TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.(*

BEK nr 338 af 13/05/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at den kan benyttes uden fare eller ulempe.

§ 2

En cykel må ikke være indrettet til mere end tre personer. Dog kan der derudover være plads til et eller to børn under seks år.

Stk. 2

En cykel må højst have fire hjul. Påhængsvogn til cykel må højst have to hjul.

Stk. 3

Hjulene skal være forsynet med dæk eller med anden elastisk hjulbeklædning med tilsvarende egenskaber.

Vægt og dimensioner

Vægt og dimensioner

§ 3

En cykel må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have større bredde end 1 m, dog må en cykel med mere end to hjul have en bredde på indtil 1,25 m. Betjeningsgreb og spejle medregnes ikke i cyklens bredde. For cykel med mere end to hjul, der er taget i brug inden den 1. januar 1998, må sporvidden mellem hjul på samme aksel dog være indtil 1,25 m og bredden dog være indtil 1,6 m.

Stk. 2

På en tohjulet cykel må styrets bredde dog ikke overstige 70 cm. Betjeningsgreb og spejle medregnes ikke i styrets bredde.

Stk. 3

En cykel må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have større længde end 3,5 m.

§ 4

En påhængsvogn til cykel må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have større bredde end 1 m. Den samlede længde af cykel og påhængsvogn må i belæsset eller ubelæsset stand ikke overstige 3,5 m. Påhængsvognens totalvægt må ikke overstige 60 kg. Er påhængsvognen forsynet med påløbsbremse, må totalvægten dog være indtil 100 kg.

Stk. 2

En cykel med sidevogn må ikke have større sporvidde end 0,8 m. Ingen del af køretøjet eller dets last må ligge uden for sidevognens hjul. Den samlede længde af cykel og sidevogn må i belæsset eller ubelæsset stand ikke overstige 3,5 m. Sidevognens totalvægt må ikke overstige 60 kg.

Bremser

Bremser

§ 5

En cykel skal være forsynet med mindst to uafhængige bremsesystemer, der virker på henholdsvis for- og baghjul. Hjul på samme aksel skal være afbremset af det samme bremsesystem. En cykel, der er taget i brug inden den 1. januar 1998, kan dog være forsynet med alene en fodbetjent navbremse, der virker på baghjulet, medmindre cyklen er indrettet til mere end en person, eller cyklen er tilkoblet påhængs- eller sidevogn.

Stk. 2

Bremsning af cyklen skal kunne ske på en sikker og virksom måde ved enhver hastighed og under alle belastningsforhold. Vejrlig må ikke kunne nedsætte bremsernes funktion væsentligt.

Stk. 3

Ved bremsesystem, som betjenes med pedalerne, skal fuld bremsevirkning kunne opnås ved nedtrædning af pedalen fra vandret stilling af pedalarmen.

Stk. 4

Dele i fodbetjent bremsesystem skal kunne modstå en betjeningskraft på 100 daN (100 kg). Dele i håndbetjent bremsesystem skal kunne modstå en betjeningskraft på 60 daN (60 kg).

Stk. 5

En varecykel med mere end to hjul skal tillige være forsynet med parkeringsbremse på hjulene, som bærer vareladet. Denne bremse skal kunne holde cyklen stationær på hældende grund og skal kunne fastholdes i bremsestilling ad rent mekanisk vej.

Lygter og reflekser

Lygter og reflekser

§ 6

Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en cykel være forsynet med mindst en forlygte, der afgiver hvidt eller gulligt lys tydeligt synligt forfra i mindst 300 meters afstand uden at virke blændende, og som er synlig fra siderne. På en cykel med mere end to hjul skal forlygten være anbragt højst 0,5 m inden for cyklens yderste venstre punkt.

Stk. 2

Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en cykel være forsynet med mindst en baglygte, der afgiver rødt lys bagud tydeligt synligt i mindst 300 meters afstand uden at virke blændende, og som er synlig fra siderne. En cykel med mere end to hjul skal, såfremt den højst er 1 m bred, være forsynet med mindst en baglygte anbragt i cyklens midterplan eller til venstre herfor, og, såfremt den er mere end 1 m bred, være forsynet med mindst to baglygter anbragt højst 0,4 m inden for cyklens yderste punkter og med en indbyrdes afstand på mindst 0,6 m.

Stk. 3

Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en påhængsvogn til cykel være forsynet med mindst en baglygte anbragt i påhængsvognens midterplan eller til venstre herfor. En sidevogn til cykel skal i lygtetændingstiden være forsynet med mindst en baglygte, der er anbragt så tæt ved sidevognens yderste højre punkt som muligt. Baglygte på påhængs- eller sidevogn skal opfylde kravene til baglygte til cykel.

Stk. 4

For- og baglygte på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil skal opfylde bestemmelserne i § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 5

Uanset bestemmelserne i stk. 4 kan for- eller baglygte, der er erhvervet inden den 1. januar 1998, fortsat anvendes. Sådan lygte skal endvidere kun være tydelig synlig i mindst 150 meters afstand, ligesom baglygte ikke skal være synlig fra siderne.

Stk. 6

Baglygte på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan afgive blinkende lys. Blinkfrekvensen skal være mindst 200 blink pr. minut.

Stk. 7

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan være forsynet med gule sidemarkeringslygter.

Stk. 8

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil må ikke være forsynet med andre lygter end de foran anførte.

Stk. 9

På en cykel med påhængsvogn skal cyklen ikke være forsynet med baglygte.

§ 7

En cykel skal være forsynet med mindst en hvid refleks, der er synlig forfra. En cykel med mere end to hjul skal dog være forsynet med mindst to sådanne reflekser, der er anbragt højst 0,4 m inden for cyklens yderste punkter, og med en indbyrdes afstand på mindst 0,6 m. For cykel, der er taget i brug inden den 1. januar 1998, gælder bestemmelsen dog først fra den 1. oktober 1998.

Stk. 2

En cykel skal være forsynet med mindst en rød refleks, der er synlig bagfra. En cykel med mere end to hjul skal dog være forsynet med mindst to sådanne reflekser, der er anbragt højst 0,4 m inden for cyklens yderste punkter, og med en indbyrdes afstand på mindst 0,6 m.

Stk. 3

En cykel skal være forsynet med mindst to gule reflekser, der bevæger sig, når cyklen kører, og som er synlige bagfra.

Stk. 4

En cykel skal på hvert hjul være forsynet med mindst en gul refleks, der er synlig fra siderne, eller med hvide reflekterende dæk- eller fælgsider. For cykel, der er taget i brug inden den 1. januar 1998, gælder bestemmelsen dog først fra den 1. oktober 1998.

Stk. 5

En ethjulet påhængsvogn til cykel skal være forsynet med mindst en hvid refleks, der er synlig forfra, og mindst en rød refleks, der er synlig bagfra. Reflekserne skal være anbragt i påhængsvognens midterplan eller til venstre herfor. En tohjulet påhængsvogn til cykel skal være forsynet med mindst to hvide reflekser, der er synlige forfra, og mindst to røde reflekser, der er synlige bagfra. Reflekserne skal være anbragt så tæt ved påhængsvognens yderste punkter som muligt. Sidevogn til cykel skal være forsynet med mindst en hvid refleks, der er synlig forfra, samt mindst en rød refleks, der er synlig bagfra. Reflekserne skal være anbragt så tæt ved sidevognens yderste højre punkt som muligt.

Stk. 6

En påhængsvogn til cykel skal på hver side være forsynet med mindst to gule reflekser, der er synlige fra siden, eller med mindst en gul refleks i hvert hjul, der er synlig fra siderne. En sidevogn til cykel skal på højre side være forsynet med mindst to gule reflekser, der er synlige fra siden, eller med mindst en gul refleks i hjulet, der er synlig fra siden.

Stk. 7

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil må ikke være forsynet med trekantet refleks. Reflekser i et par skal være ens.

Stk. 8

En cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan forsynes med supplerende reflekser efter følgende regler: Fastmonterede, fremadrettede reflekser skal være hvide, bagudrettede røde og reflekser, der vender til siden, gule. Bevægelige reflekser skal være gule.

Stk. 9

Refleks på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil skal være mærket efter bestemmelserne i § 15, stk. 4.

Stk. 10

Uanset bestemmelserne i stk. 9 kan refleks, der er erhvervet inden den 1. januar 1998, fortsat anvendes. Påbudt refleks, der er erhvervet inden den 1. januar 1998, skal dog være E- eller e-mærket eller mærket efter anden godkendelsesordning.

Signalapparat og cyklistvimpler

Signalapparat og cyklistvimpler

§ 8

En cykel skal være forsynet med en klart lydende klokke, som skal være anbragt på styret. Cyklen må ikke være forsynet med andet signalapparat.

§ 9

En cykel kan være udstyret med en cyklistvimpel, der er monteret på bagagebærer eller lignende over cyklens baghjul.

Stk. 2

Vimpelstangen skal være bøjelig og være anbragt således, at ingen del af stangen når længere ud end 0,5 m til venstre og 0,15 m til højre for cyklens længdeakse. Advarselsanordningen skal være anbragt yderst til venstre på vimpelstangen og skal være forsynet med en rød refleks, der er synlig bagfra.

Befordring af personer

Befordring af personer

§ 10

En cykel med særlig siddeplads for børn skal være forsynet med beskyttelse mod hjulegerne.

Stk. 2

Et barn, der anvender en særlig siddeplads placeret bag føreren, skal være forsvarligt fastspændt.

§ 11

En påhængs- eller sidevogn til cykel må benyttes til transport af indtil to børn under 6 år, når der er indrettet særlig siddeplads med beskyttelse mod hjulegerne. Der må samtidig transporteres et barn under 6 år på cyklen og et barn under 6 år i påhængs- eller sidevognen. Føreren af cyklen skal være fyldt 15 år.

Stk. 2

Børn, der transporteres i en påhængs- eller sidevogn, skal være forsvarligt fastspændte. Dog skal børn, der cykler på en særlig påhængsvogn, der er indrettet med håndtag, sadel og pedaler, ikke være fastspændte.

Tilkobling af påhængs- eller sidevogn til cykel

Tilkobling af påhængs- eller sidevogn til cykel

§ 12

Til cykel må kobles en påhængsvogn eller en sidevogn. Påhængs- eller sidevognen skal tilkobles med en forsvarlig tilkoblingsanordning.

Stk. 2

Sidevogn skal være anbragt til højre for cyklen.

Cykelløb

Cykelløb

§ 13

Under løb i henhold til færdselslovens § 37, stk. 1, behøver en cykel ikke at være forsynet med lygter, jf. § 6, refleksanordninger, jf. § 7, samt klokke, jf. § 8.

Forhandling af lygter og reflekser m.v.

Forhandling af lygter og reflekser m.v.

§ 14

Dele til cykel og påhængs- og sidevogn hertil må kun forhandles efter den 1. januar 1998, såfremt de opfylder kravene i §§ 2-5, § 6, stk. 1-3 og stk. 6, og § 9.

§ 15

Lygter og reflekser til cykel og påhængs- og sidevogn hertil må endvidere kun forhandles efter den 1. januar 1998, såfremt de opfylder kravene i stk. 2-4.

Stk. 2

En forlygte skal have en lysstyrke på mindst 4 candela målt lige forfra, mindst 0,4 candela målt 20I til hver side og mindst 0,05 candela målt 80 I til hver side. Bestemmelsen kan anses for opfyldt, såfremt lygten er godkendt og mærket i henhold til Dansk Standard nr. 708 og »DS«-mærket, godkendt af Vagverket, Sverige og »T«-mærket, godkendt i henhold til British Standard nr. BS 6102 og »BS«-mærket eller godkendt af Kraftfahrt-Bundesamt, Tyskland og »»»K«-mærket.

Stk. 3

En baglygte skal have en lysstyrke på mindst 2 candela målt lige bagfra, mindst 0,2 candela målt 20I til hver side og mindst 0,05 candela målt 80I til hver side. Bestemmelsen kan anses for opfyldt, såfremt lygten er godkendt og mærket som nævnt i stk. 2.

Stk. 4

Hvid fremadrettet, rød bagudrettet og gul refleks, der vender til siden, skal være godkendt i henhold til ECE-regulativ nr. 3 og »E«-mærket i klasse IA eller IVA eller godkendt i henhold til EF-direktiv nr. 76/757/EØF og »e«-mærket i klasse IA eller IVA. Hvide reflekterende dæk- eller fælgsider skal være godkendt i henhold til ECE-regulativ nr. 88 og »E«-mærket eller godkendt og mærket i henhold til nationale standarder eller regler i et andet EU-land eller EØS-land. Kravet om godkendelse og mærkning af hvide reflekterende dæk- eller fælgsider gælder dog først fra den 1. januar 2000. Gul bevægelig, bagudrettet refleks skal være godkendt i henhold til ECE-regulativ nr. 3 og »E«-mærket i klasse I, IA eller IVA, godkendt i henhold til EF-direktiv nr. 76/757/EØF og »e«-mærket i klasse I, IA eller IVA eller godkendt og mærket i henhold til nationale standarder eller regler i et andet EU-land eller EØS-land.

Dispensationer

Dispensationer

§ 16

Færdselsstyrelsen kan, når særlige forhold gør sig gældende, dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Straf og ikrafttræden m.v.

Straf og ikrafttræden m.v.

§ 17

Overtrædelse af §§ 1-5, § 6, stk. 1-7, §§ 7-12, og §§ 14-15 straffes med bøde.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1998, se dog § 7, stk. 1 og 4, og § 15, stk. 4.

Stk. 2

Enhver cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan dog straks indrettes i overensstemmelse med bekendtgørelsen.

Stk. 3

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 6 af 10. januar 1986 om cyklers indretning og udstyr m.v. ophæves.


Trafikministeriet, den 13. maj 1997, den 13. maj 1997

/Bjørn Westh Vibeke R. von Stemann/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997
Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.(* | TheLawyer.sh