Bekendtgørelse om tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter m.v. (* 1) (*

Denne rammeordninger gælder imidlertid ikke for reklamestøtte for fiskerivarer, der vil komme ind under en specifik rammeordning.

1.4. Hvis sådan støtte ikke ganske enkelt skal være driftsstøtte til erhvervsdrivende, der direkte eller indirekte drager fordel af subventionerede reklamekampagner, men skal kunne betragtes som forenelige med det fælles marked i henhold til EØF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), må det kræves, at en given reklamekampagne

• ikke ændrer handelsvilkårene i et omfang, der strider mod den fælles interesse (jf. nedenstående punkt 2), og

• fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse regioner ved at fremme afsætningen af deres specifikke produktioner (jf. nedenstående punkt 3).

Der er anledning til at gå frem i denne orden ved undersøgelse af foreneligheden i hvert tilfælde af reklamestøtte; i tilfælde af udelukkelse fra forenelighed ifølge et af nedenstående negative kriterier bliver spørgsmålet om, hvorvidt støtten er berettiget ifølge et af de i punkt 3 omhandlede kriterier derfor meningsløst og formålsløst.

1. Negative kriterier

Støtte som omhandlet i artikel 92, stk. 1, er pr. definition en støtte, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, men ifølge samme artikels stk. 3, litra c), kan den ikke i sig selv forkastes, medmindre den gør det på en måde, der strider mod den fælles interesse, hvis krav er præciseret i denne rammeordning under hensyntagen til målene i Traktatens artikel 39.

Men den fælles interesse står skarpt over for den slags støtte i følgende tilfælde:

2.1. Støtte til kampagner, der strider mod EØF-Traktatens artikel 30

Statsstøtte til reklame, der i kraft af indhold er en overtrædelse af artikel 30 kan ikke betragtes som forenelig med det fælles marked efter artikel 92, stk. 3.

2.1.1. For at være sikker på, at der ikke foreligger nogen fare for en sådan overtrædelse, opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til, hver gang de giver meddelelse om forslag til reklamestøtte at give forsikringer med hensyn til overholdelse af de retningslinjer, som Kommissionen sideløbende har afstukket på dette område (jf. punkt III.1 i bilaget)(1).

2.1.2. Skønt de af Domstolen formulerede kriterier i forbindelse med artikel 30 kun gælder for reklamekampagner igangsat på den intervenerende medlemsstats territorium, så må de samme kriterier rent logisk gælde i forbindelse med artikel 92 for subventionerede reklamefremstød på en anden medlemsstats område af økonomiske grunde, således, at der sikres ens konkurrencevilkår i Fællesskabet.

2.1.3. Hvis et tilsvarende reklamefremstød derimod gælder forbrugerne i tredjelande, er problematikken mere indviklet. Kommissionen må i denne henseende forbeholde sig sin stilling til et senere tidspunkt, idet omfanget og indholdet af de reklamefremstød, som tredjelande foranstalter for deres landbrugsprodukter i Fællesskabet, må tages i betragtning.

2.2. Støtte til reklame for bestemte virksomheder

Der kan ikke være nogen fælles interesse, som berettiger til støtte af reklame, der direkte tager sigte på produkterne fra en eller flere bestemt virksomheder; det drejer sig om ren og skær driftsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked.

1. Positive kriterier

Selv om der ikke foreligger noget, der strider mod den fælles interesse, er dette ikke nok til, at Kommissionen betragter en støtte til reklame som forenelig med det fælles marked. Det er tillige nødvendigt, at en sådan støtte letter udviklingen af visse erhvervsgrene eller regioner ved at fremme afsætningen af deres produkter.

Kommissionen finder i overensstemmelse med sine generelle retningslinjer(2), at denne positive betingelse er opfyldt, når den reklame, der ydes støtte til, vedrører et af følgende tilfælde:

3.1. Landbrugsprodukter, der er overskud af

Reklame kan bidrage til udvikling af visse erhvervsgrene eller regioner ved at fremme afsætningen af de pågældende produktioner. Denne betingelse er principielt opfyldt, hvis den pågældende produktion kommer fra en af de sektorer, der er præget af strukturbestemte overskud på EF-plan.

Støtte til reklame for afsætning af overskudsproduktioner medvirker til gennemførelsen af to af formålene i artikel 39 (sikring af landbrugsindkomsterne og stabilisering af markederne). Sådan støtte er endvidere af EF-interesse rent finansielt ved at give en besparelse af EUGFL-midler.

3.2. Nye produkter eller erstatning med produkter, der ikke er overskud af

For at få reduceret produktionen af produkter, af hvilke der er overskud, bør man fremme produktionen af landbrugsprodukter, der er nye på fællesskabsplan, eller som erstatter overskudsproduktioner, forudsat at der altid er interne afsætningsmuligheder for disse i Fællesskabet (f.eks. olie- og proteinafgrøder). Dog udelukkes støtteforanstaltninger for imitationsprodukter eller landbrugsproduktsubstitutter(3).

Reklame kan hjælpe til at fremme nye produkter, der kommer fra en alternativ produktion, som er ønskværdig, idet en spredning af produktionen kan bidrage til at gøre Fællesskabets landbrugspotentiel mere værdifuldt, samtidig med at det undgås, at der skabes overskud, eller at disse vokser.

3.3. Udvikling af visse regioner

3.1.1. Støtte til reklame kan vise sig berettiget, når det gælder afsætning af produkter - selv sådanne, der ikke er overskud af - fra visse regioner i Fællesskabet, men som er produkter, der endnu ikke er tilstrækkeligt kendt i de øvrige regioner.

3.3.2. Ud fra samme betragtning kan der også ydes støtte til reklame for pdoukter fra særligt ugunstigt stillede områder, jf. artikel 92, stk. 3, litra c), og eventuelt litra a).

Som sådanne betragtes regioner, der på det EF-politiske plan med hensyn til landbrugsstrukturer nyder præferencebehandling.

3.4. Udvikling af små og mellemstore virksomheder

Støtte til reklame kan have en ganske særlig berettigelse i sektorer, hvor fremstillingen af de landbrugsprodukter eller tilknyttede produkter, som dette dokument omfatter, i vidt omfang finder sted på små og mellemstore virksomheder eller bedrifter, som ikke selv er udrustet til at gøre den krævede indsats for at reklamere for deres produktion, og for hvilke reklameudgifterne ville overstige den forventede fordel.

En sådan berettigelse er endnu stærkere i de tilfælde, hvor de små og mellemstore virksomheder er udsat for en skarp konkurrence fra konkurrerende produkter - navnlig substitutionsprodukter - der markedsføres i Fællesskabet af meget magtfulde virksomheder eller af tredjelande, der anvender betydelige midler til reklame for og fremme af deres produkter.

3.5. Reklame for sunde produkter af høj kvalitet

3.5.1. Det er Kommissionens opfattelse, at forbrugerne på mellemlang og lang sigt er rede til at betale for en ensartet og konstant kvalitet, hvorfor reklame er et ganske særligt effektivt middel med henblik på at udvikle de landbrugsaktiviteter, dette kræver.

Flere medlemsstater har fastsat en særlig kvalitetskontrol for landbrugsprodukter; når produkterne svarer til de fastsatte kvalitetsnormer, som stiller større krav eller er mere specifikke end EF-retsforskrifterne eller den nationale lovgivning, kan de bringes i handelen forsynet med en særlig garantietiket, der følges af en tilsvarende reklame, hvortil der ydes støtte.

I det omfang dette virkelig tager sigte på et højt kvalitetsniveau og ikke bare bruges som påskud for »chauvinistiske« tendenser, jf. punkt 2.1, må Kommissionen se velvilligt på det. Den vil dog ikke kunne være indforstået med støtte til reklame for en garantietiket, hvis hovedformål er at understrege produktets nationale eller regionale oprindelse.

Det samme gælder i endnu højere grad for produkter, for hvilke der ydes passende garantier for, at de ikke indeholder stoffer, hvis forekomst er forbudt ud over en bestemt dosis, som er fastsat i den nationale lovgivning eller i EF-retsforskrifterne.

3.5.2. Desuden har Kommissionen allerede understreget den interesse, Fællesskabet har i at imødekomme forbrugernes interesser, idet forbrugerne i stadig højere grad lægger vægt på levnedsmidlers »naturlige« karakter og deres næringsværdi; Fællesskabet har således forbudt skadelige stoffer og tilskyndet til, at der anvendes sunde sorter samt gives forbrugerne nødvendige oplysninger og garantier med henblik på at genoprette et tillidsforhold, der vil få positive virkninger på forbruget(4).

Kommissionen vil herefter stille sig velvilligt også til støtte til reklame for landbrugsprodukter fra såkaldt økologisk produktion på betingelse af, at der kan gives forbrugerne tilstrækkelige garantier.

1. Loft over statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter og tilknyttede produkter

Selv i tilfælde hvor statsstøtte til reklame for landbrugsprodukter ikke ændrer handelsvilkårene i et omfang, der strider mod den fælles interesse (jf. punkt 2), og selv om den kan fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller visse regioner (jf. punkt 3), vil statsstøtte altid kunne ændre de normale handelsmønstre mellem medlemsstaterne for et givent landbrugsprodukt.

Set ud fra den fælles interesse er der således grund til at søge yderligere garantier med henblik på at undgå, at handelsvilkårene ændres til fordel for medlemsstater, der bruger betydelige summer på reklame for deres karakteristiske produkter, og til skade for medlemsstater, som - især af budgethensyn - må begrænse sådan reklameindsats for deres typiske produktioner.

4.1. Det forekommer rigtigt, at Fællesskabet i sin stillingtagen til statsstøtte i sine betragtninger medtager den finansielle indsats, som erhvervskredsene selv yder for de pågældende aktioner. Det bør derfor bestemmes, at direkte støtte (der kommer fra et almindeligt offentligt budget) principielt ikke må overstige det beløb, som erhvervet selv anvender til en given reklamekampagne; erhvervet skal altså afholde mindst 50% af omkostningerne, hvad enten det er i form af frivillige bidrag eller i form af opkrævning af skattelignende afgifter eller tvungne bidrag(5).

4.2. De tilfælde, hvor der findes tilsvarende EF-aktionsprogrammer (mejeriprodukter, olivenolie osv.), bør lades ude af betragtning i denne sammenhæng med hensyn til anvendelsen af de midler fra erhvervet, der anvendes i forbindelse med nævnte EF-aktioner.

4.3. Kommissionen kan dog for at tage hensyn til vægten af de forskellige positive kriterier, der omhandles i punkt 3.1-3.5, fastsætte, at førnævnte loft over direkte støtte (50% af omkostningerne) hæves, navnlig når det drejer sig om produkter fra små og mellemstore virksomheder eller bedrifter eller fra visse regioner (punkt 3.3.1 og 3.4).

1. Procedure for meddelelse om støtte til reklame for landbrugsprodukter og tilknyttede produkter

5.1. For at Kommissionen kan føre tilsyn med, at kriterierne i denne rammeordning overholdes, bør der fastlægges nærmere bestemmelser for, hvorledes der gives meddelelse om den pågældende støtte efter EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

5.1.1. Kommissionen skal underrettes om enhver støtteordning, som en medlemsstat agter at indføre, og om enhver ændring i en allerede eksisterende ordning, idet der anvendes et skema som vist.

Kommissionen godkender ikke længere forslag til nye støtteordninger, der meddeles den efter Traktatens artikel 93, stk. 3, og som ikke opfylder kriterierne i denne rammeordning.

5.1.2. Med hensyn til eksisterende støtteordninger på det pågældende område anmodes medlemsstaterne om inden den 1. oktober 1987 over for Kommissionen at bekræfte, at de fra den 1. januar 1988 vil overholde rammeordningens bestemmelser, ved i fornødent omfang at tilpasse deres eksisterende støtteordninger til rammeordningen. Sker dette ikke, forbeholder Kommissionen sig ret til at indlede proceduren i EØF-Traktatens artikel 93, stk. 2.

5.1.3. Endvidere forelægger hver medlemsstat, første gang pr. 1. marts 1989 og derefter ved udgangen af hver periode på to år, Kommissionen en oversigt over støtteforanstaltninger i den foregående periode; oversigten skal indeholde følgende:

• en skelnen mellem støtte til reklame i tredjelande, i andre medlemsstater og på medlemsstatens eget territorium;

• midlerne til gennemførelsen (samlede omkostninger);

• de pågældende erhvervskredses medfinansiering, opdelt efter frivillige bidrag og obligatoriske bidrag;

• reklamens generelle sigte (de vigtigste berørte sektorer);

• medlemsstatens garantier med hensyn til de planlagte foranstaltningers konkrete indhold: dispositioner, der er truffet for at hindre reklame, som

• er negativ og strider mod EØF-Traktatens artikel 30 (punkt 2.1),

• er tilrettelagt for bestemte mærker eller virksomheder (punkt 2.2).

5.2. Kommissionen forbeholder sig ret til når som helst at kontrollere, om en bestemt reklameforanstaltning, hvortil der ydes støtte, opfylder denne ordnings kriterier. Med henblik herpå anmoder den i givet fald om alle oplysninger vedrørende en eller flere bestemte foranstaltninger.

(1) EFT nr. C 272 af 28.10.1986, s. 3.

(2) En fremtid for EF's landbrug. Retningslinjer udarbejdet af Kommissionen på baggrund af konsultationerne i forbindelse med grønbogen. Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 18. december 1985, s. 13.

(3) For sektoren for mejeriprodukter jf. definitionen i punkt III, 1 c) om regler for investeringsstøtte inden for fremstilling og markedsføring af visse mejeriprodukter og substitutionsprodukter.

(4) Jf. fodnote vedrørende indledningen til punkt 3.

(5) Anvendelsen af provenuet af sådanne bidrag, der ikke er frivillige, er selvfølgelig stadig (ligesom den direkte statsstøtte) også at betragte som støtte i den i traktatens artikel 92-94 omhandlede betydning.

Bilag A til bekendtgørelsens bilag 1

Meddelelse efter EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3(1), om planlagt støtte til en reklamekampagne for landbrugsprodukter eller tilsvarende produkter, der ikke henhører under Traktatens bilag II

(Der anvendes et særskilt skema for hver enkelt kampagne(2))

I. Planlagt reklamekampagne

1. Medlemsstat:

1. Produkt:

1. Beskrivelse af den planlagte kampagne(2) og oplysning om dens varighed, idet der i givet fald henvises til en tidligere tilsvarende kampagne:

1. Geografisk aktionsområde (hvilket eller hvilke områder), medlemsstatens eget område eller hvilke andre medlemsstater, hvilket eller hvilke tredjelande?:

1. Støttemodtager:

1. Reklameorgan (hvis det ikke er støttemodtageren selv, som gennemfører kampagnen):

II. Medfinansiering fra de pågældende erhvervskredse

(i national valuta)

1. Samlede omkostninger ved den nu planlagte kampagne:

1. Finansiering ved direkte støtte fra medlemsstaten:

1. Omkostninger, som skal afholdes af de pågældende

• ved opkrævning af skattelignende afgifter eller obligatoriske bidrag:

• frivillige bidrag:

1. Hvis medfinansieringen fra erhvervet (punkt 3) udgør mindre end 50% af kampagneomkostningerne, begrundes dette efter punkt 4 i rammeordningen:

III. Medlemsstatens garantier vedrørende den planlagte foranstaltnings konkrete indhold: dispositioner, der er truffet for at hindre reklame, der

1. er negativ og strider mod EØF-Traktatens artikel 30 (punkt 2.1 i rammeordningen):

1. er tilrettelagt for bestemte virksomheder (punkt 2.2 i rammeordningen):

IV. Detaljeret positiv begrundelse for støtten efter et eller flere af de under punkt 3 i rammeordningen anførte kriterier:

V. Supplerende bemærkninger (valgfrit):

(1) Efter punkt 5.1.1 i rammeordningen betragter Kommissionen kun meddelelser i overensstemmelse med dette skema som gyldige efter EØF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

(2) Det er underforstået, at det kan dreje sig enten om en specifik eller en ad hoc aktion for en sektor eller om en aktion, der er sammensat af flere foranstaltninger og/eller vedrører flere produktsektorer, men danner en helhed med hensyn til målet og den fulgte strategi. Når medlemsstaten giver meddelelse om en sådan samling foranstaltninger, skal komplementariteten mellem dem fremgå af beskrivelsen. I alle tilfælde skal meddelelsen ifølge dette skema uden nødvendigvis at angive det præcise indhold af hvert reklamebudskab, der rettes til forbrugerne, på passende måde bestemt efter den pågældende sag vise, at rammebestemmelserne overholdes.

Bilag 2

Meddelelse fra Kommissionen vedrørende statslig medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og fiskerivarer

(86/C 272/03)

Generaldirektoratet for landbrug tilsendte den 18. februar 1985 EF-medlemsstaternes faste repræsentationer en skrivelse vedrørende medlemsstaternes medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter med særlig henvisning til, at Domstolen i sag 222/82 (Apple and Pear Development Council) havde afgjort, at sådan reklamevirksomhed i visse tilfælde ville være i strid med artikel 30. Medlemsstaternes regeringer blev opfordret til at give oplysninger om dens medvirken i sådanne reklamefremstød, og disse oplysninger blev givet. Ni ud af ti medlemsstater, som Kommissionen henvente sig til, tilkendegav, at de offentlige myndigheder var involveret i reklamefremstød for landbrugsprodukter på deres hjemmemarked, og de hævdede alle, at de kampagner, de medvirkede til, ikke overskred de grænser, som Domstolen satte i sag 222/82.

Efter at have modtaget medlemsstaternes svar har Kommissionen gennemgået et repræsentativt udvalg af reklamematerialet. Den har bemærket, at der lægges stor vægt på det pågældende produkts nationale oprindelse, især ved brug af medlemsstatens navn, flag eller andet nationalt symbol.

Kommissionen har også bemærket, at i nogle lande reklameres der for fiskerivarer i lighed med landbrugsprodukter.

Selv om Kommissionen erkender, at medlemsstaternes medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og fiskerivarer kan være fordelagtige med hensyn til Fællesskabets politik i de pågældende sektorer, frygter den, at nogle af de kampagner, der i øjeblikket føres på medlemsstaternes områder, kan gå ud over, hvad Domstolens retspraksis tillader.

Kommissionen har derfor fundet det rigtigt at udstikke retningslinjer for medlemsstaterne på dette felt - jf. bilag. Det er Kommissionens opfattelse, at hvis disse retningslinjer følges med hensyn til reklamefremstød for landbrugsprodukter og fiskerivarer, vil overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30 ikke komme på tale.

Kommissionen må forbeholde sig ret til at udstikke andre retningslinjer i fremtiden, hvis omstændighederne kræver det, og til at indlede proceduren i artikel 169 i tilfælde af reklamefremstød, som er i strid med artikel 30.

Denne meddelelse berører ikke Kommissionens stilling med hensyn til andre aspekter af EF-retsforskrifterne på området, navnlig EØF-traktatens bestemmelser vedrørende statsstøtte.

Bilag A til bekendtgørelsens bilag 2

Retningslinjer for medlemsstaternes medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter og fiskerivarer - aspekter i forbindelse med artikel 30

1. Indledning

Det fremgår klart af Domstolens retspraksis, især i sag 249/81 (»buy Irish«) og 222/82 (Apple and Pear Development Council), at medlemsstaternes direkte eller indirekte medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter på deres hjemmemarked kan indebære overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30, hvis visse kriterier ikke er opfyldt. Kommissionen er opmærksom på, at der for tiden løber mange sådanne kampagner i Fællesskabet, og den finder det rigtigt at udstede nedenstående retningslinjer til medlemsstaterne.

Ved fortolkningen af disse retningslinjer skal hensigten eller den indirekte hensigt med reklamemateriale bedømmes ud fra det »budskab«, materialet formidler i tekst eller billeder.

1. Retningslinjer

2.1. Salgsfremmende foranstaltninger, som der helt klart ikke kan rettes indvendinger imod i medfør af artikel 30.

2.1.1. Eksportfremmende kampagner, som direkte eller indirekte tilrettelægges af en medlemsstat på en anden medlemsstats marked.

2.1.2. Salgsfremmende kampagner, som tilrettelægges på en medlemsstats hjemmemarked, og som reklamerer for produktet ganske generelt uden nogen henvisning til dets nationale oprindelse.

2.1.3. Kampagner på hjemmemarkedet, der reklamerer for særlige produktkvaliteter eller sorter, selv om de er typiske for den nationale produktion (der er her tale om kampagner, hvor der ikke er nogen speciel henvisning til produktets nationale oprindelse på anden måde, end hvad der fremgår af henvisninger til de pågældende kvaliteter eller sorter eller til den normale beskrivelse af produktet).

2.2. Salgsfremmende foranstaltninger, som er en klar overtrædelse af artikel 30.

2.2.1. Salgsfremmende kampagner, hvor forbrugerne tilrådes at købe indenlandske produkter, simpelthen fordi de er af national oprindelse.

2.2.2. Salgsfremmende kampagner, der går ud på at få forbrugerne til at lade være med at købe produkter fra andre medlemsstater, eller som forklejner sådanne produkter i forbrugernes øjne (negativ reklame).

Direkte udtalelser om en medlemsstats produkt bør ikke være således udformet, at det er underforstået, at en anden medlemsstats produkter nødvendigvis er ringere.

2.3. Salgsfremmende kampagner på en medlemsstats hjemmemarked, som der på grund af henvisninger til produkternes nationale oprindelse kan rettes indvendinger imod ifølge artikel 30, medmindre visse betingelser iagttages.

2.3.1. Salgsfremmende kampagner, som fremhæver sort eller kvalitet af produkter produceret i en medlemsstat, er i praksis ikke begrænset til nationale eller regionale specialiteter, og i mange tilfælde fremhæves de særlige kvaliteter ved produkter produceret i en medlemsstat og deres nationale oprindelse, skønt de samme produkter og kvaliteter produceres andetsteds.

Hvis der lægges urimelig vægt på, at det produkt, kampagnen drejer sig om, er af national oprindelse, kan der være tale om overtrædelse af artikel 30. Kommissionen opfordrer derfor medlemsstaterne til at drage ganske særlig omsorg for, at nedenstående retningslinjer følges omhyggeligt.

Det må gerne fremgå ved tekst eller symbol, hvilket land der er producentlandet, forudsat at der er et rimeligt forhold mellem omtalen af henholdsvis produktkvalitet og -sort og produktets nationale oprindelse. Henvisninger til national oprindelse bør komme i anden række i forhold til det budskab, kampagnen giver forbrugerne, og ikke være hovedårsagen til, at man tilråder forbrugerne at købe produktet.

2.3.2. De produktkvaliteter, som det er tilladt at nævne, omfatter smag, aroma, friskhed, modenhed, prisværdi, næringsværdi, sorter på markedet og brugbarhed (opskrifter osv.). Udtryk som »bedst«, »mest velsmagende« og »fineste« eller »det helt rigtige« eller kampagner, som takket være omtale af produktets oprindelse medfører, at det sælger bedre end andre medlemsstaters produkter, bør undgås. Der bør kun henvises til kvalitetskontrol, hvis der virkelig er tale om en objektiv kontrolordning.

2.3.3. Nogle salgsfremmende foranstaltninger, der omtaler landbrugsprodukters nationale oprindelse, kan - selv om de opfylder ovennævnte kriterier - alligevel udgøre en overtrædelse af EØF-traktatens artikel 30, hvis de går ud på, at en medlemsstat tilsigter at lade et indenlandsk produkt træde i stedet for et produkt indført fra andre medlemsstater (jf. sag 249/81 Kommissionen/Irland (1982), sml. nr. 23)(1). En sådan hensigt kan f.eks. udledes af hovedindholdet i en bestemt salgsfremmende kampagne.

(1) RGC, s. 4005 ff., særlig s. 4022, bevæggrund 23.

Bilag 3

Retningslinjer for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri- og akvakultursektoren

(94/C 260/03)

(Tekst af betydning for EØS)

Indledning

Bevarelsen af et system med fri konkurrence uden konkurrenceforvridninger er et af grundprincipperne i Det Europæiske Fællesskab. Fællesskabets politik for statsstøtte tager sigte på at sikre fri konkurrence, effektiv fordeling af ressourcerne og bevarelse af fællesmarkedets enhed. Siden fællesmarkedet blev oprettet, har Kommissionen derfor altid udvist særlig påpasselighed på dette område.

Formålet med den fælles fiskeripolitik er at skabe de nødvendige betingelser for fiskerisektorens levedygtighed og udvikling. Markedsordningen stabiliserer priserne og harmoniserer fællesmarkedet. Reglerne for udøvelse af fiskeri giver sikkerhed for en bedre udnyttelse af de disponible ressourcer med henblik på at bevare dem på et optimalt niveau samtidig med, at fiskerne garanteres en relativ stabilitet i adgangen til disse ressourcer; disse foranstaltninger suppleres med internationale aftaler, der giver mulighed for at opretholde eller endog udvide adgangen til ressourcer uden for Fællesskabets farvande. Endvidere er formålet med integreringen af fiskeristrukturforanstaltningerne i strukturfondene at sikre den strukturelle tilpasning, der er nødvendig for at nå den fælles fiskeripolitiks målsætning ved at gøre støtte til sektoren betinget af, at målsætningen, som er ligevægt mellem ressourcer og udnyttelse, følges.

Som følge heraf finder ydelse af statsstøtte kun sin berettigelse, hvis støtten tager hensyn til målsætningen for den nævnte politik.

Det er i forhold til denne situation, at Kommissionen vil forvalte de undtagelser fra princippet om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet (EF-traktatens artikel 92, stk. 1), der er omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og i gennemførelsesbestemmelser hertil.

Nærværende retningslinjer gælder for hele fiskerisektoren og omfatter udnyttelse af levende vandressourcer og akvakultur samt de midler, der anvendes ved produktion, forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter, med undtagelse af aktiviteter af rekreativ eller sportsmæssig, ikke-kommerciel art.

I forbindelse med beslutningerne om tilladelse til statsstøtte kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om at sende rapporter om anvendelsen af hver enkelt foranstaltning. Kommissionen gør opmærksom på, at disse rapporter er en betingelse for at få tilladelse til at yde støtte. På grundlag af rapporterne kan det kontrolleres, om støtten er blevet ydet i overensstemmelse med Kommissionens tilladelse og EF-reglerne, og at den ikke er blevet anvendt på uberettiget måde.

For at sikre, at fællesmarkedet fungerer efter hensigten, ser Kommisionen sig i medfør af EF-traktatens artikel 93, stk. 1, foranlediget til at foreslå medlemsstaterne, at de for de eksisterende støtteordninger på området anvender de kriterier, der er fastlagt i nærværende retningslinjer.

Nærværende retningslinjer erstatter dem, der blev udarbejdet i 1992 som følge af fastlæggelsen af den fælles fiskeripolitik bl.a. ved vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur(1), Rådets forordning (EØF) nr. 2080/93 af 20. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet(2) og Rådets forordning (EF) nr. 3699/93 af 21. december 1993 om kriterier og betingelser for EF-strukturinterventioner inden for fiskeri, akvakultur og forarbejdning og afsætning af fiskerivarer og akvakulturprodukter(3).

1. Generelle principper

1.1. Disse retningslinjer vedrører alle foranstaltninger, som for en eller flere virksomheder indebærer en finansiel fordel af enhver art, der gives via budgetmidler, som står til rådighed for offentlige myndigheder (nationale, regionale eller lokale myndigheder). Støtten kan bl.a. være kapitaloverførsler, lån til nedsat rente eller rentegodtgørelser, visse former for offentlige kapitalindskud i virksomheder, støtte, der finansieres ved hjælp af formålsbestemte afgiftsprovenuer, samt støtte, der ydes i form af statsgaranti for banklån eller i form af skatte- og afgiftsnedsættelser eller -fritagelse, herunder fremskyndede afskrivninger og nedsættelser af socialsikringsbidrag.

Alle disse foranstaltninger er omfattet af begrebet statsstøtte som defineret i traktatens artikel 92, stk. 1.

1.2. Tilskud, som EF er med til at finansiere, er ikke omfattet af disse retningslinjer.

1.3. Statsstøtte kan kun påtænkes, for så vidt støtten ydes under hensyntagen til den fælles fiskeripolitik.

Støtten må ikke have bevarende karakter; den skal tværtimod virke befordrende på rationalisering og effektivisering af produktionen og afsætningen af fiskerivarer for at lette og fremskynde processen for sektorens tilpasning til den nye situation, den står over for.

Støtten skal mere konkret stimulere til gennemførelse af udviklings- og tilpasningsforanstaltninger, som de normale markedsvilkår ikke alene kan bringe i stand som følge af sektorens stive struktur og virksomhedernes begrænsede finansieringsevne. Den skal føre til varige forbedringer, således at fiskerisektoren kan fortsætte med at udvikle sig alene på basis af sin indtjening på markedet. Støtten må derfor tidsbegrænses, således at den kun ydes i den tid, der er nødvendig til at gennemføre de ønskede forbedringer og tilpasninger.

Der gælder derfor følgende principper:

• de nationale støtteordninger må ikke være til hinder for anvendelsen af reglerne i den fælles fiskeripolitik. Det skal således bl.a. anføres, at eksportstøtte og støtte i samhandelen med fiskerivarer inden for Fællesskabet under alle omstændigheder er uforenelig med fællesmarkedet

• de dele af den fælles fiskeripolitik, som ikke kan betragtes som fastlagt i udtømmende forskrifter, f.eks. på det strukturpolitiske område, kan stadig berettige til statsstøtte på betingelse af, at støtten udformes under hensyntagen til målsætningen for de fælles forskrifter, således at der ikke opstår risiko for, at disses fulde virkning trues eller svækkes; sådanne foranstaltninger skal derfor indgå i de programmeringsordninger, der omhandles i fællesskabsforskrifterne

• statsstøtte, der ydes uden krav om en forpligtelse fra modtagernes side, og som har til formål at forbedre deres driftsøkonomi (jf. dog punkt 2.10.2.), og som andrager beløb, der er afpasset efter de producerede eller afsatte mængder, varernes pris, produktionsanlægget eller produktionsmidlerne, og som endelig kun bevirker en nedsættelse af modtagernes produktionsomkostninger eller en forbedring af deres indkomst, er, hvis den antager form af støtte til driften, uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen vil i hvert enkelt tilfælde undersøge disse former for støtte, når de er direkte forbundet med en omstruktureringsplan, der skønnes at være forenelig med fællesmarkedet.

1.4. Ved gennemgangen af støtten anvendes der værdier, der udtrykkes i bruttosubventionsækvivalenter. Der tages dog hensyn til alle elementer, der giver mulighed for at evaluere modtagerens reelle (netto) fordel.

Ved vurderingen af enhver statsstøtteordning tages der hensyn til den kumulative effekt for modtageren af alle interventioner, der har karakter af støtte, ydet af offentlige myndigheder i henhold til fællesskabsbestemmelserne eller nationale, regionale og lokale bestemmelser, herunder bestemmelser til fremme af regionaludvikling.

Hvis EF's disponible finansielle midler ikke er tilstrækkelige til medfinansiering af støtteberettigede interventioner, kan den samlede statsstøtte eventuelt lægges sammen med EF-tilskuddet, når blot den samlede støttesats, der er fastsat i EF-reglerne, ikke overskrides.

1.5. Statsstøtte, der finansieres ved hjælp af skattelignende afgifter, der pålægges såvel varer, der importeres fra de øvrige medlemsstater, som nationale varer, skal betragtes som uforenelig med fællesmarkedet. I betragtning af de særlige aspekter ved visse aktiviteter inden for fiskeri- og akvakultursektoren vil de støtteordninger, der finansieres ved hjælp af særlige afgifter, f.eks. skattelignende afgifter, imidlertid blive undersøgt i hvert enkelt tilfælde i lyset af de kriterier, der er opstillet af Domstolen.

1.6. Ved skrivelse af 21. december 1978(4) meddelte Kommissionen medlemsstaterne de samordningsprincipper, som den vil anvende på gældende eller kommende støtteordninger i Fællesskabets regioner. Disse principper, som der er redegjort for i den pågældende meddelelse, finder ikke anvendelse på produkter i EF-traktatens bilag II, og derfor vil de dele af de regionale støtteordninger, der vedrører fiskerisektoren, blive gennemgået på grundlag af disse retningslinjer.

1.7. Kommissionen vil fortsat supplere eller ændre disse retningslinjer, efterhånden som den vinder erfaringer under den løbende gennemgang af statsstøtteordningerne og på baggrund af den gradvise udvikling i den fælles fiskeripolitik.

1. Kriterier for de forskellige støttekategoriers forenelighed med fællesmarkedet

2.1. Støtte af generel karakter

2.1.1. Støtte til uddannelse og konsulentvirksomhed

Støtte til faglig og økonomisk uddannelse af erhvervsudøvere og støtte til udbredelse af ny teknologi og faglig eller økonomisk bistand betragtes som forenelig med fællesmarkedet, forudsat at den kun tilsigter at forbedre støttemodtagernes kundskaber for dermed at sætte dem i stand til at udøve deres erhverv mere effektivt.

2.1.2. Forskningsstøtte

Uden at dette berører EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til forskning og udvikling(5), kan støtte til medlemsstaternes foranstaltninger inden for videnskabelig og teknisk forskning betragtes som forenelig med fællesmarkedet, forudsat at

• anvendelsen af støtte kontrolleres af den pågældende medlemsstats myndigheder, hvis støtten tilrettelægges af erhvervsorganisationer eller private virksomheder, og

• at resultaterne af forskningsarbejdet gøres tilgængelige for statsborgere i Fællesskabet, under hensyntagen til rettighederne i forbindelse med industriel ejendomsret.

2.1.3. Støtte til reklame, salgsfremmende foranstaltninger og opsøgning af nye afsætningsmuligheder

2.1.3.1. Uanset bestemmelserne i artikel 12 i forordning (EF) nr. 3699/93 kan støtte til reklame i strengeste forstand, dvs. alle foranstaltninger, der ved anvendelse af et kommunikationsmiddel har til formål at opfordre forbrugerne til at købe en bestemt vare, betragtes som forenelig med fællesmarkedet, forudsat af den omfatter:

a) en samlet sektor, vare eller varegruppe, således at bestemte virksomheder ikke begunstiges

b) reklameforanstaltninger, der betragtes som forenelige med traktatens artikel 30 i henhold til Kommissionens meddelelse vedrørende statslig medvirken ved salgsfremmende foranstaltninger for landbrugsprodukter, fiskerivarer og akvakulturprodukter

c) reklame for fisk i almindelighed eller reklame

• for arter, der ikke hidtil har været anvendt til konsum eller kun i ringe omfang, og som ikke er underkastet kvantitative fangstrestriktioner, og som tillader en fangstforøgelse

• af midlertidig, især sæsonbestemt karakter for arter, der er underkastet kvantitative restriktioner, og hvor udbuddet midlertidigt overstiger efterspørgslen

• for nye fiskerivarer i en periode, som normalt ikke må overstige de første to år, efter at de er blevet indført på markedet

• eller fiskerivarer, der er typiske for særligt ikke begunstigede regioner som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a).

2.1.3.2. Støtte til salgsfremmende foranstaltninger og opsøgning af nye afsætningsmuligheder for fiskerivarer kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den vedrører foranstaltninger som omhandlet i artikel 12 i forordning (EF) nr. 3699/93

b) betingelserne for tildeling af støtten svarer til dem, der er fastsat i bilag III til ovennævnte forordning og er mindst lige så strenge.

2.1.3.3. Støttesatsen, udtrykt i subventionsækvivalenter, må ikke overstige den samlede sats for statsstøtte og EF-støtte, som er tilladt i henhold til bilag IV til forordning (EF) nr. 3699/93.

2.1.4. Støtte i form af rådgivning af små og mellemstore virksomheder

Støtte, der ydes med henblik på at opnå en bedre udnyttelse af virksomhedernes udstyr, bl.a. til rådgivning inden for den økonomiske og tekniske forvaltning samt inden for edb, er i princippet forenelig med fællesmarkedet.

2.2. Støtte til havfiskeri

2.2.1. Støtte til endelig oplægning af fiskerfartøjer

Støtte til endelig oplægning af fiskerfartøjer, der ikke er forbundet med indkøb eller bygning af et nyt fartøj, er forenelig med fællesmarkedet, hvis betingelserne i forordning (EF) nr. 3699/93 for ydelse af EF-støtte er til stede.

Når det drejer sig om fartøjer på under 25 bruttoregisterton (BRT), må der kun ydes statsstøtte til ophugning.

2.2.2. Støtte til midlertidig oplægning af fiskerfartøjer

Støtte til midlertidig oplægning af fiskerfartøjer kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den skal være en delvis kompensation for indkomsttab i forbindelse med en midlertidig oplægning som følge af uforudsigelige begivenheder, der ikke er tilbagevendede, og som skyldes biologiske forhold, jf. dog bestemmelserne i næste afsnit.

Kommissionen behandler anden støtte til midlertidig oplægning af fiskerfartøjer i hvert enkelt tilfælde.

Støtte til begrænsning af fiskeriet, der ydes for at nå målene i de flerårige udviklingsprogrammer for EF-fiskerflåden, er dog ikke forenelig med fællesmarkedet.

2.2.3. Støtte til investering i fiskerflåden

2.2.3.1. Støtte til bygning af nye fiskerfartøjer kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i artikel 7 og 10 og i bilag III (punkt 1.3) i forordning (EF) nr. 3699/93, og hvis skalaerne i bilag IV til ovennævnte forordning overholdes, og den samlede statsstøtte udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den statsstøtte, som er fastsat i bilag IV til nævnte forordning.

2.2.3.2. Støtte til modernisering af fiskerfartøjer i aktivitet kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i artikel 7 og 10 og i bilag III (punkt 1.4) i forordning (EF) nr. 3699/93, og hvis skalaerne i bilag IV til ovennævnte forordning overholdes, og den samlede statsstøtte udtrykt i suvbentionsækvivalenter ikke overstiger den statsstøtte, som er fastsat i bilag IV til nævnte forordning.

2.2.3.3 Støtte til indkøb af brugte fartøjer kan kun betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis nedenstående betingelser alle er opfyldt:

a) støtten omfatter fartøjer, for hvilke det er påvist, at de kan udøve fiskeriaktiviteter mindst ti år endnu, og som på købstidspunktet ikke er over ti år gamle, med mulighed for dispensation i visse tilfælde, som behandles særskilt.

b) støtten skal sætte havfiskere i stand til at erhverve sig fartøjer på delebasis, for at de kan bevare deres arbejdsplads, eller give unge fiskere mulighed for at erhverve deres første fartøj eller bruges til at erstatte et fartøj, der er gået tabt f.eks. ved forlis, eller i andre lignende tilfælde, som behandles særskilt

c) støtten udtrykt i subventionsækvivalenter overstiger ikke halvdelen af den medfinansiering, der er fastsat i bilag IV, når man følger den skala, som gælder for støtte til bygning af fartøjer, og som er fastsat i nævnte bilag

d) eventuel støtte, som mindre end ti år tidligere er ydet til bygning eller modernisering af det berørte fartøj eller til tidligere køb af samme fartøj, tilbagebetales pro rata temporis. Medlemsstaten kan dog undlade at kræve tilbagebetaling, hvis erhververen selv opfylder støttebetingelserne og forpligter sig til at overtage støttemodtagerens rettigheder og forpligtelser.

2.2.4. Støtte til fællesforetagender kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i EF-reglerne (artikel 9 og bilag III i forordning (EF) nr. 3699/93), og hvis skalaerne i bilag IV til ovennævnte forordning overholdes, og den samlede støtte udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den statsstøtte, som er fastsat i bilag IV til nævnte forordning.

2.2.5. Støtte til blandede selskaber kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i EF-reglerne (artikel 9 og bilag III i forordning (EF) nr. 3699/93), og hvis skalaerne i bilag IV til ovennævnte forordning overholdes, og den samlede støtte udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den støtte, som er tilladt i henhold til bilag IV til nævnte forordning.

2.2.6. Støtte til teknisk bistand på havet er forenelig med fællesmarkedet, så længe denne bistand kun tager sigte på umiddelbare behov, som fiskerfartøjerne ikke selv normalt er i stand til at dække med deres forhåndenværende udstyr og proviantering.

2.2.7. Støtte til fiskeres aktiviteter i havne

Støtte til drift af havne samt støtte, der ydes direkte eller indirekte til nedbringelse af de havneafgifter, som fiskere skal betale, undersøges i hvert enkelt tilfælde.

2.2.8. Støtte til øget bevarelse og bedre forvaltning af bestandene

Når en medlemsstat i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3094/86 af 7. oktober 1986 om fastlæggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskerressourcerne(6) træffer foranstaltninger til øget bevarelse og bedre forvaltning af bestandene med det formål at begrænse fangsterne gennem tekniske foranstaltninger, der går videre end de i nævnte forskrifter fastsatte mindstekrav, kan statsstøtte til at fremme eller lette iværksættelsen af såanne foranstaltninger betragtes som forenelig med fællesmarkedet, idet hvert enkelt tilfælde dog skal undersøges for sig. Foranstaltningerne bør ikke gå videre end, hvad der er strengt nødvendigt for at nå målet for den tilstræbte bevarelse.

2.2.9. Støtte til bedre fiskerikontrol kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet på betingelse af, at hvert enkelt tilfælde undersøges, og at støtten skal bruges til at effektivisere de kontrolforanstaltninger, der er truffet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik(7).

2.3. Støtte til forarbejdning og afsætning inden for fiskerisektoren

Investeringsstøtte til behandling, forarbejdning og afsætning af fiskerivarer kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis:

a) den ydes på betingelser, der svarer til dem, som er fastsat i forordning (EF) nr. 3699/93, og er mindst lige så strenge

b) hvis støtten udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den samlede sats for statsstøtte og EF-støtte, som er tilladt i henhold til nævnte forordning (jf. bilag IV til forordning (EF) nr. 3699/93).

Hvis støtten vedrører investeringer, som i henhold til ovennævnte forordning ikke er berettiget til EF-tilskud, undersøger Kommissionen i hvert enkelt tilfælde, om den er forenelig med den fælles fiskeripolitiks mål.

2.4. Støtte til havneinfrastruktur

Støtte til faciliteter i fiskerihavne, der har til formål at lette fiskerfartøjers fangstlandinger og proviantering, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis:

a) den opfylder alle betingelser for at være berettiget til EF-tilskud i medfør af forordning (EF) nr. 3699/93

b) støtten udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den samlede sats for den statsstøtte og EF-tilskud, der er tilladt i medfør af nævnte forskrifter (jf. bilag IV til forordning (EF) nr. 3699/93).

2.5. Støtte til indretning af kystnære havområder

Støtte til beskyttelse og udvikling af fiskeressourcerne i de kystnære havområder kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis:

a) den ydes på betingelser, der svarer til dem, som er fastsat i forordning (EF) nr. 3699/93, og er mindst lige så strenge

b) hvis støtten udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den samlede sats for statsstøtte og EF-støtte, som er tilladt i henhold til bilag IV til nævnte forordning.

2.6. Støtte vedrørende varernes kvalitet

Støtte vedrørende varernes kvalitet kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet på følgende betingelser:

a) den omfatter kvalitetskontrol, der foretages i medfør af bindende nationale bestemmelser eller EF-bestemmelser, og dækker udelukkende de udgifter, der er nødvendige til det formål, eller den omfatter foranstaltninger, der har til formål at fremme varernes kvalitet, og den begrænser sig til rådgivning af virksomhederne, fremme af kvalitetsmærker og overvågning af foranstaltninger på frivilligt grundlag

b) den ydes uden forskel til de omhandlede varer, der skal afsættes i den pågældende medlemsstat.

Støtte til reklame med anvendelse af kvalitetsmærker er underkastet bestemmelserne i punkt 2.1.3 i disse retningslinjer.

2.7. Støtte til producentsammenslutninger

Støtte, der har til formål at forbedre eller støtte driften af producentsammenslutninger eller -grupper, bortset fra producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92(8), er uforenelig med fællesmarkedet, jf. dog nedenstående bestemmelser.

Støtte til erhvervsorganisationer, der ikke er anerkendt i henhold til EF-reglerne, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis støtten ikke overstiger 80% af støtten til erhvervsorganisationer, som er anerkendt af EF.

De øvrige kategorier af støtte, der ydes til producentsammenslutninger, -grupper og - organisationer, skal undersøges efter disse retningslinjer.

Støtte til foranstaltninger, der iværksættes af erhvervsdrivende, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den ydes til foranstaltninger af kollektiv interesse og begrænset varighed, og hvis den bidrager til, at den fælles fiskeripolitiks mål nås.

2.8. Ferskvandsfiskeri og akvakultur

a) Investeringsstøtte til erhvervsfiskeri i ferskvand (udsætning af fisk, genskabelse af fiskebestanden, indretning af vandløb og damme) kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

b) Investeringsstøtte til akvakultur kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis:

• den ydes på betingelser, der svarer til dem, som er fastsat i artikel 11 i og bilag III til forordning (EF) nr. 3699/93, og er mindst lige så strenge

• hvis støtten udtrykt i subventionsækvivalenter ikke overstiger den samlede sats for statsstøtte og EF-støtte, som er tilladt i henhold til bilag IV til nævnte forordning.

2.9. Støtte på det veterinære og sundhedsmæssige område

Støtte på det veterinære og sundhedsmæssige område (dyrlægeudgifter, sundhedskontrol, analyser, sygdomsopsporing, forebyggende foranstaltninger, lægemidler, udryddelsesforanstaltninger som følge af en epizooti) kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet forudsat, at der findes nationale bestemmelser eller EF-bestemmelser, hvorefter myndighederne kan gribe ind over for den pågældende sygdom og organisere dens bekæmpelse med obligatoriske foranstaltninger, der giver ret til erstatninger, og i første omgang indføre et advarselssystem, eventuelt kombineret med støtteordninger, som kan tilskyndew privatpersoner til at deltage frivillige i forebyggende foranstaltninger.

På den måde sikres det, at der kun gives støtte til foranstaltninger, der er i offentlighedens interesse, bl.a. på grund af smittefaren, og ikke i tilfælde, hvor det er rimeligt, at virksomehderne selv afholder udgifterne som normal driftsrisiko.

Støtteformålet skal være dels forebyggende foranstaltninger som analyser, sygdomsopsporing, bekæmpelse af visse levende smittebærende organismer, destruering af fisk, krebs- og bløddyr, som tilsyneladende er raske, men faktisk er eller formodes at være bærere af en epizootisk sygdom, dels erstatningsforanstaltninger i tilfælde, hvor smittede eksemplarer destrueres efter ordre eller henstilling fra myndighederne eller dør som følge af tidligere forebyggende foranstaltninger, som de pågældende myndigheder har indført eller rådet til, dels en blanding af disse foranstaltninger, således at en erstatningsordning for tab af produkter som følge af en af de omhandlede sygdomme kun anvendes, hvis støttemodtageren forpligter sig til at gennemføre de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der er fastlagt af myndighederne.

2.10. Særlige tilfælde

2.10.1. Disse retningslinjer gælder ligeledes for offentlige virksomheder og myndigheder, der deltager inden for fiskerisektoren.

2.10.2. Med hensyn til støtte i form af forvaltningskreditter til nedsat rente, der er knyttet til driftsomkostningerne for en fangstsæson eller produktionscyklus, forbeholder Kommissionen sig ret til at specificere nærmere retningslinjer, når resultaterne af en horisontal undersøgelse af støtte af denne type i alle medlemsstaterne foreligger.

2.10.3. Direkte støtte til arbejdstagere i fiskeri- og akvakultursektoren og til virksomheder, som forarbejder og afsætter disse produkter, kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når støtten ydes som led i samfundsøkonomiske ledsageforanstaltninger, der vil kunne afhjælpe vanskeligheder i forbindelse med tilpasning eller nedbringelse af kapaciteten (f.eks. uddannelsesstøtte og omstillingsstøtte).

1. Procedurespørgsmål

3.1. Gennemførelsen af disse retningslinjer forudsætter en vis disciplin hos såvel myndighederne i medlemsstaterne som i Kommissionen, særlig med hensyn til de bindende forpligtelser vedrørende anmeldelse og frister.

For at fremskynde gennemgangen af støtteforanstaltninger anmoder Kommissionen medlemsstaterne om at anmelde støtteordninger, inden de indføres, jf. EF-traktatens artikel 93, stk. 3, og fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere dem. Hvad angår støtteordninger, der indføres i modstrid med forpligtelsen til forudgående anmeldelse, eller inden Kommissionen har taget stilling til ordningen, har Kommissionen til hensigt fremover at anvende de procedurer, der følger af Domstolens afgørelse af 14. februar 1990 i sag C-301/87 (Boussac) (Kommissionens brev til medlemsstaterne af 4. marts 1991 om proceduren for anmeldelse af støtteplaner og om proceduren, der anvendes, når der ydes støtte i modstrid med EF-traktatens artikel 93, stk. 3).

For så vidt angår de eksisterende støtteordninger i denne sektor, bekræfter medlemsstaterne inden den 31. december 1994 over for Kommissionen, at de vil overholde de kriterier, der er fastlagt i disse retningslinjer.

3.2. Desuden skal Kommissionen minde medlemsstaterne om sit brev af 2. november 1983(9) vedrørende tilbagebetaling af ulovligt udbetalt støtte og eventuelle virkninger af sådan støtte for EUGFL-regnskaberne. De økonomiske virkninger af støtten, dvs. dens betydning for konkurrencen, vil blive taget i betragtning, når der træffes beslutning om tilbagebetaling af ulovligt udbetalt støtte.

Hvad angår en ulovlig støttes indvirkning på aktiviteter, der finansieres af EUGFL, Garantisektionen, vil der ved regnskabsafslutningen blive taget hensyn til de eventuelle konsekvenser for Garantisektionens udgifter.

3.3. Eftersom EUGFL, Garantisektionen, ikke finansierer udgifter til ensidige nationale foranstaltninger, der er i modstrid med målene for den fælles markedsordning for fiskerivarer, eller som er til hinder for den korrekte anvendelse af markedsordningens mekanismer, skal Kommissionen føre tilsyn med, at EF-midlerne ikke bruges til at gennemføre foranstaltninger, der udgør en overtrædelse af fællesskabsretten; den kan således nægte at udbetale forskud som omhandlet i artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70(10) og i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2776/88(11) til finansiering af transaktioner, der berøres af en national foranstaltning.

3.4. De kategorier af fiskeri- og akvakulturstøtte, der ikke omhandles i disse retningslinjer, behandler Kommissionen i hvert enkelt tilfælde på baggrund af den fælles fiskeripolitiks mål. Samme procedure anvendes i forbindelse med støtteforanstaltninger, som medlemsstaterne påtænker i medfør af artikel 16, stk. 2, i forordning (EF) nr. 3699/93.

---------------------- (1) EFT nr. L 389 af 31.12.1992, s. 1. (2) EFT nr. L 193 af 31.7.1993, s. 1. (3) EFT nr. L 346 af 31.12.1993, s. 1. (4) EFT nr. C 31 af 3.2.1979, s. 9. (5) EFT nr. C 83 af 11.4.1986, s. 2. (6) EFT nr. L 288 11.10.1986, s. 1. (7) EFT nr. L 261 af 20.10.1993, s. 1. (8) EFT nr. L 388 af 31.12.1992, s. 1. (9) EFT nr. C 318 af 24.11.1983, s. 3.

(10) EFT nr. L 94 28.4.1970, s. 13.

(11) EFT nr. L 249 8.9.1988, s. 9.