5

Valgret har døve medlemmer af folkekirken, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller har haft fast bopæl i riget uafbrudt i et år forud for valgdagen.

Stk. 2

Døve valgmenighedsmedlemmer har ikke valgret til menighedsrådet.

Stk. 3

Døve personer, der er umyndiggjorte med retsvirkning her i landet, har ikke valgret.

§ 6

Valgbar er enhver, der opfylder betingelserne i § 5 for valgret.

Stk. 2

Præster ansat i folkekirken er ikke valgbare.

§ 7

Valget forberedes og ledes i hver menighedsrådskreds af en valgbestyrelse, der består af den kirkebogsførende præst, en af biskoppen udpeget person samt af yderligere 2 medlemmer valgt efter forholdstal af og blandt menighedsrådets valgte medlemmer.

§ 8

Valgbestyrelsen udarbejder en valgliste for hvert af de 4 distrikter, som menighedsrådskredsen består af.

Stk. 2

Vælgerne optages på valglisten for det distrikt i menighedsrådskredsen, hvor vælgeren har fast bopæl.

Stk. 3

Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten.

Stk. 4

De, der er optaget på valglisten, men ikke på afstemningsdagen har bopæl i distriktet eller ikke er medlem af folkekirken, har ikke ret til at afgive stemme.

§ 9

I perioden indtil afstemningsdagen i distriktet, skal den i § 8 nævnte valgliste suppleres med personer, som enten fejlagtigt ikke er optaget på valglisten, eller som senest en uge inden den første afstemningsdag i menighedsrådskredsen har fået fast bopæl i distriktet.

Stk. 2

I perioden indtil afstemningsdagen i distriktet skal personer, som fejlagtigt er optaget på valglisten, jf. § 8, eller som siden udarbejdelsen af valglisten har mistet stemmeretten, slettes.

Stk. 3

Valgbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse på eller slettelse af valglisten, jf. stk. 1-2. Valgbestyrelsens afgørelse kan påklages til Kirkeministeriet gennem biskoppen.

§ 10

Den enkelte valgberettigede kan i forbindelse med en gudstjeneste i distriktet i perioden fra valglistens udarbejdelse, jf. § 8, til en uge før den første afstemningsdag i menighedsrådskredsen få oplyst, om vedkommende er optaget på valglisten.

Stk. 2

Oplysningen efter stk. 1 kan endvidere fås ved henvendelse til valgbestyrelsen.

Stk. 3

Klage over egen udeladelse af valglisten eller andres uberettigede optagelse på valglisten indgives skriftligt til valgbestyrelsen, der snarest afgør klagen. Valgbestyrelsens afgørelse kan påklages til Kirkeministeriet gennem biskoppen.

§ 11

Valget i hvert distrikt foretages på en af valgbestyrelsen fastsat dag, jf. § 4, stk. 2, i forbindelse med en af gudstjenesterne i distriktet. Valgret udøves ved personligt møde på valgstedet.

Stk. 2

I øvrigt fastsætter valgbestyrelsen alle til valgets foretagelse fornødne frister samt nærmere bestemmelser vedrørende kandidatopstilling, stemmeafgivning m.v.

Stk. 3

Samtlige bekendtgørelser vedrørende valget, herunder om tid og sted for de i § 10, stk. 1, nævnte gudstjenester, opstilling af kandidater, valgets afholdelse og resultatet af valget m.m. sker dels ved de ordinære gudstjenester i distriktet dels i menighedernes blade og Døvebladet samt eventuelt tillige på anden efter valgbestyrelsens skøn hensigtsmæssig måde.

§ 12

Ekstraordinært valg kan afholdes efter Kirkeministeriets bestemmelse. Tidspunktet for valgets afholdelse fastsættes i så tilfælde af ministeriet.

Præstevalg

Præstevalg

§ 13

Menighedsrådet afgiver indstilling om ansættelse i stilling som præst for døvemenigheden.

Stk. 2

Ved konstitution i præstestillinger indstiller biskoppen en eller flere ansøgere efter udtalelse fra vedkommende menighedsråd.

§ 14

Efter ansøgningsfristens udløb sender Kirkeministeriet de indkomne ansøgninger til biskoppen, der videresender ansøgningerne til menighedsrådets formand. Biskoppen berammer et orienterende møde med menighedsrådet. Mødet bør finde sted snarest muligt efter ansøgningernes fremsendelse.

Stk. 2

Efter modtagelsen af ansøgningerne giver formanden straks de øvrige menighedsrådsmedlemmer lejlighed til at gennemse ansøgningerne.

Stk. 3

Er der i medfør af tjenestemandslovens § 5, stk. 4, fremsat anmodning om, at ansøgernes navne ikke gengives offentligt, må ansøgerlisten eller dele deraf ikke offentliggøres. Menighedsrådets indstilling må i så fald heller ikke offentliggøres. Overtrædelse straffes med bøde, jf. tjenestemandslovens § 5, stk. 5.

Stk. 4

På det orienterende møde, der ledes af biskoppen, gennemgår biskoppen de indkomne ansøgninger. Biskoppen bistås på mødet af en autoriseret tegnsprogstolk.

§ 15

Hvis et eller flere menighedsrådsmedlemmer anmoder om det, eller hvis biskoppen anser det for ønskeligt, afholdes der endnu et orienterende møde, eventuelt i forbindelse med indstillingsmødet. Bestemmelsen i § 14, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 16

Indstillingsmøde skal afholdes senest 6 uger efter, at formanden for menighedsrådet har modtaget ansøgningerne. Denne frist kan forlænges af biskoppen.

Stk. 2

Før indstillingsmødet gennemgår biskoppen reglerne for stillingens besættelse. Om denne del af mødet foretages særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere. Bestemmelsen i § 14, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3

Indstillingen foretages derefter i et møde uden biskoppens deltagelse. Heller ikke præster kan deltage i dette møde.

§ 17

Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig. Der må kun anføres et navn på hver stemmeseddel.

Stk. 2

Hvis et medlem ikke ønsker at stemme på nogen af ansøgerne, afleverer den pågældende blank stemmeseddel. Dette gælder både ved første afstemning og ved de følgende. Blanke stemmesedler medregnes som afgivne stemmer.

§ 18

Indstillingen skal omfatte 3 af de ansøgere, der er faldet stemmer på ved første afstemning. Er der ved første afstemning faldet stemmer på færre end 3 ansøgere, afgøres det ved de følgende afstemninger, hvem der yderligere skal indstilles. En ansøger, der ved første afstemning har opnået flere end halvdelen af de afgivne stemmer, er dermed indstillet som nr. 1.

Stk. 2

Ved anden afstemning kan der afgives stemmer på alle ansøgere, der har fået stemmer ved første afstemning, dog ikke på en ansøger, der allerede ved 1. afstemning er indstillet som nr. 1. Hvis der ved første afstemning er faldet stemmer på færre end 3 ansøgere, kan der ved anden afstemning også stemmes på ansøgere, som ikke har fået stemmer ved første afstemning.

Stk. 3

Den, der ved anden afstemning opnår flest stemmer, er derved indstillet som nr. 1 eller - hvis nr. 1 er udpeget allerede ved første afstemning - som nr. 2. Ved stemmelighed indstilles de pågældende sideordnet som nr. 1 henholdsvis nr. 2. Såfremt tre ansøgere indstilles sideordnet som nr. 1 eller 2 ansøgere sideordnet som nr. 2 foretages ikke yderligere afstemninger.

Stk. 4

Ved tredje afstemning, jf. dog stk. 3, sidste punktum, stemmes der efter samme regler som angivet i stk. 2-3 for at udpege nr. 2, henholdsvis nr. 3. Sådan afstemning foretages, selvom der kun kan afgives stemme på en ansøger.

Stk. 5

Er der ved tredje afstemning endnu ikke udpeget en ansøger til indstilling som nr. 3, foretages yderligere afstemning herom. Også denne afstemning foretages efter samme regler som angivet i stk. 3-4.

Stk. 6

Indstillingsmødets resultat, herunder de ved alle afstemninger faldne stemmetal, tilføres beslutningsprotokollen, som underskrives af samtlige mødedeltagere. Udskrift af protokollen vedrørende indstillingsmødet og det i § 16, stk. 2, omtalte møde sendes umiddelbart efter indstillingsmødets afslutning sammen med sagens akter og alle ansøgningerne til biskoppen.

§ 19

Efter modtagelsen af protokollatet afgiver biskoppen sin indstilling til kirkeministeren. Er der flere præstestillinger ved døvemenigheden, skal biskoppen udtale sig om, hvorvidt der er grundlag for, at hensyn til mindretal i menighedsrådskredsen inddrages i overvejelserne, jf. lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 11, stk. 3.

§ 20

Såfremt bestemmelsen om kåring, jf. lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 12, finder anvendelse, kan biskoppen, såfremt forholdene begrunder det, bestemme, at menighedsmødet, jf. lov om ansættelse i folkekirken m.v. § 12, stk. 2, skal deles i flere møder. Møderne skal ikke afholdes samtidig.

Stk. 2

Biskoppen og eventuelle mødeledere, jf. lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. § 12, stk. 2, bistås under møderne af en autoriseret tegnsprogstolk.

§ 21

Præster må ikke deltage i andre møder vedrørende ansættelse i præstestilling for døvemenigheden end de møder, der er omtalt i § 14, stk. 4, § 15 og § 16, stk. 2.

§ 22

Ethvert af menighedsrådets valgte medlemmer kan forlange, at også vedkommendes stedfortræder indkaldes til forberedende møder, herunder forhandlinger med ansøgere. Bestemmelsen i § 14, stk. 3, gælder også for stedfortrædere.

§ 23

Ansøgere, der af menighedsrådet er anmodet om at prædike eller bedt til en samtale, er berettiget til dækning af rejseudgifter efter de laveste satser, der gælder for tjenesterejser for statens tjenestemænd. Udgifterne afholdes af fællesfonden.

Økonomi

Økonomi

§ 24

Menighedsrådet er ansvarlig for budget og regnskab vedrørende døvemenigheden.

Stk. 2

Hvert år inden den 15. februar udarbejder menighedsrådet et overslag over sine indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår, herunder et beløb til fremme af det kirkelige liv blandt døve i menighedsrådskredsen.

Stk. 3

Overslaget indsendes inden den i stk. 2 nævnte frist til godkendelse hos stiftsøvrigheden i den tilsynsførende biskops stift. Det godkendte beløb udredes af fællesfonden.

§ 25

Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2

Menighedsrådet indsender inden udgangen af marts måned året efter regnskabsårets udløb et årsregnskab til stiftsøvrigheden i den tilsynsførende biskops stift. Regnskabet indgår som en del af stiftsøvrighedens regnskab for fællesfonden.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 26

Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. oktober 1996. Bestemmelserne i §§ 4-6 finder første gang anvendelse ved de ordinære valg til menighedsråd for døvemenighederne i 1996. Bestemmelserne i §§ 7-11 finder første gang anvendelse ved de ordinære valg til menighedsråd i år 2000.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 211 af 11. maj 1985 om menighedsråd for døvemenighederne i folkekirken. Bestemmelserne i § 5, stk. 3, og § 6, § 7, stk. 1, og § 8 finder dog anvendelse ved de ordinære valg til menighedsråd i 1996.


Kirkeministeriet, den 23. september 1996, den 23. september 1996

/Birte Weiss Carsten Dalsgaard Jørgensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1996
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1996
Bekendtgørelse om menighedsråd for døvemenighederne i folkekirken | TheLawyer.sh