TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om aftale om energieffektivisering og statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder (Energiaftalebekendtgørelsen)

BEK nr 37 af 16/01/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Der kan gives statstilskud til delvis dækning af udgifter til kuldioxidafgift i virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven), og som indgår aftale med Energistyrelsen om at gennemføre effektivisering af virksomhedens energiforbrug.

Stk. 2

En virksomhed kan ansøge om at indgå aftale om energieffektivisering, hvis den

  1. udfører en energiintensiv proces, som er optaget på bilaget (proceslisten) til kuldioxidafgiftsloven og den modtager den forhøjede tilbagebetaling af kuldioxidafgiften, eller
  1. opfylder promskriteriet ved at have en afgiftsværdi, hvor de ikke-tilbagebetalte kuldioxid- samt korrigerede rumopvarmnings- og svovldioxidafgifter efter fradrag af eventuelle tilskud, jf. § 31, stk. 2, samlet udgør over 3 pct. af dens refusionsgrundlag, beregnet ud fra værdien af virksomhedens salg m.v. med fradrag af værdien af virksomhedens indkøb m.v., dog mindst 10 pct. af virksomhedens salg m.v.
Stk. 3

Aftale efter stk. 2, nr. 1, (procesaftale) indgås for den energi, der forbruges på produktionsstedet, hvor processen udføres. Aftale efter stk. 2, nr. 2, (promsaftale) indgås for virksomhedens samlede energiforbrug.

Stk. 4

Virksomheden kan indsende ansøgning til Energistyrelsen om at indgå aftale om energieffektivisering. Energistyrelsen tager stilling til, hvorvidt betingelserne efter stk. 2 er opfyldt. Styrelsen kan fastsætte nærmere krav vedrørende dokumentation heraf.

§ 2

Forinden en virksomhed kan indgå aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering, skal den gennemgå et energisyn efter reglerne i kapitel 2 og udarbejde en energiledelsesrapport efter reglerne i kapitel 3. Med udgangspunkt i energisynet og energiledelsesrapporten skal virksomheden udarbejde et oplæg til en handlingsplan for energieffektiviseringen efter reglerne i kapitel 4. På grundlag af oplægget til handlingsplan forhandles aftalen om energieffektivisering, som indgås efter reglerne i kapitel 5.

Stk. 2

En virksomhed, der er berettiget til at indgå aftale efter § 1, kan underskrive en hensigtserklæring efter reglerne i kapitel 8 om at indgå aftale og dermed opnå betinget tilskud til kuldioxidafgiften, imens aftalen er under forberedelse.

§ 3

Energistyrelsen kan beslutte, at virksomheder, hvis procesenergiforbrug har fællestræk, uanset bestemmelsen i § 2, kan indgå aftale på grundlag af en branchehandlingsplan, som er godkendt efter reglerne i kapitel 6.

Stk. 2

Den enkelte virksomhed skal tiltræde en brancheaftale, for at Energistyrelsen kan meddele tilsagn om tilskud.

§ 4

Når der er indgået aftale med virksomheden efter reglerne i §§ 2 eller 3, meddeler Energistyrelsen tilsagn om tilskud efter reglerne i kapitel 9.

Energisyn

Energisyn

§ 5

Formålet med energisynet er at tilvejebringe en beskrivelse af energianvendelsen i virksomheden samt af mulighederne for besparelser og effektiviseringer i energiforbruget. Energisynet omfatter det samlede energiforbrug i virksomheden, idet hovedvægten lægges på forbruget til procesformål.

Stk. 2

Der udarbejdes en rapport over energisynet.

Stk. 3

Energisynet skal verificeres af en verifikator efter retningslinier fastsat af Energistyrelsen. Verifikator indestår for, at energisynet er udført i overensstemmelse med de gældende regler. Verifikatoren skal være godkendt i overenstemmelse med reglerne i kapitel 7.

Stk. 4

Energistyrelsen kan fastsætte nærmere krav til gennemførelse af energisyn, udarbejdelse af energisynsrapport samt verifikation heraf i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

§ 6

Ved energisynet undersøges og kortlægges virksomhedens energiforbrug med henblik på at identificere mulighederne for at gennemføre energibesparelser og -effektiviseringer, som anses for teknisk mulige, og som vurderes at have en simpel tilbagebetalingstid på mindre end

  1. 5 år, når de angår energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 2, i kuldioxidafgiftsloven og
  1. 6 år, når de angår andet energiforbrug.
Stk. 2

Ved beregning af tilbagebetalingstider anvendes afgiftsbelagte energipriser, dvs. en pris, som er summen af virksomhedens faktiske indkøbspris med tillæg af energi-, svovldioxid- og kuldioxidafgift for energien efter godtgørelse. Ved beregningen anvendes satserne for afgifter og godtgørelse i år 2000.

§ 7

Ved gennemførelsen af energisynet udføres procesintegrationsanalyse, når der forekommer mindst tre energistrømme til opvarmning og afkøling med en samlet energiomsætning på mere end 10.000 MWh/år.

§ 8

Rapporten over energisynet indledes med en kort beskrivelse af virksomheden, herunder af produktionen og processerne. Beskrivelsen udformes, så den kan give et overblik over virksomhedens forbrug af energi samt af råvarer i det omfang råvareforbruget har betydning for energiforbruget. Rapporten over energisynet skal indeholde en gennemgang af virksomheden, der er egnet som grundlag for Energistyrelsens vurdering af de energimæssige forhold, herunder skal energiforbruget være opdelt på tung og let proces samt rumvarme.

Stk. 2

Rapporten over energisynet skal endvidere indeholde en angivelse af eventuelle energieffektiviseringstiltag, som virksomheden tidligere har iværksat, herunder om der er udført energisyn, etableret energistyring, m.v.

§ 9

Såfremt procesintegrationsanalyse eller anden særlig undersøgelse af større gennemgribende effektiviseringsprojekter eller særlige procesafsnit ikke kan gennemføres, således at fristen i § 30 kan overholdes, begrundes dette i energisynsrapporten, og der anføres en senere frist for gennemførelsen af undersøgelserne.

Stk. 2

Såfremt en virksomhed, der er omfattet af § 7, vurderer, at undersøgelsen ikke kan gennemføres med forventning om identifikation af energibesparelser, som står i et rimeligt forhold til omkostningerne ved undersøgelsen, skal dette begrundes i rapporten.

§ 10

I rapporten redegøres for de mulige projekter for energibesparelser og -effektiviseringer, som er identificeret ved energisynet. Projekterne til besparelse og effektivisering samt eventuelle særlige undersøgelser, jf. § 9, stk. 1, beskrives, så de kan forstås af personer med teknisk og økonomisk indsigt, men uden specialkendskab til de pågældende produktionsprocesser. Samtidig skal beskrivelsen være egnet som planlægningsgrundlag i virksomheden.

Stk. 2

I beskrivelsen af forslagene skal følgende elementer normalt indgå:

  1. En teknisk beskrivelse af hvorledes besparelsen opnås og ved hvilke installationer, m.v.
  1. En beregning af de besparelser, som opnås, samt forudsætningerne for beregningen. Der medtages besparelser i energiforbruget opdelt på brændsler samt eventuelle driftsbesparelser.
  1. En angivelse af indvirkningen på produktion og arbejdsrutiner.
  1. En opgørelse over de omkostninger, som er forbundet med projektets gennemførelse, herunder udgifter til anskaffelser, installation m.v.
  1. Andre relevante forhold, herunder om forhold til anden lovgivning, m.v.

Energiledelse

Energiledelse

§ 11

Virksomheden skal udarbejde en energiledelsesrapport over, hvorledes der etableres energiledelse ved opbygning af et organisatorisk system, som sikrer optimal udnyttelse af samtlige energiformer i virksomheden. I energiledelsessystemet skal indgå fastlæggelse af målsætninger for virksomhedens energiforbrug, instrukser for efterlevelse af målsætningerne, redegørelse for ansvarsfordeling, herunder med stillingsbeskrivelser vedrørende energiansvarlighed, m.v. Rapporten skal indeholde de forhold, der er omfattet af dette kapitel.

Stk. 2

Etablering, anvendelse og gennemførelse af de foranstaltninger, der er beskrevet i rapporten, skal indgå i virksomhedens oplæg til handlingsplan.

Stk. 3

Energistyrelsen kan fastsætte nærmere krav til energiledelse i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

§ 12

Energistyring er en del af energiledelsessystemet. I rapporten beskrives, hvorledes energistyring indpasses i arbejdstilrettelæggelsen. Energistyring indebærer en systematisk registrering og vurdering af energiforbrug og driftsdata. Formålet hermed er at fastholde opnåede energieffektiviseringer gennem indgreb ved identificerede afvigelser samt løbende at sikre opfølgning af de vedtagne målsætninger for virksomhedens energiforbrug.

§ 13

Energirigtigt indkøb og projektering er en del af energiledelsessystemet. I rapporten beskrives fremgangsmåder og arbejdsinstruktioner, der sikrer en vurdering af de energimæssige virkninger ved projektering eller indkøb af anlæg, nye aktiviteter, produkter og processer samt øvrige fornyelser af udstyr med et væsentligt energiforbrug.

Stk. 2

I rapporten beskrives, hvorledes der ved den energimæssige vurdering af indkøb og nyanlæg tages alternative projekter i betragtning med henblik på at sikre et valg af energieffektive løsninger, der samtidig opfylder virksomhedens krav til driftssikkerhed, m.v.

§ 14

I rapporten beskrives, hvorledes hensynet til energieffektivisering løbende indgår i arbejdsprocesserne, herunder gennem uddannelse af medarbejdere, som arbejder med energiforbrugende processer i virksomheden.

Stk. 2

I rapporten beskrives andre initiativer i forhold til medarbejdere, som kan øge opmærksomheden på energiforbruget, f.eks. uddannelse af øvrige medarbejdere samt motivationsforanstaltninger.

§ 15

Energistyrelsen kan beslutte, at virksomheden kan opfylde kravene til rapporten efter dette kapitel eller en del heraf ved at registreres som deltager i eller ved gennemførelse af et internationalt anerkendt miljøledelsessystem.

Handlingsplan

Handlingsplan

§ 16

Med udgangspunkt i energisynet og energiledelsesrapporten udarbejder virksomheden et oplæg til en handlingsplan, som kan danne grundlag for forhandlingerne med Energistyrelsen om den handlingsplan, aftalen om energieffektivisering skal baseres på. Oplægget skal være egnet som grundlag for Energistyrelsens vurdering af de energimæssige forhold og udarbejdes efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2

Energistyrelsen kan fastsætte nærmere krav til oplæg til handlingsplan.

§ 17

Oplægget skal indeholde de forudsætninger, som oplægget er baseret på, vedrørende det energiforbrugende udstyr samt tekniske, produktionsmæssige og lignende forhold, herunder eventuelle planlagte ændringer i disse forudsætninger.

Stk. 2

I oplægget redegøres for de energibesparende foranstaltninger, herunder eventuelle særlige undersøgelser, jf. § 9, stk. 1, som virksomheden ønsker at gennemføre med handlingsplanen, opdelt på energiforbrug efter proceslisten, andet procesforbrug og rumvarme. Foranstaltningerne beskrives teknisk med angivelse af investering, energibesparelse samt rentabilitet. Den verifikatorpåtegnede rapport over energisynet og energiledelsesrapporten indsendes til Energistyrelsen sammen med oplægget.

Stk. 3

I oplægget indgår en nøje beskrivelse af, hvornår og hvorledes de energibesparende og -effektiviserende foranstaltninger foreslås gennemført.

§ 18

Energistyrelsen kan til brug i forhandlingerne kræve yderligere oplysninger fra virksomheden, jf. tillige § 40.

Stk. 2

Energistyrelsen kan kræve, at en virksomhed, der ikke er omfattet af § 7, skal foretage en procesintegrationsanalyse. Energistyrelsen skal over for virksomheden begrunde, at analysen kan føre til identifikation af energibesparelser, som står i et rimeligt forhold til omkostningerne ved at udføre analysen.

§ 19

Forhandlingerne om handlingsplan og aftale indledes på grundlag af oplægget, energisynet, energiledelsesrapporten og øvrigt foreliggende materiale.

Stk. 2

I handlingsplanen fastlægges, hvilke energibesparende foranstaltninger, herunder særlige undersøgelser, der skal gennemføres, samt indenfor hvilke frister det skal ske. Endvidere fastlægges, hvorledes energiledelse efter kapitel 3 indpasses i planen.

§ 20

Med mindre der opnås enighed om andre, mere hensigtsmæssige foranstaltninger, skal

  1. virksomheder, der indgår procesaftale, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, gennemføre energibesparelser og -effektiviseringer vedrørende det energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 2, i kuldioxidafgiftsloven, som har en tilbagebetalingstid på under 4 år, og
  1. virksomheder, der indgår promsaftale, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, gennnemføre energibesparelser og -effektiviseringer vedrørende det energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 1, i kuldioxidafgiftsloven, som har en tilbagebetalingstid på under 6 år.
Stk. 2

De nævnte tilbagebetalingstider i stk. 1 gælder dog kun, såfremt de pågældende anlæg har en levetid, der går derudover.

Stk. 3

Ved vurderingen af foranstaltningerne efter stk.1 kan forhold vedrørende brændselsvalg, CO2-fortrængningseffekt, livscyklusbetragtninger eller andre længeresigtede perspektiver vedrørende omlægning af produktionsforhold, -processer, m.v. tages i betragtning.

Aftalen

Aftalen

§ 21

Når der er opnået enighed om handlingsplanen, kan der indgås aftale om dens gennemførelse. På dette grundlag kan Energistyrelsen meddele tilsagn om tilskud efter reglerne i kapitel 9.

Stk. 2

Aftalen indgås inden udløb af den af Energistyrelsen fastsatte frist, jf. § 30, stk. 1 og 3, og maksimalt for en treårig periode fra tilsagnsperiodens begyndelse, jf. § 30, stk. 2.

Stk. 3

I aftalen indgår blandt andet vilkår om mulighed for genforhandling, hvis forudsætningerne for aftalen ændres væsentligt. Ændring af forudsætninger, som har betydning for, om en foranstaltning indgår i handlingsplanen eller ej, betragtes som væsentlige.

Stk. 4

Såfremt der skal foretages særlige undersøgelser, jf. § 9, stk.1, eller § 18, stk. 2, fastlægges det i aftalen, hvordan resultaterne af undersøgelserne indpasses i handlingsplanen.

§ 22

Uanset bestemmelserne i kapitel 4 kan der i særlige tilfælde indgås aftale om et konkret måltal for energieffektiviseringen.

Stk. 2

Såfremt der indgås aftale efter stk. 1, hvor der ikke indgår en handlingsplan, fastlægges det i aftalen, hvorledes måling og kontrol skal foregå.

§ 23

I aftalen fastsættes nærmere bestemmelse om, hvorledes virksomheden indberetter til Energistyrelsen om gennemførelsen af handlingsplanen i løbet af aftaleperioden og ved aftalens udløb.

Stk. 2

Der fastsættes endvidere nærmere bestemmelser vedrørende fortrolighed om de oplysninger, som Energistyrelsen modtager om virksomhedens forhold, om tilbagebetaling af tilskud, jf. kapitel 10, kontrolforanstaltninger, herunder om tilsyn i henhold til kapitel 13, straffebestemmelser, jf. kapitel 15, m.v.

§ 24

I aftalen fastsættes nærmere bestemmelse om, hvorledes opsigelse kan ske, om misligholdelse, m.v.

Særlige regler for branchehandlingsplaner og -aftaler

Særlige regler for branchehandlingsplaner og -aftaler

§ 25

Uanset bestemmelserne i kapitlerne 2-4 kan Energistyrelsen beslutte, at virksomheder, hvis energiforbrug har fællestræk, kan indgå aftale på grundlag af en branchehandlingsplan om energieffektivisering efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2

Virksomheder, der ønsker at indgåen brancheaftale, skal lade udarbejde oplæg til en branchehandlingsplan. I branchehandlingsplanen fastlægges generelle retningslinier for energieffektivisering for branchens virksomheder, herunder eventuelt gennemførelse af brancherettede energisyn i virksomhederne. Hovedvægten lægges på procesforbruget. Kravene til oplægget til branchehandlingsplanen svarer til kravene efter kapitel 4.

Stk. 3

Indholdet i branchehandlingsplanerne fastlægges ved forhandling med Energistyrelsen.

Stk. 4

Det er en betingelse for tilsagn om tilskud, at en brancheaftale tiltrædes af den enkelte virksomhed.

§ 26

Oplæg til branchehandlingsplan skal verificeres i overensstemmelse med reglerne i kapitel 7.

Verifikation m.v.

Verifikation m.v.

§ 27

Energisyn efter kapitel 2 samt oplæg til branchehandlingsplan efter kapitel 6 skal verificeres af en verifikator, som er registreret i en ordning, der er godkendt af Energistyrelsen. Verifikatoren indestår over for myndighederne for, at energisynet eller oplæg til branchehandlingsplanen giver et retvisende billede af virksomhedens eller virksomhedernes energiforhold og effektiviserings- og besparelsesmuligheder, samt for at reglerne for udarbejdelse af energisyn og oplæg til branchehandlingsplan er overholdt.

Stk. 2

Virksomheden kan vælge at lade en energisynskonsulent, som er registreret i en ordning, der er godkendt af Energistyrelsen, medvirke ved udarbejdelsen af energisyn.

Tilsagn om betinget tilskud

Tilsagn om betinget tilskud

§ 28

En virksomhed, som ønsker at indgå aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, kan opnå tilsagn om betinget tilskud ved at afgive en hensigtserklæring om at indgå aftale med Energistyrelsen. Virksomheden forpligter sig dermed til snarest at iværksætte energisyn samt udarbejde energiledelsesrapport og oplæg til handlingsplan, jf. kapitlerne 2-4, jf. dog § 22.

Stk. 2

Hensigtserklæring afgives i en form, der er godkendt af Energistyrelsen.

Stk. 3

Når Energistyrelsen har modtaget en hensigtserklæring fra en virksomhed, som ønsker at indgå procesaftale, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, underretter Energistyrelsen de statslige told- og skattemyndigheder, som iværksætter udbetalingen af det betingede tilskud. Hensigtserklæring fra virksomheder, som ønsker at indgå promsaftale, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, behandles efter reglerne i promsbekendtgørelsens kapitel 5.

Stk. 4

En virksomhed, som ønsker at indgå aftale efter bestemmelserne i kapitel 6, kan afgive hensigtserklæring på tilsvarende vis.

§ 29

En virksomhed, som efter at have underskrevet en hensigtserklæring om at indgå aftale om energieffektivisering beslutter ikke at indgå aftale, skal straks meddele dette til Energistyrelsen.

§ 30

Tilskud, som er modtaget på grundlag af en hensigtserklæring, skal betales tilbage efter reglerne i kapitel 10, hvis der ikke indgås aftale inden for en frist, som Energistyrelsen fastsætter, dog maksimalt 6 måneder fra tilsagnsperiodens begyndelse.

Stk. 2

Virksomheden kan vælge, hvornår tilsagnsperioden skal begynde. Tilsagnsperioden kan dog ikke begynde tidligere end ved Energistyrelsens modtagelse af den underskrevne hensigtserklæring.

Stk. 3

Energistyrelsen kan i særlige tilfælde forlænge fristen efter stk. 1.

Tilsagn om og udbetaling af tilskud

Tilsagn om og udbetaling af tilskud

§ 31

Energistyrelsens tilsagn om tilskud gælder maksimalt for en periode af 3 år, regnet fra tilsagnsperiodens begyndelse, jf. § 30, stk. 2.

Stk. 2

Til virksomheder, der indgår procesaftale, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, udgør tilskuddet i 1996 2 pct., i 1997 7 pct., i 1998 12 pct., i 1999 17 pct. og fra 2000 22 pct. af afgiften af det energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 2, i kuldioxidafgiftsloven.

Stk. 3

Til virksomheder, der indgår promsaftale, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, udgør tilskuddet i 1996 0 pct., i 1997 10 pct., i 1998 20 pct. og fra 1999 22 pct. af afgiften af det energiforbrug, der er omfattet af § 9, stk. 1, i kuldioxidafgiftsloven.

§ 32

Tilskuddet udbetales med det beløb, der overstiger minimumsgrænserne efter stk. 2.

Stk. 2

I 1996-97 udgør minimumsgrænsen 10.000 kr., i 1998-99 15.000 kr. og fra 2000 20.000 kr. For væksthusgartnerier, der er berettiget til at indgå aftale ifølge proceslisten, udgør minimumsgrænsen dog 10.000 kr. over hele perioden.

Stk. 3

For fuelolie og fyringsgasolie, som bruges til opvarmningsformål, herunder varme- og dampproduktion, gælder dog særlige regler, jf. lovens § § 1 a og 2.

Stk. 4

Tilskuddet kan udbetales for hver afgiftsperiode efter momsloven. Til virksomheder, der er omhandlet i § 2, stk. 2, i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, kan tilskuddet udbetales månedsvis. De ikke-tilskudsberettigede beløb efter stk. 1-3 fradrages forlods.

Stk. 5

For tilsagn om tilskud, der ikke har virkning fra begyndelsen af virksomhedens afgiftsperiode efter momsloven, opgøres tilskuddet fra tilsagnets ikrafttræden til udløbet af første afgiftsperiode efter momsloven på grundlag af virksomhedens afgiftsgrundlag efter kuldioxidafgiftslovens § 9 for samme tidsrum.

Stk. 6

For tilsagn, hvis bortfald ikke er sammenfaldende med udløbet af en afgiftsperiode efter momsloven, opgøres tilskuddet fra afgiftsperiodens begyndelse til tilsagnets udløb på grundlag af virksomhedens afgiftsgrundlag efter kuldioxidafgiftslovens § 9 for samme tidsrum.

§ 33

Anmodning om udbetaling af tilskud sendes til de statslige told- og skattemyndigheder. Beløbet angives i hele kroner, idet der ses bort fra ørebeløb. Anmodningen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse. Udbetaling og modregning af tilskud sker efter reglerne i momslovens § 63.

Stk. 2

Overstiger det årlige tilskudsbeløb en af Energistyrelsen fastsat minimumsgrænse, skal virksomheden årligt tilsende Energistyrelsen en erklæring fra en statsautoriseret eller registreret revisor, der attesterer, at regnskabsgrundlag m.v. for tilskuddet er korrekt opgjort. Energistyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for revisionen i en revisorinstruks samt frist for modtagelse af revisorerklæringer.

Stk. 3

Energistyrelsens modtagelse af revisorerklæringer, jf. stk. 2, er en betingelse for at opnå tilskud, jf. § 35.

Tilbagekaldelse af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

Tilbagekaldelse af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

§ 34

Såfremt det konstateres, at en virksomhed ikke overholder aftalen, kan Energistyrelsen ophæve aftalen.

Stk. 2

Hvis en aftale opsiges eller ophæves, bortfalder tilskuddet. Energistyrelsen kan beslutte, at tilskud skal tilbagebetales efter opsigelse eller ophævelse af aftalen.

Stk. 3

Såfremt en aftale opsiges, eller såfremt den ophæves, fordi handlingsplanen ikke gennemføres, kan tilskuddet dog kun kræves tilbagebetalt fra den senest godkendte indberetning, jf. § 23, stk. 1, medmindre der er afgivet urigtige oplysninger ved indberetningen.

§ 35

Såfremt det i øvrigt konstateres, at der er ydet for stort et tilskud, at regnskabsgrundlaget m.v. for tilskuddet ikke er korrekt opgjort, eller at virksomheden ikke opfylder eller har opfyldt betingelserne for at opnå tilskud, kan Energistyrelsen træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud bortfalder. Energistyrelsen kan beslutte, at for meget udbetalt tilskud skal tilbagebetales. De statslige told- og skattemyndigheder afkræver virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 2

Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt til de statslige told- og skattemyndigheder, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr.

§ 36

For tilbagebetalingen af for meget udbetalt tilskud hæfter den, der som ejer, forpagter eller på anden vis driver virksomheden for egen regning.

Regnskabsbestemmelser

Regnskabsbestemmelser

§ 37

Virksomheder, som modtager tilskud, skal kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser til dokumentation af tilskudsbeløbet. Virksomhederne skal tilrettelægge regnskabet således, at det kan danne grundlag for opgørelsen af tilskudsbeløbet.

Stk. 2

Virksomhederne skal umiddelbart for hver afgiftsperiode efter momsloven kunne redegøre for beregningen af tilskud.

Stk. 3

Regnskabet over tilskud føres i virksomhedens almindelige forretningsregnskab og på en sådan måde, at tilskuddet til enhver tid kan opgøres på grundlag af regnskabet.

Stk. 4

Hvis regnskabet ikke kan indpasses i forretningsregnskabet, føres regnskabet efter de statslige told- og skattemyndigheders nærmere anvisning.

Stk. 5

Regnskabsmaterialet skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Tilskud til energieffektiviserende foranstaltninger efter anden

Tilskud til energieffektiviserende foranstaltninger efter anden

§ 38

Der kan ydes investeringstilskud efter lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder til anlæg, som virksomheden forpligter sig til at installere som led i en aftale efter denne bekendtgørelse. Energistyrelsen kan beslutte, at tilskuddet ydes efter mere restriktive kriterier, når det ydes i forbindelse med en aftale, idet der ved beregningen kan tages hensyn til, at der ydes tilskud efter nærværende bekendtgørelse.

Stk. 2

Energistyrelsen kan beslutte, at afgørelse om tilskud til energibesparelser i erhvervsvirksomheder, der har afgivet erklæring om at indgå aftale efter § 28, træffes i forbindelse med indgåelse af aftalen.

Godkendelse og tilsyn

Godkendelse og tilsyn

§ 39

Indberetning efter § 23 om gennemførelse af handlingsplanen skal godkendes af Energistyrelsen.

§ 40

Energistyrelsen har adgang til at lade et energisyn efterprøve ved en af styrelsen udpeget energisynskonsulent, når en virksomhed ansøger om at indgå aftale om energieffektivisering på grundlag af energisynet. Energisynskonsulenten har dermed adgang til virksomheden, dens procesanlæg samt øvrige energiforbrugende udstyr mod behørig legitimation samt bemyndigelse fra Energistyrelsen.

Stk. 2

Energistyrelsen eller den, Energistyrelsen bemyndiger dertil, har adgang til at tilse, hvorledes handlingsplanen gennemføres. Vedkommende har dermed adgang til virksomheden, dens procesanlæg samt øvrige energiforbrugende udstyr mod behørig legitimation samt bemyndigelse fra Energistyrelsen i det tilfælde, hvor kontrollen udøves af en bemyndiget.

Stk. 3

Virksomhedens indehavere og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde Energistyrelsen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 og 2 nævnte tilsyn.

§ 41

De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn hos de virksomheder, der anmoder om tilskud efter denne bekendtgørelse, og til at efterse virksomhedernes forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2

Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelse af de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3

Det i stk. 1 nævnte materiale skal på de statslige told- og skattemyndigheders anmodning indsendes til disse.

§ 42

Leverandører af energiprodukter omfattet af kuldioxidafgiftsloven skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om de leverede energiprodukter.

Stk. 2

De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos de pågældende virksomheder.

Ankenævn

Ankenævn

§ 43

Der oprettes et ankenævn, hvortil Energistyrelsens afgørelser efter § 1, stk. 4, § 34, § 35 og § 39 kan påklages.

Stk. 2

Nærmere regler for ankenævnets virke fastsættes ved bekendtgørelse.

Stk. 3

Told- og skatteregionernes afgørelser kan indbringes for Told- og Skattestyrelsen. Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Straffebestemmelser

Straffebestemmelser

§ 44

Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

  1. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger om grundlaget for udbetaling af tilskud, eller
  1. overtræder § 37, § 41, stk. 2 og stk. 3 og § 42, stk. 1 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2

Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til uberettiget at få udbetalt tilskud, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 3

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelse m.v.

Ikrafttrædelse m.v.

§ 45

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. januar 1997.

Stk. 2

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 863 af 17. november 1995 om aftale om energieffektivisering og statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder. Bekendtgørelsens § 45, stk. 3 og 4, er dog fortsat gældende.


Energistyrelsen, den 16. januar 1997, den 16. januar 1997

/Ib Larsen Renato Ezban/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997