TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om uddannelse til teknologileder

BEK nr 487 af 09/06/1997

DanmarkBekendtgørelse1997

§ 1

Uddannelsen til teknologileder har til formål at kvalificere de studerende til lederstillinger, hvor det centrale er teknologianvendelse, -valg og -udvikling.

Stk. 2

Uddannelsen skal

  1. give de studerende faglige forudsætninger for i udviklings- og konstruktionsfasen at vælge mellem forskellige teknologiske muligheder og i implementeringsfasen at styre og lede efter dette valg,
  1. give de studerende indsigt i og forståelse for beskæftigelsesområdets miljømæssige forhold og
  1. sætte de studerende i stand til på baggrund af teknologiske muligheder at kommunikere, koordinere, beslutte og handle sammen med andre faggrupper om et strategisk valg.

§ 2

Uddannelsen udbydes ved Ingeniørhøjskolen Københavns Teknikum.

Stk. 2

Undervisningsministeren kan godkende, at uddannelsen udbydes ved andre institutioner.

§ 3

Adgang til uddannelsen har ansøgere med en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse på mindst bachelorniveau suppleret med mindst 2 års relevant erhvervserfaring.

Stk. 2

Institutionen kan efter en konkret vurdering give adgang til uddannelsen for andre ansøgere, som skønnes at have de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

§ 4

Institutionen fastsætter antallet af ansøgere, der kan optages på uddannelsen.

Struktur, varighed og indhold

Struktur, varighed og indhold

§ 5

Uddannelsen er en erhvervsrettet videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse.

Stk. 2

Uddannelsen har et omfang, der svarer til 1/2 års heltidsuddannelse (1/2 årsværk). Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.

Stk. 3

Uddannelsen er sammensat af enkeltkurser (moduler), som kan følges enkeltvis. Hele uddannelsen strækker sig normalt over 2 år og skal være afsluttet inden for 5 år.

§ 6

Uddannelsens indhold omfatter undervisning med hovedvægt på følgende fagområder:

  1. Kvalitetsstyring.
  1. Projektledelse.
  1. Miljøledelse.
  1. Systematisk vedligehold.
  1. Energioptimering.
  1. Logistikanalyse og -udvikling.
  1. Virksomhedens informationssystemer.
  1. Virksomhedens økonomiske systemer.
  1. Strategiske analyser og teknologisk udvikling.
  1. Organisation og ledelse af forandringsprocesser.
Stk. 2

Institutionen kan bestemme, at gennemførelsen af visse kurser er betinget af, at andre kurser er bestået, eller at undervisning i et andet kursus skal følges sideløbende.

§ 7

Uddannelsen giver ret til betegnelsen teknologileder. Ved oversættelse til engelsk er betegnelsen Engineering Technology Manager (ETM).

Eksamen

Eksamen

§ 8

I eksamen indgår mundtlige og/eller skriftlige prøveformer, herunder projektarbejde. Emner for projektarbejde stilles af institutionen i samarbejde med de studerende.

Stk. 2

For afholdelse af prøverne gælder bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet samt bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse.

Studieordning

Studieordning

§ 9

Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.

Stk. 2

Studieordningen skal indeholde:

  1. Regler om erhvervserfaring som adgangsforudsætning, jf. § 3, stk. 1.
  1. Beskrivelse af mål, indhold og tidsmæssigt omfang og rækkefølge af de enkelte kurser i uddannelsen.
  1. Beskrivelse af undervisningsformer defineret som klasseundervisning, forelæsninger, øvelser, seminarer, projektarbejde m.v.
  1. Tidsfrister for gennemførelse af uddannelsen.
  1. Betingelser for gennemførelse af visse kurser, jf. § 6, stk. 2.
  1. Regler om meritoverførsel.
  1. Regler om prøveformer og eventuelle muligheder for valg af prøveformer.
  1. Antallet af prøver og disses placering i uddannelsesforløbet.
  1. Fastsættelse af hvilke prøver der bedømmes under medvirken af ministerielt beskikkede censorer.
Stk. 3

Studieordningen kan indeholde hjemmel for institutionen til at dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

Stk. 4

Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter. Andre institutioner, der måtte være godkendt til at udbyde uddannelsen, jf. § 2, stk. 2, orienteres med henblik på koordinering af uddannelsen. Derudover indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. bekendtgørelse om censorinstitutionen for visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

Stk. 5

Ved udstedelse af nye studieordninger og ved væsentlige ændringer af studieordninger fastsættes i studieordningen overgangsregler.

Stk. 6

Studieordningen og ændringer af studieordningen sendes til orientering til censorerne og til ministeriet.

Andre regler

Andre regler

§ 10

Institutionen kan i hvert enkelt tilfælde eller ved regler i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Ved godkendelse efter stk. 1 anses uddannelseselementet for gennemført, hvis det er bestået efter reglerne om den pågældende uddannelse.

§ 11

Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2

Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, og § 10.

§ 12

Klager over institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse indgives til institutionen. Institutionens afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk. 2

Fristen for indgivelse af klager er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 3

Eksamensklager behandles efter reglerne i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet.

§ 13

Hvis ikke andet følger af denne bekendtgørelse, gælder reglerne i bekendtgørelse om åben uddannelse.

Ikrafttræden m.v.

Ikrafttræden m.v.

§ 14

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1997 og finder anvendelse på studerende, der optages på uddannelsen fra denne dato.


Undervisningsministeriet, den 9. juni 1997, den 9. juni 1997

/Ole Vig Jensen Jens Bang Nielsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1997
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1997