Bekendtgørelse om samarbejdet mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden
BEK nr 117 af 03/02/1997
§ 1
Når der efter Finanstilsynets vurdering er stor risiko for, at et pengeinstitut vil komme i økonomiske vanskeligheder, skal Finanstilsynet skriftligt orientere Indskydergarantifonden herom.
§ 2
Hvis et pengeinstitut bliver nødlidende, og Finanstilsynet vurderer, at det kan blive nødvendigt at inddrage Indskydergarantifonden, tager Finanstilsynet initiativ til et møde med Indskydergarantifonden vedrørende det nødlidende institut. På mødet skal Finanstilsynet orientere Indskydergarantifonden om tilsynets vurdering af det nødlidende pengeinstituts økonomiske stilling. Finanstilsynet foranlediger, at der tages referat af mødet.
§ 3
Finanstilsynet skal udarbejde en vurdering af det nødlidende pengeinstitut. Vurderingen skal indeholde en værdiansættelse af pengeinstituttets aktiver m.v. i en fortsættende situation og i en standsningssituation. Denne vurdering videregives skriftligt til Indskydergarantifonden sammen med en kort beskrivelse af Finanstilsynets beslutningsgrundlag.
Finanstilsynets oplysninger om værdiansættelse af det nødlidende instituts aktiver m.v. skal stilles til Indskydergarantifondens rådighed.
Finanstilsynet skal anmode det nødlidende pengeinstitut om at fremskaffe en aktuel oversigt over dækkede nettoindlån. Denne oversigt videregives til Indskydergarantifonden.
§ 4
Indskydergarantifonden skal anmode det nødlidende pengeinstitut om at fremskaffe alle relevante oplysninger, således at fonden kan værdiansætte pengeinstituttes aktiver m.v.
Indskydergarantifonden skal, på baggrund af de af pengeinstituttet fremsendte oplysninger, fondens undersøgelse af instituttet ved egne kreditsagkyndige og Finanstilsynets vurdering, jf. § 3, stk. 1, udarbejde en skriftlig vurdering af det maksimale beløb, hvormed den kan bidrage til en afvikling af det nødlidende institut. Denne vurdering videregives til Finanstilsynet sammen med en skriftlig tilkendegivelse af, hvorvidt Indskydergarantifonden ønsker at medvirke i forhandlinger om en løsning, herunder i form af, at et andet pengeinstitut helt eller delvist overtager det nødlidende institut.
§ 5
Indskydergarantifonden stiller krav om, at eventuelle tilbud om hel eller delvis overtagelse el.lign. afgives skriftligt og fremsendes til det nødlidende institut, Indskydergarantifonden og Finanstilsynet.
§ 6
Såfremt der er forskel mellem Finanstilsynets, Indskydergarantifondens og en interesseret parts vurdering af det nødlidende pengeinstituts underbalance, har Indskydergarantifonden pligt til at foretage en nøje vurdering heraf. Såfremt Indskydergarantifonden herefter beslutter at benytte fondens egen vurdering, skal fonden begrunde dette skriftligt. Begrundelsen fremsendes til Finanstilsynet.
§ 7
Når vurderingen af det nødlidende pengeinstitut er tilendebragt, og hvis der er modtaget skriftligt tilbud, indkalder Finanstilsynet Indskydergarantifonden, det nødlidende pengeinstitut, det tilbudsgivende institut samt øvrige implicerede parter til at deltage i forhandlinger om en løsning. Finanstilsynet foranlediger, at der tages referat af de møder, hvor Finanstilsynet deltager.
§ 8
Såfremt forhandlingerne resulterer i en løsning med Indskydergarantifondens medvirken, skal Indskydergarantifonden sikre, at der udfærdiges en aftale med de implicerede parter om Indskydergarantifondens økonomiske bidrag.
Såfremt Indskydergarantifonden ikke ønsker at medvirke til en løsning, meddeles dette skriftligt til Finanstilsynet, det nødlidende pengeinstitut og de øvrige involverede parter.
§ 9
Økonomiministeriet kan sammen med Finanstilsynet varetage forhandlingerne med Indskydergarantifonden, det nødlidende pengeinstitut, det tilbudsgivende institut og øvrige implicerede parter. Finanstilsynet og Indskydergarantifonden underrettes skriftligt herom.
Finanstilsynet fremsender kopi af sine vurderinger efter § 1 og § 3, stk. 1, samt kopi af Finanstilsynets referater til Økonomiministeriet. Efter anmodning fremsender Finanstilsynet endvidere kopi af andre oplysninger og dokumenter efter § 3, stk. 2-3, § 4, stk. 2, og §§ 5-7.
§ 10
Finanstilsynet og Indskydergarantifonden skal udarbejde en beredskabsplan, der nærmere beskriver det praktiske samarbejde.
§ 11
Såfremt der er enighed mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden herom, kan afvigelser fra ovenstående procedure ske, når hensynet til det nødlidende institut og dets indskydere, herunder navnligt væsentlige praktiske forhold, tilsiger det. Afvigelserne skal aftales skriftligt af tilsynet og fonden med angivelsen af begrundelsen for afvigelsen.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1997.
Bekendtgørelse nr. 755 af 15. september 1995 om samarbejde mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden ophæves samtidigt.
pre_paragraph I medfør af § 2, stk. 4, i lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond, fastsættes:
Økonomiministeriet, den 3. februar 1997, den 3. februar 1997
/Marianne Jelved Tina Oreskov/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1997
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1997