Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere
BEK nr 1133 af 22/12/1997
§ 1
Ved beregningen af et medlems hidtidige indtjening medtages alle lønandele, der er udbetalt i beregningsperioden, bortset fra løn og lønandele, hvoraf medlemmet ikke er indkomstskattepligtig. Et fuldtidsforsikret medlem kan dog maksimalt medtage indtægter for et antal timer, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i beregningsperioden. Et deltidsforsikret medlem der er time-, uge- eller 14-dages lønnet, kan maksimalt medtage indtægt for 360 timer, medens et deltidsforsikret månedslønnet medlem kan medtage indtægt for 390 timer.
Indtægt fra arbejde, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, kan ikke medtages ved beregningen af medlemmets hidtidige indtjening.
Indtægten nedsættes med den på beregningstidspunktet i henhold til lov om arbejdsmarkedsfonde fastsatte procentsats for arbejdsmarkedsbidrag.
Har medlemmet i ansættelsesforholdet haft fri kost, logi, bil, telefon m.v., medtages ved beregningen den af skattemyndighederne fastsatte skattepligtige værdi af den pågældende ydelse.
Uanset bestemmelsen i stk. 1 medtager man ved beregningen af medlemmets hidtidige indtægt lønmodtagerens bidrag til pensionsordninger, der er omfattet af afsnit I i lov om beskatning af pensionsordninger m.v., lønmodtagerens bidrag til ATP, samt lønmodtagerens bidrag til den midlertidige pensionsopsparing.
Et medlem, der har haft ansættelse i en international organisation eller på en udenlandsk diplomatisk eller konsulær repræsentation og som følge heraf, jf. gældende bestemmelser i skattelovgivningen, har været undtaget skattepligt, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, medtage indtjeningen ved dagpengeberegningen.
Et medlem, der ved arbejde i udlandet for en dansk arbejdsgiver modtager en skattefri godtgørelse i henhold til ligningslovens § 9, stk. 7, kan, i den udstrækning den modsvares af en reduktion i lønnen, medtage godtgørelsen ved dagpengeberegningen.
§ 2
Hverv som borgmester, rådmand, udvalgsformand, folketingsmedlem, medlem af regeringen eller Europa-Parlamentet, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, sidestilles med arbejde. Skattepligtige beløb, der modtages for varetagelse af sådant hverv, medtages ved beregningen af et medlems hidtidige arbejdsfortjeneste.
Mindstesats
Mindstesats
§ 3
Til fuldtidsforsikrede medlemmer, der i de seneste 3 år forud for ledighedens indtræden har været medlem af en arbejdsløshedskasse og i samme periode har været i fuld beskæftigelse som lønmodtager, udbetales dagpenge med mindst 82 % af højeste dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 47.
Ved fuld beskæftigelse forstås, at medlemmet i den i stk. 1 omhandlede periode har haft ustøttet beskæftigelse i et omfang, der svarer til mere end 30 løntimer i gennemsnit om ugen, jf. dog stk. 3 og 4.
Et medlem anses ikke for at have været i fuld beskæftigelse, hvis der i den i stk. 1 omhandlede periode er udbetalt ydelser fra arbejdsløshedskassen. Undtaget herfra er udbetaling af
- feriedagpenge,
- dagpenge i forbindelse med vejrlig og materialemangel, hvor fremmøde på arbejdsformidlingen ikke skal finde sted,
- dagpenge på ledige dage i forbindelse med virksomhedslukning på grund af ferie,
- dagpenge i op til en uge i forbindelse med ledighed imellem to ansættelsesforhold, eller
- AMU-godtgørelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser eller orlovsydelse til uddannelsesorlov i op til 4 uger.
Et medlem anses endvidere ikke for at have været i fuld beskæftigelse, hvis medlemmet uden for et ansættelsesforhold i den i stk. 1 omhandlede periode har modtaget offentlig forsørgelsesydelse efter anden lovgivning.
Beregningen af den hidtidige arbejdsfortjeneste første gang et
Beregningen af den hidtidige arbejdsfortjeneste første gang et
§ 4
Første gang et medlem skal have beregnet en dagpengesats, skal beregningen for time-, dag-, uge- og 14-dages-lønnede foretages på grundlag af indtjeningen i den seneste periode af 12 ugers varighed, hvor der foreligger et antal løntimer, som mindst svarer til 2/3 af fuld overenskomstmæssig arbejdstid. For månedslønnede skal beregningen foretages på grundlag af den seneste periode af 3 måneders varighed, hvor der foreligger et antal løntimer, som mindst svarer til 2/3 af fuld overenskomstmæssig arbejdstid.
For deltidsforsikrede skal beregningen foretages på grundlag af indtjeningen i den seneste periode af 12 ugers/3 måneders varighed, og hvor der foreligger et antal løntimer, som mindst svarer til 180 timer, for månedslønnede dog mindst 195 timer.
For time-, dag-, uge- og 14-dages-lønnede udgør den gennemsnitlige daglige arbejdsfortjeneste 1/60 af den udbetalte lønindtægt i den i stk. 1, 1. punktum omtalte periode.
For månedslønnede udgør den gennemsnitlige daglige arbejdsfortjeneste 1/65 af den udbetalte løn i den i stk. 1, 2. punktum omtalte periode. Medlemmer, der får udbetalt løn månedsvis, anses for månedslønnede, uanset de ikke er fast månedslønnede.
§ 5
For medlemmer, der som lønarbejdere har været beskæftiget ved fiskeri, medlemmer, der har været beskæftiget på ren provisionsbasis, samt medlemmer, der har været beskæftiget som dagplejere ved en af de anerkendte dagplejeformidlinger, beregnes den hidtidige arbejdsfortjeneste pr. dag på grundlag af indtægten i den seneste periode af 12 ugers/3 måneders varighed, hvor der foreligger et antal løntimer, som mindst svarer til 2/3 af fuld overenskomstmæssig arbejdstid.
Ved beregningen kan man medtage al indtægt inden for de seneste 9 måneder, der stammer fra den i stk. 1 nævnte beskæftigelse.
Den gennemsnitlige daglige arbejdsfortjeneste findes ved at dividere den samlede - udbetalte - arbejdsfortjeneste i perioden med antallet af mulige arbejdsdage. Ved beregningen bortses fra dage, for hvilke medlemmet kan dokumentere at have været uden beskæftigelse på grund af de i § 18, stk. 1, omhandlede fraværsårsager.
§ 6
De i § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, omhandlede perioder kan kun danne grundlag for en dagpengeberegning, såfremt der ikke:
- er udbetalt ydelser fra arbejdsløshedskassen, jf. dog stk. 2 og § 21, eller
- forekommer arbejde, hvortil der er ydet offentligt tilskud til lønnen, eller
- forekommer selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, eller
- forekommer deltagelse i SU-berettigende uddannelse, jf. dog stk. 3.
Dette gælder imidlertid ikke, såfremt udbetalingerne skyldes vejrlig eller materialemangel for dage, hvor der efter de gældende regler ikke skal gives fremmøde på AF, dage på hvilke medlemmet har deltaget i kursus, hvor den pågældende har modtaget kursusgodtgørelse, ledige dage i forbindelse med virksomhedslukning på grund af ferie eller der er udbetalt feriedagpenge.
Ved deltagelse i et ph.d.-studium er stk. 1, nr. 4, alene til hinder for en dagpengeberegning, hvis medlemmet modtager stipendium efter lov om statens uddannelsesstøtte.
Såfremt der i de i § 4, stk. 1, § 4, stk. 2, eller § 5, stk. 1, omhandlede perioder forekommer fravær som nævnt i § 18, stk. 1, uden for et ansættelsesforhold, skal perioden ikke danne grundlag for en beregning.
§ 7
Såfremt et medlem forud for beregningstidspunktet har haft flere beskæftigelsesforhold, således at den pågældende både har modtaget løn i overensstemmelse med de i § 4, stk. 3, og/eller stk. 4 omhandlede aflønningsformer, og har været beskæftiget inden for de i § 5, stk. 1, nævnte faglige områder, skal den pågældende have beregnet sin dagpengesats på grundlag af den seneste periode af 12 ugers/3 måneders varighed, hvori aflønningen alene opfylder betingelserne i en af ovennævnte bestemmelser.
Såfremt der ikke forekommer en periode, der opfylder betingelsen i stk. 1, skal man ved beregningen anvende bestemmelserne i såvel § 4 som § 5. Beregningsperioden vil i disse tilfælde være på 12 uger/3 måneder.
§ 8
Et medlem skal have udbetalt dagpenge med det i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 2, fastsatte beløb, såfremt der ikke inden for de seneste 5 år forud for beregningstidspunktet enten
- findes en periode, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6, eller
- er udbetalt dagpenge med en tidligere beregnet sats.
Ved vurderingen af om de ovenfor i stk. 1, litra a og b omhandlede betingelser er opfyldt, skal arbejdsløshedskassen dog aldrig gå længere tilbage end til starten af den seneste medlemsperiode.
§ 9
Et medlem, der er optaget i en arbejdsløshedskasse på grundlag af en erhvervsmæssig uddannelse, jf. lovens § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, og som ikke i perioden fra uddannelsens afslutning til ledighedens indtræden har haft en periode af 12 ugers/3 måneders varighed med et antal løntimer, der mindst svarer til 2/3 af fuld overenskomstmæssig arbejdstid, skal have udbetalt dagpenge med det beløb, der er fastsat i lovens § 51, stk. 2. Det samme gælder for et medlem, der er overflyttet til en arbejdsløshedskasse med dimittendrettigheder på grundlag af en erhvervsmæssig uddannelse.
§ 10
Til medlemmer, der er optaget i en arbejdsløshedskasse under aftjening af værnepligt, udbetales dagpenge efter reglen i § 9.
Til medlemmer, der bliver optaget som medlem af en arbejdsløshedskasse forinden aftjeningen af værnepligt, udbetales dagpenge efter de almindelige regler, dog således, at dagpengebeløbet mindst udgør det i § 9 omhandlede beløb.
Værnepligtige befalingsmænd, som ved hjemsendelsen melder sig ledige, skal have beregnet dagpengesatsen på grundlag af den løn, som de har modtaget som befalingsmænd, uanset om de er optaget i arbejdsløshedskassen før eller under aftjeningen af værnepligten.
Beregningen af den hidtidige indtjening for medlemmer, der har
Beregningen af den hidtidige indtjening for medlemmer, der har
§ 11
Beregningen af arbejdsfortjenesten for medlemmer, der umiddelbart genindtræder i dagpengeretten efter at have arbejdet på Grønland eller i udlandet (bortset fra EØS-landene), kan finde sted på grundlag af medlemmets forudgående beskæftigelse i Danmark, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6.
§ 12
For medlemmer, der i henhold til den dansk-færøske aftale om koordination af arbejdsløshedsforsikring, er berettigede til at overføre kvalifikationsperioder fra Færøerne, og som skal have udbetalt dagpenge fra den danske arbejdsløshedsforsikring, skal beregningen af den hidtidige indtjening foretages på grundlag af den seneste beskæftigelse efter flytningen til Danmark, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6.
Såfremt beskæftigelsen efter flytningen til Danmark ikke opfylder betingelserne i stk. 1, skal den hidtidige indtjening beregnes på grundlag af den seneste beskæftigelse i Danmark og på Færøerne, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6.
Såfremt betingelserne i stk. 1 eller 2 ikke er opfyldt, skal medlemmets hidtidige indtjening beregnes på grundlag af den seneste beskæftigelse på Færøerne, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6.
Såfremt betingelserne i enten stk. 1, 2 eller 3, ikke er opfyldt, udbetales dagpenge med det i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 2, fastsatte beløb.
Medlemmer, der forud for beskæftigelsen på Færøerne har været medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, samt medlemmer der under beskæftigelsen på Færøerne har bevaret medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse, kan vælge at være omfattet af § 11.
§ 13
Når et medlem, der har været beskæftiget i et andet EØS-land, skal have foretaget en dagpengeberegning, skal dette ske på grundlag af indtjeningen ved den seneste beskæftigelse i Danmark, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1.
Såfremt betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, udbetales dagpenge med det i arbejdsløshedsforsikringslovens § 51, stk. 2, fastsatte beløb.
Et medlem, der efter at have været beskæftiget i et andet EØS-land umiddelbart genindtræder i dagpengeretten, skal, hvis den seneste beskæftigelse efter hjemkomsten til Danmark har varet mindre end 4 uger, have foretaget dagpengeberegningen på grundlag af den løn, der i Danmark sædvanligvis ydes for en beskæftigelse, der svarer til - eller kan sammenlignes med - den, som medlemmet senest har udøvet på et andet EØS-lands område.
For en helt ledig grænsearbejder med bopæl i Danmark skal dagpengeberegningen foretages på grundlag af indtjeningen i beskæftigelseslandet forud for ledighedens indtræden.
§ 14
Medlemmer, der har været udsendt som u-landsfrivillige i henhold til de programmer, der ifølge lovgivningen er anerkendt som internationalt udviklingsarbejde, og som i umiddelbar tilknytning hertil skal have foretaget en beregning af dagpenge, skal have foretaget beregningen på grundlag af en af direktøren for arbejdsløshedsforsikringen skønsmæssigt fastsat månedlig indkomst.
Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen fastsætter indtægten på grundlag af oplysninger om u-landsfrivilliges gennemsnitlige månedlige indtjening samt værdien af den tilsikrede skattefrihed.
Beregningen af den hidtidige arbejdsfortjeneste for medlemmer, der
Beregningen af den hidtidige arbejdsfortjeneste for medlemmer, der
§ 15
En ny beregning af dagpengesatsen skal finde sted, såfremt:
- der foreligger en periode, der opfylder betingelserne i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6, og
- perioden afsluttes mindst 1 år efter afslutningen af en tidligere periode, der har ligget til grund for en beregning.
§ 16
For medlemmer, der oppebærer dagpenge i henhold til § 3, § 8, § 9 eller § 10, stk. 1, skal beregningen af en ny dagpengesats finde sted, når medlemmet har afsluttet et arbejdsforhold, der opfylder betingelsen i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2 eller § 5, stk. 1, samt § 6.
For medlemmer, der overgår fra deltids- til fuldtidsforsikring eller fuldtids- til deltidsforsikring, og i den forbindelse har haft en arbejdsperiode, der opfylder betingelsen i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2, eller § 5, stk. 1, samt § 6 skal en ny beregning finde sted, uanset om der er gået 1 år siden afslutningen af et tidligere arbejdsforhold, der har ligget til grund for en tidligere beregning.
For de i stk. 2 omhandlede medlemmer vil forsikringskategorien på beregningstidspunktet være afgørende for, hvor mange løntimer der skal foreligge, førend kravet i enten § 4, stk. 1, § 4, stk. 2, eller § 5, stk. 1, er opfyldt, samt for hvor mange løntimer der kan medtages ved beregningen.
§ 17
Beskæftigelse i en periode med overgangsydelse kan som hovedregel ikke danne grundlag for ny dagpengeberegning, jf. dog stk. 2.
For medlemmer, der efter en periode med overgangsydelse genindtræder i retten til dagpenge, skal beregning af ny dagpengesats finde sted, såfremt der i perioden, som ligger til grund for medlemmets genindtræden, forekommer beskæftigelse, der opfylder betingelserne for ny beregning, jf. § 15, dog således at beløbet mindst svarer til den sats, medlemmet senest har fået udbetalt i overgangsydelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 i, stk. 5 og 6.
Til medlemmer, der ikke har haft et beskæftigelsesforhold, der opfylder betingelsen i stk. 2, udbetales dagpenge med den senest beregnede sats forud for overgang til overgangsydelse. Hvis denne inklusiv reguleringer er mindre end satsen udbetalt ved overgangsydelse, eller der ikke er udbetalt med den pågældende sats, jf. § 8, stk. 1, nr. 2, udbetales dagpenge med et beløb svarende til den senest udbetalte overgangsydelse.
For de i stk. 3 omhandlede medlemmer skal ny beregning af dagpengesats finde sted, når medlemmet har afsluttet en arbejdsperiode, der opfylder betingelsen i § 15, nr. 1.
Dokumenteret fravær
Dokumenteret fravær
§ 18
Som dokumenteret fravær i beregningsmæssig henseende regnes søgnehelligdage, sygedage, dage på hvilke medlemmet har holdt barselsorlov, overenskomstmæssige fridage, vejrligsledighed eller materialemangel, hvor fremmøde på arbejdsformidlingen efter gældende regler ikke skal finde sted, egen optjent ferie med godtgørelse og ferie med feriedagpenge, dage på hvilke der har foreligget arbejdskonflikt, dage på hvilke medlemmet har deltaget i kursus, hvor den pågældende har/kunne have modtaget kursusgodtgørelse, dage for hvilke der i henhold til bistandslovens § 48, § 48 a og § 57 a er udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, dage for hvilke der er udbetalt voksenuddannelsesstøtte (VUS), dage hvor medlemmet udøver borgerligt ombud, dage hvor medlemmet på grund af fravær modtager erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, afspadsering af overarbejde, ledige dage i forbindelse med virksomhedslukning på grund af ferie, samt dage hvor et medlem deltager i samfundsnyttige aktiviteter, for hvilke der modtages løn, eller dage hvor et medlem har været på session eller har været genindkaldt til militærtjeneste.
Såfremt der i de(t) beskæftigelsesforhold, der indgår i dagpengeberegningen, forekommer dokumenteret fravær, for hvilken der ikke er udbetalt løn, og for hvilken der kan fremlægges dokumentation, skal medlemmets gennemsnitlige timefortjeneste multipliceres med antallet af dokumenterede fraværstimer.
Forekommer der dokumenteret fravær i et ansættelsesforhold, hvor beskæftigelsen tidsmæssigt er tilrettelagt således, at det kan fastslås, hvor mange timer den pågældende ville kunne have været beskæftiget på fraværsdagen(e), indgår dette timetal som dokumenteret fravær ved beregningen.
Såfremt det ikke er muligt at fastslå, hvor mange timer et medlem ville have været beskæftiget på dage, hvor der er forekommet dokumenteret fravær, indgår fraværet pr. dag med 7,4 timer for fuldtidsforsikrede og med 6 timer for deltidsforsikrede.
Beregning af den hidtidige arbejdsfortjeneste for medlemmer, der
Beregning af den hidtidige arbejdsfortjeneste for medlemmer, der
§ 19
Ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere, der overgår til efterløn, benyttes samme fremgangsmåde, som gælder ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere, der bliver ledige, jf. bekendtgørelsens kapitel 1-6.
§ 20
Ved beregningen af arbejdsfortjenesten for medlemmer, der ledigmelder sig eller overgår til efterløn efter en periode med delefterløn, benyttes samme fremgangsmåde som for andre lønmodtagere, der bliver ledige, jf. dog § 21 og § 22.
§ 21
Udbetalt delefterløn kan indgå i beregningen af medlemmets dagpenge- eller efterlønssats.
Ved beregningen af arbejdsfortjenesten indgår den udbetalte delefterløn på samme måde som andre lønindtægter.
§ 22
Hvis medlemmet forud for overgang til delefterløn har fået
- udbetalt dagpenge med en tidligere sats, eller
- der foreligger en periode, der kan danne grundlag for en satsberegning, kan den tidligere sats eller det tidligere beregningsgrundlag anvendes, i det omfang betingelserne i bekendtgørelsens § 8 er opfyldt.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.m.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.m.
§ 23
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1998, og finder anvendelse for de medlemmer, der fra denne dato skal have foretaget beregning af dagpenge, jf. dog stk. 2 og 4.
Bestemmelsen i § 6, stk. 3, har virkning for beregninger, hvor hele beregningsperioden ligger efter den 31. december 1997.
Dagpengemodtagere der har fået beregnet en dagpengesats forud for 1. januar 1996, der ligger under mindstesatsen, kan få forhøjet deres dagpenge til mindstesatsen, hvis de dokumenterer, at de opfylder de i kapitel 2 nævnte betingelser.
Bestemmelsen i § 1, stk. 2, har virkning for medlemmer, der påbegynder arbejde med offentligt løntilskud fra 4. april 1994.
Arbejdsfortjeneste, jf. § 51, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., der hidhører fra før 1. januar 1994, og som skal lægges til grund for en beregning efter denne dato, skal nedsættes med den procent, der for lønmodtagere er fastsat for de samlede arbejdsmarkedsbidrag for det år, dagpengeberegningen finder sted.
Ved beregninger foretaget forud for 4. april 1994 regnes 1 års-reglen i § 15, nr. 2, fra ansættelsesforholdets ophør.
Samtidig ophæves Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 800 af 5. september 1996 om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten for lønmodtagere med tilhørende vejledning nr. 142 af 5. september 1996.
§ 24
Der udarbejdes en vejledning om anvendelsen af bekendtgørelsen.
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997