TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse

BEK nr 1132 af 22/12/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Et medlem skal betale medlemsbidrag til de tidspunkter, kassen fastsætter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode og indbetales ugevis, månedsvis eller kvartalsvis bagud eller forud.

Stk. 2

Medlemsbidraget forfalder ved opkrævningen, dog tidligst på den første dag i den periode, det vedrører.

Stk. 3

Sker der samlet opkrævning af medlemsbidrag til kassen og bidrag til den faglige organisation, skal det fremgå, hvilke beløb der opkræves til kassen alene.

Stk. 4

Størrelsen af kassens administrationsbidrag, jf. lovens § 76, stk. 5, skal fremgå af opkrævningen. Hvis medlemmet ikke får tilsendt en opkrævning, skal kassen skriftligt orientere medlemmet om bidragets størrelse, hvert år inden udgangen af januar måned, og ved ændring af bidragets størrelse.

§ 2

Kassen skal modregne forfaldent medlemsbidrag til kassen i tilgodehavende dagpenge og andre ydelser fra kassen.

Stk. 2

Kassen kan bestemme, at medlemsbidrag for medlemmer, der modtager delefterløn, efterløn eller overgangsydelse, betales ved modregning i ydelsen.

§ 3

Fritaget for betaling af medlemsbidrag, jf. lovens § 76, stk. 4 og 6, er:

  1. et medlem, som

a) deltager i et fagligt dagkursus,

b) deltager i et godkendt kursus på en folkehøjskole, landbrugsskole eller husholdningsskole, eller

c) er elev på en folkehøjskole eller landbrugsskole i et andet nordisk land, med tilskud fra det offentlige.

  1. et medlem, der er ledigt og tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende, og hvis ret til dagpenge er ophørt, og
  1. et medlem, som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed, når frihedsberøvelsen er af mere end 30 dages varighed, hvis kassen skriftligt anmodes om fritagelse for betaling af medlemsbidrag.
Stk. 2

Fritagelse for betaling af medlemsbidrag efter stk. 1, nr. 1, litra a, b og c kan kun ske hvis medlemmet ikke får udbetalt ydelser fra kassen, eller løn i forbindelse med orlov efter lov om orlov, eller har ret til en godtgørelse, der mindst svarer til den dagpengesats eller efterløn, som medlemmet ville være berettiget til, hvis medlemmet ikke deltog i denne undervisning.

Stk. 3

Der kan ikke ske fritagelse for de i stk. 1 nævnte medlemmer, hvis medlemmet modtager hjælp til forsørgelse efter bistandslovens § 37 eller ydelser efter lov om kommunal aktivering.

Stk. 4

Fritagelsen for de i stk. 1, nr. 2, nævnte medlemmer kan højst ske for 6 måneder inden for hvert kalenderår.

Stk. 5

Et medlem, som modtager efterløn eller delefterløn, kan ikke pålægges bidrag efter lovens § 76, stk. 6.

§ 4

Et medlem, der ikke betaler medlemsbidrag rettidigt, skal af kassen skriftligt underrettes om restancen.

Stk. 2

Brevet skal sendes, når kassen konstaterer, at medlemmet ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt hele medlemsbidraget, der forfalder til betaling i denne måned.

Stk. 3

Opkræver kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt hele medlemsbidraget inden udsendelse af brevet i henhold til stk. 1 og 2.

Stk. 4

Kassen skal i brevet udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag, herunder et eventuelt restancegebyr, ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at medlemmet skriftligt er blevet underrettet om restancen.

Stk. 5

Kassen skal sikre sig fornøden dokumentation for, at reglerne om skriftlig rykning er overholdt.

§ 5

Et medlem, der ikke betaler det skyldige medlemsbidrag rettidigt, jf. § 4, stk. 4, skal slettes som medlem af kassen. Medlemmet skal slettes med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag.

Stk. 2

Hvis et medlem slettes, jf. stk. 1, skal kassen skriftligt underrette medlemmet herom. Kassen skal samtidig angive, at medlemskabet genoprettes, hvis det skyldige medlemsbidrag samt senere forfaldent medlemsbidrag og evt. restancegebyr betales senest 4 uger efter, at medlemmet skriftligt er blevet underrettet om slettelsen.

Stk. 3

Underretning til medlemmet om slettelse skal ske umiddelbart efter udløbet af betalingsfristen, jf. § 4, stk. 4.

Stk. 4

Bliver det skyldige medlemsbidrag samt senere forfaldent medlemsbidrag inkl. restancegebyr betalt senest 4 uger efter, at medlemmet skriftligt er blevet underrettet om slettelsen, genoprettes medlemskabet. Indbetaler medlemmet det skyldige beløb efter udløbet af betalingsfristen i § 4, stk. 4, men inden kassens afsendelse af underretningen efter § 5, stk. 2, skal kassen samtidig med meddelelsen om genoprettelse træffe afgørelse om pålæggelse af sanktion efter § 6.

Stk. 5

Kassen skal sikre sig fornøden dokumentation fra postvæsenet for, at skrivelsen efter stk. 2 er sendt.

§ 6

Kassen skal træffe afgørelse om, at et medlem, der får genoprettet sit medlemskab efter § 5, stk. 4, udelukkes fra dagpenge og andre ydelser fra kassen, bortset fra feriedagpenge og kursusgodtgørelse, for de første 20 timers dagpengeberettigede ledighed.

Stk. 2

Sanktionen får virkning fra datoen for afsendelsen af brevet i § 5, stk. 2 eller 4. Sanktionen bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden 2 år fra denne dato.

§ 7

Medlemsbidrag, jf. lovens § 76, stk. 4 og 6, skal betales tilbage til et medlem,

  1. der bliver slettet med tilbagevirkende kraft på grund af svig,
  1. hvis medlemskab bliver annulleret, eller
  1. som ikke i øvrigt har været berettiget til medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

§ 8

Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1998.

Stk. 2

Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 585 af 26. juni 1996 om betaling af medlemsbidrag til en arbejdsløshedskasse.

pre_paragraph I medfør af § 76, stk. 8, og § 78, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997, som ændret bl.a. ved lov nr. 1079 af 29. december 1997, fastsættes efter forhandling med Landsarbejdsrådet:

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997